Break Down The Walls - One Direction

Sød. Rar. Imødekommende. Kærlig. Åben. Glad. Lykkelig. Jep sådan var den 18 årige Tenesia 'Tenna' Severin for 3 år siden, inden hun mistede det hun holdte kærest af. Hendes bedste veninde. Hendes lillesøster, Rosalinda 'Rose' Severin. Siden hendes søsters død, har hun gået til psykolog og har taget medicin, men intet hjalp hende. Hun drikker og ryger, for at få det bedre med sig selv, da hun bliver mobbet, svinet til og udnyttet på det groveste.
Med tiden er hendes forældre og storebror blevet irriteret på hende.
En dag møder hun Harry Styles fra One Direction, og han prøver at trænge sig ind i hendes liv. Kan han bryde muren mellem Tennas liv og verden? Kan han lære hende, at give slip på fortiden, og hjælpe hende med og finde en lys fremtid? Og vil Tenna overhovedet have Harry i sit liv, og de andre drenge, som hun selvfølgelig
møder senere hen. Eller vil hun fortsætte med sin sorg, og vil der komme en uvent drejning?

- Der kan være stødende sprogbrug og handlinger. Så er i advaret

42Likes
68Kommentarer
8041Visninger
AA

21. Knives and pens.

Jeg stod stadig ved det åbne vindue. Stiv. Frossen. Lammet af forskrækkelse over Zayns svar. Alt omkring mig var stoppet, frosset til is. Bilerne stoppede med og køre på gaden, mennesker stod stille og uret stoppede med og tikke. Det eneste, der forsatte var min vejrtrækning og hjertebanken, som havde steget. Mine tanker var fløjet et andet sted hen, og lod mig stå alene. 

Og alene følte jeg mig også. Helt alene i verdenen. Ingen andre levenede væsner befandt sig på jorden, men et helt andet sted. Jeg følte mig fortabt, efterladt. Jeg følte præcis det samme, som dengang mine forældre og Daniel fortalte mig, at Rose var blevet myrdet. 

En stemme i mit hoved begyndte og skrige. 

Eller jeg troede i hvert fald, at det var inde i mit hovedet. 

Ubevidst faldt jeg ned på mine bare knæ, og begyndte og skrige og hulke. Mellem mine skrig og hulken, hørte jeg Zayns og Nialls råb. 

Døren til værelset blev åbnet, og en forskrækket Daniel kom løbende hen til mig, og satte sig hårdt ned på gulvet ned siden af mig. Han tog fat i mine skuldre og begyndte og ruske hårdt i mig og råbe mit navn. Men jeg lukkede tydeligvis alt ude i det øjeblik. Hans råb kunne ikke nå ind til mig, da mine skrig og hulken var høje og overdøvede ham. 

Flere mennesker var kommet styrtende ind på mit værelse, og de stod og sad omkring mig. Tåre væltede i store strømme ud af mine øjne. Jeg skimte kort Zayns og Nialls ansigt ved siden af Daniel, som stadig ruskede i mig. Jeg slog ud efter Daniel, og det ente med et klask på kinden, hvilket ikke var meningen. Jeg rejste mig, og skubbede til dem alle, hvori jeg løb ud af værelset, ud på opgangen, ned af trapperne og ud af huset. 

Med min store My Chemical Romance T-shirt, et par sorte shorts og barfødder løb jeg ud på fortovet og begyndte og løbe. Nogle råb hørte jeg, men jeg blev bare ved med og løbe. 

Hvor, vidste jeg ikke. 

Den første tanke, som faldt mig ind, var drengenes hus, men det ville jeg ikke. Der var sikkert ikke nogen hjemme alligevel, for de var på hospitalet.. 

 Jeg blev ved og ved med og løbe, og jeg nåede til sidst parken, hvor jeg fandt mig en bænk. Jeg satte mig hårdt ned i den, og begravede mit ansigt ned i mine hænder. Tårene ville ikke stoppe, de havde bare frit løb. 

"Tenesia?". En lys stemme fløj gennem mine øre, hvilket fik mig til og se hen til venstre. En skikkelse befandt sig bag ved lygtepælens lys, så jeg kunne ikke skimme ansigtet, men stemmen havde jeg hørt før. 

"Tenesia er det dig?". Stemmen blev højere, idet min hulk blev lavere. Jeg hoppede efter vejret, men det var svært. Min vejrtrækning var ukontrolleret og mine ben var urolige. De rystede sig næsten helt af. 

Så ville jeg ikke have nogen ben. 

Åh Gud..

"Hvem der?", spurgte jeg med en høj stemme, bare for at se, om personen ville gå sin vej. Jeg var ikke lige i humør til andre mennesker. 

Personen trådte ind i lyset, og jeg blev overrasket af synet. Det var en pige med langt lyst hår, som hang perfekt ned over hendes bryster. Hun bar nogle sorte jeans, en hvid top, med en cremefarvet cardigan, samt nogle cremefarvet ballerinasko, en mørkebrun taske og nogle lange øreringe. (Link i kommentar). 

