The nightmare (1D)

April er en pige på 17 år, og bor i Klokkeholm i Danmark.April er et totalt nervevrag, efter hendes far begyndte at være sammen med ALLE unge piger i den lille by, og derved fik April stemplet, som én man skal holde sig fra, af alle i byen. Hun har ingen venner mere, pånær en af hendes fire søskende, men da hendes forældre ikke har råd til at havde børnene boende, bliver de spredt for alle vinde. April bliver sendt på kostskole i England. Der for hun faktisk nogle venner, der kan lide hende for den hun er, men hun lukker sig stadig ikke helt op og det mindste spørgsmål for hende til at bryde sammen. Men livet gå i det mindste fremad for April. En dag får skolen besøg af et verdens kendt band, som er der for at vælge en 'speciel' pige, at tag med ud at se verden, for at få god presse tale. Hvad vil der nu ske? *Ingen af drengene har kærester i denne historie. Der kan være anstødeligt sprogbrug og seksuelle scener hvis i læser den er det på eget ansvar. Så er i advaret* ;) Go' fornøjelse

78Likes
151Kommentarer
5878Visninger
AA

5. Baby, don't hurt me, it's not okay.

April's synsvinkel (Skrevet af: Katr9275)

Jeg vågnede næste morgen, ved at der var nogen der bankede på min dør. Jeg gik hen og åbnede, og så lige ind i min mors rødsprængte øjne. Min mors øjne plejede altid at være så smukke og yndefulde, så det gjorde ondt at se dem sådan. "skat du har ti minutter til at gøre dig færdig" sagde min mor helt stille og forsigtigt, sikkert fordi hun var bange for hvordan jeg ville reagere. Hun troede nok jeg ville lægge mig ned på jorden, og tude som en lille baby. Men det kunne jeg aldrig finde på når der var andre mennesker til stede, for de skulle ikke tro jeg var svag. Jeg skulle vise at jeg var stærk. "ja jeg kommer ned og spiser om fem minutter" sagde jeg med den gladeste stemme jeg kunne frembringe.

Jeg gik over mod mit tøj og begyndte at tage det på. Jeg havde valgt noget simpelt. Bare en ensfarvet t-shirt i rød og et par jeans i en lys farve. Jeg tog min børste og begyndte at rede mit hår. Da jeg var færdig med at rede mit hår lod jeg mit mørkebrune hår falde ned ad min ryg. Jeg tog min børste og pakkede den ned . Til sidst tog jeg mine kufferter, og gik nedenunder med meget langsomme skridt. Jeg gik så langsomt som jeg kunne for at trække tiden ud, så jeg kunne være her hjemme så lang tid som muligt. 

Da jeg kom ned stod min morgenmad allerede på bordet. Hvem havde stildt min mad frem? Jeg plejede altid at skulle passe mig selv. Jeg stilte mine kufferter ude i forgangen, og gik ind i køkkenet, og satte mig ned på en af vores knirkende gamle træstole. Over ved komfuret stod min mor i fuld gang med at lave røræg. Hende humørsvingninger kunne give en piskesmæld. Først er hun helt færdig over at alle hendes børn skal væk, nu stod hun og nynnede mens hun lavede røræg. Hvad skete der lige for hende? 

"Skal du have lidt røræg?" Spurgte min mor helt overgearet. "Hvad skal alt det her til for?"  Spurgte jeg uden at svarer på hendes spørgsmål. "Ikke for noget" Svarede min mor mens hun kiggede alvorligt på mig. Jeg kiggede direkte ind i hendes øjne, og kunne se at det var fuldkommen løgn. "Mor jeg kan se du lyver. Hvorfor er du så overgearet?" spurgte jeg igen. "Okay skat det er fordi jeg gerne vil have, at vi får sagt farvel ordenligt" Sagde min mor trist. 

"Ja tak mor jeg vil gerne have røræg" sagde jeg for at skifte emne. Jeg kunne mærke at mine øjne begyndte at svig, bare på grund af det lille ord "farvel". Det gjorde helt ondt indeni det var som om nogen tog mit indre, og trampede det ned til at det ikke kunne bevæge sig mere. Det hele var i oprør indeni mig. 

