Break Down The Walls - One Direction

Sød. Rar. Imødekommende. Kærlig. Åben. Glad. Lykkelig. Jep sådan var den 18 årige Tenesia 'Tenna' Severin for 3 år siden, inden hun mistede det hun holdte kærest af. Hendes bedste veninde. Hendes lillesøster, Rosalinda 'Rose' Severin. Siden hendes søsters død, har hun gået til psykolog og har taget medicin, men intet hjalp hende. Hun drikker og ryger, for at få det bedre med sig selv, da hun bliver mobbet, svinet til og udnyttet på det groveste.
Med tiden er hendes forældre og storebror blevet irriteret på hende.
En dag møder hun Harry Styles fra One Direction, og han prøver at trænge sig ind i hendes liv. Kan han bryde muren mellem Tennas liv og verden? Kan han lære hende, at give slip på fortiden, og hjælpe hende med og finde en lys fremtid? Og vil Tenna overhovedet have Harry i sit liv, og de andre drenge, som hun selvfølgelig
møder senere hen. Eller vil hun fortsætte med sin sorg, og vil der komme en uvent drejning?

- Der kan være stødende sprogbrug og handlinger. Så er i advaret

42Likes
68Kommentarer
8040Visninger
AA

9. Give your heart a break.

Mod al min vilje, gik jeg med nervøse skridt ned af trapperne og ind til stuen, hvor Harry stod med min mobil i hånden. Jeg gik ligeså stille lidt længere ind og Niall fik øje på mig. 

"Harry, dæmp dig.", vrissede han og lavede det der tyssetegn. 

"Gu' vil jeg ej! Hun har løjet overfor mig, mens jeg har prøvet, at være ærlig og den jeg er overfor hende. Det er fandeme ikke retfærdigtgjort!", udbrød han. Man behøver ikke en høj IQ for, at vide at de talte om mig. Og når det er sagt, så ramte hans ord mig hårdt. For han havde ret. Jeg havde løjet og holdt ham for nar. Men af god grund. Syntes jeg selv. 

"Harry..", sagde jeg lavmælt, men fortrød straks. Han vendte sig om og hans øjne var ikke længere forførende, eller kærlige. De var hadefulde og vrede. Jeg sank en klump, og mine hænder begyndte og ryste. Han var lynhurtigt henne ved mig, og nærmest klaskede min mobil op i fjæset på mig. 

"Hvad er det her?!", spurgte han vredt og pegede på mobilen. Jeg kiggede på skærmen, og den var inde på alle mine beskeder. Jeg hev mobilen ud af hans hånd, og kiggede nærmere efter. 

"Hvordan.. Hvordan er du kommet ind på dem?", spurgte jeg med en rystende stemme. Jeg kiggede op på ham, og jeg kunne mærke, at tårene pressede på. 

"Din såkaldte veninde Maria, sendte dig en sms, hvor der stod: 'Hey sæk. Jeg har fanget dig sammen med Harry Styles, og ærligtalt så fortjener du ikke og være sammen med ham. Han er alt for god dig til din luder. Du kan brænde op i helvedet.'", sagde han hårdt og kiggede stift ind i mine øjne, hvilket fik mig til og kigge væk. Jeg kunne ikke se ham i øjnene lige nu.

Jeg lod min finger glide op og ned på min skærm, og jeg fandt til sidst beskeden. Han citerede den perfekt. 

"Det er bare en sms..", sagde jeg tøvende og kiggede videre. 

"Men du har mange af de slags Tenna.", sagde han og trådte et skridt tilbage. Det fik mig til og kunne ånde frit igen. Sådan da. 

"Og?", svarede jeg ham flabet, hvilket fik ham til og træde frem igen. Han tog et hårdt greb om mine arme, og tvang mig til og se ham i øjnene. 

"Harry..", sagde Louis, men han ignorerede ham. 

"Og?! Det skal du altså ikke finde dig i. Hvorfor har du løjet om dit liv? Hvorfor kunne du ikke bare fortælle mig, at du har brug for støtte og kærlighed, istedet for, at sige du er mega populær og alt det andet pis du har sagt?", sagde han borede sine hadefulde øjne ind i mine. 

Hjerne nu skal du hjælpe mig, med og lyde klog og bare spytte sandheden i hovedet på ham. 

