The nightmare (1D)

April er en pige på 17 år, og bor i Klokkeholm i Danmark.April er et totalt nervevrag, efter hendes far begyndte at være sammen med ALLE unge piger i den lille by, og derved fik April stemplet, som én man skal holde sig fra, af alle i byen. Hun har ingen venner mere, pånær en af hendes fire søskende, men da hendes forældre ikke har råd til at havde børnene boende, bliver de spredt for alle vinde. April bliver sendt på kostskole i England. Der for hun faktisk nogle venner, der kan lide hende for den hun er, men hun lukker sig stadig ikke helt op og det mindste spørgsmål for hende til at bryde sammen. Men livet gå i det mindste fremad for April. En dag får skolen besøg af et verdens kendt band, som er der for at vælge en 'speciel' pige, at tag med ud at se verden, for at få god presse tale. Hvad vil der nu ske? *Ingen af drengene har kærester i denne historie. Der kan være anstødeligt sprogbrug og seksuelle scener hvis i læser den er det på eget ansvar. Så er i advaret* ;) Go' fornøjelse

78Likes
151Kommentarer
5879Visninger
AA

2. Still in tears. Oh how can I not be sad

April's synsvinkel (Skrevet af:MSH1912)

Det regnede, da jeg gik hjem fra skolen. Der var langt, men min mor kunne ikke kører og min far, ja min far, han var enten ud og finde en at knalde eller så havde han fundet en, så at gå hjem var det eneste valg jeg havde.

Det tog normalt en time, hvis jeg gik hurtigt og det gjorde jeg i dag. Mine tanker fløj mange steder hen, både glade og triste tanker fløj igennem. Ja det var mit liv, med mange triste tanker i mit hoved.

Det var en ny dag, men en dag som alle andre. Intet ville ændre sig. Far ville tag endnu en pige med hjem, mor ville græde sig i søvn, jeg ville blive ignoreret af alle og det ville mine søskende også, sådan var min hverdag.

Mere eller mindre. Hver dag den samme rutine. Jeg forstår ikke hvorfor mor ikke bare lader sig skille med far. Jeg kan ikke se det, han er hende utro hver dag og ALLE ved det. Hvorfor flytter mor ikke og tager mig og mine søskende med.

Langt væk fra alt og alle i denne lille by. Helt væk.  Flytte til en by, hvor jeg kan få venner, venner som kan lide mig for den jeg er og ikke dømmer mig på grund af min far.

Ja, han er en player, men det betyder ikke at jeg er det. Jeg føler mig ensom konstant og bange for hvad folk tænker om mig. Jeg vil bare havde en ven, bare en. Det er ikke meget at bede om.

"April, er du allerede hjemme?" sagde min mor inde fra køkkenet. Hendes stemme var skrøbelig, så far var kommet hjem og han havde en ny pige med. Og når jeg siger pige, mener jeg en ung pige mellem 17-25 år. Klamt? Ja, i den grad.

Det var ulækkert, men han gav dem penge for det og hvordan kunne de sige nej til det og 'god' sex? Det kunne de ikke, jeg ville ønske de kunne, men det kunne de ikke, så fuck dem. Undskyld mit sprog brug, men jeg hader dem. Dem alle sammen.

Jeg tog mine sko af og satte dem på gulvet. Det grimme gamle gulv. Vores hus var gammelt og brugt. Der ville ikke gå lang tid inden det ville falde sammen.

Et år måske to og så tænker i det er da lang tid, men nej det er det ikke, når man ikke har råd til et andet og ikke kan sætte det til salg. Hvem ville købe et hus, der gik i stykker om et til to år? Ville du? Nej vel. Det er der ingen der vil.

Jeg hang min gamle forvaskede jakke op på knage rækken og så noget jeg aldrig troede jeg ville se i dette hus. Christinas jakke. Christina fra min klasse. Er hun så billig?

Jeg vidste godt hun var billig, men så billig, vidste jeg godt nok ikke. Efter rygterne havde hun været i seng med mange drenge både ældre og yngre, men min far? Det kan jeg ikke forstå. Hun rækker altid ned på mig og min familie, så hvorfor skifte mening nu?

Eller havde hun overhoved skiftet mening? Jeg brød mig slet ikke om hende længere. Ikke at jeg gjorde det før, men nu er det bare endnu mindre. Hun er afskylig. Værre end min far eller nej, man kan ikke være værre end min far.

