Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1268Visninger
AA

11. Første dag i det nye liv

Det tog lang tid før de ankom til dem fra Det Øde Lands lejer, men da de ankom blev Linda næsten blæst bagover af forundring. Der var intet simpelt over dette sted. Muren der omgav lejeren var dannet af en tyk uigennemtrængelig tåge, der elegant åbnede sig for dem. Inde bag muren fandt man to store telte, der var slået op ved siden af hinanden på højre side af indgangen og en masse mindre telte til ventre og lige i midten stod der et højt tårn dannet af sten, der sad perfekt sammen uden brug af nogen form for mørtel. Bag det enorme telt kunne jeg se et stykke stof, der hang stukket ud mellem tre træer og dannede tag over det bålsted der befandt sig neden under. Rundt om bålet var der placeret en masse borde med bænke. Bænkene bestod af store træstammer, der var blevet skåret over på midten og vendt med den flade sidde opad. Derudover var der skåret mønstre på siden, men det var svært at se hvilke fra denne afstand. 

"Det store telte til venstre er der hvor vi holder vores daglige møder og fortæller folk hvordan dagen kommer til at se ud, vi starter altid samlet lige efter morgenmad med at mødes der, det andet er der hvor vi holder vores krigsfanger, det er det eneste sted du ikke må komme mens vi er her," sagde Milana roligt og lignede en der ville fortsætte, men jeg afbrød: "Hvad mener du med: "mens vi er her"." Hun så lidt forvirret på mig, men smilede så og forklarede: "Vi er her kun en enkelt eller to dage, for at samle kræfter og proviant, så tager vi hjem til Det Øde Land, hvor De vil begynde din oplæring, så du kan indtage din rette plads, som dronning." Linda så chokeret fra Milana til Rusan og så tilbage igen. Kunne dette virkelig passe? Hun skulle forlade ikke bare Mick og Tok, men hele landet. Hun ville ikke være i stand til at gøre hverken fra eller til fra Det Øde Land, men i det mindste ville de lade hendes venner være i fred. Det var det eneste håb hun havde. Hvilket fik hende til at sukke dybt. 

"Op med humøret," sagde Rusan hurtigt og lagde en hånd på hendes skulder, "du vender dig hurtigt til det og du skal se, snart så føles Det Øde Land meget mere familiært og hjemme end det her sted nogensinde har været." Milana så skarpt på ham inden hun smilede venligt til Linda: "Du skal ikke tage dig af ham. Han bare så glad for endelig at have fundet dig." 

Linda tog sig selv i at skulle til at sukke igen og valgte at smile et lille forsigtigt smil istedet. Tårerne pressede sig på og hun følte en begyndende hovedpine trænge sig på. Hele hendes liv var pludselig blevet forandret fra den ene dag til den anden. 

"Åh.. Der har vi hende jo," konstaterede Milana pludseligt ud af ingenting og vinkede en ung pige over i vores retning. Hun så ikke ud til at være meget mere end min alder, måske et på år ældre. Hendes hår var sat op i en stram hestehale og var sortere end natten. Øjnene var omringet af perfekte kulsorte øjenvipper og lyste i en varm karamelfarve, der med garanti kunne smelte et hvilket som helst drenge hjerte. De var adskilt af en lille opstopper næse, som hverken var for smal eller for bred. Den sad perfekt i midten og undstregede den utrolige symmetri man fandt i hendes ansigt. Det skabe kæbeparti, de høje kindben og fyldige læber virkede fortryllende. Hun var slank og elegant, som hun kom gående der i en kort top, der ikke dækkede maven helt, men fremhævede hendes figur og en halvlang nederdel, der gik til lige over knæene. Den var skåret op i den ene side til lige midt på knæet, så man kunne se det meste af hendes ben når hun gik. Stoffet kælede sig lystigt mod hendes gyldne, muskuløse ben. Ned langs hendes side sad der et langt svær i en lyseblå skede med guld mønster ned langs det. Det sætter fast i et læderbælte rundt om hendes svulmende hofter. 

"Jeg er Lucy," konstaterede hun og nejede kort for Linda inden hun fortsatte, "jeg er Deres nye personlige livvagt." Hendes stemme var lys og blød. Hun talte tydeligt, men der var en snert af en accent, som Linda ikke helt kunne sætte sin finger på hvor var fra. Linda nejede bare kort og lod et lidt større smil pryde sine læber. Denne pige var næsten umulig ikke at være betaget af. Den ynde, elegance og styrke hun udviste var altopædende. 

"Udemærket, vi vil lade Dem om at vise Hendes nåde rundt," sagde Milana kort til Lucy og trak afsted med Rusan, selvom han protesterede voldsomt. Lucy nejede bare til svar og smilede varmt til Linda, da de var ude af syne. 

"Hvad ønsker De at se først?" spurgte hun hurtigt og smilede om muligt endnu varmere. Linda så sig lidt forvirret omkring. og trak lidt på skulderene og svarede langsomt: "Øh... Jeg er faktisk ret sulten..." Lucy satte sine knyttende hænder i siden og sukkede opgivende mens hun rullede med øjnene og mumlede: "Kan de to da slet ikke tænke..." inden hun fortsatte rette mod mig i et mere venligt tonefald: "Selvfølgelig er De det, det har været en lang nat og De er med garanti også udmattet og træt efter rejsen, ikke sandt?" 

Linda nåede ikke at svare før Lucy var videre: "Vi starter med at give Dem noget mad ned i den mave der og så kan De få lov at se Deres værelse og få noget søvn, inden De kan se resten, okay?" Linda vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde aldrig mødt nogen, der kunne få hende til at være ordløs, som Lucy gjorde det. Hvilket fik hende til bare at nikke uden at tænke videre over det, men det lød også som en ret god idé. 

 

***

 

Lucy viste Linda hvor hun skulle sidde. Det var et bord, der var løftet lidt fra de andre. Det stod på et lille podie, hvor der var fine malerier rundt i kanten. Ved dette bord var der heller ingen bænke, men stole. De var skåret ud i hver sin træstamme. Selve sædet var skåret ind, så ryglæn, sæde og sæde gik i overensstemmelse med hinanden. Der var forskel på hvor meget der var gjort ud af dem. Den største stod i midten og var skåret til med alle mulige fantastiske mønstre og malede i smukke farver. Derefter blev de mindre og mindre elegante jo længere væk fra den stol man kom. Der var seks stole i alt og Linda sad på en af dem. Hun sad lige til højre for den største og Lucy forsikrede hende at det ville være hendes faste plads fra nu af. 

Hun kunne se overalt inde under taget og det meste af pladsen fra sin plads. Den stol hun sad på var også smukt skåret og hun sad fantastisk i den. Det var som om den var blevet lavet specielt til hende, hvilket Lucy forklarede at den rent faktisk var. Lucy selv stod op ved hendes side under hele måltidet og svarede på alle de spørgsmål Linda havde, hvilket bare blev flere og flere jo mere tiden gik. 

Det syndes som en evighed inden hun var færdig med at spise og endelig kunne lægge sig til at sove. Lucy viste hende sit telt, hvilket var det næststørste af de små telte. Hun havde en lille feltseng stående i midten af teltet, men valgte at tage dynen og ligge sig på gulvet. Lucy forsøgte at sætte sig imod, men Linda nægtede at lægge sig i sengen og til sidst måtte Lucy give op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...