Believe ~ Justin Bieber

Hope er en femten, næsten seksten årig pige. Hun lever ikke et helt normalt liv, ligesom alle andre på hendes alder. Hun skal sørge for hende selv, og hendes lillesøster. En dag møder hun så en dreng. Han er venlig overfor hende, hvilket er noget nyt. Hvad sker der? Vil det lave fuldstændig om på hendes liv?

23Likes
14Kommentarer
2013Visninger
AA

2. Believe

Cause everything starts from something.

But something would be nothing.

 

Jeg havde siddet på samme trappe hele dagen med en vodkaflaske ved siden af mig, og guitaren klar i skødet. Sådan sad jeg hver dag. Alle andre femten – snart seksten – årige gik vel i skole, men jeg gjorde ikke.

Jeg sad foran The Avon Theater, hvor jeg altid sad. Jeg plejede altid at sidde der alene, men i dag satte der sig en dreng på samme trappe, dog flere meter fra mig. Der sad han bare, og kiggede ud i ingenting, om han lyttede til mig synge eller ej, kunne jeg ikke regne ud.

En gang i mellem tog jeg en slurk af vodkaen for at holde mig varm. Bildte jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg havde en tynd trøje på, et par meget slidte cowboybukser, og et par hullede sko – jeg ville ønske, det var sommer, men det kunne det jo ikke være for evigt. Det var vinter, 3. december og isnende koldt!

Det begyndte at blive mørkere, og jeg besluttede mig for at slutte af med den sang, jeg altid sluttede af med. En sang min storesøster havde lært mig at spille for flere år siden. Før hun blev til en stjerne på nattehimlen..

So sick.

Jeg elskede den, og den vakte åbenbart også drengens opmærksomhed. Han kiggede i hvert fald overrasket hen på mig, da jeg begyndte på den. Jeg kunne se et lille smil tegne sig på hans læber. Og jeg vidste med det samme, at sangen også havde en speciel betydning for ham.

Jeg afsluttede sangen, og kiggede ned i den hat, jeg brugte til småmønter. Jeg talte pengene sammen jeg havde tjent. 15 dollars. Jeg havde siddet på trappen en hel fucking dag, og det var det eneste, jeg havde fået ud af det.

”FUCK!”

Jeg smed huen ned på jorden, og satte mig opgivende på trappestenen igen. Hvordan skulle jeg nu skaffe mad til mig og min lillesøster? 15 dollars rakte ikke til en skid, hvis det skulle dække for vores madforbrug i dag og i morgen.

Jeg drak resten af vodkaflasken, cirka halvdelen. Jeg ventede bare på, at det hele skulle forsvinde. Det var ikke noget jeg gjorde særlig tit, men det var vinter, det hele så mørkt, koldt og deprimerende. Jeg ville bare væk, hurtigt!

Jeg lukkede øjnene i et par minutter. Måske gik der tyve, men så begyndte varmen at sprede sig, og jeg kunne mærke det hele køre rundt.

”Hey,” var der en drengestemme som sagde. Jeg gættede på, at det var drengen fra før. Ham der også havde siddet der hele dagen, ligesom mig, bare uden at spille. Jeg åbnede øjnene, og så hans ansigt lige foran mit. Han havde sat sig på hug foran mig. Jeg prøvede at fokusere på hans øjne, men det var svært.

”H-hej,” sagde jeg lidt klodset, og prøvede at finde hans blik, som jeg tydeligt kunne mærke.

”Hvad gik det der ud på?” Jeg kunne lige skimte, at han nikkede til vodkaflasken og bagefter til huen. Skulle jeg fortælle ham det hele? Skulle jeg fortælle ham, hvem jeg var? Var jeg fuld nok til det eller? Jeg mærkede efter. Måske skulle jeg, det kunne være han kunne gøre noget. Han så ud til at være rig. Kæmpe vinterjakke, fin hue, tykke bukser og nye støvler. Jo jo, penge havde han da.

”J-jeg har b-bare ikke t-tjent penge n-nok,” sagde jeg langsomt, og prøvede at få min sætning til at lyde bare nogenlunde normal. Selvom det hele tågede for mig, kunne jeg se, at han lignede et stort spørgsmålstegn.

”J-ja, der l-ligger ikke m-mere i det,” sagde jeg bestemt, og rejste mig op med et sæt. Det fik ham til at vælte, og jeg begyndte at grine voldsomt. Alt bliver jo lidt sjovere, når man er beruset. Han fir rejst sig op, og kiggede lidt surt på mig.

