Break Down The Walls - One Direction

Sød. Rar. Imødekommende. Kærlig. Åben. Glad. Lykkelig. Jep sådan var den 18 årige Tenesia 'Tenna' Severin for 3 år siden, inden hun mistede det hun holdte kærest af. Hendes bedste veninde. Hendes lillesøster, Rosalinda 'Rose' Severin. Siden hendes søsters død, har hun gået til psykolog og har taget medicin, men intet hjalp hende. Hun drikker og ryger, for at få det bedre med sig selv, da hun bliver mobbet, svinet til og udnyttet på det groveste.
Med tiden er hendes forældre og storebror blevet irriteret på hende.
En dag møder hun Harry Styles fra One Direction, og han prøver at trænge sig ind i hendes liv. Kan han bryde muren mellem Tennas liv og verden? Kan han lære hende, at give slip på fortiden, og hjælpe hende med og finde en lys fremtid? Og vil Tenna overhovedet have Harry i sit liv, og de andre drenge, som hun selvfølgelig
møder senere hen. Eller vil hun fortsætte med sin sorg, og vil der komme en uvent drejning?

- Der kan være stødende sprogbrug og handlinger. Så er i advaret

43Likes
68Kommentarer
8115Visninger
AA

2. Here without you.

Regnen øsede ned på den ensomme gade, og hamrede ned på ruden. Jeg sad med armene rundt om mine ben og kiggede ud. Jeg sad tit og bare kiggede ud af ruden, og tænkte på livet og alt det jeg har været i gennem. Sorg, udnyttelse, skufffelse, mobning og døden. Ja, døden. Noget jeg ikke troede jeg skulle opleve i en ung alder. Jeg var aldrig kommet over min søsters død, og det kommer jeg heller aldrig til. Hun betød og betyder alverdens for mig, og jeg væmmes med tanken om, at et forfærdelig menneske havde myrdet hende. 

En tåre faldt som altid. Jeg lavede ikke andet end og græde. Jeg vågnede altid med en ekstrem våd pude og gik i seng med våde øjne. Når skoledagen var omme, brød jeg automatisk sammen når jeg kom hjem, og hvis jeg ikke gjorde havde det ikke været en al for forfærdelig dag. Havde heller aldrig været lykkelig ikke engang glad siden Roses død. 

Jeg hørte, at en dør blev åbnet. Jeg tørrede hurtigt mine øjne, med min slidte trøje, og vendte mit hoved om for, at se, hvem der åbnede. Det var en muskuløs dreng med brunt hår, blå hængerøvs bukser, en hvid T-shirt og en grå High School jakke, hvis man kan kalde det for det. Hans ansigt var blegt, og så alligevel ikke. Og han havde grønbrune øjne, som på en eller anden måde lyset hele det triste, kedelige, mørke værelse op, som var mit.

"Aftensmaden er klar.", sagde han koldt og ligeud. Derefter gik han og lod døren stå åben. Jeg vendte mit hoved igen og kiggede ud. Jeg havde ikke lyst til og spise. Jeg havde ikke lyst til noget. Hverken mad, drikkelse eller kærlighed. Jeg kunne sagtens leve uden de ting, jeg ville bare have min søster tilbage. 

***

"Tenna grib!", råbte en sød stemme. Roses. Med hendes flotte, normalstørrelses hænder, kastede hun elegant den hvide håndbold. Jeg greb den, og derefter tabte den på græsset. Vi gav os begge et grin, og faldt om på græsset. Vi rullede hen til hinanden og grinede endnu mere. 

Noget tid efter kiggede vi på de hvide skyer, som stille og roligt fløj videre. En hånd blev flettet ind i min. Jeg vendte hovedet og så et fantastik smukt ansigt. Roses flotte, lyse pandehår faldt perfekt ned over hendes flotte grønne øjne, som strålede som solen. 

"Du er den bedste søster i verden.", sagde hun og smilede sukkersødt. Det var ikke første gang hun fortalte mig det, men jeg elskede, at høre det igen og igen.

"I lige måde. Jeg vil altid passe på dig.", sagde jeg. 

Jeg vågnede pludseligt. Jeg havde drømt om Rose. Ikke at det kom bag på mig faktisk. Jeg mærkede mine øjne og mine kinder. De var våde - selvfølgelig. Jeg rejste mig fra sengen, gik ud på badeværelset, vaskede mit ansigt og børstede mine tænder. Jeg gik bagefter ind på værelset, og hen til tøjskabet. Jeg åbnede skabet og stod nu i et dilemma. Hvad skulle jeg dog tage på til skole? Jeg skulle nødig se for latterlig ud. Men hvad gjorde tøjet egentlig? Folk behandlede mig dårligt, ligemeget om jeg havde flot tøj eller ej. Alle så mig som en emo kid, selvom jeg overhovedet ikke var emo. Nok havde jeg mørkerødt hår med pinke striber, men emo var jeg ikke. 

Jeg stod længe og fokuserede på tøjet som lå rodet i skabet. Til sidst fandt jeg nogle lyse jeans, en sort top, en hvid gennemsigtig bluse med en lille lomme ved det venstre bryst, og en cremefarvet cardigan.

