Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1251Visninger
AA

12. Marridt?

"Linda? Linda.. Linda!" lød Lucys stemme bekymret. Linda vågnede med et sæt. Hun havde åndenød og sveden drev ned af hende i stride strømme. Hun knyttede hænderne stramt omkring sin dyne og stirrede sig forvirret omkring. 

"Du skreg i søvne..." hviskede Lucy forsigtigt og lod en kold hånd stryge hendes kærligt over panden, "er du okay?" Hendes varme, kærlige øjne strålede hende i møde og beroligede hende. Grabbet om dynen blev løsenet og Linda tog en dyb indånding. 

"Jeg..." hviskede hun forsigtigt, men hendes hals trak sig sammen og hun var ude af stand til at fortsætte. Hun senkede blikket og begyndte at stryge hånden hen over dynen i stedet. Hun var om hyggelig med at rette den ud, så der ikke var en eneste fold at se. 

"Jeg kan ikke tale om det," konkluderede hun efter noget tid med sine øjne lukkede tæt sammen. Hun følte sig kold og bleg. Sveden drev fortsat ned af hende, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Hendes sengetøj var gennemblødt og hun kunne mærke den kolde brise snige sig ind igennem sprækken i teltdugen. Hun tog en dyb indånding og løftede hånd for at få vinden til at skrifte retning. For et øjeblik sortnede det for hendes øjne og hendes hoved gjorde ondt. 

Lucy nikkede, rejste sig op og bakkede ud af teltet med bøjet hoved. Hun efterlod Linda siddende på gulvet. Teltet føltes pludselig så stort og tomt. Smerten i hendes hoved blev kun værre og værre. Hun var nødt til at presse sine hænder hårdt mod tindingerne bare for at være i stand til at kunne se. Synet var tåget og uskarpt, men hun kunne mærke at det klarede op. 

Hun sad længe sådan. Med hænderne presset hårdt mod tindingerne og stirrende lige ud i luften. Da hun endelig begyndte at rejse sig op var der gået flere timer. Hun skubbede forsigtigt teltduen til siden og blev straks blændet af solens klare middagstråler. Hun prøvede at skygge med hånden og se sig omkring, men det var stadig svært for hende at fokusere. 

"Er De klar til deres morgenmad?" spurgte Lucy, der kom hen til hende og stillede sig så hun skyggede for solen. Linda sukkede taknemmeligt og prøvede forgæves at se hende. Lyset der omgav hende var for stærkt og med hendes tågede syn var det umuligt at skelne det ene fra det andet. Hun tog sig til hovedet og nikkede langsomt. Hun følte ikke for at sige noget og lod sig bare fører hen til spise pladsen. 

Lucy stod tålmodigt og ventede på at Linda var færdig med at spise, inden hun forsigtigt spurgte om hun havde ondt i hovedet. Linda fjernede lidt madrester fra overlæben mens hun så ned i den tomme tallerken. Langsomt løftede hun kniven op og drejede den foran sit ansigt. Hun studerede den som et farligt, sulten rovdyr, der tålmodigt studerede sit bytte inden angreb. 

"Mit syn er svækket og jeg har kraftige smerter, men jeg har aldrig følt mig mere til stede," viskede hun, stadig stirrende på kniven. Hun så kort op på Lucy og kastede så kniven. Den fløj ubesværet gennem luften og skar sig en centimeter ind i et af de andre borde. Kun kort fra en af soldaterne. Han sprang til siden og havde allerede grebet sit sværd og var klar til kamp. Han havde ikke engang tænkt over det. De andre ved bordet grinede højlydt af ham, så han måtte sætte sig mere eller mindre slukøret ned igen. 

Lucy så forskrækket på hende. "Hvad skulle det til for?" bebrejdede hun, men blev stoppet af Lindas hånd der tog et blidt tag om hendes håndled og trak hende ned. "Han er alt for nervøs," hviskede hun med alvorlige øjne, "han vil snart træde ved siden af." Da hun lettede grebet om Lucys hånd var hun i chok. Lucy stod som forstenet. Hun vidste at Linda havde evner og ville blive noget af en mundfuld, da hun valgte at sige god for at blive hendes livvagt, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu. Kunne hun overhovedet stole på Lindas udsagn? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...