Two worlds collide {Justin Bieber}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2012
  • Opdateret: 19 jul. 2012
  • Status: Igang
For Samara betyder "den første kærlighed" ekstremt meget - hun har nemlig endnu ikke fundet sit livs kærlighed. Men da hun tilfældigvis støder ind i den, bliver hendes liv til et stort kaos - rettere sagt - verden undergang. Når man er datter af Andrew Hastings, som er ejer af det verdenskendte tøjmærke Hugo Boss, kan man vel ikke forvente andet. Han forvandler Samaras liv til et helvede, og værst af alt - han tager hendes livs kærlighed fra hende. (Det skal lige siges at Justin Bieber ikke er kendt i denne historie, men en helt normal 20-årig dreng)

48Likes
34Kommentarer
2684Visninger
AA

2. Justin's synsvinkel

Himlen var blå, solen skinnede, fuglene pippede som aldrig før - det var den første sommerdag. Det var fandme også på tide! Skridt for skridt bevægede jeg mig tættere og tættere på bænken - den jeg altid plejede at sidde på, når jeg var herude. Ude i parken. Med hænderne i lommerne, musik i ørerne og blikket nedad - studerede jeg nøje mine fødder der bevægede sig langsomt til musikkens stille rytme. Jeg behøvede ikke at se mig omkring for at vide hvor jeg var, og i hvilken retning jeg bevægede mig hen - jeg vidste nemlig udmærket godt hvor bænken lå. Efter at have været ude i denne her park, og siddet på præcis den bænk, i snart 2 uger i streg - kunne jeg ruten fra mit hus og ned til bænken ude i parken, helt udenad. Ja, bare kald mig freak.

Jeg satte tempoet ned og trak i mine headset's ledninger, for at få dem ud af ørerne. Idet jeg standsede for at vikle ledningerne rundt om min iPod og sætte den ned i min lomme, fik jeg ved et tilfælde øje på noget usædvanligt - noget der fik mig til at stirre, og noget der fik mig til at gå i stå. Det var ikke kun fordi at der var en der havde taget min plads på bænken at jeg stirrede forbavset og chokeret - men det var nok nærmere pigen der sad på min plads. Hendes lange chokoladebrune hår, der bølgede sig ned ad hendes ryg, og hendes dybe, mørke øjne, man bare kunne stirre ind i en evighed - i en uendelighed. Jeg havde åbenbart gjort et eller andet, der fik tiltrukket hendes opmærksomhed - noget der fik hendes øjne til at kigge væk fra den bog hun sad med i hænderne.

Den følelse jeg fik da hendes blik mødte mit, var ubeskrivelig - jeg var ude af stand til at tale, blinke eller bevæge mig. Hendes øjne var rettet mod mine, og deres farve blev dybere og dybere, mens jeg fremtvang dét smil, jeg altid plejede at få komplimenter for. Idet jeg stod der og lignede en kæmpe idiot, forsvandt vores øjenkontakt og hun begav sig til at læse videre i sin bog. Ikke en engang et eneste smil, ikke engang et tegn på noget der skulle forestille et smil - intet. Ligeså snart mit hjerte bankede dets normale rytme, satte jeg kursen hen til bænken og satte mig - helt ude i kanten, langt væk fra hende, som sad helt ude på den anden kant. Idet jeg satte mig, kunne jeg, ud fra øjenkrogen, se at hun rømmede sig. Havde jeg gjort noget forkert? Dette blev mere og mere akavet for hvert sekund der gik.

Lige pludselig pakkede hun sin bog ned i sin dyre Louis Viutton taske og med et sæt rejste hun sig op og kiggede hurtigt til højre og venstre - som om hun skulle over en vej. På venstre side kom der to kæmpe mænd gående - bogstavelig talt, kæmpe! De var store som døre, mindst 2 meter høje og med det vildeste blik i øjnene - et blik der fik mig til at gyse mig. Deres kæmpe krop bestod af rene muskler, det kunne man tydeligt se, selvom de begge bar et sort jakkesæt, med de hvideste skjorter nedenunder - hvide som sne. Jeg blev skræmt da jeg så dem omringe pigen, men det så ud som om at hun kendte de store gutter. Hun traskede ned ad grusstien med sine kæmpe stilletter, med gutterne ved hver sin side, ned til en limousine der holdt længere nede ad vejen. Hvem var hun?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...