Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1265Visninger
AA

2. Krigen

 

Linda så ligegyldigt ud af vinduet og prøvede kraftigt at lade vær med at høre efter alt det Mr. Kalser snakkede om. Det gik ikke super godt. Han fortæller ophidset om krigen. ”Den er er i fuld gang nede ved grænsen... kommer snart her til,” fik hun fat i, men hun prøvede desperat at lade vær med at høre efter. Hvad skulle hun bruge det til? Hun var ligeglad med om hun skulle i krig eller ej. Ligeglad med hvor mange der hver dag døde i den hæslige krig, eller om den kom her til. Hun skulle nok klarer sig. Det gjorde hun jo altid.

Hun mærkede et stykke papir glide ind under sin hånd. Det var Mick der havde skrevet på en lap papir fra sit hæfte. Hurtigt læste hun de krøllede bogstaver. Når de der soldater kommer her til, og vælger nogle af os ikke? Hun så spørgende på ham og skrev med sin forfinede håndskrift: Hvad mener du med det? Han så på mig og bøjede sig ned over sit papir. Når de nu kommer og henter nogle af os, skal vi så ikke aftale at hvis en af os skal med tager vi begge to med? Han så nervøst på hende. Hun sukkede mens hun så opgivende på ham. Dig og mig, Mick. Det har vi jo aftalt... Det skal en eller anden dum krig ikke lave om på. Hun sendte ham et beroligende smil. Han pustede ud og var tydeligvis lettet.

Døren gik op med et kæmpe brag og en lille, spinkel mand i uniform dukkede op i den. Linda kunne ikke lade vær med at smile. Han så ret morsom ud i sin fine uniform, der næsten var helt skjult bag et stykke papir. Hun gættede på at det var på det papir alle navnene stod og hun fik ret.

”Elmer Hurler, halv drage, halv menneske,” sagde han med en høj myndig stemme, som slet ikke passede til hans spraglede udsende. Linda kunne ikke lade vær med at give en grine lyd fra sig. Mick lænede sig helt frem og så alvorligt på drengen der rejste sig. ”Hvis du skal beskytte vores land er jeg ikke sikker på jeg kan sove i nat,” sagde han med et stort smil. I det samme nøs Elmer og flammerne stod ud af både næse og mund. En allergisk drage... Det siger det hele. Linda åbnede hurtigt vinduet med et vindpust. Med en kraftig, kold vind blæste hun ilden ud. Soldaten var ved at blæse bag over, da han så vinduet gå op af sig selv, og det kraftige vindpust. En anden mand kom ind bag ved den lille mand. Han var både højere og langt mere muskuløs. Han havde et kraftigt kæ­beparti, og hans uniform så på en måde mere fornem ud. Han hæv papiret ud af den andens hånd og læste videre. Linda orkede ikke at høre efter. Hun var alligevel ikke registreret nogle steder. Hun var bare sådan en der var der.

”Micklo Overland, utrænet telepat og magiker,” brølede den store mand pludselig. Linda blev revet helt ud af sine triste tanker, og så bare på manden med åben mund. Mick så nervøst på hende. ”Du lovede...” hviskede han uroligt. Hun viftede bare afværgende med hånden som svar. Han lyste op i et lille smil. Det var et næsten sikkert tegn på at hun tog med. De rejste sig som en og gik sammen op til mændene. ”Undskyld, men hvem er De?” spurgte den lille og holdte en hånd på Lindas brystkasse. Hun så tvært ned på hånden og han flyttede den hurtigt. ”Linda,” svarede hun uden at se på ham. ”De står ikke på listen...” længere nåde han ikke. ”Hvis I vil have ham, må I tage mig med... Er du med?” afbrød hun hårdt, med et blik der ville kunne fryse vand til is. Han så lamslået på hende og den høje svarede: ”Vi har ikke brug for en lille pige som Dem.” Han sagde det i en høflig tone, men at kalde Linda 'lille' var slemt. Hun så koldt på ham. Mick slog sig opgivende i panden og resten af klassen gispede. ”Jeg er ikke lille!” råbte hun vredt, og i det samme splintrede samtlige vinduer i lokalet, og bøger, papir og glasskår fløj rundt i et stort virvar. Mick gik forsigtigt hen bag hende og holdt om hende og hviskede stille ind i hendes øre: ”Spar på kræfterne til vi står på den virkelige slagmark, ikke?” Hun lagde hænderne over hans arme. Hun vendte hovedet så langt om mod ham som hun nu kunne for hans greb. Langsomt nikkede hun med lukkede øjne, og lod tingene falde til jorden. Det hele landede roligt lige der hvor det havde været. Langsomt gav Mick slip og så hård på soldaterne. ”Hun skal med og... vær søde at lade vær med at kalde hende lille,” sagde han alvorligt, ”jeg kan ikke komme og rede jer hver gang.”