Det endte med, at jeg til sidst selv væltede, fordi jeg ikke kunne holde mig på benene længere. Han rystede på hovedet af mig, og hjalp mig op og sidde på trappen.

”Ved din forældre godt, at du sidder her hele dagen?”

Ej, hvor var han træls! Hvorfor skulle han spørge så meget ind til det? Kunne han da forhelvede ikke se, at det ikke var noget, som jeg gad snakke om?

Åbenbart ikke. Jeg kunne mærke, at han kiggede utålmodigt på ham, og jeg sukkede.

Min far ved d-det godt, j-ja. Men min m-mor er lidt s-svære at komme i kontakt med,” løj jeg. Eller kun halvdelen var løgn. Min mor var svær at komme i kontakt med, hun var, ligesom min søster, blevet til en smuk stjerne på himlen. Det andet var en løgn, min far havde slet ikke noget at gøre med mit liv længere. Han kunne rende mig.

Drengen nikkede som svar.

”M-men ved dine f-forældre godt, at du s-sidder her hele dagen?” Jeg lagde ekstra tryk på nogle af ordene for at irritere ham. Hvis han skulle spørge så meget ind til mig, så ville jeg også have lov.

”Det gør de vel. Men hvorfor har du brug for at spille? Har din far ikke et arbejde eller hvad?” Han var forvirret. Det var alle vel, når jeg fortalte om det. Måske fordi jeg løj?

”V-vi har bare i-ikke så mange p-penge,” løj jeg igen. Vi havde ingen penge, overhovedet! Ikke en rød reje. ”Men h-hvorfor sidder d-du her hele dagen e-egentlig?” tilføjede jeg ret hurtigt.

”Min bedsteveninde døde lige her ude på vejen for et par dage siden. Jeg kom her for at lægge en blomst.”

Jeg kunne se, at han bed sig i læben. Det hele stod stadig lidt uklart, men noget kunne jeg da se. Jeg kiggede ud mod vejen, og så en lille blomst ligge der.

”N-nåååååå.” Sagde jeg og blev lidt flov. Jeg havde været ond mod ham, og han var jo vel i dyb sorg. Tænk, det ville være ligesom at miste min bedsteveninde. Det ville være forfærdeligt!

Vi sad og snakkede lidt. Han var vel egentlig en sød fyr. Men jeg kunne ikke stole på nogen, ikke før jeg kendte dem bedre. Efterhånden som vi snakkede, blev jeg mere og mere ædru. Ikke en specielt rar følelse, men det stoppede ikke vores snak. Faktisk blev vi ved med at sidde der i et par timer.

Pludselig blev der stille, og vi sad bare og kiggede hinanden dybt i øjnene. Der var ikke særlig meget lys, kun svagt lys fra en gadelygte. Det oplyste lige kun hans øjne. Smukke, brune øjne. Nogle man bare kunne sidde og… Nej. Jeg måtte stoppe det. Han var rig – det lignede det, og efter hvad han fortalte, og jeg var.. ja.. fattig.

Mit i det, som man nok vil sige var et romantisk øjeblik, ødelagde min mave det hele ved at begynde at rumle.. Jeg havde ikke fået noget at spise siden aftenen før, men havde ikke følt sulten før på grund af vodkaen.

Drengen, som jeg egentlig ikke havde fået navnet på endnu, lagde mærke til det. Han grinede en smule.

”Hvaaaa, er du sulten?” smilede han, og prikkede lidt på min mave. Jeg smilede anstrengt til ham. Jeg var ekstremt sulten, ja!

”Om jeg er? Jeg har ikke spist siden i går!” udbrød jeg pludselig. Nu var det sagt, og jeg følte mig lettet. Først gjorde han store øjne, men derefter ændrede hans udtryk sig, og han smilede.

”Jeg har egentlig heller ikke fået noget at spise hele dagen. Vi kan tage et smut på Den Gylde Måge lige derovre” Han nikkede over mod en restaurant med et gult m som logo. Jeg havde altid ønsket mig at spise derinde, det duftede så godt, men jeg havde ikke råd.

”Jeg har ikke penge til det,” sagde jeg trist, og kiggede den anden vej. Jeg ville jo heller ikke nasse, selvom det ville være dejligt at blive mæt for engangsskyld.

