Two worlds collide {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2012
  • Opdateret: 19 jul. 2012
  • Status: Igang
For Samara betyder "den første kærlighed" ekstremt meget - hun har nemlig endnu ikke fundet sit livs kærlighed. Men da hun tilfældigvis støder ind i den, bliver hendes liv til et stort kaos - rettere sagt - verden undergang. Når man er datter af Andrew Hastings, som er ejer af det verdenskendte tøjmærke Hugo Boss, kan man vel ikke forvente andet. Han forvandler Samaras liv til et helvede, og værst af alt - han tager hendes livs kærlighed fra hende. (Det skal lige siges at Justin Bieber ikke er kendt i denne historie, men en helt normal 20-årig dreng)

48Likes
34Kommentarer
2756Visninger
AA

3. Samara's synsvinkel

"De er ankommet til Deres hus mrs. Hastings," lød det fra en af mine sikkerhedsvagter. Ja du hørte rigtigt, sikkerhedsvagter - dem der passer på en, og er rundt om en og sammen med en 24/7. Det var ikke ligefrem fordi jeg var den mest kendte 20-årige pige på planeten og egentlig havde brug for sikkerhedsvagter - men min far, Andrew Hastings, insisterede på det, for han var simpelthen så bange og bekymret for min sikkerhed uden for vores hus, at han ikke engang turde at sende mig ud til en helt normal park.

Nogengange ville jeg bare ønske at jeg var en helt normal pige, med et helt normalt liv - og ikke datter af den verdenskendte ejer af tøjmærket Hugo Boss. Mange piger ønskede at dø for at leve mit luksus liv, men sagen er den, at det bare ikke er det liv de forestillede sig. Dengang jeg gik i highschool, for godt 1 år siden, var mit allerhøjeste ønske bare at være en ganske normal teenager. Mens alle piger gik rundt i sneakers, sweatshirts og leggins - var der lige "hende der Samara" der gik rundt i de skide dyre designerkjoler, stilletter til flere tusinde dollars og smykker som ingen normale piger nogensinde kunne få sparet sammen til at købe - og det skal lige siges at det var mig, der var "hende der Samara". Alle på skolen vendte sig om efter mig, ville dø for at ligne og være mig, var jaloux som bare fanden - ja, så er der mig som bare ville dø for at være dem - en helt normal teenager. 

Drenge var ikke det store problem for mig, jeg skulle bare give dem mit blik og et enkelt smil og så var jeg deres - men det var ikke sådan jeg ville have det. Jeg ville have én, der blev forelsket i  min personlighed, i mig, og ikke de penge min familie og jeg har, eller i min såkaldte "berømmelse" - for hvem ville ikke være kendt som "Samara Hastings kæreste"? Når alt kom til alt, ville jeg bare gerne møde mit livs kærlighed og forsvinde væk fra alt det jeg har levet med i mine 20 år - rettere sagt forsvinde fra helvede. Men ifølge min far, så skal min første kærlighed ikke være hvem som helst: han skal komme fra en meget fin familie - lidt ligesom min egen, og så skadede det da heller ikke hvis han var stenrig. Det ville ødelægge familiens "image" hvis jeg giftede mig med en helt normal dreng, fra en helt normal familie. 

Inderst inde bag min facade, bag alt det dyre og snobbede, er der en pige - en helt normal pige - som ikke kan vente med at blive sluppet løs. 

Jeg rettede mig på det kulsorte læder sæde og tog en sidste slurk fra det fine glas jeg holdte i min hånd. Glasset føltes så tyndt, at jeg ikke engang turde holde ordenligt fast, bange for at det skulle gå i stykker. Bildøren ved siden af mig, blev åbnet i en fart og jeg steg ud og blev mødt af det kæmpe kæmpe hus jeg nu havde boet i, i knap 2 uger. Jeg rakte det fine glas til John, en af mine sikkerhedsvagter, og udstødte et dybt suk. Det var en refleks når jeg fik øje på det hus. Den anden sikkerhedsvagt, Larry, vendte omgående hovedet om, for at se om der var noget galt, eller om der var noget jeg var utilfreds med. Larry og John var nok de to mennesker jeg tilbragte allermest tid med, bortset fra min bedsteveninde Emily - nok var de mine sikkerhedsvagter, tjenere og alt det der pjat - men de var også mine venner. Det lyder virkelig underligt, altså at være venner med sine vagter, men det er skam sandt nok. De ved hvordan jeg har det med berømmelsen og luksuslivet - og de kunne ikke være mere enige. 

Idet jeg blidt rystede på hovedet, for at vise Larry at der ikke var noget galt alligevel, blev den kæmpe hvide hoveddør åbnet, og ud af huset kom min far - som om han havde holdet øje med hvornår jeg ankom. Med sit sædvandlige udtryk i hovedet - hverken sur eller glad - nærmere snobbet og stolt, gik han stille hen imod mig. Du ved, med næsen i vejret og alt det der pjat. Han havde et gråt jakkesæt på og en lysegrå skjorte nedenunder - samt nogle sorte formelle sko og et babylyserødt slips af silke. Jep, det var så min far - Andrew Hastings - rettere sagt, Hr. Hastings. Han følte sig som en konge.

"Samara, skat, kom med indenfor - din mor og jeg har en fin overraskelse til dig," sagde han med sin dybe stemme og sendte mig et af sine falske smil. Han rettede på sit slips og tog imod mig med armene for at vise mig vej ind i huset - som om jeg ikke selv kunne finde ud af at gå ind i mit eget hus. Jeg udstødte et lille fnis, for at vise at jeg godt hørte hvad han lige havde sagt, og mest af alt for at slippe for at komme til at sige noget i retningen af: "er det nu endnu en 25.000 dollars dyr designerkjole?" - Jeg var jo ikke ude på at såre ham.

Mine stilletter klikkede på det fine marmorgulv vi havde ude i den kæmpe entré, der nærmere mindede om en festsal end en entré - bogstavelig talt. Jeg holdte mit blik sænket, for at undgå at se hvad han nu havde købt til mig. Men der lød nogle dæmpede stemmer i retningen af vores fine store spiraltrappe og min nysgerrighed fik mig til at kigge op. Min far havde ret, det var særdeles en kæmpe overraskelse: for hvad fanden lavede en prins inde i mit hus?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...