Ude i gården stod en flok heste sadlet op. Linda stoppede op i døren. Alt inden i hende brød sammen ved synet. ”Ja, vi mangler jo en til dig,” sagde den lille mand, som hed Mr. Jenser, ”men du kan vel sidde bag på, ved nogen.” Hun vendte forskrækket hovedet mod ham. Hun havde været fan­get dybt i sine minder, minder hun ikke brød sig specielt meget om. ”Jeg løber ved siden af,” svare­de jeg hurtigt. ”Det er ikke en mulighed, De vil forsinke os alt for meget,” prædkede han videre. ”I vil sætte folk, som aldrig før i sit liv har siddet på en hest, til at ride hele vejen til grænsen,” startede hun koldt, ”og så tror I at jeg vil sænke jer?” Hun lagde skeptisk sine arme over kors, med et blik der tydeligvis gav udtryk for hvor lidt respekt hun havde for ham og hans uniform. Han så bare må­bende på hende. Det lå uden for hans fatte evne at der var nogle der ikke havde lært at ride fra barnsben, og det hjalp ikke at en lille pige så så respektløst på ham. Mick staldte sig roligt ved siden af Linda. ”Hun skifter ikke mening, lige gyldig hvad De så siger vil hun altid gå sine egne veje,” sagde han med et stort smil på læben, ”desuden ville hun kunne løbe i flere dage, hvis hun ville.”

Mr. Jenser så skeptisk fra den ene til den anden. Til sidst trak han bare på skuldrene og gik over til de andre, som forgæves forsøgte at holde deres heste i orden. Linda så bare fraværende på de mange heste. Hvordan ville det dog gå?

Hun gik hen mod porten mens hun tænkte. Larmen fra hestene forsvandt langsomt. Lyden af hendes fødder der ramte jorden og hendes hjertebanken gav genlyd i hendes hoved. Et billed dukkede op for hendes  indre blik. Hun stod midt i kampen. Mick stod lidt foran hende. Det var som om alting ske­te i slowmotion. Han blev brutalt skudt ned af en lang pil, som gik hele vejen igennem. Pilespisen stak ud på den anden side og blodet flød. Linda så sig om og fik øjenkontakt med en høj, muskuløs mand. Han satte buen tilbage over skuldren igen og tog sin store tohåndøkse frem. Han havde et lille smil smurt på sit solbrune ansigt og de flaskegrønne øjne skindede af overlegenhed. Hans sorte hår flagrede vildt i vinden, som fløj om ham i en hvirvelvind. Linda så forskrækket på ham, mens han lod øksen falde ned over Mick, som var faldet sammen.

Pludseligt vågnede Linda fra sine tanker. Hun så ned på sin hånd som holdte om et køligt håndtag. Hun vidste godt hvad det var for et håndtag. Hun havde set det alt for mange gange og vid­ste også hvorfor hun var gået der hen. Hun havde altid kunne finde ro inde på pigetoilettet.

Langsomt vendte hun sig om og så hvordan alles opmærksomhed var på hende. Hun smilede, mens hånden stadig var lukket om håndtaget. ”Jeg ville lige sige farvel til det her sted,” sagde hun og skævede tilbage på døren. Roligt flyttede hun hånden fra håndtaget og smilede overdrevet til dem. ”Sådan,” sagde hun og gik over mod porten uden at se på nogen. Hun mærkede godt nok Micks be­kymrede blik mod sin nakke, men hun kunne ikke se ham i øjne efter de billeder. Hun måtte på en eller anden måde finde ud af hvordan hun kunne få dem til at forstå at hun var et meget vigtigt vå­ben.

Hun begyndte at løbe, da hun kom uden for porten. Hun kunne mærke den friske luft slå mod hendes ansigt, mens hendes øjne løb i vand. Billederne fyldte stadig hendes bevidsthed, men hun lod dem dvæle.

