Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2921Visninger
AA

14. Prinsen - den 8 dag

Morgen var varm, rigtig varm, så det første vi begge gjorde var at drikke noget vand. Efter vi begge havde fået nogen vand, kigge vi udover området. Sand alle vejene. Mod øst var der røg. Meget røg, og ligeså mørkt og tykt som det i går. Vi blev enig om at vi ikke skulle gå der hen, og vil heller ikke skulle gå tilbage til slottet. vi kunne gå mod vest eller syd, men vi valgte for en sikkerheds skyld at blive her og få hvilet nogen mere.

Vi lade os mod ned og hvilet os, lige indtil vi hørte en stemme. En kvinde stemme der kom med os. Man kunne se hendes skygge komme mod os. Hun var alene, og dermed snakke med sig selv. Hun havde måske fået solstik. Jeg blev liggene på det varme sand, tæt mod søen, og håbet på at hun ikke ville lægge mærkelig til mig, eller faktisk var jeg jo ligeglad om jeg dør.

Hun var lang lyshåret, og rød over hele kroppen. Hendes ansigt lyset op da hun så den lille sø. Hun løb hen mod søen men blev hold tilbage af Josh. Hans lynhurtige reflekter havde fået han op og fanget henden mens hun løb, og holde en kniv foran hendes hals. Vendte hendes mod mig, skubbet hende ned på hendes knæ. Hendes blik fanget mit, og jeg satte mig lige så langsom op.

Jeg havde ondt af hende. Jeg kunne se smerten og frygten i hendes øjne. En kæmpe sten kom i min marve, og det blev kun værre af at Josh sagde at det her var for mig. At han dræbte hende, for min skyld. Hvis det skulle være for min skyld, havde hun fået lov at slippe, og vandre videre ud i ørkenen, men i stedet sad jeg her og så hende fået skåne halsen over på hende . Blodet vældet ud af hende, Josh slap hende så hun faldt direkte ned i sandenet med hendes ansigt, og åbne sår. En minde for livet var bleven skabt lige foran mig igen. En mere var død på grund af mig. Det jeg ikke ville havde skulle ske.

Bravedet fra kanonen der fortalte at en mere var faldt om vi kun var 9 tilbage. Det vækket mig også op fra mit mareridt, som fortalte at vi skulle væk her fra, nu! Jeg rejste mig og begyndte at gå uden et ord. Josh råbet efter mig, men jeg svaret ikke, og jeg stoppede ikke. Jeg kom bagefter mig, som jeg også havde forventede. Han ville ikke forlade mig ligesom i går selvom jeg bede ham om det.

Han blev ved med at sige Snow, og efter vi mindst havde gået i 10 minutter tog  fat i mig, og jeg blev nød til at fortale ham det, selvom jeg ikke havde lyst. Det fik mig til at se svag ud, det ville måske få ham til at forlade mig. Jeg var lige bleven så glad for ham. 

Imens vi forsatte mod vest fortalte jeg ham hele min liv historie, hvor han nogen få gang spurgte ind.  

"Snow, jeg hat ondt af dig, det har jeg, og du kan være helt rolig. Jeg forlader dig ikke. Jeg er din prins, jeg er her for at beskytte dig." Det var lidt sjovt at han valgte at beskrive os som prins og prinsesse. De fik mig til at smile, og fnise en lille smule, meget lav, men Josh lagde mærke til det alligevel

"Hvad er der?" sagde han med et smil på læberne. Jeg vendte mig væk fra hans ansigt mens jeg svaret, da jeg syntes det var lidt pinligt, det jeg havdet fået i tankerne. 

"Det var bare hvis du var er min prins, og jeg er prinsesse, så skulle vi.." kys. Jeg blev afbrudt af Josh der tog hans hånd op mod min kind, og vendt min ansigt så jeg kigget på mig, og derefter kysset mig. Et dejligt varmt kys, som også var mit første. Der slog det klik for mig. Jeg var blev forelsket i min modstanden, som jeg gemmen helle forløbet troede ville være min død, og han elsket også mig. Det var mærkelig. Det hele var så urealistisk. 

Efter kysset, kigget vi hinanden i øjne, i åndeløste minutter, mens blev vækket af i skrig. Vi forsatte mod vest, i tavshed, som først blev brudt efter lang tid. 

"Snow.. Der skal mere til en åben kakkelovns låge, til at sidste ild til et hel hus, også selvom det er af træ." Hvad? var min første reaktion, men da gik op for mig...

Han talte om min barndom, hvor jeg kom til at lade vores kakkelovns lågen open, hvor ilden så fik fat i huset og bræden ned. Han har fortalt mig at det var ikke ilden fra kakkelovn der havde sat i ild vores hus. Det var ikke min skyld. Jeg havde ikke dræbt mine forælder og søster. Jeg havde ikke dræbt dem. Jeg har levet hele livet på nogen jeg havde opdigtet. Ingen havde lidt på grund af mig for jeg kom her i ind araen. 

Jeg havde ikk'... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...