"Ja, vi fik fri i sidste time" sagde jeg og gik ind i køkkenet og satte min taske. Jeg gik over til min mor og kyssede hende på kinden. "Tror du, at jeg kan gå op på 1. sal uden at det lammer for meget?" sagde jeg og kiggede nervøst på mor. Hun rystede bedrøvet på hovedet. "Nej" sukkede hun.

"Skal vi ikke se noget tv?" spurgte jeg min mor. Jeg måtte få hende til at tænke på noget andet og jeg skulle også tænke på noget andet.

Sidst jeg var gået derop og jeg kunne hører dem, var jeg brudt fuldkommen sammen. Det gjorde jeg mange gange, men jeg kunne ikke gøre for det. Mit liv var et rent kaos og jeg kunne intet gøre ved det. Jeg hader mit liv.

"Jo" sagde min mor trist. Vi gik sammen ind i stuen og satte os ned på den gamle slidte sofa. Jeg tændte for tv'et. Det var selvfølelig en kærligheds film, hvor den ene var utro. Typisk, den endte lykkeligt, men sådan var det ikke i det virkelige liv. Jeg skiftede kanal, men det var forsent.

Tårerne trillede ned af mine kinder. Hvorfor var mit liv så forfærdeligt? Hvad havde jeg gjort forkert? Var jeg ikke god nok? Hvad skulle jeg gøre for at mit liv ville blive godt?

Hvad? Sig det! Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke holde dette liv ud. Det er for meget. Alt for meget. Jeg ville ikke mere, men jeg vil ikke forlade min mor og mine søskende. Det kunne jeg ikke.

Smerten i mit bryst, var stor og ubeskrivelig. Det var noget jeg gik rundt med hver dag, men normalt var det gemt godt væk, men jeg kunne ikke gemme det væk i sådan situationer og smerten blev kun værre og værre, for hver dag.

Hver gang jeg fik kastede grimme bemærkninger i hovedet, hver gang jeg så noget der lignede mit liv og hver gang nogle spurgte ind til mit liv. Jeg fik tit disse 'anfald' om man så kan kalde dem det. Jeg hader også det ved mit liv.

Smerten blev større og større. Den gravede sig igennem alt inden i mig og ødelagde mig. Jeg faldt langsomt ned i min egen lille grav. Jeg var ikke god nok og det ville jeg aldrig blive. Jeg fortjente dette liv.  Faktisk fortjente jeg ikke engang dette liv.

Jeg fortjente kun et værre liv end det her, hvis sådan et findes. De var for gode for mig,  min familie, min klasse og alle andre i byen. Jeg var for dårlig, jeg fortjente ikke noget som helst. Overhoved intet. Jeg fortjente at ligge i et hul og rådne op.

"Er du okay, søde" sagde en stemme, der fik mig til at vågne op. Jeg kiggede over på min yndige lillesøster, Katrine. "Ja ja, jeg er okay" sagde jeg.

En løgn, en stor en, men jeg kunne ikke fortælle hende det. Jeg kunne ikke fortælle det til nogen. Jeg kunne bare ikke. "Okay" sagde hun, men jeg kunne godt høre at hun ikke troede på mig. Jeg kendte min søster godt.

"Hvordan var din dag?" spurgte jeg. "Den var ligesom den plejer, forfærdelig" svarede Katrine. "Samme her" sagde jeg og lod en tårer lande på min kind. Katrine var hurtig over ved mig og lagde en arm over mig. "Var der nogen der sagde noget?" spurgte hun.

"Du ved... det samme. Luder, player og kælling. Bare det sædvanlige, men det gør lige ondt hver gang" sagde jeg stille og lod nogle hulk undslippe min mund. "Så så, søde. Det skal nok gå" sagde hun og smilede.

"Hvornår? I dag? I morgen? Hvornår?" sagde jeg og hulkede endnu mere. "Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke" sagde hun trist.

Kapitlets overskrift er en sætning fra Outlandish Warrior:Worrier. Tjek den ud ;-)

 

Vi er kede af at det første kapitel ikke er så spændende, men den skal starte et sted:-) men vi håber i kan lide den:-D

Og hvis i like'er kommer der hurtigere et kapitel;-)

 

MSH1912 har skrevet kapitlet men, jeg (katr9275) har rettet kapitlet igennem, jeg skulle skynde mig så hvis der stadig er lidt taste/stavefejl må i godt fortælle os om dem. :) Det er ikke altid man selv ser dem.                                                                                                          Love ;-*               Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...