”Jeg giver!” Han smilede stort, og rejste sig op. Wow, han var sød ved mig. Det plejede folk ikke at være. De plejede at kunne se, hvad jeg egentlig var. Men han så åbenbart gennem det, og så… Mig!

Han bestilte en hel masse, og jeg kunne slet ikke følge med. Der var tre bakker fyldt med mad + plus han havde bestilt tre poser med mad! Det hele smagt så godt, og jeg følte mig mæt for første gang i flere måneder!

”Her,” sagde han da vi igen var ude på gaden, og rakte mig de to poser med mad. ”Til den lillesøster,” tilføjede han, og blinkede til mig. Han var så rar! Aldrig havde nogen været så rar mod mig. På en måde var det lidt skræmmende.

Jeg takkede, og tog med glæde i mod det.

”Skal jeg følge dig hjem? Din far må sikkert være bekymret,” han kiggede på sin telefon. En Iphone 4! Sådan en som jeg altid gik og ønskede mig, når jeg gik rundt i butikker! Han måtte være rig.

”Jeg er altså ikke et barn længere,” sagde jeg lidt irriteret. Det var jeg jo ikke. Jeg var trodsalt 15 – meget snart 16!

”Year right, hvor gammel er du måske lige? 15?” han grinede en smule, og kiggede på mig, som var jeg et lille barn. Det irriterede mig endnu mere.

”Faktisk er jeg 18!” sagde jeg surt. En løgn. En kæmpe løgn. Men det gjorde vel ikke noget, en enkelt løgn til kunne ikke gøre noget? Jeg havde løget hele aftenen. Det gjorde ham også helt mundlam, og han nikkede flovt.

”Men lad mig følge dig hjem alligevel!” insisterede han.

”Nej, det behøver du altså…”

”Jo, jeg gør så! Hvor bor du?” Han kiggede lidt rundt. Jeg gennemrodede panisk min hjerne for en løsning. Løsningen måtte være at finde en tilfældigt hus, og lade som om, jeg boede der! Nemlig, god idé.

”Den vej,” sagde jeg i et muntert tonefald og begyndte at gå mod den fattige ende af Stratford. Det skulle jo helst hænge sammen det hele. Hvor var det besværligt! Hvorfor skulle han dog også være begyndt at snakke med mig? Jeg forstod det ikke.

”Her,” sagde jeg lidt efter. Vi stod udenfor et lille hus. Lyset var slukket, og gardinerne trukket for. Han havde båret min guitar for mig hele vejen, og jeg havde så båret poserne. Gentleman, det var han da.

”Men tak for i aften! Og tusind tak for maden,” jeg løftede poserne og smilede takkende ti ham.

”Det var da så lidt!”

Han trak mig ind til et kram. Jeg nød det. Jeg havde kun mærket fysisk kontakt med min lillesøster, som den eneste i et par år. Men det her var noget helt andet. Det var som om et eller andet kildede inde i min mave. En dejlig boblende følelse.

”Vi ses nok…” Han tøvede lidt. “Hvad hedder du egentlig?” Han kiggede forundret på mig. Han havde jo egentlig ikke mit navn, og jeg havde ikke hans.

”Hope. Og hvad med dit?”

Et øjeblik så han lidt overrasket ud, men derefter brød han ud i et kæmpe smil.

”Justin!” sagde han meget glad, og trådte et skridt hen mod mig. Han stod helt op ad mig. Han gav mig endnu et kram, og jeg kunne mærke, at han puttede noget ned i min baglomme. Det var ikke til at tage fejl af, hvad det var. Penge.

”Ej, Justin… Det kan jeg altså ikke!” prøvede jeg stille, men han tyssede på mig, og kyssede mig kort på kinden.

”Vi ses. Og husk, det er kun starten af dit liv, det skal nok blive bedre” sagde han, stillede min guitar op ad mig og begyndte at gå. Jeg stod bare ved havelågen og vinkede til ham. Han havde jo ret. Hans liv blev bedre efter nogle år. Han havde ikke fortalt hvordan, men han og hans mor havde været fattige engang, men det var de ikke længere. Så der var håb! Da han var ude af syne, tog jeg min guitar og begyndte at løbe med poserne i hånden. Løbe hjem. Hjem til min lillesøster, i gyden. Mit usle hjem. Jep, jeg var altså hjemløs..

 

Cause everything starts from something.

But something would be nothing.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...