Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2884Visninger
AA

3. lodtrækningen

 

Jeg tog min mors smukke blå kjole på og skyndte mig ned til den store plads hvor lodtrækningen altid har forgået. Det var rigtig mange der ikke var kommen på deres plads selvom jeg var sent på den. Efter de havde taget en lille smule blod til mit lod, blev jeg vist hen til de andre 15 året piger. 

Jeg prøvede på at dampe min nervøsitet ved at tænke på den lækrere mad bagefter. Jeg havde ikke fået noget mad siden i morges. Jeg skal også hjem og skifte på et tidspunkt. Skifte til noget med lommer, så jeg kunne stjæle lidt. Jeg havde ikke så meget i mod at stjæle her, hvor maden er gratis. 

Riez kom op på scene med en stor blå struttende nederdel, og machene bikini, hendes tidligere pink hår var nu lyseblåt og  var usædvanlige løst, med grønne snore  hist og her. Hun begyndte at fortælle om at vi skylder Capital så meget, og så kom den lille film som ble vist hvert år. 

Da filmen var slut, brød stilheden sig. Det eneste man kunne høre var hendes mange armbånd.  Hjerter stoppede, mens  Riez gik hen og træk et lod af pigernes bowle op og gik tilbage til mikrofonen.  Man kunne høre hende åbne det lille stykke papir, da der var så stille.

"Hillriss Cadaddor!" råbte hun med sin skingrende stemme. Først da hun gentog mit navn, gik det op for mig at denne gang skete det virkeligt. Jeg havde sagt til mig hvert år, at denne gang skete det. Nu gjorde det. Nu blev de lodder min død. 

Hvert et af mine skridt blev overvåget af tusinde af mennesker, faktisk hele landet. Jeg prøvede at lade vær’ med at tænke på det da jeg gik op på scenen.  Riez stod stadig og smile som en der var på lykkepiller. 

"Nu til drengene."  Hun gik med sine mega høje blå høje hæle hen til bowlen med drenges navne. Snuppende den første hun fat i og kom tilbage. "Josh Jermernin!" Jeg havde aldrig hørt det navn før. 

Han reagerede med det samme og han stod oppe på scene ved siden af mig og stirrede ondt på mig, enden jeg overhoved havde set ham blandt mængden.  Han stirrede på mig, som om jeg bare var noget der skulle dræbes, så snart han fik chancen. 

Vi blev vist ind i hver vores lille rum, hvor ens familie og venner kunne komme for at sige farvel til en.  Jeg vendte en af de 4 stole så jeg kunne sidde og stirre ind i døren. Der sad jeg så i nok 10 minutter, uden der kom en eneste ind til mig. Jeg havde på fornemmelsen at ingen ville komme. Men jeg havde håbede på at min moster eller hendes 2 døtre ville kommer og sige farvel til mig. Men nej. Ingen kom. Ingen ville bakke mig op. Der var ingen at kæmpe for. Ingen der ville savne mig. 

Det fik mig til at indse at jeg har et forfærdeligt liv uden kærlighed. Måske var det godt at det var mig der blev valgt til at dø i arenaen. Så skulle jeg ikke stjæle mere. Selvom det er trist er det måske det bedste for mig.  


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...