Mick red roligt op ved siden af hende. Han sad flot og rank på sin brune valark. Han var ble­vet en ekstrem god rytter af altid at rejse til hest. Han så ned på hende med et uroligt blik. ”Hvad gik det lige ud på?” spurgte han med den ene hånd på tøjlerne og den anden på låret. Hun så lige frem og lod som om hun ikke hørte ham. ”Du hørte mig jo godt,” sagde han så lidt højere, ”og jeg tror ikke på at du skulle sige farvel.” Hun kunne tydeligt høre alvoren i hans stemme. Hun tørrede en tåre væk og så kort på hesten. ”Det var ikke noget,” hviskede hun lige akkurat højt nok til at han kunne høre det. Hun tvang et smil frem og prøvede at skubbe billedet af Mick liggende på jorden i to dele ud af hovedet. ”Du ved godt du kan komme til mig med alting, ikke?” sagde han. Hun mærkede hans blik flytte sig, og hun følte det som om han havde flyttet en kæmpe byrde fra hendes skuldre. ”Ja,” hviskede hun og satte farten lidt op.

Det var ved at blive mørkt og Mr. Jenser råbte til holdt. Linda satte sig op af et træ lidt væk fra de andre. Hun lagde hovedet tilbage, så det støttede op af stammen. Mick kom hen og satte sig ved siden af hende. ”Er du okay?” hviskede han og så bekymret på hende. Hun rettede sig langsomt op og så på de andre der pakkede deres ting ud. ”Ja,” hviskede hun og så ned i sine foldede hænder, ”du har mødt mange betvingerer ikke?” Hun så uroligt på ham. ”Ja... jeg har mødt et par stykker,” sagde han uroligt og så hende i øjnene, ”hvorfor?” Hun så igen ned i sine hænder. ”Har du nogen sinde hørt om at de har fået nogle...” Hun gik i stå. Hvordan skulle hun forklare ham det uden at komme til at rise billederne op igen? Hun rev nervøst en tot græs op fra jorden. ”Nogle mærkelige billeder, som kommer midt i det hele?” fortsatte hun, så efter at have taget sig grueligt sammen. Han så alvorlig på hende. ”Har du haft sådan billeder?” udbrød han. Hun farede sammen, men nikkede så, mens hun bed sig hårdt i læben.

”Er du klar over at der kun er en familie fra hver elementbetvinger-gruppe der kan modtage sådanne billeder?” udbrød han og fløj op og stå. Han så chokeret ned på hende. ”De billeder visser den mulige fremtid, hvis man fortsætter af den vej man er nu,” halv råbte han og så med store øjne på hende. Linda krympede sig sammen, og fik en utrolig kvalme. Hun hørte ikke rigtig mere. Hun så bare blodpølen for sit indre blik. Så kunne hun ikke mere. Hun begyndte at brække sig i stride strømme og tårerene løb hende ned af kinderne. Den klæbrige masse der flød ud af hendes mund stank forfærdeligt, men hun kunne ikke holde det tilbage. Der blev bare ved med at komme mere og mere op, igen og igen. De andre havde samlet sig om dem, da Mick begyndte at råbe, og nu holdt de fleste af dem sig for munden.

Endelig stoppede det og hun sad lidt og kiggede på det, inden hun tørrede munden. Hun sank en gang og væmmedes ved smagen. Hun vendte sig væk og viftede en gang med hånden og alt brækket blev brutalt slynget flere meter ind i den store blomstermark der var bag ved træet. Hun rej­ste sig på skælvende ben. Hun var utrolig udmattet og kunne knap nok holde sig oprejst. Et lille for­sigtigt smil bredte sig på hendes læber. ”Så må vi jo sørge for at det ikke går sådan,” hviskede hun roligt og prøvede at stille skarpt, men det var så godt som umuligt. Hun holdt sig til træet og tvang smilet til at blive på. Hun tvang sig til at stå på benene selv og rystede hurtigt tankerne væk. Hun rettede ryggen og gik hen mod det lille lejerbål der var blevet lavet, eller hun forsøgte, men hun kunne ikke rigtig gå lige og hendes blik var pludselig sløret.

Hun satte sig rystende ned og så stift ind i flammerne. Mick var den første til at komme over til hende. ”Hvad var det du så?” spurgte han så forsigtigt. Hans stemme var hæs og han var ty­deligvis rystet. ”Dig,” hviskede hun, stadig med blikket stift rettet mod ilden. Hun mærkede hans nervøse blik og så uroligt på ham. ”Du blev skudt af en pil og hugget over af en økse,” sagde hun med gråd i stemmen og vendte sig mod ilden igen, ”og hvad være var er at han smilede.” Hun mærke­de et stød i brystet og tårerne løbe ned af kinderne. Han trak hende ind til sig og holdt hendes hoved mod hans brystkasse. ”Det kommer ikke til at ske,” hviskede han overbevisende ned i hendes hår, men hun kunne godt høre at hans stemme rystede ganske lidt. ”De får ikke lov!” sagde hun hårdt og rev sig fri og så bestemt på ham, ”jeg kan forhindre det, hvis de vil lade mig gøre det.” Hun var mere bestemt nu, end hun nogensinde havde været før.

