Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2895Visninger
AA

8. Interview

Dage i dag, skulle være ren nydelse vis man spurgte en Capital beboer. At blive pudseset og plejet. Får en masse af opmærksomhed, og blev gjort smuk uden selv at skulle røre en finger. Men for mig var det ikke rart. Jeg vil ikke kalde det for tortur, men jeg ville helts så hurtigst som murlige væk fra dem. Jeg kunne ikke li' at de brugte så langt tid på mig når jeg bare skulle dø i morgen. Det var spildt af tid. Jeg var besvær for dem, selvom jeg godt vidste at det syntes de ikke, og det var deres arbejde. 

Mens de plukke mig igen, og farvet min hud hvid igen, fortalte de mig om hvor meget Capital elsket den gamle historie om Snehvide. Hvordan kan de elske en histore om hvordan en soner pige død? medmindre hun ikke døde? De fortalte mig ikke historien, men bare at jeg nok ville få nogen sponsoren selvom jeg kun fik   3, hvis jeg bare levet mig ind i rollen som Snehvide.  Jeg skulle spille sukkersød, det skulle nok ikke blive noget problem. Og jeg skulle elske publikummet, det blev måske lidt svære. Måske

Min kjole var kortere end den jeg havde på til åbningens ceremonien, og strammere.  Det overset var blå, og meget stram, mens det nederste var gul og løst. Jeg fik nogen stramt blåt stof om mine arme, med noget røde linjer på.  En rød bred snød om midt hoved med en sløjfe, og til sidst et rødt æble i min hånd. Hvad det så skulle til for? De fortalte mig at sådan så Snehvide ud, efter de havde puttedet blodrød læbestift på mine læber.  

Jeg sirret uforståelit  ind i spejldet da jeg møde mit ejet spejl billedet der var så smukt igen.  De havde kunne gøre det igen. Jeg var ufattelig smuk. Det var et mirakel at de kunne det.  Jeg havde det smukke glimt i øjet, og selvom jeg var lidt for tynd, så det godt ud. Jeg så godt ud! 

Vi gik ind på red og rakke, og satte os i hver vores bløde røde stol, med en stykke godt stykke mellem rund, mellem dem. Josh var i et blåt jakkeset, men for en gang skyld ikke kigge ond på mig. Han virket ud til publikum.  Der var mange fansy kjoler. En lang pink en. En stram rød sexet en.  En der lignet en blå sky. Drenge lignet meget hinanden. Alle sammen havde jakkesæt på, bare i forskællige farver.  

Jeg smile hele tiden. Jeg ved ikke hvorfor. Min hjerte koger over, så jeg gør bare det jeg har lyst til i stedet for det der måske var det rigtige. Det var slet ikke så svært at elske publikummet.  

Mens jeg gik op Cæsar, der havde sine normale blå øjnebryn, og blåt hår, vinke jeg sødt, og kaste en luft kys. Det var en hel dejlig. De kunne li' mig. Jeg fik folk til at kunne li mig. De led ikke, ikke havde ingen besvær ved mig. De elsker mig. 

"Nå hvem har vi så her." spurte Cæsar da jeg satte mig stille ned. 

"Hehe Snehvide." Jeg prøvet at få mit grin til at lyder så sødt som murlig, som jeg havde fået besked på. At være sukkersød. 

"Snehvide haha der ser man. Nå Snehvide, tror de at din prins vil komme og redde dig inde i araene?" Prins? Hvad snakker han om? Jeg havde stadig ikke fundne ud af hvem denne Snehvide endelig var, og det kommer jeg heller aldrig til.  Jeg kommer til at dø som en person som jeg ikke kender til. 

"Man ved aldrig." Sagde jeg med et smil på læben, mens jeg prøvet at range ud hvad han mente med prins.

Resten af interview gik med at fortale at jeg ikke ved ked af jeg kun fik 3 da den såkaldte prins nok ville komme og radde mig. Som om.  og så var tiden gået. 

Det sidste lille stykke tid, lyttet jeg ikke efter hvad de sagde lige indtil sagde:prins. Kort tid efter mig. Det var Josh. Han snakkede om at der måske var en chance for at han var min prins? Hvad? Han hade mig. Jeg tror måske bare jeg havde opdigte det, af alt det kærlighed jeg havde fået på det sidste. Og jeg vil aldrig finde ud af om han sådan set sagde det, eller jeg havde opdigte det. Jeg ville vide det, uden jeg ikke kunne finde en grund til hvorfor? Måske fordi han altid har været ond, og pluslig det?

En nat tilbage.. så døden

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...