Anderledes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Kender du det at være anderledes end alle de andre? At må gå igennem dagen som den ingen af de andre taler til? Det gør Linda... Hun lever i en verden hvor folk ikke vil have noget med hende og hendes evner at gøre. Hun holder den ligegyldige facade for alle andre, men holder den? Hvad med krigen? Hvordan skal det nu gå?

3Likes
4Kommentarer
1265Visninger
AA

1. Begyndelsen

 

De varme tårer løb ned af hendes kinder i stride strømme. Hun sad med armene slået om sine ben, som var trukket helt op til hendes brystkasse. Hvorfor var verden også så uretfærdig? Hun gemte hovedet i knæene. ”Hvorfor skal jeg straffes?” hviskede hun stille, ”hvad har jeg gjort.” Hun hørte klokken ringe ind, men hun lod som om hun ikke gjorde. Højlydte grin og fodtrin fyldte hele gården et kort øjeblik mere, og så blev der stille. Som på kommando blev alt helt roligt. Ingen glade, legende børn, ingen bolde som hoppede rundt, ingen fnisende piger i krogene, kun Linda. Lille, ulykkelige Linda, var blevet efterladt helt alene igen.

Hun løftede langsomt hovedet. En enlig boldt trillede rundt inde i et fodboldmål. Hun skuttede sig og rejste sig langsomt op. Med rolige skridt gik hun over på pigetoilettet. Hun lagde roligt hånden på håndtaget. Det føltes glat og køligt mod hendes gyldenbrune hud. Ganske langsomt skubbede hun det ned og åbnede døren. Kiggede sig forsigtigt over skulderen og bakkede ind. Hurtigt lukkede hun døren og lod sig glide ned af den. Så sad hun der igen. På det velkendte flisegulv, og kiggede formålsløst på døren til en af de mange toiletbåse. Den lysebrune dør med det hvide håndtag. Hun undersøgte den grundigt uden at vide hvorfor. Den havde fået et nyt huld siden hun sidst sad her og kiggede på den.

Hun flyttede blikket op til håndvaskene. De engang hvide, forkalkede håndvaske med det krakelerede udsende mindede hende altid om tiden på gården. Hendes virkelige hjem. Et lille, forsigtigt smil bredte sig på hendes læber. Linda rejste sig langsomt op. Hun gik hen til håndvaskene og kiggede på en forgrædt pige med gyldenbrun hud ind i øjnene. Pigens matte øjne var flaskegrønne og havde en ulykkelig, fortabt glød. De var indrammet af lange, kuld sorte øjenvipper. Hendes ansigt var aflangt, men ikke for meget, kun lige akkurat nok. Hendes kindben sad højt og hendes læber var let fyldige og altid blodrøde. Hendes smukke timeglasform blev skjult bag en beskidt, løs, grøn bluse og en løs vinrød nederdel, som tydeligvis havde set bedre dage.

Linda sukkede dybt og lod sin hånd glide mod det kolde glas. Med den anden hånd tørrede hun tårerne væk. Smilet på hendes læber var igen forsvundet, men hun tvang det frem. ”De skal ikke få dig ned med nakken!” vrissede hun vredt og knyttede næven der stadig berørte spejlet. Hårdhjertet så hun mod døren. Hun rettede ryggen i en let bevægelse og strøg fingrene gennem sit lange, sorte, bølgede hår. Hun nikkede kort og døren fløj op med en sådan kraft, at en vægflise faldt ned og ramte jorden med en klingende lyd. Smilet blev bredere.

Hun åbnede forsigtigt døren ind til klasselokalet. Alle vendte sig selvfølgelig om mod hende, i det hun trådte ind, men de mistede hurtigt interessen. Læren, Mr. Ollek så hårdt på hende. ”Så De har altså tænkt Dem at berige os med Deres tilstedeværelse?” sagde han skarpt og sendte hende et giftigt blik. ”Vis du altid skal brokke dig når jeg kommer, kan det være jeg begynder helt at lade vær med at komme,” svarede hun roligt i det hun satte sig på sin plads. Han så rasende ud, men det kunne hun ikke tag sig af. Hun tog bare sine bøger op af tasken i en hurtig bevægelse og så stift op på tavlen.

