The nightmare (1D)

April er en pige på 17 år, og bor i Klokkeholm i Danmark.April er et totalt nervevrag, efter hendes far begyndte at være sammen med ALLE unge piger i den lille by, og derved fik April stemplet, som én man skal holde sig fra, af alle i byen. Hun har ingen venner mere, pånær en af hendes fire søskende, men da hendes forældre ikke har råd til at havde børnene boende, bliver de spredt for alle vinde. April bliver sendt på kostskole i England. Der for hun faktisk nogle venner, der kan lide hende for den hun er, men hun lukker sig stadig ikke helt op og det mindste spørgsmål for hende til at bryde sammen. Men livet gå i det mindste fremad for April. En dag får skolen besøg af et verdens kendt band, som er der for at vælge en 'speciel' pige, at tag med ud at se verden, for at få god presse tale. Hvad vil der nu ske? *Ingen af drengene har kærester i denne historie. Der kan være anstødeligt sprogbrug og seksuelle scener hvis i læser den er det på eget ansvar. Så er i advaret* ;) Go' fornøjelse

78Likes
151Kommentarer
5880Visninger
AA

4. Flying Without Wings

April's synsvinkel (Skrevet af: MSH1912)

En kostskole, en kostskole i England, det kunne de ikke mene! Og så uden Katrine. Hvad skulle jeg gøre uden hende? Hvem ville trøste mig, når jeg blev ked af det? Hvem ville jeg kunne snakke med, når jeg havde brug for det? Jeg havde jo ingen venner og det vil jeg jo heller ikke få i England. Hvem ville være venner med en som mig? Nej, vel. Ingen. Jeg er dømt til et liv alene og uden nogle til at hjælpe mig. Mit liv bliver da også kun værre og værre. Hvordan kan de gøre det? Mod mig og min søstre? Sikke nogle idioter.

Tårerne stod stadig ned af mine kinder og blev ved og ved og ved. Jeg kunne ikke stoppe dem og jeg kunne ikke kontrollere dem jeg var magtesløs overfor dem. Der var intet at gør, mine tårer ville falde om jeg ville havde det eller ej. Min sjæl, som før var revet i stykker, var nu blevet revet ud og trampet på og tro mig eller lad være, det gør ondt og det stopper ikke igen. Smerten blev kun størrer og størrer, for hver tårer der faldt ned af min kind.

I morgen. I morgen skal jeg væk. Hvordan skulle jeg kunne overkomme det? Hvad vil der egentlig være i England? Hvorfor lige England? Hvor i England. Der poppede ret så mange spørgsmål ind i mit hoved og jeg kunne næsten ikke holde styr på dem og langt fra svare på dem.

Der blev banket på min dør og ind kom Peter. "Hvad vil du nu?" spurgte jeg surt. Jeg satte mig ordenligt op i min seng og så over på ham med blodsprængte øjne. "Jeg ville bare spørge om du var okay. Du har været her opppe i 3-4 timer og du er nød til at få pakket" sagde han og prøvede sig med et smil. jeg kiggede bare surt på ham. "Tror du selv jeg er okay?" svarede jeg ham igen. Han så trist hen på mig.

Jeg rejste mig og gik hen til mit lille skab. Jeg tog to slidte sportstasker ud og begyndte at fylde så meget tøj ned i dem, som muligt, hvad ikke var ret meget. Jeg havde fået pakket tøj til højest 3 uger og der var ingen sko endnu. "Skal jeg finde nogle kufferter til dig? Spurgte Peter i et venligt tonefald. Jeg nikkede stille og hørte så han gik ud, uden at lukke døren.

Jeg lagde alt mit tøj på min seng, ikke at der var vildt meget, men der var da fint meget. Jeg fik hurtigt fundet mine sko frem. Mine egendele måtte jeg vente med. Nu var det kun at vente på Peter kom tilbage. Jeg måtte se at få pakke, for lige gyldigt hvad ville jeg ende i England, og som jeg så på det, ville jeg gerne havde mit tøj med.

Jeg hørte fodtrin, så jeg løftede hovedet. Mine øjne mødte Peters, så jeg kiggede hurtigt den anden vej, jeg kunne ikke lide ham og jeg ville ikke kigge ham i øjnene. Det var intet at diskutere, sådan var det bare. "Jeg har tre kufferter med" sagde Peters blide, men dumme stemme. "Tak" sagde jeg stille og gik hen til ham, for at tag i mod dem.

Jeg hørte døren blive smækket og var næsten sikker på at Peter var gået. Jeg åbnede den første kuffert, men havde ingen idé om, hvordan jeg skulle pakke mine ting. Jeg havde aldrig været på en rejse før. Eller måske havde jeg, men jeg kunne ikke huske det.

Jeg havde fået pakke alt mit tøj og alle mine sko. Jeg havde en hel kuffert tilbage og vidste ikke helt om jeg kunne fylde den op. Jeg havde pakket alt tøjet fra mine sportstasker ned i kufferterne og havde også pakket en af dem der ned. Jeg ville beholde den anden som en håndtaske til at havde med i flyet.

Jeg kiggede rundt i mit værelse. jeg så mange ting, men ikke mange ting jeg ville havde med mig til England. Jeg vidste ikke hvad jeg manglede, men jeg vidste jeg manglede noget. jeg vidste ikke hvad det var. Det drev mig virkelig til vanvid.

Katrine.

