Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1299Visninger
AA

7. Bud fra fjenden

Linda stod og så ud over træerne fra udkigsposten, mens hun bed sig i læben. Det var to dage siden hun havde fortalt Tok omkring sine syner og de havde ikke talt om det siden. Det var som om han ikke kunne se hende i øjnene længere og hvis deres øjne i et kort øjeblik mødtes, så fandt han hurtigt noget andet at kigge på. Hun havde talt med Mick om det og han havde hjulpet hende til at tage sig sammen og prøve at gøre sit bedste. Det var en af grundende til at hun nu stod oppe i udkigstårnet og studerede træernes bevægelser. "Hvor er I?" hviskede hun desperart og forsøgte endnu en gang at sende vinde ud for at finde de andres lejer, men lige så snart hun var på sporet af noget blev der helt stille. Hvorfor forsøgte hun overhovedet. De havde en hel hær af veltrænede vindbetvingere, som var langt ældre og mere erfarne end hende. Desuden vidste hun intet om krig eller kampførelse. 

"Finder du noget?" spørger Mick roligt bag hende. Han var helt våd efter at have været i bad efter træning. Han stod og tørrede sin pande af med ærmet og stalde sig hen ved siden af hende. Hun rystede lidt på hovedet og kiggede undersøgende på ham. Han var blevet mere muskuløs og vanddråberne der gled ned af hans krop fik hans hud til at skinne i lyset fra solen. Hun bed sig i læben og så hurtigt tilbage mod skoven. "De er langt stærkere end mig og endnu mere vigtigt, så har de lært at kontrollere deres evner..." hviskede hun opgivende og tog et fast greb om gelænderet. "Lad vær at være så hård ved dig selv," hviskede han blidt og lagde en hånd over hendes. Hun så hurtigt op, men smilede ved synet af hans rolige ansigt. "Jeg tror på at du kan gøre det," sagde han og så ud over skoven. Hun kunne mærke modet stige i hendes bryst og følte næsten styrken flyde fra hans varme hånd og ind igennem hendes krop. Hun lænede sig forsigtigt ind mod ham og sukkede: "Men der er så meget land der ude, hvor de kan gemme sig..." Han så ned på hende med et lille smil: "Det har da aldrig stoppet dig før." Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt daskede ham sløset på skulderen inden spredte sine arme for at lade endnu en vind flyve afsted. Han smiler, men bliver kaldt tilbage af en af hans overordnede, da det er ved at være hans tid til at tage over ved en af vagtposterne. Han smiler undskyldende og springer hurtigt ned af trappen. Siden hvornår blev han så voksen? Hun så efter ham indtil hun ikke længere kunne se ham. 

Linda ser sig lidt om og fornemmer pludselig en person, som hun ikke har kunne fornemme i lang tid. Det giver hende en klump i halsen. "Kom ud til os, eller vi splitter stedet her ad og tro ikke at vi vil tage let på dine små venner" lyder det i vinden og stemmen får det til at løbe koldt ned af ryggen. Hun genkendte den som kvinden fra tidligere. Hende der kom sammen med hendes far. Hun begyndte at ryste og så sig uroligt tilbage mod pladsen. Vagten som stod sammen med hende begyndte at blive urolig. "Hvad er der galt?" spurgte han forsigtigt, men hun afviste ham bare forhastet væk: "Hvis jeg ikke er tilbage om en halv time, så sig til generalen at han skal forberede sin hær og lukke Tom og Mick inde i en fuldstændig forsejlet grotte." "Men..." startede han, men gik i stå da hun så ham direkte i øjne. Han nikkede i det hun forsvandt ud over kanten og landede i et af de omkringliggende træer. 

Blodet pumpede rundt i hendes åre med en sådan kraft at hun troede der ville gå hul på dem. Hendes hoved dunkede og hendes muskler pulserede afsted med vinden. Hun svang sig elegant fra træ til træ ude af stand til at tænke på andet end at sørge for at Mick og Tok ville være i sikkerhed. Hun fik tårer i øjnene på grund af vinden, der pisket hende i ansigtet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...