Lidt tid efter bankede det på døren. Linda lod, som den eneste, som om hun ikke havde hørt det. De andres opmærksomhed var rettet imod drengen, som trådte ind i lokalet sammen med en kvinde og inspektøren. Linda kiggede fraværende ud af vinduet og lod som om hun var ravnene lige glad. ”Linda!” næsten råber mr. Ollek, ”vis dog bar en lille smule interesse.” Hans tonefald var både bedende og hårdt på en gang. Hun vente langsomt hovedet. Hun så en høj dreng, med en slidt trøje og et par knæbukser. Hans øjne var mørkebrune med et grønligt skær. Hans hår var brunt og pjusket. ”Så tilfreds?” snerrede hun og så tvært på ham. Han sukkede opgivende. ”I må meget undskylde Lindas opførelse, hun...” mere nåde han ikke at sige før hun afbrød ham. ”Jeg er sådan lidt ustyrlig, og går mine egne veje, og det er der bare nogle mennesker der ikke forstår,” sagde hun hårdt og rejste sig i en hurtig bevægelse. Hurtigt skubbede hun bøgerne ned af bordet, så de landede i tasken med perfekt præcision. I fire lette skridt var hun henne ved døren og smøg sig behændigt uden om personerne der stod i den. Bag sig hørte hun mr. Olleks evige undskyldninger.

Med et sæt stoppede hun, da hun mærkede en hånd lukke om hendes håndled. Hun vendte sig forskrækket om og så direkte ind i de brun/grønne øjne. De havde en alvorlig glød og hun kunne ikke lade vær med bare at kigge dybt ind i dem. ”Hvor skal du hen?” spurgte han blidt, med en blød og næsten syngende stemme. Linda vidste ikke hvad hun skulle svarer, så hun undveg hans blik og svarede: ”Væk... jeg skal bare væk.” Hun talte langsomt og hendes stemme var grødet. Hun prøvede at rive sin hånd fri, men han holdt for godt fast. ”Du er anderledes end de andre betvingerer jeg har mødt,” hviskede han alvorligt. Hun stivnede. Selvfølgelig vidste alle at hun var betvinger, og det kunne hun ikke lyve sig fra, men der var aldrig nogen det havde sagt det lige ud. De havde altid undgået at nævne 'det'. Det var en form for tabu at tale om det og så stod han der og sagde det ligeud. Hun mødte hans blik med et hårdt, uvenligt blik. ”Ja, jeg er anderledes og hvad så?” snerrede hun og vrængede ordet 'anderledes' ud som om det gjorde ondt på hende at sige det. Han trak afvisende på skuldrene. ”Det var ikke dårligt ment,” sagde han roligt og mødte mit blik lige så roligt. Det var ved at gøre hende vanvittig. Han kunne da ikke bare komme her og fortælle hende at hun var anderledes og så oven i købet mene at det ikke var dårligt!

Hun knyttede ubevidst hånden hårdt sammen. Vinduet ved sidden af dem splintrede i en million små stykker. Det farvede glas fløj til alle sider, men ramte til sidst marmorgulvet med en høj klingende lyd. Han slap forskrækket hendes hånd og hun rev den til sig inden han kunne nå at samle tankerne igen. På hurtige lette fødder forsvandt hun om hjørnet. Tårerne løb igen ned af hendes kin­der i stride strømme. Det var længe siden hun sidst havde mistet kontrollen over sine kræfter, og så skulle det absolut være lige foran den eneste på den her lorte skole der vidste bare en smugle interesse for hende.

Hun stoppede først med at løbe da hun nåde døren ind til biblioteket. Hun åbnede den hurtigt og nærmest faldt ind i biblioteket. Bibliotekaren så kort op fra sin bog, men så hurtigt ned i den igen da hun så det var Linda. Man blandede sig bare ikke i Lindas forehavender, sådan var det bare blevet. Der var enlig ikke nogle der vidste hvorfor, men det gjorde man ikke. Linda gik med langsomme, slæbende skridt om bag en hylde og faldt sammen der. Den eneste lyd i lokalet var Lindas lave hulken og når bibliotekaren engang i mellem bladrede i sin bog.