Da jeg var færdig med at spise, tog jeg min tallerken og satte den ned i opvaskemaskinen. Jeg skulle til at gå ind til min mor inde i stuen, for at tage en god afsked med hende. Men da jeg var halvvejs inde ved hende, og stod uden for døren ud til gangen ringede det på. "Åbner du?" spurgte min mor. Jeg kunne tydeligt høre frygten i hendes stemme. Hun var ligesom mig bange for om det var taxaen, der allerede var kommet for at hente mig. 

Jeg blev bare stående midt på gulvet. Det var som om mine ben ikke gad adlyde, jeg sagde de skulle gå ud til døren, men de gad ikke. Jeg stod som limet til gulvet, jeg kunne ikke gå bare en centimeter. Jeg kunne ligeså godt se virkeligheden i øjnene, det var taxichaufføren der stod uden for døren. Jeg ville blive sendt afsted hjemmefra, ligemeget hvor lang tid jeg ventede med at åbne døren. 

Jeg fik til sidst revet mig væk fra limen på gulvet og gik over og åbnede. "Hej frøken, er det dem der skal køres til lufthavnen?" Spurgte taxachaufføren sødt. "Ja...Ja det er mig. Jeg går lige ind og siger farvel og henter mine ting" sagde jeg med den sødeste stemme jeg kunne. Det var svært at lyde glad men, det skulle jo ikke gå ud over ham at jeg var indebrændt og ked af det. "Ja jeg venter ude i bilen" sagde han.

Jeg gik med triste skridt ind i stuen og krammede min mor. Min mor vidste også godt, at det var nu jeg skulle væk. "Katrine?" kaldte min mor. Efter et par minutter kom min lillesøster ind i stuen. Jeg løb over til hende og krammede hende så hårdt jeg kunne. "Slap af du kvaser mig" sagde min lillesøster mens hun gispede efter luft. "Ej undskyld" sagde jeg. Jeg krammede hende lidt blidere. "Så så, det skal nok gå" sagde min lillesøster trøstende. Det var først der jeg lå mærke til at jeg græd. Jeg kunne smage den saltede smag i munden, og jeg havde svært ved at se noget men, jeg var ligeglad. Det her var den sidste chance jeg havde for at se Katrine, så den skulle udnyttes. 

Jeg gav slip for Katrine, og gik med tapre skridt ud i gangen. "Farvel vi ses" sagde min lillesøster med sin søde englestemme. "Ja" sagde jeg. Jeg vendte mig ikke om, for det ville gøre for ondt. Så ville jeg aldrig komme afsted. Jeg valgte kun at sige ja, for hvis jeg sagde for meget så kunne man høre på min stemme, at jeg var ved at bryde sammen. Jeg tog mine kufferter og smuttede ud af hoveddøren. Jeg nåede ikke at sige farvel til mine lillebrødre for, de var i skole, og vi måtte ikke tage dem hjem fra skolen for min far. 

Jeg begyndte at hulke lige så snart jeg var uden for hørevidde. Jeg kunne mærke et par tårer, der begyndte at løbe ned af min kind. Resten af mine tårer prøvede jeg at holde inde men, det var rigtig svært. De sneg sig ud som små snedige slanger. Jeg satte mig ind i taxaen med en følelse af at var forbi.

Jeg mærkede nogen der ruskede i mig, og vågnede med et sæt. "Undskyld frøken men vi er i lufthavnen nu" sagde taxichaufførren med en undskyldende stemme. Det irriterede mig grænseløst at han kaldte mig frøken. Han kunne rende mig, jeg havde godt nok lige mødt ham. Men bare den måde han kaldte mig frøken på og hans personlighed irriterede mig grænseløs. Jeg var glad for at jeg havde sovet hele tiden, ellers var han nok lystigt begyndt at snakke til mig. 

Jeg fik med nød og næppe kastet mine tænker væk og steg ud af taxaen. "Skal jeg hjælpe dig med dine kufferter frøken?" spurgte taxichaufføren. Endnu engang kom det irriterende ord frøken med ind i sætningen. "Nej" sagde jeg i en lidt for sur tone men, jeg kunne jo ikke gør for han hele tiden brugte det irriterende ord. "okay frøken fortsæt god dag" sagde han igen med det irriterende ord. Kunne han blive mere irriterende?

