Nu er intet det samme mere

Dette er en novelle jeg har skrevet, for at komme med på et kursus for unge skrivetalenter. :) Den handler om en pige på 13 år, der pludselig vågner op en morgen, og har en fornemmelse af, at noget er helt galt...

6Likes
7Kommentarer
884Visninger
AA

1. Nu er intet det samme mere

 

Den 13-årige Clara Persson vågner op med et sæt. Det er søndag i starten af juli, og endelig har hun fået fri fra de lange kedelige dage i skolen, men der er noget galt. Hun kan mærke, at intet er som det plejer, selvom hun ikke helt er bevidst om det endnu.

 

Clara kigger rundt i sit værelse. Gardinerne er trukket fra, så hun kan se at det er lyst uden for. Hun kigger på sit vækkeur. ”Er den halv 9?,” tænker hun undrende og står træt og forvirret op. Hendes ben knækker sammen, og hun falder tilbage i sengen. Clara stønner og skubber sig op igen. Hun har hovedpine. Lidt svimmel efter en dyb søvn, går hun hen til vinduet og kigger ned. Hun kan se omridset af folk som går rundt langt, langt nede på gaderne og svagt høre morgentrafikkens dytten og vrede stemmer, som råber noget om møder de ikke kan nå nu hvor det går så langsomt frem i bilkøerne. Helt oppe i højhuset hvor Clara bor, lægger man nærmest ikke mærke til storbylarmen og hun føler sig taknemmelig over, at hun ikke bor helt nede i kaosset, så hun kan få sig så god og dyb en nattesøvn. Nu går hun hen til det store spejl, som hun fik af sin mor tidligere på ugen, og ser sig selv i den gamle pyjamas og uglet hår. Hun glider hånden hen over pandehåret med en træt, men hurtig bevægelse så hun et kort øjeblik kan se sin hvide pande med arret hen over. Hun begynder at gå hen mod døren, men springer forvirret tilbage og tager pandehåret tilbage igen. I det samme bliver hun forstyrret af den velkendte lyd af farens fløjten, som betyder at han er på vej ud for at lave morgenmad. Clara løber glad ud for at spørge hvilken mad han vil lave, og hun griner da hun sætter sig ved spisebordet i det lille køkken hvor han lader som om, han vil lave spejlæg ud af æggeuret. Alligevel ser hun et kort øjeblik et mærkeligt bekymret udtryk i hans rare øjne.

 

”Hvad skal vi have til morgenmad, far?” spørger Clara, spændt på hvad han nu har fundet på. Faren stiller æggeuret væk, og tager i stedet en pose kartofler frem. ”Det er en overraskelse!” griner han og tager sin kokkehue på. Køkkenet er opdelt af en væg, så der er en køkkendel og en slags spisestuedel. Væggen går ikke helt hen til den ene side, så det ikke bliver til to rum og der er et firkantet hul ind i den, så man bedre kan snakke med den der laver mad fra spisebordet. Faren trækker et gardin for hullet og smiler et sjovt hemmelighedsfuldt smil til Clara, i det hun prøver at strække hals for at se de næste ingredienser han tager frem. Der var noget falskt ved smilet, som om øjnene ikke smilede med. Clara griner blindt igen og sætter sig bedre til rette i stolen, for at vente. Gardinet er en smule gennemsigtigt, så hun klemmer øjnene sammen, og prøver at se hvad han laver; men han er bare en utydelig silhuet for det svage morgenlys.

 

Clara begynder nu at kigge sig omkring i rummet. Hun synes der er noget anderledes ved det, men kan ikke rigtig finde ud af hvad det er. Hun vender sig tilbage mod gardinet og spørger ivrigt: ”Hey far, gider du køre mig til sport senere i dag?” ”Bilen er i stykker, skat, desværre,” svarer faren i et mærkeligt tonefald. ”Nå, okay… wow, her er blevet malet! Hvornår har vi fået gjort dét?” udbryder Clara, stadig forundret over at bilen skulle være i stykker. Han havde da kørt hende i skole i går? ”Ja, skat. Det var blevet så slidt, så jeg malede det i forgårs.”

 

Nu undrer Clara sig mere end nogensinde før. Hun ville da have lagt mærke til det, hvis faren var begyndt at male i forgårs! Far ville da ikke lyve for hende, vel?.. Og desuden begynder hun at føle sig så trist til mode… som om der var sket noget, hun bare ikke kunne komme på… Clara begynder at blive helt ude af sig selv, da faren nu kommer gående ud med maden. Hans ansigt er vådt af tårer som drypper ned i den Brændende Kærlighed.

 

”HVOR ER MOR?” skriger Clara og lange striber af tårer begynder at falde fra hendes kinder. Han stopper op i døråbningen.

 

”Hun er død, skat. I kørte galt for en uge siden. Du kom i koma, men slap med en hjernerystelse og midlertidigt hukommelsestab.”

 

Nu er intet det samme mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...