Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1303Visninger
AA

8. Aftalen

Hun finder dem i et træ lidt væk fra lejeren. Hun tørrer øjnene inden hun kommer for tæt på og sætter sig i et træ ved siden af det de sider i. Det er tæt nok på til at de kan hører hinanden, men også så langt fra hinanden at jeg let kan komme væk, hvis det skulle blive nødvendigt. Hun ved endnu ikke hvad hun skal gøre og er ikke helt sikker på det var en god idé at komme, men der er ikke nogen vej tilbage nu. Sveden pipler ned over hendes pande og hun er forpustet, men hun forsøger at skjule det så godt hun kan. Hun må ikke udvise svaghed. Hun har allerede nu udvist alt for meget svaghed ved at komme. 

"Så kom du altså," sagde kvinden roligt med et kølighed i stemmen, som fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, "det vidste jeg at du ville." Den selvsikkerhed hun udviste irriterede Linda og gjorde hende usikker på samme tid. Hun valgte at lade som om ordene pralede af på hende og svarede bare ligegyldigt: "Hvad vil I?" Hun kunne ikke lade vær med at sukke ligegyldigt og trække lidt på skulderne, som om det hele var lidt ligegyldigt. "Vi vil da selvfølgelig have dig hjem, kære," hviskede hun blidt. Pludselig var hendes stemme varm og kærlig. Hendes øjne var stadig kolde og kyniske, hvilket mindede Linda om hun stod. "Vi fik aldrig muligheden for at præsentere os selv," sagde hun og smilede varmt, "det hele gik ligepludseligt så hurtigt." Linda fnøs og lænede sig ind mod stammen på sit træ. "Mit navn er Milana og dette er din far, kong Rusan af Det Øde Land," sagde hun sukker sødt og stolt på samme tid. Linda løftede det ene øjenbryn og gjorde sit bedste for ikke at virke interesseret. Hvis han var konge, ville det betyde at hun var prinsesse, hvilket igen ville betyde at hun måtte være ret meget værd for dem. 

"I har stadig ikke fortalt mig hvad I vil," fastholdt Linda og rettede sig op, "hvad er I ude efter?" Hun forsøgte at synke en klump i halsen. Der var noget ved alt det her der virkede forkert. "Jo vi har da. Vi vil have dig med hjem, så vi kan lærer dig at bruge dine kræfter rigtigt. Jeg mener er det måske ikke hvad du altid har ønsket dig?" sagde Milana lumsk og åbnede sine øjne på vid gab. Linda lod som om hun tykkede lidt på det. Hun havde faktisk altid drømt om at blive hentet. Hun ville så gerne passe ind, men alt det havde ændret sig. Hun havde fundet sin plads.

"I har intet at tilbyde mig," svarede efter lidt tid. Milana grinte lidt. "Det tror jeg nu nok vi har min kære," sagde hun blidt, stadig grinene. "Vi vil have dig med tilbage til vores lejer og lærer dig op, og hvis ikke du gør præcis som vi siger, så vil vi splitte din elskede lille lejer ad og gør det af med alle der," konstaterede Rusan. Han smilede lidt ved tanken og så ondsindet på sin datter, "med tiden skal vi nok få dig over på vores side, bare rolig, men for nu går vi med på det forlig at vi lader dem være for nu." Linda sank en klump og tænkte tilbage på sidst de havde været i lejeren. Det var en kamp de ikke kunne klarer. Hun havde ene mand kunnet bryde ind og ødelægge det hele. Måske var hun i virkeligheden en bedre hjælp, hvis hun overgav sig til deres kommando. På den måde kunne hun lærer at bruge sine kræfter og hjælpe med at finde deres svagheder. Selvfølgelig ville der gå lang tid før de ville betro noget som helst til hende, men det måtte jo komme på et tidspunkt. 

"Jeg vil have lov at fortælle dem om min beslutning," fastslog hun, så endeligt. Rusan og Milana udvekslede et tilfreds smil, men noget i deres øjne afslørede noget nervøsitet. Det var tydeligt at dette her også var et sats fra deres side. Linda var udmærket klar over at hun ikke ville være i stand til at gøre hverken fra eller til, hvis de ikke holdt deres del af aftalen, men hun havde ikke rigtig noget valg. Konsekvenserne var simpelthen for grufulde. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...