"Hvorfor jeg løj?! Fordi Mr. Harry Styles. Jeg ville ikke have du skulle kende til den rigtig Tenesia Severin. Du skulle ikke vide, at jeg var en taber, en sæk, en luder og alt det folk kalder mig. Og hvorfor folk kalder mig det?! Fordi jeg ALDRIG er kommet over min søsters død! Folk synes, det er latterligt og de siger jeg har brug for hjælp, og det har jeg også fået, fordi jeg er syg i hovedet Harry Styles. Jeg er syg, syg, SYG! Og derfor fatter jeg heller ikke, at du overhovedet gider og være i nærheden af mig! Jeg er psykisk syg i hovedet! Jeg har gjort de sygeste ting, og jeg kan finde på endnu flere syge ting!", udbrød jeg vredt og tåre flød ud af øjnene på mig. Jeg kunne simpelthen ikke holde dem tilbage. De skulle bare ud. 

Det så ikke ud til, at Harry kunne formulere et svar, så jeg rystede hans hænder af mig, og gik ud til opgangen, hvor jeg tog mine støvler på, og skred. Jeg kunne ikke klare og være i nærheden ham lige nu. Han havde lige gjort en god dag, til et levende mareridt. 

Fucking mongol.

 Jeg vidste, hvor jeg ville hen. Jeg ville hen til det eneste sted, hvor jeg virkelig følte mig hjemme. Nemlig kirkegården. 

Da jeg nåde kirkegården, gik jeg mellem alle de mange gravstene, og fandt Roses til sidst. Jeg satte mig ned på græsset, og kiggede med tåre på gravstenen.

 

Rosalinda Patrica Severin

1996-2009

You will be forever missed and loved.

 

Flere tåre faldt, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Det er jo det jeg siger. Jeg laver fandeme ikke noget andet, end og stortude hele tiden. Endnu gang, hvad jeg skubbet mennesker væk, og jeg vil ikke have dem tilbage. Jeg kunne ligeså godt dø nu, ingen ville mærke til det alligevel. Ikke engang mine egen forældre eller bror. Og så kunne jeg få det bedre, sammen med Rose. 

 Efter, at have grædt i en time begyndte det og regne. Kan min dag blive værre? 

"Tenna?".

Ja det kunne den åbenbart godt.

"Tenna?". Den stemme fik mine nakkehår til og rejse sig, også selvom det ikke var Harry. Jeg turde ikke og se tilbage. Jeg vidste udmærket godt, hvem det var. 

Den samme sort håret gut, som sad og kiggede fortvivlet på mig, havde nu sat sig ved siden af mig og lagt en arm rundt om mig. 

"Gå din vej, Zayn.", sagde jeg koldt og skubbede hans hånd væk fra min venstre skulder, mens jeg undgik øjenkontakt. 

"Jeg går kun, hvis du går med.", sagde han og jeg kunne skimme ud fra mit højre øjekrog, at han kiggede på mig. Hvad lavede han egentlig her? Regnede silede jo ned. 

"Gå. Din vej.", sagde jeg og fjernede noget hår væk fra mit ansigt. 

"Kun, hvis du går med har jeg jo sagt. Jeg efterlader dig ikke herude helt alene.", sagde han og prøvede og lyde trøstende, hvilket ikke hjalp en skid. 

"Jamen, jeg er heller ikke alene.", sagde jeg og snøftede. Han rettede sit blik på gravstenen ligesom mig, og derefter på mig igen. 

"Tenna. Det regner og..".

"Og derfor skal du gå. Vi kan ikke have, at den berømte Zayn et eller andet bliver syg.", sagde jeg  og drejede hovedet tilbage, da jeg hørte nogle cykellister. 

"Malik, men du bliver nød til og komme tilbage med mig.", sagde han, og jeg drejede hovedet igen og kiggede atter på gravstenen. 

Hedder han Zayn Malik? Det lyder skam ikke dårligt, men jeg ville stadig ikke med ham. 

"Hvorfor?", spurgte jeg flabet og kiggede på ham, for første gang, siden han kom. Hans øjne strålede, selvom det regnede. 

"De er alle sammen virkelig bekymret.", sagde han med en blød og kærlig stemme. 

Ja som om de var det. De kendte ikke engang til mig. Eller jo. Harry fik egentlig kastet de sidste tre år af mit liv i hovedet. De år, som jeg ønskede ikke eksisterede.

"Ja klart.", sagde jeg flabet og rettede blikket ned mod græsset, hvor jeg lod en hånd hive noget græs op. Jeg fortrød straks, da græsset sad fast på min hånd eftersom det var vådt. 

De er ikke bekymret overhovedet, men det skal han jo sige i håbet om, at jeg vil tilbage. Men, hvorfor skulle jeg det altså? Så jeg kunne blive ydmyget mere? Så de kunne dømme mig? Nej tak, jeg vil ikke igennem det en gang til. 

