Break Down The Walls - One Direction

Sød. Rar. Imødekommende. Kærlig. Åben. Glad. Lykkelig. Jep sådan var den 18 årige Tenesia 'Tenna' Severin for 3 år siden, inden hun mistede det hun holdte kærest af. Hendes bedste veninde. Hendes lillesøster, Rosalinda 'Rose' Severin. Siden hendes søsters død, har hun gået til psykolog og har taget medicin, men intet hjalp hende. Hun drikker og ryger, for at få det bedre med sig selv, da hun bliver mobbet, svinet til og udnyttet på det groveste.
Med tiden er hendes forældre og storebror blevet irriteret på hende.
En dag møder hun Harry Styles fra One Direction, og han prøver at trænge sig ind i hendes liv. Kan han bryde muren mellem Tennas liv og verden? Kan han lære hende, at give slip på fortiden, og hjælpe hende med og finde en lys fremtid? Og vil Tenna overhovedet have Harry i sit liv, og de andre drenge, som hun selvfølgelig
møder senere hen. Eller vil hun fortsætte med sin sorg, og vil der komme en uvent drejning?

- Der kan være stødende sprogbrug og handlinger. Så er i advaret

43Likes
68Kommentarer
8110Visninger
AA

28. Goodbye - Del 1

Selvom mine ben var ømme og trætte forsatte jeg blot med og løbe. Selvom at tårene stadig væltede ud af øjnene på mig, forsatte jeg. Selvom at jeg fik underlige blikke fra folk, som jeg passerede på gaden, forsatte jeg. Selvom alt, forsatte jeg. 

Mens jeg løb og løb, gentog episoden fra hospitalet sig i mit hovedet. Drengenes greb kunne pludselig mærkes på mine arme og mit liv. Som om de stod rundt om mig lige nu, og forhindrede mig i og stikke af. 

Jeg tørrede fustreret mine våde øjne og kinder og drejede derefter ind til venstre, hvor der var en dør, hvorpå der stod: 'Ingen adgang'. Jeg hev døren op på en panisk måde, som om der var nogen efter mig. Mine ben derefter kæmpede sig op af de mange trappetrin, og denne gang stoppede jeg ikke en eneste gang. 

Døren til det frie, skubbede jeg hårdt op, og jeg løb hen til kanten, hvor jeg først der stoppede op. 

Hvis i ikke kunne gætte det, så står jeg oppe på taget af den høje bygning, som jeg før har gjort. Den dag, hvor jeg første gang besøgte Harry på hospitalet. 

Mine triste øjne kiggede ud over London, mens alle tanker samlede sig rundt omkring mig. Jeg måtte tænke det igennem godt og grundigt, før jeg besluttede mig. For selvom mine tanker sagde, at det var det rigtige og gøre, så vidste jeg at mit hjerte sagde noget andet. 

Det sagde nemlig at jeg ikke skulle gøre det. Det mente, at jeg var det værd, og det ville være for egoistisk af mig at gøre det. For det ville det nemlig. Jeg er så egoistisk, og det er så egoistisk af mig at overhovedet have den tanke. Jeg burde ikke tænke sådan. Jeg burde ikke havde gjort de ting som jeg har gjort i mod mig selv og dem jeg holder så forbandet meget af. 

Og med dem, mener jeg drengene. For det er nemlig dem, der holder mig tilbage for det jeg måske har tænkt mig at gøre. 

I det sidste lange løb, har jeg kun takket Harry, for at gøre mig så utrolig glad og lykkelig, men de andre har også været en del af det hele. De har også fået mig til og føle mig helt særlig, og jeg tror bare at det er en effekt de har på folk. På alle folk. De er simpelthen så specielle, og one of the kind. 

Men det er min egen skyld. Jeg skulle aldrig havde lukket dem ind i mit liv for se, hvad det har gjort ved mig! Jeg står oppe på en af de højeste bygninger i Londons historie, og har de sygeste tanker. Jeg har cuttet mere i mig selv, end jeg gjorde før i tiden. Og jeg som troede, at jeg havde ramt bunden for tre år siden. Nej overhovedet. Det er først nu, at jeg er  langt ude, at jeg faktisk har tænkt mig at gøre det. Måske.

Jeg kiggede op på himlen, som stadig var grå, hvilket bare gjorde mit humør mindre muntert. 

Okay, det har overhovedet ikke være muntert i dag, men fuck det. 

Tilbage til Harry og de andre. 

Hvis Harry døde, så ved jeg at jeg ikke ville være sammen med de andre længere. Jeg ville ikke kunne klare og se dem i øjnene, og jeg tror heller ikke at de ville være One Direction længere. Alle vores live, ville blive vendt på hovedet, og det hele ville være fucked op. Mit forhold til drengene ville forsvinde ud i det blå, og det ville føles som om intet var sket. Som om jeg aldrig havde mødt dem. 

Det samme med Valerie. Vi ville heller ikke været sammen længere, for jeg ville være for deprimeret og indlukket.

Alt, hvad der har sket de sidste par uger ville forsvinde på et sekund. Nemlig i det sekund, hvor jeg får at vide at Harry har forladt os. 

Og jeg ved at jeg ikke kan leve uden ham. Selvom drengene også har været en del af det, så er det jo Harry, som startede det hele. Fra de allerførste gange, jeg mødte ham. Den aller første gang vi faktisk var sammen. Dengang, hvor vi gik en tur gennem parken og snakkede om alt. Men der løj jeg så også om mit liv, men husker i? Jeg ville ikke have at han skulle kende til mig. Men, hvem kunne forhelvede vide, at jeg ville falde for knægten? Hvem kunne vide, hvor dejligt det hele ville blive? Hvem kunne vide, at han faktisk havde nosserne til og rive muren mellem mig og verdenen ned?