Hun rejste sig op og gik med bestemte skridt mod Mr. Jenser. ”Hvilken vej er det vi skal?” sagde hun hurtigt og koldt. Han vendte sig om mod hende. Han havde været i gang med at fortælle en af drengene hvordan man satte et læ op. ”Øh... mod øst, hvorfor?” sagde han og så mere eller mindre forvirret på hende. ”Fordi jeg tager af sted i aften og fordi jeg skal bruge en af hestene,” sag­de hun og var allerede på vej mod en af hestene. ”Men det kan du ikke, for det første er der slet ikke en hest til dig, og for det andet vil de slå dig ihjel hurtigere end du ville kunne nå at forklare dig, og for det tredje har hestene brug for hvile” råbte han desperat efter hende, men hun var allerede ved at svinge sig op på hesten. Hun kunne tydeligt mærke ubehaget ved det, men hun var fast besluttet på at skulle af sted i aften.

Hun tog hurtigt fat i tøjlerne og jog hælene ind i siden af dyret. Den begyndte at galopere med et højt vrinsk. Hun lænede sig roligt frem ad og lod vinden vende, så de fik medvind. Hesten galoperede frisk af sted hen af den lange grusvej. Hun så sig tilbage og så hvordan han var sat efter hende, men det kunne han godt glemme alt om. Hun strakte sin hånd ud og hviskede en kort ordre til vinden og straks begyndte en hvirvelvind lige bag hesten. Hans hest stejlede og smed ham brutalt af. Linda så igen frem ad og lod som om hun ikke kunne høre de mange eder og forbandelser han sendte efter hende.

Hun kunne tydeligt mærke hvordan hestens muskler var spændt til bristepunktet, men hun lagde roligt hånden på dens skulderblad. Roligt viskede hun en lille remse hun havde lært af den gamle mand. Hun kunneuden besvær mærke hvordan det blev lettere for den. Blodet blev fyldt med mere luft og den behøvede ikke at bruge så mange kræfter som tidligere. Hun var stadig lænet frem over på hesten og holdte blikket stift fremad. Hun lod sig orientere ved hjælp fra vinden, som stille fortalte hende hvilken vej øst var og om alt der bevægede sig omkring hende. Hun vidste hvor vær eneste lille fugl var og hvor den lille mus gemte sig for uglen. Hun lod sig blidt føre af vinden og holdte kun øjnene åbne for at sikre sig, at der ikke var noget hesten kunne falde over.

Endelig mærkede hun tilstedeværelse fra andre mennesker. Hun lukkede øjnene og lod sit blik flyve med vinden. Hun så vagterne og den store plads med alle deres soldater. Hun tjekkede hurtigt våbenskjoldet og konstaterede, at det var deres mænd. Hun fik sit blik tilbage til hvor hun i virkeligheden var. Hun satte farten lidt ned og fjernede det ekstra luft fra hestens blodåre. En pil sussede direkte mod hendes brystkasse, men hun viftede den bare væk med en kort håndbevægelse. Den ramte hårdt og præcist i træet lige over den mand der havde skudt den afsteds hoved. Bare lidt længere ned og den var fløjet lige igennem hans pande. Hun smilede stille og satte hesten ned i trav. Hun rettede sig roligt op og viftede endnu en pil væk. Hun mærkede hvordan luften blev tung og fugtig, men det viftede hun væk og lod luften lige omkring hende forblive helt tør. Jorden skælvede let, men hun præsede bare luften hårdt sammen og lod den blive næsten helt fast.

Hun nåde hurtigt til porten hvor det meste af hæren stod klar med alle former for våben. Betvingerer stod oppe på værnet og så ned på hende. Hendes smil bredte sig en smule mere og så lavede hun det vanelige, kolde utryg, som hun altid havde brugt i skolen. Hun gik roligt ned i skridt og så roligt fra den ene til den anden. ”Hvem er De?” spurgte en høj, muskuløs mand, som trådte frem fra mængden. Hans uniform fortalte hende at han var general. Hun så roligt på ham og standsede hesten få meter fra pladsen. ”Hvem jeg er?” hviskede hun nærmest hånligt, ”jeg er den person som skal rede jer fra et grueligt nederlag.” Hendes stemme var gået fra hånlig og direkte over i giftig og hadefuld. Hendes blik var koldt og sendte en advarende udstråling. Hun satte roligt af og lod hesten buldre gennem deres facade.

