Break Down The Walls - One Direction

Sød. Rar. Imødekommende. Kærlig. Åben. Glad. Lykkelig. Jep sådan var den 18 årige Tenesia 'Tenna' Severin for 3 år siden, inden hun mistede det hun holdte kærest af. Hendes bedste veninde. Hendes lillesøster, Rosalinda 'Rose' Severin. Siden hendes søsters død, har hun gået til psykolog og har taget medicin, men intet hjalp hende. Hun drikker og ryger, for at få det bedre med sig selv, da hun bliver mobbet, svinet til og udnyttet på det groveste.
Med tiden er hendes forældre og storebror blevet irriteret på hende.
En dag møder hun Harry Styles fra One Direction, og han prøver at trænge sig ind i hendes liv. Kan han bryde muren mellem Tennas liv og verden? Kan han lære hende, at give slip på fortiden, og hjælpe hende med og finde en lys fremtid? Og vil Tenna overhovedet have Harry i sit liv, og de andre drenge, som hun selvfølgelig
møder senere hen. Eller vil hun fortsætte med sin sorg, og vil der komme en uvent drejning?

- Der kan være stødende sprogbrug og handlinger. Så er i advaret

43Likes
68Kommentarer
8075Visninger
AA

22. Hurt.

Jeg så ned på mine lysebrune sko, eftersom jeg ikke havde lyst at have øjenkontakt med Zayn, som for resten sad ved siden af mig og sendte sms'er til Perrie. Mit blik kørte længere og længere op ad mine lyseblå jeans, og derefter på min lilla striktrøje. (Link i kommentar). Mit røde hår hang vådt ned af mit højre bryst, og der var dråber, som faldt ned på mit tøj og mine foldede hænder. 

Jeg rettede blikket op og en masse mennesker i hvidt tøj rendte frem og tilbage. Mit blik faldt dernæst over en dør. En hvid kedelig dør, og bag den dør sad Liam, Niall og Louis sammen med Harrys forældre og søster. 

Ja, i kan nu selv regne ud, hvor Zayn og jeg befandt os. 

Og i tænker sikker, hvorfor vi ikke bare går der ind, men det kan vi ikke. 

Lægen siger, at der ikke må være for mange mennesker der inde. 

Så vi venter bare. 

Desuden, tør jeg nærmest ikke og se Harry i den tilstand han nu er i. 

Måske ligger han i koma?

Åh Gud. 

Hvem ved, hvornår han så vågner. 

Han må ikke ligge i koma.. 

"Zayn Malik og Tenesia Severin?". Jeg så op da jeg hørte mit navn. Den samme læge, som havde snakket med os før, var kommet ud af døren. Han var meget bleg, med meget lidt hår op hovedet, og så havde han helt runde briller. Ligesom Harry Potter. 

"Ja?", sagde Zayn, hvilket fik mig til og se på ham. Han lagde sin mobil i lommen, og så nysgerrigt på lægen. 

"I må gerne komme ind nu. Harrys forældre og søster er på vej ud.", sagde han og gav os tegn til og komme. Jeg rejste mig stille fra stolen, og holdte mig tæt til Zayn. Idet vi nåede hen til døren, trådte tre personer ud. To kvinder og en mand. Den ene af kvinderne så hen på mig, og smilede svagt.

"Er du Tenna? Harrys kæreste?", spurgte hun da hun stod mindst en meter fra mig. Jeg nikkede. 

"Jeg er Harrys søster, Gemma. Han har fortalt mig en masse om dig.", sagde hun venligt og rakte en hånd ud. Jeg tog imod den og sagde i lige måde. 

"Nå, men jeg ville egentlig bare lige hilse på dig. Harry og bandet venter på jer. Vi ses vel. Og også hej til dig Zayn.", sagde hun og gik. 

"Ses.", svarede vi begge, og hun og forældrene forsvandt. 

