Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2883Visninger
AA

15. Sponsere gaver - del 1 - den 9-10 dag

Vi forsatte natten lang og det var bleven dag igen. Mine ben brændte, men jeg ville ikk' stoppe. Jeg tænkte heller ikke så meget over det, der var så mange andre ting der rodet rundt inde i mit lille hoved. jeg havde ikke slået min familie ihjel alligevel, men jeg havde dræbt en lille dreng, og set smerten i en teenagers piges øjne lige enden hun ble dræbt. Jeg kunne lade vær med at tænke på deres familie der sikkert sad og grad lige nu. På grund af mig. Jeg var ikke grunden til min forælder led, men jeg er grunden til at nogen andre familier led. Jeg kan simple hen ikke finde ud af hvad jeg følere lige nu.  

Jeg havde ikke lagt mærke til hvor meget længere jeg havde gået før Josh råbte efter mig

"Snow, nu stopper du altså!..." Han var cirka 20 meter væk fra mig. Jeg stoppede, og ventede på at kom lige så langsom op til mig, og tog han hånd op på min skulder. "...vi bliver nød til at få noget søvn, og mad." Jeg tog mig til min mave, da jeg opdage hvor sulten jeg endelig var. Jeg kigget mig omkring,men det eneste jeg kunne se var sand. Ingen træer eller buske hvor der murligvis ville være noget mad på. Der var ingen mad..og heller ingen vand. Så ville der endelig ske, jeg ville dø. Her ude i ørken, sammen med Josh. 

Josh mumlede noget jeg ikke helt kunne høre hvad var, men han begyndte strakt at undersøge alle hans lommer. Men da han intet fandt, begyndte han at gå i panik, og kiggede alle hans lommer i gemmen igen. 

"Den er væk..Den er væk!" Jeg kigge på ham, med et blik er tydelig fortalt at jeg ikke var med. 

"Fløjten!" Jeg havde glemt alt om fløjten.Vi havde miste vores sidste chance for mad. Nu var det helt fast bestem at vi ville dø. Enten at sult eller af dehydrering.  Jeg faldt ned på mine knæ, ned i det mega varme sand, og faldt videre ned på numsen. Josh satte sig ved siden mig, og tog sin hånd op på min kind. Jeg kigge ned i sandet, da jeg ikke havde lyst til at se smerten i hans øjnene, for jeg var sikker på at det også var gået op for ham, at der intet var at gøre.

"Snow.. Det hele skal nok gå,nu ligger vi os til at sove, og så i nat,forsatter vi." Jeg lod mig bare falde direkte ned i sandenet, og lod mine tunge øjenlåg falde ned, og lagde mig til at sove, selvom jeg udmærket vidste at jeg ikke ville vågne op igen. 

Det hele var mørk, men jeg kunne mærke af min sult af jeg ikke var død, i nu. Det føles ikke som om jeg havde lagt længe før jeg blev vækket. Josh havde tørt hen over mig, og i det han ramte sandet ved siden af mig, vågnet jeg op. Han stod med ryggen til mig, og var ved at drikke noget...han var ved at drikke noget! Jeg fløj op. 

"Lad mig smage." Min stemme var  bleven hæs, og og hver ord gøre ond at udtale.Jeg vidste ikke hvad det var han drak, eller hvor det kom fra, men lige nu var også ret så lige glad. Han forsatte med at drikke fra den store flaske, som om at jeg slet ikke eksisteret. Jeg råbte, eller nærmere sagde det højere, at jeg ville altså smage. Han gav mig den, men først da der næsten ikke var mere tilbage. Jeg drak, og drak til der ikke var mere vand tilbage. 

Da jeg var færdig, gik det op for mig hvad det var jeg havde gang i. Jeg havde kæmpet for at holde mig i live. Jeg skulle bare havde ladt Josh drikke det hele. Det vand jeg drak, kunne måske havde redet Josh. Jeg er måske grundet til at han dør. Stop så Hillriss! Stop med at tænke på den måde. Han er stærk, han skal nok overleve. 

Natten var faldet på, så vi nu det på tiden af forsatte. Ørkenen måtte jo ende på et eller andet tidspunkt. Lige meget hvor lang tid vi gik hvor der ikke andet at se end sand. Natten lang gik vi, og solen var ved at stå op. Endelig så vi nogen grønt. Trætoppe. Vi havde fundet ud af ørkenen, og ind i skoven. Endelig var der nogen træer til at dække for en brændene sol. Så handlet det bare om at finde noget mad, og nogen vand. For Joshs skyld, så han kunne overleve 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...