Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1256Visninger
AA

3. Fremmede

Hun tog en dyb indånding og gik hen til værnet. Hun kravlede hurtigt og elegant op af siden uden at tænke over den lille trappe der førte der op. Hun havde brug for at vide, at hun kunne gøre noget som de andre ikke kunne. Hurtigt og elegant fandt hendes fingre de rigtige steder at holde fast. Hun smilede blidt til den lave, brede mand, som så forundret på hende i det hun stak hovedet op. Hun svang sig let og elegant op på værnet og så ud over landskabet. Hun lod fingrene glide hen over det fine og forholdsvis solide gelænder. ”De kommer... og de kommer hurtigt...” fremsagde hun langsomt, mens hun så tomt ud over landskabet. Vagten, der stadig så forvirret på hende, rettede sig hurtigt op og tvang sig til at spørge: ”Hvem?” Han havde allerede hørt mange rygter om denne pige, som havde vindens element i sit blod.

Hun vendte sig langsomt mod ham som om det først var nu hun rigtig lod til at lægge mærke til at han var der. ”Dem...” svarede hun let og bed sig i læben, mens hun ræv sig løs af sine tanker, ”jeg må snakke med ham...” Hun vendte sig igen mod landskabet og bed sig endnu mere i læben. Hun vidste ikke hvad hun snakkede om og hun kunne kun få nogle få ord ud. Hun kunne mærke vinden bevæge sig i retninger hun ikke havde bestemt og ikke kunne ændre.

Hun sukkede og hoppede ned fra værnet og landede elegant på jorden lige ved siden af Tok, som bare havde stået og set forvirret efter hende mens hun kravlede op. ”Hvor tror du din far er nu?” hviskede hun og så sig lidt rundt. Hun kendte faktisk allerede svaret i det hun spurgte og ventede ikke på hans svar. Hendes evne til at fornemme forskel på de forskellige skikkelser havde været forsvundet for en tid, men var der nu igen.

Hun gik roligt hen til det største af teltene og åbnede hurtigt teltåbningen. Hun fandt ham siddende i en dyb og vigtig samtale med en ef de andre overordnede. Hun rystede elegant vagtens hånd væk og så køligt på generalen. ”De er på vej...” sagde hun roligt og gik forsigtigt hen til ham. Hun så køligt på den anden og så på generalen igen. ”Hvorfor skulle jeg tro Dem?” hvæsede han irriteret og var tydeligvis fornærmet over at blive forstyrret. Hun bed sig blidt i læben og vendte ryggen til ham. ”Så lad vær med at tro på mig, men jeg kan ikke hjælpe jer, hvis I ikke tror på mig...” hun åbnede teltduggen lidt op, ”jeg har jo ikke noget at frygte.” Hendes stemme var rolig, men kold som is. Hun var van til at stå på egne ben og klare sig mod folk der havde langt mere magt end hende. Hendes evner hjalp selvfølgelig en del af vejen, men meget havde også med hendes hårde personlighed og måde at tale til folk på at gøre.

Hun gik roligt hen til Tok og så lidt på ham med hovedet på skrå. ”Hvis jeg var dig ville jeg fosvinde inden de kommer,” hendes stemme var blid og kærlig, men hendes øjne var hårde og fraværende. Hun smilede lidt og lod sig flyde med vinden. Noget inde i hende fortalte hende at det var dumt, men hun var nødt til at være sikke på hvor lang tid hun havde. Hun bed sig hårdt i læben og begyndte at løbe med lukkede øjne. Hun var hurtigt oppe i udkigstårnet igen og pegede i en retning. ”Der!” hviskede hun bestemt og åbnede langsomt øjne. Hun kunne ikke rigtig lade vær med at smile da to personer sprang fra gren til gren uden så meget som at skjule at de var på vej.

Hun sukkede ved synet. Hun havde haft ret, men folkene her i lejeren ville uden tvivl undervurdere disse folk. Hun studerede dem roligt og måtte træde tre skridt tilbage, da hun genkendte manden. Det var ham! Ham der havde skudt Mick i hendes syn. Hun bed sig i læben og knyttede næven. Hun fik tårer i øjne ved mindet, men slår en let vind for at tørre dem væk. Hun så sig over skulderen og ned på folkene i gården. De var alle sammen samlet nu. De havde rent faktisk lyttet til hende. Hun smilede lidt og vendte igen blikket mod de to personer. Det var manden fra mit syn og en ung smuk kvinde iført en lang, hvid, tynd kjole.