Hun gik med rolige skridt hen mod manden. Hun så roligt rundt. ”Havde jeg været en af dem, var I døde nu,” sagde hun og så på værnet, som var det ingenting, ”I kæmper mod folk fra Det Øde Land og så kan I ikke engang holde en enkel vindbetvinger ude?” Hun rystede opgivende på hovedet. ”Jeg er skuffet over jer,” sagde hun langsomt og tydeligt, ”når men så er I vel nok heldige at jeg rejste lidt i forvejen.” Hun brød ud i et stort smil og så generalen direkte i øjnene. Han så koldt ned på hende. ”Hvorfor skulle vi stole på dig?” vrissede han kynisk. Hun så ham direkte i øj­nene og sagde langsomt og truende: ”Har I overhovedet noget valg?” Han mødte hendes blik, men var tydeligvis ikke tryk ved situationen. ”På den ene side kan De sende mig væk, men så må De og alle Deres soldater betale dyrt,” hviskede hun giftigt og lukkede øjnene halvt i, ”på den anden side kunne De lade mig komme ind og De kunne rede de fleste af dine folk.”

Et billed af generalen og en dreng på hendes alder dukkede op i hendes bevidsthed. Drengen stod ved hans side og havde den samme uniform på som generalen. En lille svag stemme hviskede: ”I dag bliver du en mand, min søn.” Hun så en kvinde i en hvid kjole og skjult bag et slør gå op af kirkegulvet. Pludselig var drengen blevet en ung, flot mand i jakkesæt.

Hun rystede hovedet og blinkede for at klare tankerne. ”De vil vel gerne se Deres søn vokse op i fred og fordragelighed, ikke?” sagde hun og slog liggegyldigt ud med hånden. ”Hvad ved De om ham?” næsten råbte han. Hun vente ryggen til ham med et lille smil. ”Ikke så meget,” sagde hun og lod hånden køre igennem håret, ”men er det ikke en vær god fars ønske?” Hun mærkede klum­pen i halsen, men lod som ingenting. Det var ikke tidspunktet at bryde sammen over dårlige forældre. Hun mærkede hans hadefulde blik mod hendes nakke. ”Vend dig om når De taler til en overordnet!” råbte han, så nogle fugle fløj op fra et træ. Hun vendte sig om med et stort smil. ”Jeg har ingen overordnet, jeg er fri som fuglene der lige lettede,” slog hun roligt fast med en let og drillende tone, ”og hvis jeg havde en, ville det under ingen omstændigheder være Dem! Jeg mener De vil jo ikke tro mig på mit ord!” Hendes stemme var høj og hadefuld. Hun så hårdt på ham. ”Jeg kan ikke arbejde med folk der ikke stoler på hvad jeg siger!” vrissede hun højt og med stemmen fuld af had og foragt. Han så bare på hende med et ulæseligt ansigtsudtryk. ”Hvor vover De” vrissede han og lignede en der kunne koge over hvert øjeblik.

Hun slog ligegyldigt ud med hånden, hvilket gjorde, at det meste af værnet væltede. Hun holdt sig gabende for munden. ”De ligner ikke en der vil tage mig alvorligt,” sagde hun nu helt ro­ligt. Hun så over på indhegningen og blinkede kort. I det samme splintrede lågen i mange tusinder stykker. ”Det kunne blive rigtig dyrt,” sagde hun med et lille smil, ”Hvordan vil De bekæmpe mig?” Hun så ham i øjnene og lod en hvirvelvind flyve inde i lejren. En pil blev skudt af sted. ”De kan kan ikke skyde en vindbetvinger ned, personen har simpelthen opdaget det allerede inden pilen er fyret af,” advarede hun roligt og lod pilen ramme lige ved hans føder, ”tilgengæld rammer de aldrig ved siden af.” Hun havde ikke rykket sit blik et millisekund. Hun lagde hovedet let på skrå og hviskede roligt: ”Den eneste mulighed er at komme tæt på, men hvordan?” Han trådte et skridt frem. Hendes smil blev lidt bredere, da han trak sit svær. Hun viftede ham irriteret væk med et lille vindstød. ”Forkert,” sagde hun med en lille, let latter.

