Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1253Visninger
AA

5. En lang historie

Linda vågnede ved at der var en der ruskede blidt i hende. "Så se dog at vække hende! Så lang tid kan kan det vel heller ikke tage?" sagde generalen højt og utålmodigt. "Rolig nu hr. general," sagde en blid kvindestemme, som Linda ikke havde hørt før, "hun har været presset til sit bristepunkt og lider under en længervarig overlast." Linda kunne høre hvordan genaralen fnyste, mens han stampende gik frem og tilbage. "Jamen alligevel," fortsatte han. Han ville højest sandsynligvis have sagt mere hvis ikke kvinden havde afbrudt i et vredt tonefald: "Nu stopper De! De skal være glad for at hun overhovedet overlevede så stort et udbrud, især når man tager i betragtning at hun er fuldstændig utrænet." Hun lagde en hånd på Lindas pande og derefter lagde hun en kold klud. "Hun er ufattelig stærk," hviskede hun stille. Det virkede mere henvendt til hende selv end nogen anden, men generalen gryntede alligevel. 

Linda åbnede forsigtigt øjnene og så direkte ind i en midaldrende kvindes sølvgrå øjne, der venligt skinnede tilbage til hende. Ansigtet var rynket og hendes fingre som hun forsigtigt strøg hen over Lindas kind var krogede og rug. Hun smilede kærligt til Linda så man bag hendes tynde læber kunne se at der manglede nogle af tænderne. "Godmorgen min pige," siger hun roligt. "Hvornår er hun i stand til at fortælle os hvad der foregår og hvem de folk var?" udbryder generalen hurtigt, hvilket får kvinden til at vende sig om i en hurtig bevægelse. "SÅ stopper De! Lad dog lige barnet vågne, ellers skal jeg vise dig hvad det vil sige at være udmattet, træt, overbelastet og trængt op i en krog!" hvæsede hun vredt. Generalen blev pludselig bleg og klappede ubevidst hælende sammen, som en underordnet soldat. 

Linda smilede bare og begyndte at møve sig op at sidde, så hun sad med ryggen til et træ. Barken var rug og ubehagelig mod hendes ryg, men det gjorde hende ikke noget. Hendes hoved kørte stadig rundt og den klud der havde ligget i panden faldt ned i øjne på hende. "Rolig nu," sagde kvinden blidt og hjalp hende op at sidde.

"Hvem er De?" hviskede Linda endeligt, da hun fik sig sat rigtigt til rette. "Mit navn er Milanda og jeg er denne lejers læge," hviskede hun roligt og hjalp Linda med at få noget at drikke. Linda så nyserigt på Milanda og kunne ikke lade vær med at beundre hendes smukke øjne. De udstålede så meget visdom og ro. Linda havde aldrig mødt nogen med en ligeså gribende og beroligende udstråling. 

"Men jeg tror generalen meget gerne vil have lov at tale med Dem omkring Dem istedet for mig," fortsatte hun roligt og tørrede det vand, der var endt ved siden af Lindas mund væk med en lille klud. Linda så lidt usikkert hen mod generalen og så tilbage til kvinden. "Vil De ikke blive imens?" hviskede hun så lavt at kvinden måtte bukke sig hen over hende for at kunne høre det. Milanda nikkede bare roligt og satte sig til rette ved siden af. "De kan snakke med hende nu, men jeg vil blive her ved hendes side for at sikre mig at hun ikke bliver overanstrengt," fastlog hun og så bestemt på generalen. 

Generalen nikkede utålmodigt og så direkte på Milanda. Hun rettede ryggen op og så beslutsomt tilbage. Han skulle ikke have lov til at se hvor forfærdeligt hun egentlig havde det. "Hvor kommer du egentlig fra og hvem er dine forældre rigtigt?" spurgte han så uden omsvøb. Hun bukkede hovedet og sukkede opgivende. "Jeg ville ønske at jeg kunne svarer dig på alle dine spørgsmål, men så meget ved jeg faktisk slet ikke," startede hun og så ud over pladsen. Den var fuld af liv. Folk gik frem og tilbage, mens de råbte, grinede, lo og skændes. Hun trak lidt på skulderne og fortsatte: "Det eneste jeg kan huske er at jeg voksede op i en lille havneby, hvor min mor kæmpede for at få mad på bordet hver evig eneste dag." Hun lod en hånd glide hen over jorden. "Jeg blev som regel smidt ud i laden om aftenen, så jeg ikke skulle høre eller se de mænd der besøgte mor i ly af natten," hviskede hun roligt, "da jeg var fire smed min mor mig ud, fordi jeg ved et uheld kom til at blæse det meste byen i havnen." Hun så op på himlen med et søgende blik inden hun fortsatte: "Det var første gang min mor oplevede mine evner og hun var rædselslagen. Hun skreg op, hvilket gjorde at det meste af byen også begyndte at råbe dels af hende og dels af mig... Jeg kan ikke huske hvad de sagde eller hvem de var, men jeg glemmer aldrig deres vrede... Selvfølgelig kan jeg godt forstå at de blev sure nu, hvor jeg tænker tilbage på det, men jeg var fire år og udmattet." Hun lagde hænderne i skødet og studerer dem grundigt. "I en tid vandrede jeg bare rundt og fik det hele til at fungere. Jeg hørte at min mors forlovede blev rasende over at opdage alt det der var sket, men han var også ret glad for mig..." Hun snak en klump og krøb en lille smugle sammen. "Men hvem mine far er har jeg ingen ide," svarede hun roligt med blikket rettet stift fremad, "mor plejede at sige det var en fremmet der var sejlet ind i hendes liv for en stund, bare for at ødelægge hendes liv..." 

Milanda fik tårer i øjnene, men viftede dem hurtigt væk med en lille vind. "Det eneste jeg ved er at han ødelagde mit liv!" hvæsede hun vredt og så direkte på generalen, "og at hvis den mand nogensinde visser sig her igen vil jeg gøre alt for at slå ham ihjel. Det har du mit ord på!" Hun knyttede næven og rejste sig målsikkert op. Generalen så overrasket tilbage på hende og bakkede ubevidst et skridt tilbage. "Rolig min pige, du mangler stadig meget af din energi," formanede kvinden, men Milanda lod som ingen ting. Hun havde kræfter nok til at stå op, det var hun sikker på. Det kunne hun mærke. "De er en ung pige med alt for meget had bygget op inden i Dem," svarede generalen efter et stykke tid og så opgivende på kvinden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...