"De venter derinde.", sagde Zayn derefter og lagde en arm rundt om mig og skubbede mig blidt ind i rummet. Jeg tog en dyb indånding, for lige at rense de negative tanker omkring hele situationen. 

Drengene drejede deres hoveder, og Niall - som den første - rejste sig og kom løbende imod mig. 

"Tenna! Du må aldrig, aldrig, aldrig gøre sådan noget imod mig igen. Imod os!", udbrød han og låste mig fast i hans favn. Jeg kunne ikke få vejret, eftersom han krammede mig hårdt. 

"Niall..", sagde jeg hæs og lavt. 

"Ja'er?", svarede han bag mit øre. 

"Jeg.. Jeg kan ikke.. Få vejret.", svarede jeg og slog ham let på armen. Han trak sig derefter væk, tog fat i mine skuldre, og så undskyldende på mig. Jeg hostede lidt voldsomt bagefter, hvori han klappede mig på ryggen. 

"Tak..", sagde jeg lavmælt og smilede svagt. Jeg vendte derefter hovedet mod de andre. Liam og Louis smilede begge på mig, men det ikke det samme charmerende og trygge smil. Deres smil vidste tegn på usikkerhed. 

Hvorfor, havde jeg dog ingen idé om. 

"Tenna, er du her?". At hører hans stemme, fik mit hjerte til og løbe på det hurtigste. 

Louis rejste sig, og idet så jeg ham. Liggende på en hospitals seng. Ude i stand til og bevæge sig. Hans ansigt var blegt og tørt. Han så bare på mig med et svagt smil på læberne. Jeg undslap et gisp ud af mine læber, og gik med hurtige og små skridt hen imod ham. Jeg trak i den stol, Louis havde siddet på, og satte mig på den. Jeg lagde ligeså forsigtigt min højre hånd på hans bevidstløse  hånd, og den anden lagde jeg forsigtigt på hans kind, hvor jeg blidt aede den. 

Out of nowhere, kom tårene væltende. 

"Ik græd..", sagde han ligeså så stille, og en lille tåre faldt selv ned fra hans grønne øjne. 

"Hvor.. Hvordan skete det?", spurgte jeg mens jeg hulkede løs. 

"Ehm.. Jeg var dum nok til, og køre ind i lygtepæl, hvilket stoppede trafikken. Og to biler kørte ind i mig bagefter. En bagfra og en ved højre side, hvor jeg sidder...", svarede han og derefter sukkede. Jeg knep øjnene sammen, og nogle få sekunder, og åbnede den så bagefter. Flere tåre væltede bare ud. 

Jeg svedte ud af øjnene. 

Er det ikke det man siger?

"Og Tenna?", kom det spørgende fra ham. Jeg nikkede og snøftede. 

"Som Niall sagde, du må aldrig løbe sådan væk fra os. Hvad nu hvis, der var sket dig noget?", sagde han og bed sig i underlæben. 

"Jeg ville ikke kunne klare tanken om, hvis der var sket dig noget.", forsatte han. Jeg åndede ud i luften. 

"Jeg har det fint, men Harry. Se på dig selv. Jeg ville ikke kunne leve, hvis..", jeg stoppede op, tog en dyb vejrtrækning og forsatte: "Hvis du ikke havde overlevet det..". 

"Tenesia. Jeg har lovet dig, at jeg aldrig vil forlade dig, og det løfte vil jeg holde for altid.", sagde han og smilede så stort, som han nu kunne. Jeg gengældte det med et svagt et. 

"Mens jeg ligger her, så lov mig at du ikke, har tænkt dig og skade dig selv. Lover du det?", spurgte han og så håbefuldt på mig. Jeg tog stille mine hænder til mig, og kiggede ned på den højre.

Skaderne fra i morges, var der selvfølgelig stadig. 

Jeg sukkede, og tog mine hænder tæt ind til min mave. 