Pludseligt slog hun hænderne ud med håndsiderne vent ned mod jorden og alt blev stille. Ikke en vind rørte sig. Hun så ned i jorden med et mystisk smil. ”Er vi så enige om at De ikke har noget valg?” hviskede hun med en hul og dyster stemme. Langsomt løftede hun sit hoved og så roligt på ham. Han så sig om og nikkede alvorligt. ”Vi vil lade dig komme ind, men først hvad hedder De?” spurgte han og så mistænksomt på hende. Hendes blik var koldt og kynisk, da hun svarede: ”Linda.” ”Linda hvad?” fortsatte han og så afventende på hende. ”Bare Linda,” sagde hun og så tomt på ham, ”jeg har intet efternavn, så tro ikke at det er for at være lusket.” Hun rykkede blikket og blinkede. En vind blev slået op og i det samme var alt i uorden, da hun igen blinkede faldt alt på plads og alt bortset fra lågen stod som det havde gjort før. ”Sådan,” sagde hun og trådte elegant for­bi generalen.

Hun blev hurtigt vist hen til et sovested. Hun lagde sig bare roligt ned. En lille, kraftig mand tilbød hende et tæppe, men hun afslog tilbudet. Hun havde aldrig sovet med tæppe. Faktisk havde hun aldrig sovet godt når hun havde al mulig luksus. Hun ville helst sove i en beskidt grøft en kølig vinternat. Det var der hun sov bedst. Hun var opvokset på gaden, så at sove i en seng havde hun al­drig rigtig vennet sig til. Godt nok havde hun boet hos sin mor til hun var 4 år, men der havde hun for det meste lagt sig ud i stalden.

Langsomt faldt hun hen i søvnen. Hun drømte ikke ret meget den nat, men det hun drømte brød hun sig ikke om. Hun drømte om de billeder hun havde set med Mick og om brylluppet der gik op i flammer.

Hun vågnede gispende og badet i sved, ved solopgang. Hun så sig forvirret om og kørte hån­den igennem håret. ”Mick,” hviskede hun frem for sig og var straks oppe. Hun løb på lette skridt hen til det vakkelvorne vagttårn. Hun kravlede hurtigt op af stigen uden at tænke på hvor ustabil den var. Det tog hende ikke ret lang tid at komme op i toppen. De to der stod der fik et kæmpe chok og gloede bare dumt på hende. Hun gik direkte hen til kanten og så ud over skoven med hjertet sidden­de i halsen. ”Har I set dem?” spurgte hun lettere panisk. ”Hvem?” spurgte den ene blidt. Det var en høj, smuk, lyshåret kvinde, med en flot figur. Linda sendte en kærlig brise ud for at kigge efter dem. ”Dem fra skolen selvfølgelig,” sagde hun og kunne ikke lade uroen forlade hendes krop. ”Nej, men de skal jo også først komme engang i aften,” sagde hun og lagde en blid hånd på hendes skuldre, ”bare rolig, de er i følgeskab med nogle af de bedste riddere vi har.” Hun så ned på Linda med en utrolig omsorg, men Linda lod sig ikke narre af et kønt ansigt og en blid stemme. Hvem troede hun enlig hun var? Troede hun at bare, fordi hun var et barn man kunne manipulere med hende på den måde?

Linda hørte brisen med det samme. ”Jeg har ikke tænkt mig at lade de amatører være skyld i at min ven dør!” råbte hun og kravlede ned igen med en utrolig fart. De sidste to meter tog hun i frit fald og lod vinden gribbe hende. Hun landede roligt på jorden og løb mod indhegningen. Den var blevet repareret af nogle af jordbetvingerne. Hun fandt hurtigt den stærkeste af hestene og hoppede op på den. Hun tog sig ikke af al den postyr der var kommet. Hun red bare af sted uden sadel eller nogen anden form for hjælp. Bag hende kunne hun høre hestehovene fra de andre. Et smil bredte sig på hendes læber. Måske var der stadig håb for de andre. Hun var sikker på at hendes drøm havde været en advarsel eller en af de der billeder.

Hun nåede hurtigt lysningen fra drømmen. I det samme kom de andre til syne på den anden side. Der brød helvede løs. Fra alle sider kom der banditter og røvere i alle afskydninger. Et smil brød frem på Lindas læber. Hun havde haft ret. Hurtigt lod hun luften presse dem ned mod jorden. Op af jorden skød en masse af træernes rødder op og lagde sig om dem. Hun så over skulderen og fik øje på en lille dreng som sad med armene spredt ud til begge sider. Han smilede til hende og slog dem så ned langs siden. Det gav et ordenligt smæld og så lå banditterne fastspændt til jorden.