De kunne alle fem bare rende mig så langt op et vis sted. 

"Kom nu Tenna.", sagde han og rykkede sig tættere på mig. Af en grund, flyttede jeg mig ikke. Måske fordi jeg ikke orkede det. Ja, så doven var jeg altså!

"Du kan ikke tvinge mig.", sagde jeg. Fik jeg sagt, at det stadig regnede? Det er jo det jeg siger, Gud elsker mig ikke! Men nogen skal jo leve det elendige liv. 

"Fint nok så.", sagde han og rejste sig, hvilket fik mig til og se på ham. Uden, at sige et ord mere gik han og mine øje fulgte ham, indtil jeg ikke kunne se ham mere. Jeg vendte blikket mod gravstenen igen. 

I keep pushing people away. 

 

Zayns POV.

 

Med tunge skridt, og stor irritation gik jeg tilbage til huset. Okay, nu havde jeg prøvet og få Tenna hjem igen, men det var tydeligt, at hun var ligeglad med Harry. Hun havde ingen idé om, hvor ked af det han egentlig var og skuffet over sig selv. Men så på den anden side, forstod jeg hende godt. At have mistet nogen, som var så tæt på en gør ondt. Det kunne jeg relatere til. 

RIP bedstefar. 

Jeg kiggede hen af vejen, og der var selvfølgelig ingen mennesker i sigte. Det giver lidt sig selv. Regnen øsede stadig ned på gaden, ja ned på hele London faktisk. 

Jeg kom nærmere på det store, hvide hus og jeg gik med halv løbede op til stentrapperne. Idet jeg tog det første skridt op, var jeg ved og glide. 

"Argh shit!", udbrød jeg forskrækket. Heldigvis var der ikke mere i det, så jeg gik forsigtigt op af de sidste trin, hvor jeg til sidst trak ned i håndtaget, åbnede døren og gik ind med mit gennemblødte tøj. 

"Zayn?", hørte jeg en velkendt stemme sige, og Liam kom til syne. Han så overrasket på mig, mens jeg tog mine våde sko af, efterfulgt min varsity jakke. 

"Du er jo helt gennemblødt!", sagde han og stod med et løftet øjebryn. Jeg kiggede irriteret på ham, idet jeg gik forbi ham og ind til stuen, hvor Niall og Louis sad på begge sider af Harry, som sad begravet ned i sine hænder. 

"Fandt du hende Zayn?", sagde Liam, som havde fulgt efter mig. Jeg vendte mig og nikkede. 

"Hvor var hun?", kom det over fra Niall, som sad med en hånd på Harrys ryg. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på ham. Han så afventede på mig. 

"På kirkegården.", svarede jeg idet jeg begik mig hen til trappen. Intet svar fik jeg af dem, kun suk. 

Jeg gik op af trappen med det våde tøj, som jeg ikke kunne vente til og tage af. Jeg trådte ind på mit, Nialls og Liams værelse. Jeg lukkede og låste døren, og derefter kæmpede jeg med det våde tøj, men det sad limet fast til min krop. 

Efter 5 minutters besvær, fik jeg endelig al tøjet af. Jeg fandt et håndklæde, og bandt det rundt om underlivet på mig. Jeg var ikke ligesom Harry. Jeg kunne ikke vise mit underliv frem for alle. Det var ligesom det, som gjorde Harry, Harry. 

Jeg låste døren op igen, og gik ud på det største badeværelse, og låste døren. 

Tid til bad. 

 

Tennas POV.

 

Regnen var endelig stoppet, og solen var kommet frem igen. Jeg sad stadig på det våde græs, på kirkegården, foran Rose. Mit tøj var i den grad helt gennemblødt, men jeg var røv ligeglad. Hvis jeg kunne blive syg og derefter dø af det, var det, det hele værd. 

Jeg kiggede sukkende op på himlen. Igen, poppede Rose frem foran mine øjne, som en klassisk spillefilm. Som jeg troede, at jeg var tom for tåre, trillede der atter nogle ned ad mine kinder. 

Perfekt.

Jeg kiggede ned igen, og lagde min hånd på gravstenen. 

"Jeg savner dig..", sagde jeg tørrede de sidste tåre. Jeg lænede mig ind, og kyssede den. Jeg rejste mig derefter og gik. 

 Hvor jeg skulle gå hen, vidste jeg ikke. Jeg kunne da ikke bare gå tilbage til huset, hvor de sikkert alle sammen var. Men hjem gad jeg godt nok heller ikke, og Maria?

NO FUCKING WAY!

Jeg sukkede opgivende, da jeg fik indset, at jeg nok burde gå tilbage til huset. Suk, suk og atter suk. 