Jeg havde set hende før sammen med... 

Maria. 

Pigen, som lod mig i stikken på en natklub. 

Vent?

Natklub!

Det var skuda Valerie!

Marias bedste veninde, som OGSÅ lod mig i stikken..

"Hvad laver du her Valerie?", spurgte jeg flabet, mens tårene stadig væltede ud. Jeg kunne ikke stoppe dem. 

Hun kom mig nærmere og satte sig ned på bænken ved siden af mig. Jeg rykkede mig længere væk fra hende, hvilket fik hende til og se skeptisk på mig. Men hendes ansigtudtryk blev ændret, da hun opdagede mine væltende tåre. 

"Ej Tenesia! Hvad er der galt?", spurgte hun og rykkede sig tættere på mig og svang en arm rundt om min skulder. Hendes stemme var ikke hård eller falsk, men faktisk bekymret. Det lignede hende ikke. 

Jeg skubbede hendes arm ned fra min skulder, så det gav en lyd da hendes afslappet arm ramte bænken. Hun tog den til sig, men sagde ikke noget. Hun så blot tålmodigt på mig, og ventede vel på, at jeg ville svare hende. 

"Bare gå.", svarede jeg med en knækket stemme. Jeg prøvede nu og virke hård og kold, men jeg kunne ikke. 

"Hold nu op Tenesia. Jeg kan jo sagtens se på dig, at du er oprevet over noget, så fortæl mig det dog.", sagde hun med en kærlig stemme. 

"Burde du ikke rende rundt sammen med Maria og nedgør alle og enhver?", spurgte jeg flabet og tørrede diverse tåre, som løb ned. 

Hun undslap et skuffet, men samtidig et såret suk. Trykket ved siden af mig forsvandt hurtigt, og jeg opdagede at Valerie var på vej væk. 

Havde jeg såret hende?

Så vidste hun, hvordan jeg har haft det alle de gange, jeg er blevet udnyttet af hende og Maria.

Mine øjne fulgte hende, og hun stoppede pludseligt op. Hun vendte sig om, så hendes arme svang elegant, samt hendes blonde lange hår.

"Jeg ville bare være høflig, men du vil tydeligvis ikke lukke mig ind.", sagde hun med en trist tone i hendes stemme. 

Du har fat i noget der. 

Jeg vil nemlig ikke lukke dig ind. 

Er det så uforståeligt? 

Du har brugt mig, løjet lige i fjæset på mig og svinet mig til på groveste.

Det burde ikke være en hjernevrider til, hvorfor jeg ikke vil lukke dig ind. 

"Valerie du er, mildt sagt, et forfærdeligt menneske. Du udnytter folk, lyver dem i ansigtet og sviner dem til.", sagde jeg koldt. Endnu engang undslap hun et trist suk. 

"Tenesia hør nu-"

"Nej Valerie. Jeg gider virkelig ikke og høre på dit lort, tag nu bare og skrid.", sagde jeg og prøvede igen, at virke kold og hård, og denne gang lykkedes det mig faktisk. Og jeg mente virkelig, hvad jeg sagde. Jeg gad virkelig ikke til og høre på hende. Hun er ligeså klam, som Maria. 

I tænker sikkert, at nu er jeg en, der sviner folk til ik?

Det er jeg altså ikke, okay! 

Det er hun. 

End of story. 

Og lad mig nu være ked over, at min kæreste er kommet til skade. 

"Okay..", sagde hun lavmælt, men højt nok til at jeg kunne høre det. Hun vendte sig om igen og forsvandt ud i tågen, som pludselig var kommet. 

Helt seriøst?

Hvad fanden skulle jeg nu gøre?

Havde i tænkt jer, at jeg skulle sove på bænken? 

Som en fucking hjemløs?

Nej tak. 

Org suk. 

Skulle jeg prøve og indhente Valerie? 

Naaaaah..

 

***

 

Verden kom stille og roligt frem for mine øjne, da jeg hørte en svag stemme sige mit navn. Alt var sløret, da jeg åbnede dem. 

"Tenna? Tenna?". Stemmen blev højere, og lidt efter lidt kunne jeg genkende den. Alt var pludselig ikke sløret længere, og jeg fik lidt af et chok, da jeg fik øje på personen. 

"Zayn?", sagde jeg idet jeg gned mine øjne. Jeg kiggede derefter væk fra hans brune øjne, og kiggede rundt. Det hele var lyst, og lignede meget det værelse jeg havde hjemme ved drengene. 

Vent?

Jeg var fandeme hjemme ved dem!

But how?

Jeg faldt skuda i søvn på bænken, eftersom jeg ikke orkede og gå efter Valerie. 

Havde Zayn fundet mig? 

"Tenna! Hvad fanden sker der for dig? At du overhovedet løber fra os, og derefter sover på en bænk?! Er du klar over, hvor fucking bekymret jeg har været for dig! Og de andre drenge for en gangs skyld. Og dine forældre og Daniel!", sagde han alvorligt og tvang mig til og se på ham. 

