Two worlds collide {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2012
  • Opdateret: 19 jul. 2012
  • Status: Igang
For Samara betyder "den første kærlighed" ekstremt meget - hun har nemlig endnu ikke fundet sit livs kærlighed. Men da hun tilfældigvis støder ind i den, bliver hendes liv til et stort kaos - rettere sagt - verden undergang. Når man er datter af Andrew Hastings, som er ejer af det verdenskendte tøjmærke Hugo Boss, kan man vel ikke forvente andet. Han forvandler Samaras liv til et helvede, og værst af alt - han tager hendes livs kærlighed fra hende. (Det skal lige siges at Justin Bieber ikke er kendt i denne historie, men en helt normal 20-årig dreng)

48Likes
34Kommentarer
2683Visninger
AA

4. Justin's synsvinkel

"Hej mor," halvråbte jeg da jeg trådte ind i vores lejlighed og smed mine sko. Intet svar. Hvor var hun? 

"Moaaar?" råbte jeg nu endnu højere. Jeg rynkede panden. Stadig intet svar. Idet jeg så småt halvløb gennem vores lille entré, åbnede jeg alle døre der var på vejen, for at tage et kig ind. Men jeg kunne ikke finde hende i nogle af værelserne. Et lettet suk lød fra mig, da jeg indså at der var en sidste dør, jeg endnu ikke havde kigget i. Med hurtige skridt gik jeg nu hen til den sidste dør - som også var døren ind til min mors soveværelse - og åbnede den lige så stille, i håb om at undgå den frygtelige knirken, vores døre i lejligheden hele tiden plejede at lave. Der lagde hun så, så smuk og fredfyldt - hun lignede en engel når hun sov. Jeg gik med forsigtige skridt hen imod den kæmpe dobbeltseng hun lagde på - den dobbeltseng hvor der engang plejede at sove to personer i, og ikke kun en. Som du nok kan regne ud, så hentyder jeg til min far. Ham der engang var mit et og alt, ham jeg gjorde alt med, ham jeg tilbragte allermest tid med, ham der engang var mit forbillede - det var den mand jeg engang var stolt af over at kunne kalde 'min far'. Men det er samtidig den mand der vendte min mor og mig ryggen - han forsvandt. Og ikke nok med at han forsvandt, han tog oven i købet også sin personlige træner med. Som jeg nok mere ville kalde 'personlig' end 'træner'.

Det er nu 2 måneder siden at vi blev forladt alene, kun hende og jeg. Min mors udtværede make-up i ansigtet er beviset på at hun havde grædt sig selv i søvn - igen - hun er åbenbart stadig ikke kommet over smerten af at være alene, uden sin elskede. Men hun har jo mig? Hun er ikke alene? 

Jeg har ikke set min mor smile lige siden det skete - og det regner jeg heller ikke med lige foreløbigt. Jeg havde altid været den person der kunne få min mor til at grine - uden overhovedet at behøve at gøre noget specielt. Min mor, Pattie, var i det hele taget bare en glad person, der elskede at fjolle rundt, og grine med mig. Mine interne jokes, min være-måde, alt ved mig var sjovt - og det glædede mig at jeg kunne gøre hende glad så nemt, dengang. Hun er en helt anden kvinde nu, en kvinde jeg slet ikke kan genkende længere. Men det er forståeligt, det hele er forståeligt. Jeg ville også være sønderknust hvis en jeg elskede forlod mig. Det eneste jeg behøver at gøre lige nu er at give hende noget tid. Noget tid til at komme over min far - selvom man inderst inde nok aldrig kommer over en man engang har elsket endnu højere end noget andet på jorden. Men ja, sådan ser situationen altså ud lige nu - min mor og jeg, alene, i en lejlighed der ikke engang er mine sko værd - vi er på ingen måder fattige, for vi har penge, penge nok til at kunne spise 3 gange om dagen, penge til engang imellem at købe noget noget nyt tøj der passer til årstiderne. Det jeg siger er bare at vi er intet i forhold til det vi engang var. Min far havde et sindsygt godt arbejde, hvorpå han tjente kassen - min mor var dog arbejdløs, men mine fars penge talte et eller andet sted som to løn - min mor var nok mere en huslig kvinde, hvis bare hun er derhjemme, gøre rent, vaske tøj, lave mad så er alt fint. Men ja, efter min far smuttede så var vi nok lidt nødt til at flytte fra det kæmpe hus vi engang boede i - sammen - og ind i dette hul. Ej okay så slemt var lejligheden nu heller ikke - det jeg mener er bare at det var et hul i forhold til det gamle hus vi boede i. Og den eneste jeg bebrejder er min far - for at have gjort min mors og mit liv til et nogenlunde helvede. Forældre-rollen er på en måde blevet byttet om - for det er nu mig der skal passe på min mor, som var hun mit eget barn - og ikke omvendt. 

Jeg listede forsigtigt ud af hendes værelse og ind i stuen, hvor jeg hang mest ud - tændte for tv'et og lænede mig godt tilbage i sofaen. Jeg fik et sæt og hoppede nærmest af sofaen, da jeg fik øje på et velkendt ansigt. Det smukkeste ansigt jeg havde set, brune øjne, langt brunt bølget hår - det var pigen jeg havde set tidligere i dag! Jamen.. Jamen..

"Hvad fanden?" mumlede jeg for mig selv og vendte mig hurtigt om for at se om min mor var vågnet op. Det var hun ikke - jeg skruede op for tv'et, da jeg skulle høre hver en detalje der blev sagt om hende.

"Samara Hastings blev i dag spottet ude ved Centennial Olympic Park, rygterne indtil videre peger på at hun ikke var alene, men der var en ung mand der holdt hende med selskab. Intet er sikkert endnu - vi holder jer opdaterede. Dette bliver spændende, især når vi finder ud af hvem den unge dreng er...." og det ondeste grin lød i hele stuen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...