Men, hvad fanden skulle jeg sige? 'Hej Harry! Jeg er glad igen, skal vi tage noget is?', fuck nej. Hvad med, 'Hej venner. Skal vi tage et smut i parken?'. Nej, den går vist heller ikke. Lige når man tror, at det hele går som smørt, bliver alt ødelagt på grund af en enkel, dum sms. Men, hvem skulle tro, at jeg skulle få en sms lige på det forkerte øjeblik. Jeg er simpelthen bare alt for uheldigt, hvilket jeg var van til nu. 

Gad egentlig vide, hvordan Harry havde det? Skuffet, vred, ligeglad? Ligemeget, hvad ville jeg ikke undskylde. Måske kun lige for, det der med og lyve. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke havde det særlig godt med det. Normalt ville min samvittighed ikke ramme mig specielt hårdt, men der var noget over ham Harry Styles. Han fik alle mine problemer væk for en stund, han gjorde mig lam bare ved hans berøringer, han fik en forkert trang til og sejle i min krop og han gjorde mig glad. Ja glad. 

Og så skubbede jeg ham væk. Hvad er jeg for et menneske? Jeg har tydeligvis ingen respekt overfor andre, og er røv ligeglad med deres meninger og handlinger. Gud måtte virkelig hade mig, derfor skulle jeg lide. 

Jeg skubbede tankerne ud af hovedet, da jeg opdaget at jeg faktisk stod udenfor deres hoveddør. Det overraskede mig, at jeg faktisk kunne huske, hvor det lå henne. 

Med en rystende hånd, trykkede jeg på dørklokken, og ventede utålmodigt på, at der var nogen som ville åbne. Jeg hørte fodtrin på den anden side, og med ét gik døren op. Zayn stod med et overrasket ansigtudtryk. 

"Hvad fik dig til og skifte mening?", spurgte han lidt flabet og lænede sig op ad døren. Ja, hvad fik mig egentlig til og skifte mening?

"Jeg havde ingen andre steder og tage hen.", ente jeg med og svare. Han løftede et øjebryn. 

"Og derfor tror du bare, at du kan komme her?", spurgte han med en stor irritation i stemmen, hvilket såret mig. En enkel tåre trillede, og ramte min trøje. 

"Jeg går bare igen så..", sagde jeg skuffende og vendte om. Men idet, blev der taget fat om mit håndled, og jeg blev drejet om igen. 

"Det må du undskylde. Jeg er lidt pirlig.", svarede han og borede sine øjne ind i mine. Pirlig? Var han nu en pige? PMS! 

Jeg undlod og svare. 

"Kom.", sagde han og trak mig ind i huset. En stor nervøsitet havde bredt sig i hele min krop, da jeg trådte ind i stuen, hvor Niall, Louis, Liam og Harry sad i sofaen og talte. Alle deres blikke var rettet mod mig, og Harry, som den første, rejste sig og kom hen til mig. Han var så tæt på mig, at han åndede mig i panden. Han løftede min hage med to fingre, og tvang mig til og se ham i øjnene.

De flotte grønne øjne, som kunne få enhver pige til og besvime. 

"Undskyld..", sagde han så. Hans stemme var igen kærlig og varm, med en smule sorg indblandet.

"Nej, jeg undskylder..", svarede jeg ham, og det kom faktisk bag på mig, at jeg faktisk sagde det. Plejer ellers aldrig og undskylde for noget. Det kunne i måske have regnet ud. 

"Det behøver du ikke.", sagde han og tog blidt fat om min højre hånd, hvilket fik mig til og hakke mellem mine vejrtrækninger. Hans hånd ind i min, føltes så varm og trygt. Ja, der var gnister inde i mig. 

Styles, you did it again.

Jeg trak mig lidt væk, da jeg syntes at drengene sad og gloede. Jeg slap hans hånd og stod nu og kiggede skiftevis på dem. 

"Undskyld for min opførsel.", sagde jeg og rystede. Ikke længere af nervøsitet, men fordi jeg havde det koldt. 

"Det gør ikke noget Tenna.", sagde Liam og smilede til mig. Jeg gengældte det hurtigt med et smil, og kiggede over på Harry, som stod og tænkte. Tror jeg. 

"Du fryser jo.", kom det så fra Niall. Jeg vendte blikket mod ham og nikkede. Ej, er det rigtigt? Fryser jeg? 

"Vi finder dig noget tøj.", kom det hurtigt henne fra Harry, som stod med et flirtende blik. 

Gnist, gnist. 

Dammit. 