Efter lidt tid følte Linda sig igen nogenlunde rolig. Hun løftede sin hånd op foran sit ansigt. Den rystede stadig efter det kraftige udbrud. Hun så nervøst på de lange, tynde fingre. I det samme gik døren op. Bibliotekaren rettede sig hurtigt op og spurgte sagte: ”Er der noget jeg kan hjælpe Dem med?” Fra sin krog. Bag ved bogreolen så Linda drengens forpustede skikkelse. Han havde adskillelige rafter i ansigtet og på armene. Det var ikke svært at regne ud at de kom af glasskårene fra vinduet. Hun krøb uvilkårligt mere sammen i sin krog. ”Øm... Ja, har du set Linda?” spurgte han og så sig søgende om i lokalet. Bibliotekaren, der hedder Mille, så pludseligt meget frastødt ud. Hun lænede sig helt hen over egetræs disken, så hun kunne se ham lige ind i øjne. Med sammenknebne øjne spurgte hun langsomt og giftigt: ”Hvorfor?” Han så på hende med et underligt forskræmt udtryk. Hun kunne ikke lade vær med at gyse. Han rømmede sig og svarede kort: ”Fordi jeg leder efter hende.” Han så væk fra hende og så sig om. Linda krøb endnu længere ind i hjørnet.

Det hjalp ikke. Han fik hurtigt øje på hende og gik med beslutsomme skridt hen mod hende. Hun gik mere eller mindre i panik. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, så det endte med at hun ikke gjorde noget. Han satte sig på huk lige foran hende. Igen fangede han hendes blik. ”Hvorfor alt det postyr?” spurgte han roligt og lagde hovedet let på skrå. Hun så bare fortabt på ham. Han ville tydeligvis ikke flytte sig før hun havde svaret, så hun sukkede bare opgivende. ”Ved du overhovedet hvordan det er altid at være 'hende den anderledes', 'hende vi ikke rigtig har plads til', eller 'hende den mærkelige',” hviskede hun med gråden siddende i halsen, ”Altid at skulle høre ting som: 'Hvem er hun egentlig?', 'hvorfor skal vi hænge på hende?', eller 'er der nogen sinde nogle der har set hende gøre noget normalt?'” Tårerne trillede igen ned af kinderne. Han så bekymret på hende. Langsomt pressede han sig ned ved siden af hende og holdt hende ind til sig. Nu hulkede hun højlydt ind til hans brystkasse. Hun krøb sammen i hans beskyttende arme, som et lille barn i sin mor eller fars.

De sad sådan et stykke tid. De sagde ikke noget, de sad bare helt stille. Langsomt døde hen­des gråd hen og blev afløst af en dunrende hovedpine. Hun tog sig roligt til hovedet. ”Ondt i hoved­et?” hviskede han ind i hendes øre, med sin blide stemme. Hun nikkede bare og så ham ind i øjnene. Han smilede roligt til hende. ”Nu har du også grædt i et godt stykke tid,” sagde han roligt og kørte en hånd igennem hendes bløde hår. ”Ja...” hviskede hun og nulrede ved hans halsskæring. Han små gri­nte lidt. ”Når, men vi må vel også se at komme tilbage, synes du ikke?” hviskede han stadig med et smil på læben. Hun så ham ind i øjnene. ”Jeg vil hellere blive her,” hviskede hun roligt. Hun så nervøst fra det ene øje til det andet. Han mødte roligt hendes blik. Hun blev næsten slået omkuld af al den kærlighed der strålede ud af dem. ”Virkelig?” han ser sig om, ”kunne du ikke finde et lidt mere komfortabelt sted?” Hun kan ikke lade vær med at grine. ”Jo, måske...” sagde hun og så mystisk på ham. ”Du er altså mærkelig...” sagde han og smilede stort. ”Du har ingen ide om hvor mærkelig,” sagde jeg med et stort smil på læberne. Et lille vindpust blæste en bog ned fra en af reo­lerne. Han ser lidt på den. ”Mærkeligt, jeg troede ikke det blæste inden for,” sagde han så og smilede stort til hende.

