Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2920Visninger
AA

4. Toget

Riez sad allerede ind i toget, da mig og Josh kom. Hun sad ved en bord fyldt op med alt verdens lækkerier og spiste en cupcake, hvor cremen havde den samme lyseblå farve som hendes hår. Hun viste med sin hånd at vi skulle sidde os ned på de orange farvet stole overfor hende. 

"Tag endelig for jer" Jeg kiggede rundt på de mange farverige smukke ting der stod på bordet. Jeg viste slet ikke hvor jeg skulle begynde. Min mund blev fyld helt op med vand. Jeg endte med at tage en cupcake, ligesom Riez, men bare med lyserød crem.

"Og hvis der er noget i gerne vil have, som ikke er her, så sig til, jeg vil gøre denne uge til den bedste i jeres liv!" 

"Bedste og sidste." svaret jeg tilbage og fortrød det med det samme. Men det var sandheden. Hvis jeg kun havde en uge tilbage og leve i, måtte jeg holde op med at være så sårbar. Stoppe med at fortryde alt jeg gør, hvis det overhovedet er mulig.

"Ikke hvis man vinder." Han havde allerede udnævnt sig selv som vinderen. Jeg mærket at han stirrede ond på mig igen og jeg prøvede at stirrer tilbage. Først der lagde jeg rigtig mærke til hvor stor, mørkhudet og stærk han var. Brun hår og lysne grønne øjne. Han var faktisk ret lækker, det vil nok give ham en fordel i spillet. Ikke som mig, grim og svag. Jeg kunne ikke klare hans stirren, så jeg tog min cupcake, og forlod spise vognen, uden et ord. 

Jeg satte mig på min seng i min kupé. Tog benende op mod maven og armene rundt om, mens min hæge  hvilet på mit knæ. Smed copcaken på gulvet og gav mig til at græde. Det var latterlig at græde over at jeg bare havde gået. Ingen havde gjort noget. Jeg havde intet gjort, jeg havde bare fundne ud af hvor lidt selvtillid jeg har og hvor meget Josh har, men alligevel havde jeg en forfærdelig mavefornemmelse. Den ester mig op inde fra, så jeg gjorde det jeg altid pejlet at gjorde de disse situationer. Jeg sang. En gammel sang som min mor sang for mig når jeg ikke kunne sove 

Hør hør

Ulve hyld,

Månen stier til top

Lad ro komme til krop

Lad mørket tage dig

 

 

Hør hør 

Fugle sang

Er forsvundet

Kroppen slap

Lyset knap

Lad mørket tage dig.

 

Sangen var ikke særlig god og jeg forstod ikke teksten, men den betød meget for mig da det var min mor der havde sunget den for mig. Den gav mig ro. Stoppede gråden. Tiden havde gået hurtigt, uden jeg havde lagt mærke til det, for Riez kom og sagde at det var aftensmads tid. De havde heldigvis ikke hørt mig synge. 

Der var alt hvad hjerte kunne begærer. Kød, brød, sovse, ris, kartofler og meget mere. Jeg viste ikke hvor jeg skulle begynde. Jeg endte med ligt af hvert. 

Efter aftensmaden, så vi på en kæmpe fjernsyn, de andre soner. Mange var store og stærke, ligesom Josh. Kun få var lille som mig. Det ville kun gøre tiden i arenaen korter, med at de muskle folk. Jeg ved at jeg ikke vil vinde, men det gjorde mig alligevel mere trist at se på alle de store mænd og nogle damer også. Hvorfor var jeg så trist inden i, når det bedste for mig, nok var bare at dø? 

Efter vi havde set dem alle og jeg var sunket hel ned i mørket, var det senge tid. I morgen ankom vi til Capitol, hvor vi skulle have vores vognoptog i mærkelige kostume

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...