Jeg manglede Katrine eller i det midste noget jeg ville kunne huske hende for. Et billed, et smykke, hvad som helst, bare det havde noget med Katrine at gøre. Jeg ville havde noget af hende, så hun skulle også havde noget af mig, men hvad? Hvad havde jeg, som ville minde Katrine om mig? Ikke rigtig noget.

Jeg kiggede over på mit natbord og så det. Det som Katrine altid havde beudret af mine ting. Min engle dukke. En gammel slidt dukke, som betød meget for mig om aftenerne, når jeg græd. Det var den katrine skulle havde. Jeg tog den op i hænderne og mærkede tårerne presse sig på igen. Jeg gjorde intet for at skjulde dem. Jeg lod dem trille ned af mine kinder.

Jeg bankede på til Katrines værelse. Jeg åbnede døren og så Katrine ligge på sin seng med hovedet ned i puden. Græd hun? Katrine? "Katrine? Jeg har noget til dig" sagde en stille og trist stemme, som desværre var min egen. "Ja?" sagde hun og snøftede. Jeg gik over til hende og satte mig på kanten af hendes seng, vel viden at den nok ikke kunne klare presset. Jeg løftede hende op og sidde. Jeg kiggede ind i hendes smukke grønne øjne, de øjne der altid beroligede mig, men ikke i dag, for jeg vidste det var en af de sidste gange jeg ville se dem.

Jeg rakte hende min engle dukke, som nu var hendes engle dukke. "Her, det er din nu" sagde jeg med et lille trist smil. "Men... men..." hun fik kun de ord ud af hendes mund. Det så ud som om hun ville havde flere ud, men de kom aldrig. Hun rejste sig langsomt op af sengen og sengen begyndte at knirke, som den altid gjorde, og gik hen til hendes skab og åbnede en af skabslågerne.

Hun rodede rundt, derinde i et stykke tid, før hun fandt hvad hun ledte efter. Hun gik over mod mig igen og gav mig en neutral cd. "Hvad er det?" spurgte jeg. "Min ynglings cd, den med Backstreet Boys." sagde hun med et lille smil. Jeg tog hånden op til hendes kind og tørede tårerne af hendes kinder. "Har du ikke selv brug for den?" spurgte jeg hende. "Nej jeg har en til" sagde hun stille. Jeg lod min hånd falde ned langs siden og rejste mig lidt efter.

Jeg gik hen mod døren, men stoppede så op og løb hen til Katrine. Jeg lagde armene om hende og knuede hende tæt ind til mig. "Jeg kommer til at savne dig!" sagde jeg med grødet stemme. "Jeg kommer også til at savne dig" sagde hun stille. Hun krammede med i et stykke tid inden hun gav slip. Jeg vendte mig om mod døren igen og gik denne gang helt ud, uden at se tilbage.

Jeg var inden på mit værelse og ligesom før faldte tårerne ned af mine kinder. Det føltes som om jeg havde grædt alt ud, men alligevel kom der hele tiden flere tårer. De ville nok aldrig stoppe. Jeg kiggede rundt i værelset og ledte desperat efter min radio, den måtte jeg havde med. Jeg ville kunne hører cd'en fra Katrine. Jeg måtte bare finde den radio.Den kan vel også kaldes en cd afspiller, men det gør jeg ikke.. Den var ikke til at finde. Jeg kunne mærke alt inden i mig falde sammen, jeg havde haft en for et år siden, men hvor havde jeg lagt den hen?

Jeg tænkte mig godt om, hvor ville den være? Hvor? Jeg tænkte tilbage, selvom det gjorde ondt, men jeg VILLE vide hvor den var. Jeg lagde mig ned på gulvet. Min ryg mod det ujævne trægulv gjorde ondt, men jeg ignorede det totalt. Jeg havde oplevet værre ting i mit liv.

Jeg kiggede ind under min seng og så min radio. Jeg strakte armene ind efter den og fik den hurtigt ud. Et tykt lag støv lå på den og da jeg strøg hånden over den klistrede det sig til min hånd. Jeg nøs to gange og blev en smule svimmel. Jeg rejste mig op og lagde den ned i den sidste kuffert sammen med alle de cd'er jeg har pånær, den jeg fik af Katrine. Den kom ned i min sportstaske.

Jeg fik pakket de sidste ting ned i kufferten, selvom den ikke blev helt fyldt. Jeg satte dem til højre for min dør, så jeg ikke ville gå ind i dem. Jeg lagde min sportstaske ved fodenden af min seng. Jeg satte mig tungt ned på sengen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne vel lige så godt lægge mig til at sove.

Det eneste der lå fremme på mit værelse var en alt for stor trøje jeg ikke ville havde med og som jeg ville bruge som nattrøje i dag, og et sæt tøj til i morgen. Alt andet var pakket ned, så det så lidt tomt ud.

Jeg var egentlig glad for at jeg skulle væk fra det her, men det var så svært at være glad, når jeg skulle væk fra Katrine og mine brødre, og jeg ville nok ikke se dem før jeg var færdig på kostskolen. Det var svært at se i øjnene og jeg havde det som om jeg var inden i en drøm, et mareridt jeg ikke kan komme ud af. Jeg kan ikke rigtig klare tanken om at det er andet og det er ikke en drøm jeg lige om lidt vil vågne op fra. Det gav ingen menning. Ikke i mit hoved i hvert fald. Det var alt for surrealistisk.

Kapitlets overskrift er navnet på westlife's sang Flying Without Wings :-)

 

Hvad synes i om kapitlet?

Og jeg undskylder at det tog så lang tid inden jeg fik det skrevet:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...