Jeg nikkede og fulgte med ham op af trapperne. Fordi han var sådan en gentleman.. Remember? Så åbnede han døren for mig, og et stort og lyst værelse trådte mig i møde. 

"FOR LYST!", udbrød jeg og kneb mine øjne. En dør blev lukket, og et grin undslap Harrys læber. Pludselig blev der mørkere, så det var sikkert, at åbne øjnene helt igen. Han havde trukket nogle sorte gardiner for og nu rodet han rundt i et skab. Et par grå jogginshorts blev kastet i hovedet på mig, samt en blå striktrøje. 

"Måske er tøjet lidt for stort, men det er bedste jeg har.", sagde han og lukkede skabet. Jeg smilede som et tak. Hey? Det var bedre end ingenting. 

"Skal jeg gå?", spurgte han og smilede. Skulle han gå? Eller skulle han se mig klæde om? Well.. der skal jo komme et tidspunkt, hvor en dreng ser mig klæde om så, hvorfor ikke nu? 

Åh gud. Forkerte tanker.. 

"Nej, det behøver du ikke.", sagde jeg og smilede svagt, idet jeg begyndte og tage mine shorts af. Jeg kiggede hen på Harry, som kiggede væk. Jeg gav mig et lavmælt fnis, og tog derefter min bluse af. 

"Er du færdig?", spurgte han og kiggede hen på mig. For en meget kort stund, havde han store øjne, og derefter drejede han hovedet. 

Jeg kunne mærke, at mine kinder blusede op. Harry Styles havde lige set mig i undertøj.

"Det kunne du så se, at jeg ikke var.", svarede jeg idet jeg tog tøjet på, som Harry have givet mig.  Og jo. Tøjet var for stort, men jeg behøvede ikke ligefrem og ligne en prinsesse. Desuden så hader jeg prinsesser. De virker alt for perfekte, og perfekt er kedeligt. 

"Done.", sagde jeg og han vendte sig om igen. Et charmerende smil formede sig om hans læber. 

Hold op.

Jeg vendte mig om og gik hen til den låste dør. 

"Ehm Tenna?". Jeg vendte mig atter og Harry stod med et tænkeligt ansigtsudtryk. Han kløede sig i håret og åndede derefter tungt ud. 

"Hvorfor behandler folk dig egentlig så dårligt?", spurgte han og så bekymret på mig. Hvorfor skulle han lige komme op med det? Havde jeg ikke givet klar besked? Suk.

"Kan det ikke være ligemeget?", spurgte jeg og så ned mod gulvet. Han trådte nogle skridt tættere på mig, og igen stod han helt tæt på mig. Mit hjerte begyndte og banke som lynets hastighed, og mine hænder blev svedige. 

Seriøst! Jeg kan virkelig ikke have, at han gør mig så.. Ja. Det han nu gør ved mig altså. 

"Nej, det kan det ikke.", sagde han lidt strengt. Jeg sukkede opgivende og kiggede op i hans øjne. 

"Folk ser mig som en emo og det har de gjort de sidste 3 år. Folk er ligeglad med, hvordan jeg har det. De forstår ikke, hvad det er for en smerte har jeg gået igennem og som jeg aldrig er kommet mig over. Derfor kalder folk mig alt det, fordi de synes det fuldstændigt latterligt af mig. Og jeg har ikke kunnet lukke nogen mennesker ind i mit liv siden da, for jeg var bange for, at blive såret og skuffet gang på gang. Derfor er det uforstående for mig, at du og de andre gider mit nærvær..". Jeg tog en dyb indånding og ventede nu tålmodigt på hans svar. 

"Tenna. Hvis du nu gad og lukke mig ind i dit liv, kunne jeg gøre det så meget bedre, og få dig til og føle, som den lykkeligste pige nogensinde. Du er helt igennem en sød pige, som jeg rigtig gerne vil lære bedre og kende, og derfor vil jeg gerne være sammen med dig, hvis du bare gav mig en chance.". En varm følelse blev skyllet ned over mig, og et smil bredte sig på mine læber. Af en grund vidste jeg, at han var 100% ærlig overfor mig. Han mente hvert et ord. Det gjorde han virkelig. 

"Don't wanna break your heart, wanna give your heart a break.". 

---

Endnu engang tusind tak fordi i har sat den på jeres favoritliste!

Hvad synes i om kapitellet? Synes i at Tenna overdrev om det med sms'en? Tror i, at Harry kan få hende til og få det bedre med sig selv? Og, hvad med Zayn? Var han en god hjælper eller, hvad man nu kan kalde ham. Hehe. :-) 

/Rilz xo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...