Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1292Visninger
AA

10. Igennem skoven

Da hun vendte tilbage til skoven stod Rusan og Milana og ventede på hende. Milana stod elegant lænet op af træet og fik blade til at flyve roligt omkring hende, mens Rusan sad og sleb sin økse halvt gemt bag en stor busk. De lignede ikke nogle der havde lyst til at være der, hvilket Linda for sin vis heller ikke havde. Hun fik kvalme ved tanken om sit forræderi, men nu galt det om at være smart. Hun var nødt til at gøre det her. Hun kunne ikke lade alle sine venner dø på grund af hendes stolthed. Det måtte ikke ske! 

"Er du klar?" spurgte Miliana roligt og lod bladene falde til jorden. Linda var ikke i stand til at svare. Hun prøvede at åbne munden, men det var som om den ikke ville reagere på hendes tanker, så hun nikkede bare stille mens hun så skamfuldt ned i jorden. Det lignede hende ikke at give op uden kamp, men der var ikke noget at gøre. Lige nu måtte hun få det bedste ud af det hun havde og håbe på at hun ville få en change for at slå dem ned indefra. Et lille håb blomstrede inde i hende ved tanken. 

"Så må vi vist også se at komme hjemad," kommenterede Rusan og fik sig skubbet op at stå ved hjælp fra et stort vindstød. Han blinkede til Linda og hoppede så op i det træ, der stod ham nærmest. Han hoppede mere eller mindre kloset fra træ til træ, hvilket fik Linda til at smile akavet. Hun havde aldrig forestillet sig at en vindbetvinger kunne se så kloset ud. 

Miliana rystede på hovedet, så hendes lange, glatte sorte hår fløj til alle sidder og sukkede opgivende: "Ak åh gud, hvis du bare er halt så elegant som ham der så skal du nok klare dig fint." I det hun sagde det vendte hun blikket mod Linda og smilede, så man kunne se de kridhvide tænder, der gemte sig bag de mørke læber. Som hun stod der med solen i ryggen og sit hvide tøj virkede hun ikke specielt farlig, næsten venlig. Det fik den stikkende fornemmelse i Lindas mave til at forsvinde en smugle. Den dårlige samvittighed blev skubbet lidt i baggrunden. 

Miliana gjorde tegn til at Linda skulle begynde afrejsen, hvilket hun gjorde. Der gik ikke mere end et par sekunder fra at Linda tog satte af til Milliana gjorde hende kunsten efter. De hoppede begge elegante gennem luften og indhentede hurtigt Rusan, der havde ventet på dem nogle træer længere henne. I det Miliana og Linda nåde op til ham grinede han fjogved og råbte drillende gennem vinden: "Det var i godt nok lang tid om, hva De damer?" Han blinkede indforstået til Miliana, der slog til ham i forbifartten. Det var ikke hårdt eller noget, mere som et hold-op-med-det-pjat-dask. 

For et kort øjeblik følte Linda sig grebet af deres venlige og drillende adfærd, men så kom hun endnu en gang til at tænke på Tok og Mick. Hun var her af en grund og én grund alene. Hun var her ikke for at finde nogle andre venner eller blive en del af den familie, som hun aldrig havde haft og aldrig ville få. Hun var her for at forbedre sine evner og beskytte Mick og Tok. Det var det eneste hun skulle bekymre sig om. Hun bed sig i læben og mindede sig selv om det om og om igen. Hun var nødt til at forblive fokuseret. Hun havde ikke mange chancer, hvis der ikke skulle mere end det til for at distrahere hende. 

Hun så hen på Rusan og forestillede sig det skræmmende syn af ham slå Mick ihjel. Det fik kvalmen til at komme frem igen og hun væmmedes ved tanken om at den mand var hendes biologiske far. Det sortnede helt for øjnene af hende i et kort øjeblik og hun måtte tøve med at hoppe videre fra den gren hun lige var landet på. 

De andre så det og reagerede ved at vente på hende ved den gren de selv var nået til. Ingen af dem sagde noget, men hun kunne tydeligt mærke deres undrende blikke på hende. Hun kunne også fornemme de alvorlige blikke de sendte hinanden, men hun lod sig ikke mærke af det. Hun rettede sig bare op og hoppede videre som om intet var hent. Hun måtte aldrig mere komme i tvivl om hvor hendes ansvar lå henne, mindede hun sig selv om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...