"Jeg lover det.", og med de ord krydsede jeg to af min fingre. 

 

***

 

"Tenna? Kommer du ikke ned og ser tv med os? Eleanor kommer om lidt.", råbte Louis ned fra stuen af. Jeg lagde min børste fra mig på bordet, som stod fint foran mig. Jeg sukkede. 

"Jeg kommer.", råbte jeg og så på mig selv i spejlet. 

Drengene og jeg var næsten lige kommet hjem fra hospitalet - mod min vilje skal det lige siges. 

Jeg ville selvfølgelig meget hellere blive hos Harry end, og se film med de andre. 

No offence. 

Men er ikke i film humør lige nu. 

Døren til værelset gik op, og Zayn stod og så på mig smilende. 

"Eleanor er her snart, kom så.", sagde han med en rolig tone i sin stemme. Jeg nikkede og fulgte med ham. Jeg lukkede døren bag mig, og fulgte med ham ned af trapperne, og ind til stuen, hvor der duftede dejligt af popcorn. 

"Kom og sæt dig.", sagde Zayn og klappede på sofaen, som han allerede havde sat sig i. Jeg gjorde som han sagde, og dumpede ned i sofaen ved siden af ham. Jeg kørte en hånd gennem mit hår, og stirrede så bare ud i luften. 

"Jeg har for resten talt med dine forældre.". Jeg drejede med hovedet, og så på ham med en rynket pande. 

"Du må gerne blive her. De sagde, at du er i gode hænder. De stoler på mig, og derfor stoler jeg også på dig. At du ikke gør noget rebelsk.", sagde han alvorligt og så også på mig med et alvorligt blik i øjnene. 

"Okay..", svarede jeg og smilede svagt og falsk. 

"Hey hey heeeeey!". En bekendt feminin stemme fyldte hele stuen, og jeg kiggede automatisk hen mod gangen. Eleanor trådte ind med sit perfekte siddende hår, sit flotte matchende outfit og med et kæmpe smil på sine fyldige læber, som Louis sikkert elskede. 

"Hey!", svarede Zayn begejstret, idet han rejste sig for, at give hende et kram. Jeg blev dog bare siddende, og smilede til hende. 

"Elliiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiie!", hørte man ude fra køkkenet, og Louis kom løbende hen imod hende og gav hende et kæmpe knus. 

Hvordan kan være så lykkelige?

Jeg smilede lidt større, da de smedet deres læber sammen. 

De var så søde. 

Det kan man ikke modsige. 

Gad vide, om de også synes, at Harry og jeg er søde?

Det er vi da.

Suk. 

Harry.. 

Hvor jeg dog savnede ham, så inderligt meget. 

Hvad nu, hvis han ville få det værre?

Nej, nej, nej.. 

En tåre landede på min håndoverflade, og med den anden hånd tørre jeg min kind og rejste mig. 

"Hvor skal du hen?", kom det fra Louis, som havde lagt armen rundt om Eleanor. 

"Ehm.. Jeg bliver altså nød til og gå. Jeg er tilbage inden aftensmad.", svarede jeg og gik ud på gangen. Jeg hørte fodtrin bag mig, og lige da jeg skulle til og bøje mig ned for at tage mine sko på, blev der taget fat om mit håndled. Jeg kiggede fra min hånd, og op til nogle brune øjne.

"Hvor skal du hen?", spurgte Zayn alvorligt. 

"Jeg skal bare ud. Jeg gør ikke noget rebelsk, okay. Skal bare gå en tur.", svarede jeg og trak min hånd til mig. Jeg tog derefter mine sko på, og nåede lige og smutte ud af hoveddøren før jeg fik hørt Zayns svar. 

 

***

 

Jeg havde nu gået i en helt time, uden og have nogen anelse om, hvor jeg skulle gå hen. Jeg havde overvejet at gå hjem, men det ville være for akavet. 