Ingen. 

Men så kom den dag, hvor Zayn og Niall fortæller mig, at han har været ude for en ulykke, og så falder min verden fra hinanden igen. 

Gud lader mig kun have det godt i en kort periode.

Jeg blev ramt af en dråbe. Kort efter faldt flere, og pludselig øsede det ned.

Herligt hva'?

Mens regnen faldt, gik jeg frem og tilbage, med mit berømte tænke ansigt. Det her var en svær beslutning. 

Tænk nu, hvis Harry på en magisk måde fik det bedre, og jeg havde truffet den forkerte beslutning. Hvis Harry en dag, ser med i nyhederne, om en 18 årige pige, som begik selvmord, på grund af depression og sorg. Hvordan ville han ikke lige have det? 

Men, hvad nu hvis jeg lod være med og gøre noget dumt. Så kunne jeg være sammen med Harry igen, men hvis han nu ikke ville få det bedre? Hvad nu hvis man ville dø, og ville jeg stå tilbage og føle mig forladt. Jeg vil ikke gå igennem den samme smerte igen. Det gør for ondt. 

Og, hvor stor en chance er der for Harry at overleve? Liam sagde selv, at han havde fået det værre, og der ikke er en stor chance for at han kommer til sig selv igen. Så, hvorfor ikke bare leve videre med ham et andet sted? 

Hvorfor er der så man 'hvad nu hvis' spørgsmål?! 

Men jeg kan og må ikke leve uden Harry. 

Jeg rettede blikket op mod himlen, hvor jeg bed mig hårdt i underlæben. Jeg havde truffet en beslutning. Øjeblikket var kommet. 

Kanten var cirka halvanden meter høj, så jeg måtte kæmpe med og komme op på den. Den ene fod efterfulgt den anden prøvede og klatre op af den. 

Det skal lige siges, at jeg aldrig har været den bedste til og klatre, på både murere og i træer. 

Jeg pressede hårdt ned med begge hænder, hvori jeg trak mig selv op. Mine ben rejste sig forsigtigt op, og til mit held (eller ikke) så var bredden på den her murting stor. 

Måske 50 centimeter? 

Med et hurtigt kig, så jeg ned og pludselig føltes det som om jeg var kommet flere tusinder meter højere oppe. Idet samme sekund jeg kiggede væk, begyndte mit hjerte og dunke hårdere og hurtigere. 

Blæsten ramte mig blidt i ansigtet og hele min gennemblødte krop, så det gav mig en masse kuldegysninger. Mine bar arme blev fyldt med gåsehud, så mine hår på dem rejste sig. Det våde hår blev slynget tilbage af vinden, det samme med mit pandehår. Så det sad fast til mit våde fjæs, men jeg var ligeglad. 

Mens alt kørte rundt i hovedet på mig, og mit hjerte bankede løs, gik jeg forsigtigt tættere på kanten. Jeg kiggede igen ned og så op, hvor jeg bed mig rigtig hårdt i underlæben, og hvor jeg knep mine øjne hårdt i. Det medførte så til flere tåre. 

Endnu engang trådte jeg tættere på. Jeg kiggede op mod himlen igen: "Tilgiv mig Harry. Men jeg kan ikke leve uden dig. Jeg elsker dig. Vi ses.", og med de ord lod jeg vinden skubbe mig blidt udover kanten. Jeg nåede dog lige og høre en dør blive åbnet, og mit navn blive råbt utallige gange.

Men det var forsent. Vinden havde skubbet mig, og jeg var nu på vej ned mod den hårde jord, det føltes dog som en evighed. Som om verden igen stod stille, og det kun var mig der var i bevægelse. Jeg lukkede øjnene i, og lod mine tanker gennemgå mit korte liv.

"Tenesia og Daniel? I har fået en lillesøster."

"TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN TENESIA! Du er hermed nu fyldt 10!"

"Tenna! Grib bolden!"

"Jeg elsker dig Tenna. Du er den bedste søster ever!"

"Rose er blevet myrdet.."

"Kæft, hvor er du klam din fucking luder!"

"Jeg håber du dør snart, din sæk."

"Søde, vi har ikke haft sex!"

"Luk mig ind i dit liv.."

"Ikke gør rebelsk! Du skader os bare."

"Åh Harry. Bliv ved.."

"DANIEL STOP BILEN!"

"Tenesia Camille Severin! Hvad fanden forgår der inde i dit hovedet?!"

"Harry har været ude for en alvorlig bilulykke."

"Lov mig at du aldrig skræmmer mig på den måde igen."

"Jeg elsker dig." 

Jeg åbnede kort øjnene, men det hele blev hurtigt sort igen. 

 

---

Hej søde venner! 

Først og fremmest, så er det her ikke slutningen på historien. Jeg synes nemlig i fortjener synsvinkler fra drengene, så det går jeg straks igang med. 

Men, hvad synes i? Kan i forstå hende, eller er hun bare for deprimeret? Forstår i at hun ikke kan leve uden Harry, siden det var ham, som fik hende til og leve sit liv? Fortææææææææææææææææææl! :D 

Og jeg beklager for det korte kapitel. :( 

Knus Rilz. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...