Jeg fik slæbt mine kufferter ind i lufthavnen. De var ellers meget tunge, så jeg var positivt overrasket over jeg fik dem alle slæbt ind alene. Jeg fik hurtigt afleveret alle mine kufferter til en ung pige som ellers var rigtig smuk, men hendes sure facade ødelagde det smukke ved hende. Nu skulle jeg bare sidde og vente ved min gate. Tiden sneglede sig afsted, hvis man kunne så ville jeg gå over og sparke til tiden, bare for at se om den så ville gå lidt hurtigere, men det var hvis ikke lige muligt. Jeg havde en skær tankegang nogengange jeg ved det, men sådan er min hjerne altså meget underlig og uforståelig. 

"Dem der skal med gate 5 bedes gå til gaten og tjekke ind nu" lød det skrattende fra højttalerne. Jeg gik det sidste stykke over til gaten. Der var allerede opstået en kæmpe kø foran gaten. Mere ventetid juhuuu. Not. Selvfølgelig gik ventetiden i mens jeg stod i køen også i sneglefart. Hvorfor skulle alt i en lufthavn gå i sneglfart?

Jeg var kommet ind i flyet efter at jeg havde stået i kø i en evighed. Eller i hvert fald noget der føltes sådan. Jeg skulle rejse på førsteklasse, det var der da ingen der havde sagt. Jeg havde aldrig været ude at flyve før, så der var en masse nervøsitet der ramte mig, da jeg satte mig i mit sæde. Hvad nu hvis flyet styrtede? Eller hvis nu der gik brænd i flyveren?

Før jeg kunne nå at tænke mere over det, kom der en stewardesse ud og gennemgik alle mulige ting. Vigtige ting hvis der altså skulle ske noget. Men det gjorde der højst sandsynlig ikke havde stewardessen, men hvem vil tro på et vildt fremmed menneske? I hvert fald ikke mig. Pludselig gjorde flyveren et ryk, og jeg skreg en lille smule. Drengen ved siden af mig begyndte at hoste, men det var nok mest for at gemme at han grinte. "Hvad er der?" spurgte jeg selvom jeg nok godt selv kendte svaret. Han synes nok det var hyle morsomt at jeg skreg, men det synes jeg altså ikke. "Hmmm har du aldrig før været ude at flyve?" Spurgte han uden at svare på mit spørgsmål sikke ubehøvlede. "Nej" svarede jeg meget stille, mens jeg kunne mærke at min tomatrøde farve steg mig til hovedet. "Nå så var det derfor du skreg" sagde han med en meget hæs men stadig fin stemme. "Ja det var det vel" sagde jeg stille. 

Jeg havde svært ved at åbne mig for folk. Det var et problem jeg havde haft hele mit liv. Det var blevet lidt bedre, men jeg kunne stadig godt være bedre. Jeg skulle måske tage at øve mig lidt med at åbne op for andre. Jeg kunne jo starte lidt med ham drengen her. Vi var jo næsten alene så hvor meget kunne jeg gøre mig til grine? Ja måske lidt men, ja det skulle prø...... Mere nåede jeg ikke at tænke på før jeg fik en kildende fornemmelse i maven, og flyet bevægede sig. Jeg tog automatisk fat i den fremmed drengs hånd. Det var vildt pinligt, men lige nu var jeg sådan set ligeglad, for jeg var ved at skide grønne grise så bange var jeg.

"Slap af, prøv at træk vejret helt ned i maven" sagde drengen i det mest beroligende tonefald jeg nogensinde havde hørt. Jeg prøvede at gøre som han sagde, og det hjalp faktisk en lille smule. "Hvad hedder du?" spurgte jeg nok mest for at tænke på noget andet, måske også en lille smule for at åbne mig op. "Christian hvad med dig?" spurgte han. "April" Det var først der jeg lå mærke til at jeg stadig holdte ham i hånden. Lige så hurtigt som jeg fik fat i hans hånd, ville jeg tage den væk, men han klemte bare min hånd en lille smule, for at jeg ikke tog den væk. Jeg rødmede så meget at jeg tør vædde på, at jeg lignede en tomat i udbrud. "Hvis det gør dig rolig så lad den ligge der" sagde han mens han prøvede at få min opmærksomhed. "Hvad så? hvilken by kommer du fra?" spurgte han nok mest for at få gang i en samtale, og det passede mig helt fint.

Jeg havde åbnet mig rimlig meget op for Christian, selvfølgelig ikke 100% men i hvert fald 50% mere end jeg plejer. Jeg var kommet ud af flyet, og stod nu og ledte efter den taxa der skulle hente mig. Hvorfor var der også så mange mennesker i London?