Bare lige så i ved det, så befinder jeg mig midt i London, hvor bilerne køer frem og tilbage, og hvor der er mennesker alle vegne. 

Jeg gik stadig med blikket rettet mod jorden. 

"Undskyld mig?". En lys pigestemme fangede min opmærksomhed, hvilket fik mig til og vendte hovedet til højre. En pige på omtrent 13 år, så smilende på mig. Hun havde langt, brunt hår, med nogle enkelte tyrkiske striber i. Hendes tøj var meget mainstream. Jeans, skjorte og så en tynd striktrøje. 

"Ja?", svarede jeg ligeud og smilede svagt. 

"Er du ikke Tenesia Severin?", spurgte hun og trådte et skridt tættere på. Mit smil på læberne blev en smule større. 

"Jo, det er jeg.", svarede jeg. 

"Hvor er det vildt! Må jeg ikke godt få taget et billede med dig?", spurgte hun helt begejstret og tog sin mobil op af lommen. Mit smil blev bare større og større. 

Jeg må ærligt indrømme, at det er lidt fedt at få opmærksomhed fra andre folk. 

Jeg kan simpelhent ikke lade være med og smile!

"Selvfølgelig må du det.", svarede jeg og gik tættere på hende. Jeg bøjede mig lidt, så jeg var på nogenlunde samme højde som hende. Hendes kamera havde frontcamera, hvilket jo bare gjorde det nemmere for os, at tage et billede. Jeg smilede blot med tænderne vist, og med et tryk med fingeren, så fik hun taget et billede. 

"Tusind tak! Og ehm.. Jeg er virkelig ked over det, der er sket med Harry. Jeg beder til Gud hver dag. Han bliver rask igen ikke?", spurgte hun med et svagt smil. 

Det var synd, at hendes smil forsvandt, det var faktisk flot. 

Men, hvad skulle jeg svare?

Jeg ved jo ikke, om han bliver god igen. 

Selvfølgelig håber jeg på det.. 

"Det håber jeg da.", ente jeg med og svare. Hun smilede bare, takkede for billedet og gik igen. Jeg vendte mig bare om, og gik over gaden, da jeg fik øje på en bænk. 

Nu havde jeg gået i en time og mine ben var ret så ømme. 

Jeg satte mig hårdt ned på bænken, og lænede mig tilbage. Jeg betragede alle menneskerne, som gik forbi. De så så glade ud, så lykkelig. Noget jeg faktisk havde været, men som forsvandt igen. 

Tankerne om Harry fløj rundt om mit hoved. 

Ligesom i tegnefilm, når en figur har slået sig og der flyver stjerner rundt om hovedet. 

Det kender I godt ik?

I har set tegnefilm ik?

Men som sagt, så fløj de tanker rundt - hvilket bare gjorde mit humør værre. Mere deprimerende. 

Suk.

Jeg mærkede en vibration i min lomme. Jeg tog den irriteret op af lommen, og så på skærmen. Jeg havde modtaget en sms fra Zayn. 

"Tenna! Hvor er du henne? Du har været ude i en time nu! Please svar."

Jeg hørte et suk undslap mine læber, og jeg begyndte og taste. 

"Du behøver ikke og være bekymret. Jeg har det fint."

Derefter lagde jeg mobilen ned i igen, efter jeg havde taget vibration fra. Jeg kiggede igen rundt. Til højre og venstre, var der mennesker. Mennesker - som sagt - så glade ud. 

Og jeg kunne bare ikke være glad lige nu. 

Altså, vil I heller ikke være mega knuste, hvis jeres kæreste var kommet ud for en ulykke? 

Ville i ikke også tænke på de sygeste ting? 

Jo, det tror jeg I ville. 

Jeg kan virkelig ikke forestille mig en verden uden Harry. 

Han er alt for mig. 

Han er ligesom grunden til, at jeg er kommet halvt over min søster.  

