Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1272Visninger
AA

9. Afsløringen

De nikkede: "Du har til i aften, hvor vi vil komme og hente dig." Det var Milana der talte og hendes stemme var blevet mild og venligsindet. Linda trådte et skridt tilbage og skyndte sig så afsted mod lejeren. Der var ingen tid at spilde. Hun følte sig magtesløs og ude af stand til at håndtere sin egen skæbne. Det eneste hun kunne gøre var at lukke øjnene og håbe på at alting ville falde i hak på et eller andet tidspunkt. 

Hun mere eller mindre væltede ind i teltet, hvor generalen holdt møde med sine mest betroede mænd. "Hvad i.." udbrød han og så forvirret på hende. Hendes hår stod ud til alle sider og hun var forpustet. Ikke grundet anstrengelser, men fordi hun vidste at det hun skulle til at sige ville skabe en hel del frygt og forvirring og det var vigtigt at lade generalen forstå at dette var den dybeste alvor. Dette have hun lært sig var lettest når folk forstod at man havde haft travlt. 

"Jeg troede du var stukket af," sagde han og løftede et undrende øjenbryn. Linda så lidt på de forskellige i rummet, for at sikre sig at Tok ikke var til stede. Hun ville ikke kunne bære at fortælle ham det på samme hårde facon, som hun var nødt til med generalen og hans mænd. Både Tok og Mick skulle have det fortalt på en helt anden måde og skulle håndteres mere varsomt. Men alt dette måtte hun tænke på senere. Lige nu handlede det udelukkende om at få generalen og hans mænds forståelse og forhåbelig en form for samtykke. Det hun havde gang i var en kæmpe risiko for alle parter, men det kunne også blive en kæmpe fordel for dem. 

"Jeg har noget jeg må fortælle jer," hviskede hun og gik hen til det vakkelvorne bord, der stod i midten af teltet. Hun støttede sig let imod bordpladen og så stift med på de tegninger, der var bredt ud over hele bordet. Hun tog en dyb indånding, som brændte hele vejen ned igennem svælget og viskede: "Jeg beklager så inderligt..." Hun bed sig i læben og lod en enkelt tårer trille ned af hendes kinder. "Hvad har du gjort?" udbrød generalen og rev hende tilbage, så han så hende ind i øjnene. "Jeg kunne ikke... jeg mener..." stammede hun og peb en smugle, da han klemte hårdere. "Tal!" næsten råbte han. Hun så ham dybt ind i øjnene og rev sig forsigtigt fri af hans hænder mens hun rystede på hovedet og viskede: "De er ikke længere et problem for jer, aldrig mere jeres problem... De har lovet at lade jer være i fred..." Hun så ned i gulvet og vendte sig så om mod bordet og pegede på tegningerne. "De ville uden problemer have overrumlet jer på alle mulige måder med de planer I har der. Jeg ville kunne overrumble jer, så hvad skulle stoppe dem." Generalen gik hen ved siden af hendes og så ned på tegningerne og gentog: "Hvad har du gjort?" Hun så på ham med dybe, alvorlige øjne, som næsten fik det til at vende sig i de tilstedeværende: "Jeg indgik en aftale," startede hun mens hun kløede sig nervøst på armen, "de får mig, så de kan træne mig oplære mig og forhåbentlig med tiden omvende mig, så jeg vil kæmpe på deres side..." Hun vendte sig væk fra mændene og gik hen mod teltets åbning og så ud over pladsen. Hun stod nogle sekunder og så ud på folkene, der arbejdede inden hun stille hviskede: "Til gengæld ville de lade jer være i fred og ikke massakrere hele vores eksistensgrundlag." Det sidste blev sagt langsomt og tydeligt, så alle forstod hvert eneste ord og ikke var i tvivl om deres alvor. Ordene blev hængende i luften, som en tung, kvælende dyne, som ikke ville give slip. 

Generalen gik hen ved siden af hende og lagde en hånd på hendes skulder. "De betyder virkelig meget for dig ikke?" Han så ned på hende med et trist smil. Det gik pludselig op for hende at hun havde kigget direkte hen mod Tok og Mick, som stod og diskuterede om et eller andet. De brugte store armbevægelser og det var tydeligt at de bestemt ikke var enige om hvad end de diskuterede. Hun så op på generalen med et trist udtryk og nikkede opgivende. Han sukkede og gav hendes skulder et klem. "Du må hellere gå over og fortælle dem, så vil jeg fortælle resten om dit valg i aften," hviskede han roligt. En af mændene inde fra teltet gjorde an til at protestere, men generalen løftede bare en hånd og der blev stille. "De kommer og henter mig i aften..." hviskede hun og så bedende op på generalen, "kunne De vente med at fortælle det til imorgen?" Han så forbløffet ned på hende. "Siden hvornår er du begyndt at tilkalde mig De?" sagde han og blinkede indforstået mens han nikkede en enkelt gang. 

Han gav slip på hendes skulder og skubbede hende blidt fremad. Hun så irriteret tilbage på ham, men var inderst inde glad for at han gjorde det. Det betød nemlig at hun var nødt til at gå over til Tok og Mick. Hun var tvunget til at fortælle de to personer, i hele verden som hun holdt aller mest af, at hun ville forlade dem, forråde dem og ikke mindst, så skulle hun til at fortælle dem at hun i virkeligheden slet ikke var på deres side længere. Hun prøvede at finde ud af hvordan hun ville fortælle dem det, men hun var fuldstændig i vildrede. Hvad havde hun overhovedet tænkt sig? Hun havde aldrig følt sig så bange i hele sit liv. 

Hun tog en dyb indånding i det hun trådte nærmere de to stridende drenge. Hun hørte ikke engang hvad det var de diskuterede om. Det stoppede også alligevel brat i det at de så hende. "Det er du!" udbrød Tok og lød oprigtigt lettet. Mick sukkede lettet og trak hende ind i et kram. Det skar Linda dybt i hjertet. Hvorfor skulle de også være så søde og kærlige overfor hende? Hvorfor kunne de ikke bare være sure på hende og skælde hende ud, så hun kunne skride i vrede? Hvorfor skulle hun være årsagen til så megen smerte? For hun var sikker på at de ikke ville bryde sig om at høre hendes plan. 

Hun bed sig i læben og skubbede blidt Mick væk. "Jeg bliver her altså ikke," sagde hun med gråden sidende i halsen. "Hvad mener du?" spurgte Tok med en usikker stemme og rynket bryn. Mick så bare uforstående på hende. Han kunne mærke hvordan der blev helt intenst imellem de tre. "Jeg sagde, jeg bliver her ikke," gentog hun og rettede sig op. Hun forsøgte så godt som muligt at lyde hård og følelsesløs. "Jeg rejser hjem og indtager min retmæssig plads hos Det Øde Lands folk, hvor de kan lære mig at bruge mine evner og hvor jeg endelig kan finde nogen, som forstår mig." Hun sagde det uden at udvise nogen form for følelser og inden de kunne nå at reagere vendte hun sig og løb væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...