Det varede ikke længe inden at begge de fremmede var inde på gårdspladsen. Det kom ikke bag på hende. Manden stod i en position, der tydeligt viste at han var klar til angreb, hvis de ville forsøge på noget. Mens kvinden stod roligt med begge hænder i ærmerne og mindede en smule om en fredsgudinde fra den gamle tro. Hendes blik var koldt, men smilet på hendes læber var varmt og kærligt. Hun så roligt ud over den lille hær, der var blevet samlet rundt om dem. Roligt holdte hun armene ud, som tegn på fred: ”Vi er ikke kommet for at kæmpe denne gang.” Manden skiftede position og stak sit svær ned i jorden foran sig.

Linda så på, lidt på afstand. Generalen trådte roligt et skridt frem og sagde med høj myndig stemme: ”Men hvad kommer I så efter?” Manden smilede lidt og så direkte hen på Linda. ”Min datter,” sagde han roligt. Det fik det til at løbe koldt ned af Lindas ryg. Datter? Hvad mente han med det? Pludselig var al opmærksomheden samlet om hende. Hun så bare forbløffet på ham og måtte blinke flere gange bare for at være sikker på hun var vågen.

Kvinden smilede stille. ”Vi ved godt det er en stor mundfuld, men vi har ikke haft mulighed for at hente dig før nu,” startede hun stille og kærligt, ”men vi er her nu og vi vil så utrolig gerne have dig med tilbage, så vi kan lære dig at bruge dine kræfter rigtigt.” Linda var som forstenet af hendes ord. Der stod manden, som havde efterladt hendes mor, og derefter været grunden til at hun blev smidt ud. Pludselig blussede vreden op i hende. Hvor vovede han at dukke op og gøre krav på hende nu? Det havde han ikke ret til!

Hun rystede langsomt på hovedet. ”Jeg tager ikke med jer,” hviskede hun stille, ”aldrig nogensinde.” Det var tydeligt at det kom bag på dem begge, at hun svarede sådan. ”For hvor var I da jeg blev smidt på gaden? Hvor var I, da mine evner var ved at slå de fleste af dem jeg kendte ihjel? Hvor var I, da min VIRKELIGE far døde? Hvor var I, da jeg blev tæsket dagligt af min plejefamilie? Hvor var I, da jeg blev nødt til at flygte til en eller anden lorte skole, hvor de kun lod mig være, fordi jeg tvang dem til det?” hvæsede hun vredt, ”Hvor var I der?” Hun kunne tydeligt mærke hvordan alle pludselig var blevet utrolig chokerede. ”Men...” startede kvinden, men det var tydeligt, at hun ikke vidste hvad hun skulle svare. Linda slog vredt hænderne ned mod jorden og alt blev brutalt vældet om kuld, selv hendes far og kvinden. ”Hvilken del af: Jeg tager ikke med, var det I ikke forstod?” råbte hun vredt og bare det, fik alt foran hende til at tumle en ekstra omgang.

Kvinden fandt dog hurtigt fatningen igen og ordnede hurtigt og effektivt alt der var inden for en meters afstand af hende. ”Søde, lille ven, du må forstå at din far og resten af os har gjort alt der stod i vores magt for at finde dig,” startede hun blidt ud, men Linda viftede irriteret med hånden. ”Det er løgn! Jeg har kunne fornemme andre væsner hele mit liv, og kunne fra jeg var helt lille finde ud af præcis hvor alle dem jeg tænkte på var henne,” hvæsede hun vredt og så tvært på kvinden, ”og jeg ved du har de samme evner, ligesom ham!” Hun pegede frastødt på sin far, der møvede sig op og stå. Linda sukkede og rystede lidt på hovedet: ”Jeg ville gerne tro dig, men jeg har set mere end de fleste og kender mine evner ufattelig godt af en person, der aldrig har fået nogen træning, så vær venlig at forlade området før jeg bruger de evner, som jeg fik foræret af min mors familie.” Hun så udfordrende på kvinden, der bed sig lidt i læben. Kvinden så lidt på manden og bed hurtigt af ham: ”Hvem er hendes mor? Eller det ved du måske heller ikke?” Lindas far trak lidt på skulderene: ”Jeg var ung. Jeg kan ikke engang huske jeg var her i landet.” Kvinden sukkede og vendte øjne af ham. Linda var dog ikke det mindste overrasket. Hun rystede lidt på hovedet og gik ind i det nærmeste telt.

Det varede ikke længe før hun mærkede de to forsvinde fra pladsen. Hun lukkede forfærdet øjnene og lod sig glide ned langs stolpen, der holdt teltet oppe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...