Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2883Visninger
AA

7. Opvisning

Min hjerte bankede løs,som aldrig før. Hvorfor vidste jeg ikke helt.Det betød ikke nogen hvilken katarer jeg fik, jeg skulle alligevel bare dø. Mine øjnelog var tunge. Jeg havde ikke kunne sove i nat.  Jeg hade sove godt, det få tid jeg havde fået sovet. Ingen drømme igen. Det kunne være de ville være væk forevigt.  Pige var 9 gik ind nu , så det var snart min tur. Jeg havde stadig ikke fundnet ud af hvad jeg ville.  

Med tunge skridt  gik jeg ind i den store trænings hal hvor opvisningen skulle forgå. Jeg kigget panisk rundt på de forskellige ting, da det gik op for mig at det var nu, og jeg stadig ikke havde bestemt mig for hvad jeg ville.  Jeg begyndte at gå hen mod posten hvor man skulle skærer i kød, men noget fik mig til at ombestemme mig. Jeg fik hen til kniven. Jeg tog kniven i mit grab, men havde ingen andeles om hvad jeg ville med den. 

Jeg vendte ryggen til dommerne, og sank flere gange, mens en stemme blev sige: Kast! kast! Og til sidst fik stemme overtalt mig til at kaste efter skydeskiverne. Med et kraftig armsving fik jeg kaste kniven.Mit hjerte stoppe mens den fløj gemmen luften. Jeg holdende vejret, lukke øjne..bare håbet på at jeg ramte, mens den føles jeg fik når jeg fortrød noget, lige så langsom kom, og fik min mavene til at føles som sten. Det fik kun min vejrtrækningen igang igen, som nu var en kæmp for at trække vejet. 

Mens jeg kæmpe med vejret, åbnet jeg forsigtig øjne. Jeg havde ramt! Dog var det den der var tættes på, og helt ude i den ene skulder, men jeg havde ramt! Stene i maven forsandt, og jeg kunne igen trække vejet.  Jeg  vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg valgte bare at forlade hallen, efter en kamp mod min stivnet krop. 

Min åndedrag blev nogenlunde normal da jeg var kommen op på mit værelse.  Josh gik med det sammen ind, heldigvis uden et ondskabsfuld blik.  Jeg havde ikke brug for mere lige nu. Jeg var stivnet. Kunne ikke rigtig fatte noget. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre. Sige at det var godt at jeg fik mig selv til at kaste den, eller rulle mig sammen til en kule og græde til jeg ikke havde flere tårne tilbage. Jeg ville helst bare glemme det. 

Det hvide mur, blev min nye bedste ven, mens jeg sad og stirreret ind i den i flere timer, mens jeg kæmpe med mig selv.  Josh var kommet tilbage, og han sad og fortalte om hans opvisningen til Riez. Overhovedet ikke overaskene, var han bedre end mig. Som sagt blev han nok min død..

Under aftensmaden var jeg tavst. Helt tavs. Og spist kun lidt. Vi satte os hen i den lyserøde sofa, og tænde den kæmpe fjersyn. Hoveder dykke op men distisk nummer, og bagefter deres katarer.  9,6,5, 6, 10. Josh 11. Hillriss Distinkt 11... 3? Jeg fik et 3 tal? Nu gik min verden under, selvom det ikke betød noget. Min tavshed, blev til grød, da min ansigt ramte min dejlige pude. Grøden blev ved til der ikke var flere tåre tilbage, og mine kinder var fugtige. Hvad sker der for mig? Jeg er ked af det, selvom jeg selv siger at det er det rigtige at dø? Det er det! det er det rigtig at dø! Hvorfor græder jeg? Hvorfor er jeg så trist? Hvorfor ligger jeg og omdigter den perfekte opvisningen.  Jeg skal dø og det er mening! Og efter interview  i morgen, er der kun en nat mellem mig og døden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...