"Frøken ......." Råbte en deprimeret mandestemme som om han havde ledt efter mig i hundrede år. Mit blik dansede rundt i menneskemængden, for at finde personen der havde kaldt på mig. Mit blik stoppede pludselig op ved en buttet lav mand. I den ene hånd havde han en dognut, og i den anden et skilt hvor mit navn helt klart stod på. OMG sig at det ikke var sandt. Sig at det ikke var taxichaufførren. Jeg kunne sgu da ikke sidde i samme taxa som ham! Ham lignede et bombede lokum, han havde en mislykket hanekam på hovedet, og så kunne man se, hvordan alt fedtet kæmpede om at få luft under den tætsiddende t-shirt. "Frøken ........" Kaldte den buttede mand i mens jeg stod, og overbegloede den klamme mand. Ohhhhhh FUCK jeg ville aldrig overleve det her! London var allerede skod. Sådan noget bullshit. Egentlig var det et underligt ord for det betød jo tyrelort, hvad sker der for det?

Jeg havde overlevet tiden i taxaen, med den klamme mand. Jeg havde fået mit værelse på kostskolen udleveret, af en gnaven gammel dame. Jeg var ved at pakke ud, da jeg kom i tanke om at det nok ville være en god idé, at tjekke stedet lidt ud. Jeg gik ud på en lille tynd gang der var ikke særlig meget plads. Jeg vidste ikke hvor jeg gik hen men jeg gik bare. Jeg kiggede lidt tilbage da jeg hørte nogen snakke, lige da jeg kiggede tilbage gik jeg direkte ind i en person. "OMG! hvad fanden har du gang i?! hvem tror du lige du er?!" sagde den mest snobbede stemme, jeg i hele mit liv havde hørt. Jeg kiggede over på personen der lå på numsen ved siden af mig, hun havde mega afbleget hår og skrigende lyserødt tøj på. Alt fra hendes taske lå spredt ud over gulvet. 

"Se min mobil! Den har fået en ridse! OMG!" skreg den snobbede pige. "Ja hvis ridsen er usynlig" svarede jeg nok en tand for flabet. "Hvad er det for en grim hånd du har på kinden?" spurgte hun nok for at irritere mig. "ikke noget der rager dig". "Hvad så med dit grimme tøj eller grimme hår?" spurgte hun. "ikke noget svarede jeg igen afvisende ."Er din familie da sådan en klam og ensom familie hvor ingen gider snakke med den?" spurgte hun irriterende. Hun var virkelig irriterende. Normalt kunne jeg holde til meget, men der flød mit bærer altså over. Jeg gik direkte frem mod hende, og gav hende den største lussing jeg kunne frembringe. Det kunne godt være hun havde en "fin" lyserød trøje på, men for mig kunne hun lige så godt være en "fin" lyserød ko med vinger. Har i aldrig hørt det der med at man skider på lyserøde køer eller sådan noget? Nej, nå okay. Jeg ville i hvert fald med glæde skide på hende. Det er første gang jeg ser hende, men jeg kan allerede se hun er pisse irriterende.

" Av forsatan din bitch!" spyttede hun ud i hovedet på mig. "April Evans hvad har du gang i? Du kommer direkte op på kontoret." sagde den ældre dame jeg havde fået uddelt mit værelse af. "Hmmmm...... Øhmmmm....." stammede jeg. Jeg ville forklarer hvor stor en bitch pigen var, men der kom ingen lyd ud. "Kom" kommenderede den ældre dame. Vi gik næsten tavse op på kontoret. "April det er en alvorlig ting og slå en anden" Var det eneste der blev sagt af den ældre dame, som jeg fandt ud af var rektor. Omg godt gået April, først dag og du kommer op på kontoret. Du bliver nok smidt ud. Godt gået! Hvorfor er det altid mig der ender i de problemer?

 

 

 

 

Kapitlets overskrift er fra sangen Don't hurt me this way by Lukas Graham.

 

Bare skriv hvis der er noget jeg kan gøre bedre <3 :-)

Lille besked: <3

Er lige blevet færdig med min fysik/kemi rapport på 10 sider. Blær blær! hæhæ ej undskyld ville bare lige sige nu er jeg færdig med min rapport og matematik aflevering, så nu har jeg lidt bedre tid til at skrive til jer... Indtil jeg så får min næste aflevering, som jeg så gør i morgen......... Øv øv ;-/ Jeg skal nok prøve stadig at skrive så tit jeg kan. Love Katr9275 ;-**

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...