Det varede ikke lang tid før de igen var på gangen. De gik side om side. Hun så roligt ned i jorden. Da de kom til klasselokalet stoppede hun pludseligt op. ”Du må nok hellere gå først,” sagde hun stadig med sænket blik. Han så længe indgående på hende. ”Hvorfor?” var det eneste han kunne sige. ”Fordi... du ikke skal være 'ham der går sammen med hende den mærkelige'” svarede hun roligt og så ham i øjnene. Han sukkede. ”Du tror da ikke de allerede har lagt mærke til at jeg er sammen med 'hende den mærkelige',” sagde han med et lille smil, ”jeg fulgte jo ligesom efter dig da du gik ikke?” Hun så på ham. Han lagde en beroligende hånd på hendes skulder. Hun smilede et lille, forsigtigt smil. De gik sammen ind i klassen, i det samme ringede det ud.

De sad bare inde i klassen i frikvarteret. Linda sad på sin plads, mens drengen sad foran hen­de på bordet med fødderne oppe på stolen. Pludselig gik det op for hende at hun faktisk ikke vidste hvad han hed. Hun så lidt på ham. ”Hvad hedder du egentlig?” røg det ud af hende. Han så først undrende på hende, men brød så ud i en lille, syngende latter. ”Når ja, jeg havde fuldstændig glemt at du ikke var der da de sagde det,” han slog sig i panden, ”jeg hedder Micklo, men du kan kalde mig Mick.” Han smilede stort.

”Jeg har mødt mange betvingerer, men der er helt bestemt ikke nogen af dem der så meget som minder en lille smugle om dig,” sagde han så pludselig. Hun så roligt på ham. ”Virkelig?” sagde hun og så ud af vinduet, ”jeg har aldrig mødt andre betvingerer...” Hun kunne tydeligt mærke hans undrende blik. ”Hvad med dine forældre?” spurgte han forsigtigt. Hun så på ham med et trist smil. ”Min mor havde en lille gård ud til havet, hendes forlovede forlod hende og en dag kom der en fremmed som... tilbragte natten med hende,” svarede hun med et trist smil, ”og ni måneder efter var jeg født... min mor lærte aldrig rigtig at holde af mig og da hun opdagede mine evner... da jeg var omkring de 4 år... smed hun mig ud...” Hun så ned i sine hænder. ”Jeg lærte at klarer mig selv... næsten. En dag mødte jeg en gammel mand... hans afdøde hustru havde også været betvinger og han kunne hjælpe mig med at holde dem under kontrol... i hvert fald meget af tiden... men han døde, da jeg var 10 år.” Hun kunne mærke tårerne flyde ned af kinderne, men hun fortsatte: ”Lægen havde lovet ham at finde et godt hjem til mig, men det klarede han ikke særlig godt. Jeg endte på et her­berg, hvor jeg enten var overladt til en uduelig barnepige eller en skrab kogekone... så jeg stak af.” Hun så op med et lille smil, ”med lidt hjælp fra en af staldknægtene som aller helst ville af med mig... når men en lille pige alene i den store verden kan ikke andet end gå galt.” Hun så ud af vindu­et. ”Jeg klarede mig ellers fint, men det var der nogle idiotiske nonner fra en klosterskole der var stærkt uenige i. De tog mig til sig, men de sendte mig meget hurtigt videre til den her lorte skole, da de opdagede at jeg havde særlige 'evner'” sagde hun roligt og så ud af vinduet.

Mick rystede lidt på hovedet. ”Det var ellers noget af en start på livet...” sagde han. Hun mærkede tydeligt hans bekymrede blik mod hendes nakke. ”Ja,” hviskede hun roligt, ”men vi kan jo ikke alle sammen være lige heldige.” Hun så på ham med et trist smil. ”Jeg tror faktisk aldrig jeg har haft en eneste ven i hele mit liv... altså der var den gamle mand, men han tæller ikke rigtig... han var mere som en far,” sagde hun og så tænksomt ud af vinduet. ”Jeg vil gerne være din ven,” sagde Mick så med et gavtyve smil. Hun ser roligt op og ned af ham. ”Hvem siger jeg vil være din ven?” sagde hun så med et lille smil. Han grinte bare og så ud af vinduet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...