Han er grunden til, at jeg er glad og lykkelig. Eller var.. 

Tænk, hvis han dør?

Jeg kan ikke miste en til. 

Jeg vil ikke miste en til. 

Jeg kiggede fortabt hen på den anden side af gaden, og mine øjne fulgte en stor hvid bygning. Jeg bøjede nakken bagover, da jeg ville se, hvor høj den egentlig var. 

Måske et par 20-25 meter? 

Med ét var jeg oppe på mine ben igen, og uden at se mig for, gik jeg over gaden. Billisterne råbte til mig, men jeg var så ligeglad. 

Jeg begyndte og løbe over gaden, og da jeg nåede fortovet, stoppede jeg op. Jeg gik bagefter rundt om bygningen, og ind i en gyde. En dør stod på klem, hvor der stod: "No people welcome.", og selvfølgelig var jeg ligeglad, så jeg gik ind. Det hele var mørkt, men jeg fandt heldigvis en kontakt. Det hele lyste op, og en trappe længere henne fik jeg øje på. Jeg løb hen imod den, og med ét var den ene fød allerede hoppet op på det første trin. 

Med mine korte ben og små fødder, løb jeg op af trapperne. Det var som om, at de kæmpede om, hvem der skulle komme først. 

Efter jeg havde løbet flere minutter, var jeg godt træt. Jeg stoppede op, og lænede mig op ad væggen. Jeg kunne mærke mit hjerte dunke, og snart ville det hoppe ud af brystet på mig. 

Så vil der ligge et blodigt hjerte på gulvet. 

Og noget mere blod. 

Og en død Tenesia Severin. 

Jeg trak vejret hurtigt, eftersom jeg var meget forpustet. Det gjorde også ondt i min venstre side. 

Jep. 

Jeg havde sidestik. 

Glem ikke, at jeg er i rigtig dårlig form, selvom jeg løber mindst en gang om ugen!

Og så ryger jeg jo.. 

Jeg bandt mit hår op i en høj hestehale, efter jeg havde stået og holdt pause. Jeg begyndte dernæst og løbe igen. 

Kun nogle få trin tilbage, og så havde jeg nået toppen. 

En dør kom til syne, og med 10 trin tilbage havde jeg nået den. 

1-2-3-4-5-6-7-8-9-10! 

Jeg brasede døren op, og et skarpt sollys blændede mine øjne. Jeg stod med hænderne op foran øjnene, og trak atter hurtigt vejret. 

Tænk, at jeg faktisk havde nået toppen. 

Overraskende. 

Jeg sank mine hænder igen, og gik hen mod kanten. Der var selvfølgelig noget for, så folk ikke ville falde, hvis de stod her. Så jeg lænede mig indover det, og kiggede ud over hele London, og hvor må man sige, at det er noget af det smukkeste nogensinde. 

Man kan jo se alt herfra!

London Eye.

Big Ben.

ALT! 

Mit blik flyttede sig fra det ene til det andet, og lige der følte jeg mig fri. Jeg kiggede derefter lodret ned, og der var langt. 

Ingen ville kunne overleve et fald herfra da! 

Hmm.. 

Hvis jeg nu vil glemme alle mine lidelser, så kunne jeg måske... 

NEJ!

Tenna!

Hvad tænker du på?!

Suk. 

Nu sad den tanke fast, og jeg vidste at den ikke ligefrem ville gå igen. 

---

Hej læsere. 

Jeg beklager tusind gange, for den lange ventetid, men har haft utrolig travlt. Mere end jeg havde håbet på. Og jeg har også haft travlt med og se Pretty Little Liars, i'm so sorry. Men jeg elsker den serie! :-D 

OG SÅ ER JEG STARTET PÅ SKATING! :-DDDD

Haha. Men her har i et kapitel. Er det forvirrende? 

/Rilz. xo

OBS: Dette kapitel er ikke rettet igennem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...