Linda så hen på de andre. Der! Hun steg hurtigt af hesten og løb i retning af Mick. Han var også steget af og holdt armene ud. Hun omfaremede ham med en lille latter. Han svang hende let om en enkelt gang. ”Hvor har jeg dog været bekymret,” hviskede han ind i hendes øre, da de stod helt tæt og holdt om hinanden. ”Også mig,” hviskede hun og lod sig glide ud af hans greb. ”Hvordan?” startede han, men smilede så, ”dumt spørgsmål.” Hun kunne ikke lade vær med at grine. ”Ja meget,” grinte hun og vendte sig mod de andre, ”velkommen til jer.” Hun smilede og løb hen til hesten hun havde taget.

Generalen red op ved siden af hende. ”Hvordan kunne du vide at de ville blive overfaldet?” spurgte han stadig mistroisk. ”Der er mange ting De ikke ved om mig hr. general,” svarede hun og så på ham med et glimt i øjet. Han så tvært på hende mens hun satte op. ”Sønnike!” kaldte han så, ”kom lige her.” En dreng ca. på hendes egen alder kom ridende hen til dem. Han så høj ud. Hans pjuskede hår var brunt og sad til alle sider, hans øjne var mørkeblå og mindede Linda om havet. Hans påklædning var elegant, men praktisk. Han sad ret og elegant på hesten og smilede stolt. ”De kaldte far?” sagde han med en dyb og blid stemme. ”Hold øje med denne pige, jeg stoler ikke rigtig på hende, men jeg har for travlt med alt muligt andet,” sagde han og red over til ridderne.

Linda satte sig op på hesten. Hun var ved at vende sig til følelsen. Desuden havde hun så mange ting i hovedet at herberget blev skudt til siden. ”Jeg hedder Tok,” sagde han og smilede venligt. Hun så lidt på ham. ”Linda,” sagde hun roligt og tvang et lille smil frem. Mick kom over til dem og smilede. ”Hvem er De?” spurgte han roligt. Han smilede stort. ”Tok,” svarede han og så spørgende på Mick. Mick så først lidt på Linda og så smilede han til Tok. ”Micklo, men de fleste kalder mig bare Mick,” svarede han og så igen på Linda, ”hvad er der?” Linda så på ham med en utilfreds mine. ”Jeg har fået barnepige på,” vrissede hun og pegede på Tok. Mick slog hånden mod panden og så undskyldende på Tok. ”Hun er ikke van til at folk... hvad skal man sige,” han bed sig i læben og så op i himmelen. ”Jeg er van til at få det som jeg vil og være den eneste der tager sig af mig,” svarede hun hurtigt med et lille smil og satte hesten i gang, ”og jeg har ikke tænkt mig at lave om på det!”

De andre indhentede hende først, da hun stoppede midt i pladsen. Hun kørte hurtigt en hånd igennem håret og steg af hesten. Hendes hår flagrede vildt i vinden og var stort set ustyrligt. Hun havde et stort smil på læben, da hun så drengene hoppe af og se på hende. Tok så meget overrasket ud, men Mick smilede bare og rystede lidt på hovedet. ”Du bliver aldrig klogere vel?” spurgte han så og så sig om. ”Hvem mig?” udbrød hun, ”hvad er der nu galt med mig?” Hun lagde hovedet på skrå og så uskyldigt på ham. ”Ikke noget,” svarede Mick med et lille drillende smil. ”Det tænkte jeg nok,” sagde hun og trak hesten over til indhegningen.

”Hvor meget kan du egentlig af alt det der betvinger halløj?” spurgte Tok med et charmerende smil, mens de børstede hestene. Linda gik i stå midt i et strøg. ”Ikke det helt store,” hviskede hun og kunne mærke klumpen i halsen. ”Har dine forældre ikke lært dig noget?” fortsatte han. Linda så den anden vej, tårerene pressede sig på. ”Jeg har aldrig mødt min far og min mor smed mig ud da hun opdagede jeg havde kræfterne,” hviskede hun med grødet stemme. Hun kunne mærke hans blik mod hendes ryg. ”Det gør mig ondt,” hviskede han. Hun tørrede tårerene væk med en hurtigt bevægelse. ”Det gør ikke noget,” sagde hun og fik kontrol over sin stemme, ”det kunne du jo ikke vide.” Hun så ham i øjnene. ”Nej, men alligevel,” hviskede han og sænkede sit blik. ”Du er skam langt fra den første der spørg,” sagde hun og holdt hans hoved op, ”men du er den første der siger at det gør dig ondt.” Hun smilede kærligt til ham. ”Virkelig?” udbrød han. Hun nikkede og så igen på børsten hun førte gennem hestens bløde pæls. ”Ikke engang Mick sagde sådan,” sagde hun roligt. ”I kender hinanden ret godt, ikke?” spurgte han og så ind på hesten. ”Ja,” svarede hun med et smil, ”han er den eneste jeg har.”