Yeah right. 

Som om at mine forældre og Danile havde været bekymret. 

Tsk.

"Undskyld, men jeg skulle bare væk..", svarede jeg hæs. Han rystede bare på hovedet af mig. 

"Lov mig, at du aldrig skræmmer mig på den måde igen.", sagde han og fjernede en tot fra mit ansigt. Jeg nikkede bare, og derefter kom der et svagt smil på hans læber. 

"Godt.", sagde han og åndede lettet ud. 

"Men Zayn?", spurgte jeg i en nervøs tone. 

"Mhm?". 

"Hvordan har Harry det? Er det så alvorligt? Han er ikke..død, vel?", spurgte jeg og min stemme knækkede. Ordet 'død', var ikke ligefrem mit ynglings ord. Jeg syntes, at det var en skræmmende tanke, at man faktisk ville dø på et tidspunkt. 

Zayn så uroligt på mig, og lagde sin ene hånd på min klistret kind, og derefter aede den blidt. Han åbnede munden, men sagde ikke noget. Kun efter nogle minutter, besluttede han sig for at svare: "Han har brækket diverse knogler, og har fået skubbet sin ene brystkasse tilbage.". 

Atter og atter, pressede tårene sig på, og stille og roligt gled der en tåre eller to ned af mine kinder. Min hjerterytme steg en smule, og mellem min vejrtrækning hakkede jeg. 

"For at sige det ligeud. Så er han kvæstet..", sagde han bagefter og sukkede sorgmodigt. Flere tåre faldt, og lidt efter begyndte jeg og hulke. Jeg så væk og kiggede hen på vinduet. Tågen fra i aftes var væk, og himlen var nu blå med nogle få skyer. 

"Tenna..". Mod al min vilje drejede jeg hovedet og så ham i øjnene med våde øjne. 

"Gå ud og tag et bad, spis noget mad og så smutter vi på hospitalet. Niall tog der over, lige før du vågnede. Liam og Louis har overnattet derover, og jeg har lovet Louis at tage dig med i dag.", sagde han og smilede svagt. Jeg gengældte det med et meget, meget, meget, meget svagt et. 

"Kom så. Dine røde og hævdet øjne skal væk.", sagde han og trak mig op fra sengen. Jeg snøftede og vrissede af ham, men jeg lod ham bare gøre det. 

Kan i huske dengang, hvor Harry skubbede mig ind på badeværelset?

Ja?

Okay godt. 

For Zayn gjorde præcis det samme....

Hvad sker der for de drenge?

Hundser rundt med en kvinde! 

Det burde være omvendt. 

Suk. 

"Jeg finder dig noget tøj.", råbte sagde Zayn lige inden han lukkede døren til badeværelset. Jeg sukkede atter, og begyndte og strippe mit tøj af. Kort efter stod jeg nøgen foran spejlet. Mit blik faldt over noget skarpt. Et barberblad. Det var sikkert Zayn, som havde glemt og lægge det væk. 

Jeg lod mine hænder glide frem og tilbage på marmorbordet. Mit blik var stadig limet på barberbladet, og min højre hånd gled tættere og tættere på det. Jeg bed mig nervøst i underlæben, idet min hånd tog fat om barberbladet. 

Min hånd lukkede sig om det, og begyndte og klemme. 

Tåre trillede ned af kinderne, og jeg begyndte og småhulke. Lidt efter trillede der blod ned af min hånd. 

Igen. 

Jeg er syg i hovedet. 

Men jeg skal på en eller anden måde komme af med min smerte..

"Tenna? Hvad laver du derinde? Jeg kan ikke høre vandet løbe.". Zayns stemme forskrækkede mig, så jeg tabte barberbladet på gulvet, hvor der nu lå nogle små dråber af blod. 

"Jeg beundrer mig selv i spejlet. Jeg går i bad nu.", svarede jeg mens jeg kæmpede med og stoppe mine hulk. Han svarede ikke igen, hvilket jeg forstod, som at han var gået. 

Godt. 

Jeg samlede barberbladet op, tændte for vasken og vaskede den. Derefter vaskede jeg gulvet. Jeg lagde den brugte mini håndklæde fra mig, samt barberbladet. Jeg så på min hånd. Det var ikke vildt blodigt, kun nogle få ridser. 

Så hårdt klemte jeg nu ikke. 

---

Hey læsere! 

Hvad synes i om det? Overdriver hun ikke lidt en smule, eller synes i det er i orden, at hun reagere på den måde, som hun gør, eftersom hun har oplevet det før? Eller i hvert fald noget lignede. 

Kommenter gerne og fortæl, hvad i synes. 

Jeg kan for resten endelig skrive videre på novellen, da jeg er færdig med mit naturfagsprojekt, hvilket var en vulkan. Mega grineren. ;-) 

Nå, men forsæt en god dag, selvom det regner. Det gør det i hvert fald her i Odense.. Suk. 

/Rilz. xo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...