Tøjet fik jeg hurtigt taget på, nu manglede jeg bare makeup'en og håret. Jeg lagde en simpel makeup på som bestod af, concealer, foundation, puder og mascare. Indtil videre så jeg ikke alt for dum ud. 

Jeg åbnede kommoden, som stod foran mig, og fandt mit glattejern frem. Jeg glattede det lidt bøglet hår jeg nu havde, og derefter tog min taske og gik nedenunder. Den samme fyr, som trådte ind på mit værelse i går, sad ved køkkenbordet og spise cornflakes. Jeg satte mig ved på den anden side af bordet, tog en skål, en ske og noget cornflakes. 

Jeg kiggede efter mælken. Den stod selvfølgelig ved siden af fyrens skål. 

"Dan, må jeg ikke be om mælken?", spurgte jeg koldt og pegede på mælken. Han kiggede på mælken og spiste videre. Hvor var han flabet. En flabet storebror jeg havde. Jeg kiggede irriteret på ham, mens han spiste og spildte sin cornflakes ud over det hele. Flabet og et svin. Great.

"Dan! Giv mig mælken!", sagde jeg strengt. Han ignorerede mig bare. 

"DANIEL!", udbrød jeg og slog en knytnæve ned i bordet. Det gav et sæt i ham, og han kiggede yderst ondt på mig. 

"Hvad?", spurgte han flabet. 'Hvad?!', tænkte jeg. Gud, hvor jeg ikke kunne holde ham ud. Jeg orkede ikke og diskutere med ham, så jeg rejste mig vredt fra bordet, tog min taske, gik ud af hoveddøren og smækkede den hårdt i. 

***

Skolen lignede en normal skole. Kedelig og ligegyldig. Jeg gik over til mit skab, for at hente nogle bøger, og selvfølgelig var der papir på skabet, hvor der stod: 'emokid'. Jeg rev papiret af fra skabet og smed det ned på gulvet. Folk kunne rende mig. De vidste ikke, hvilken smerte jeg havde oplevet. Det var der ingen, som gjorde.

Jeg tog nogle bøger fra skabet og smækket den i. Nogle drenge råbte, at jeg skulle slappe af, men jeg ignorerede dem - som altid. 

Jeg kunne ikke vente til det var sommerferie, for så kunne jeg komme væk fra det her helvede af en skole. Jeg hadet den, hadet de mennesker som gik på den, underviste den. Men uheldigvis var der stadig en kold uge, foran mig, som bestod af hvinede teenages piger, som kun tænkte på, at se godt ud på det allersidste skolebilled, og muskuløse sports drenge, som ikke kunne vente til og spille den sidste basketball kamp i sæsonen. 

 Jeg satte mig ned på den bagerste række ved vinduet, og smed min taske på gulvet. En mørkhåret pige satte sig ned ved siden af mig. Hun smilede til mig, og jeg smilede tilbage. Hun var den eneste pige, som ville snakke med mig, da hun var min eneste "veninde". Men jeg stolede ikke på hende, jeg stolede ikke på nogen.

Hun havde langt mørkt hår, som gik hende til under brysterne. Hendes hud var gyldenbrun og blød ligesom en baby numse. Hendes tøjstil var lidt ligesom min, jeans, top, bluse og cardigan. Jeg efterlignede hende lidt, da det meste af mit tøj var sort og hvidt. 

Hun fik afleveret et stykke papir, fra en og sendte det videre til mig. 

"Det er til dig.", mimede hun. Selvom jeg sagtens vidste, hvad der stod på det, åbnede jeg det alligevel. 'Få dig et liv emo', stod der. Jeg krøllede det sammen og smed det ud af det åbne vindue. Jeg kunne høre folks hvisken og fnisen, men jeg lod det passere. Da læreren kom ind, tog jeg min notesblog frem og begyndte og tegne. 

***

Gåturen hjem var ensom, men jeg nød den. For første gang i lang tid, skinnede solen. Dens stråler ramte blidt min lysebrune hud, og jeg fik suget en masse D-vitaminer ind i mine porer. Mens jeg kiggede op på den blåklare himmel, tænkte jeg selvfølgelig på Rose. Mon hun også så ned på mig?

 Jeg gik op ad de hvide stentrapper, fandt min nøgle frem og låste hoveddøren op. Jeg trådte ind med tunge skridt, smed sko og jakke fra mig og gik ind i stuen. Hverken mine forældre eller bror var hjemme, så jeg gjorde det jeg altid gjorde, når jeg var alene. Drak. 

Jeg gik over til en hylde, som var fyldt med forskellige slags alkohol. Jeg tog det jeg fandt mest tiltrækkende, en flaske ren vodka. Med et fast greb tog jeg fat om flasken, og satte mig hårdt i den brunelæder sofa. Jeg åbnede flasken og tog en ordenlig slurk af den. En varm følelse gled ned i min hals og ned i min mave. Det kildede nærmest. 

Alkohol. Det der altid havde været der for mig, og så selvfølgelig rygning.

Jeg tog en slurk til, og en til og en til, og sådan forsat det hele eftermiddagen. Da flasken var tom, smed jeg den ud. Jeg gik op på værelset, hvor jeg smed mig i sengen. Følelsen af at have drukket var dejlig. Alkohol kunne ligesom få alle ens bekymringer og problemer til og forsvinde. Der gik ikke længe før jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...