I det samme kom Mick, som havde været i gang med at træne nærkamp. ”Hej,” sagde han og krammede Linda bag fra. ”Ad,” udbrød hun, ”Gå væk, du stinker næsten værre end hestene.” Hurtigt fik hun fat om hans håndled og vred det om. Han gav automatisk slip. ”Ja, ja, men jeg kan desværre ikke komme i bad endnu,” sagde han med et lille smil. ”Så må du holde dig mindst en meter fra mig,” svarede hun hurtigt igen og fik vinden til at vende, så lugten drev væk fra hende. ”Du er da også så ond,” vrissede han med et lille smil. ”Ja, det burde du have vennet dig til,” svarede hun koldt og børstede videre på hesten, ”og tro ikke at jeg ikke ved præcis hvor du er henne, selvom jeg har ryggen til.”

Tok så lidt fra den ene til den anden. Linda kunne ikke lade vær med at bide sig i læben. Der var et eller andet ved ham. ”Så er jeg færdig,” sagde hun med et roligt smil, ”hvad med dig?” Hun så på ham med et lille smil. Han så lidt på hesten. Han havde længe bare børstet det samme sted, så han var ikke nået ret langt. Hendes øjne lyste af morskab, men hun smilede bare et lille diskret smil. ”Med det tempo når du ikke ret langt,” sagde hun roligt og begyndte at børste på hans.

Mick stod lidt på afstand med hænderne i sidden. ”Når, men jeg må hellere tilbage,” sagde han roligt og begyndte at gå tilbage. Linda vente sig roligt og sendte en blid brise efter ham, mens hun sagde: ”Nu kommer du ikke til skade vel?” Han vente sig om og slog armene ud. ”Jeg kan ikke love noget,” råbte han, mens han gik baglæns. Linda rystede let på hovedet: ”Du skal ikke regne med at jeg har ondt af dig, hvis du gør.” Hun smilede stort og så drillende på ham. Han trak bare ligegyldigt på skulderne.

Igen stod hun alene med Tok. ”Hvem har lært dig det du kan?” spurgte Tok, så pludseligt. Linda så lidt uforstående på ham. Det tog hende lidt tid og fatte hvad han mente. Hun så undersøgende på ham, men sagde så: ”En gammel mand der hed Kim.” Hendes stemme var svag og billederne af den gamle dukkede op i hendes bevidsthed. ”Hans afdøde kone havde været betvinger,” fortsatte hun langsomt. Tok så roligt og tålmodigt på hende. ”Han lærte mig at kontrollere dem, så godt som han nu kunne,” hviskede hun og sank en klump. Tok lagde roligt en hånd på hendes skulder. ”Er du okay?” spurgte han og så hende direkte ind i de våde øjne. Linda kunne ikke svarer. Hendes stemme havde sat sig fast i hendes hals og hendes øjne hang urokkeligt fast i hans. Han tog hendes hånd. Linda tvang sit blik ned mod hånden og tvang stemmen frem: ”Jeg er da i live.”

Hun mærkede hans blik køre hen over sit ansigt. Hun så på ham med en klump i halsen. ”Men det er bestemt ikke med din fars gode vilje,” hviskede hun krigerisk. Han så forbavset på hende. Hun mærkede en trykken i brystkassen. Hun så lidt på ham, så rev hun sin hånd til sig og vendte sig om. ”Hvad kan I for øvrigt bruge det til” hvæsede hun og stod med korslagte arme. Hun mærkede blikket i nakken og fik kuldegysninger af det. ”Hvad mener du?” spurgte han og var tydeligvis forvirret. Hun vendte sig stille om og så vredt på ham. Hendes øjne var kolde og ulæselige igen. ”Du skal ikke tro at jeg har glemt hvorfor du i virkeligheden er her!” halvråbte hun. Han så bare forvirret på hende og trådte lettere forvirret et skridt tilbage. Hun mærkede tydeligt sit hjerte springe et slag over og kom til at tænke på de billeder hun havde set af ham tidligere. Hun bed sig hårdt i læben og vendte sig om mod hesten. Vinden stod let om hende og piskede hendes hår i alle retninger. Hun bed sig hårdt i læben og så sig lidt om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...