Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2883Visninger
AA

11. I live - den anden dag

Solen kom en fra den lille dørløse døråbningen ud til altanen. Jeg havdet plukket nogen blade til at ligge på, så det kolde stengulv ikke var så koldt. Jeg blev overrasket over at se solens lys igen.  Solen lyste det lille stenrum helt op. Luften var fugtig og jeg vidste at det var tidligt morgen. Jeg tog en dyp indånding af det dejlig friske morgen luft, enden jeg rejste mig op.

Jeg forlod slottet for at samle noget mad. Jeg fandt et æbletræ, hvor det lignet Capital havdet forgiftet dem. Det var ikke særlig tydeligt og kun en var distrikt 11 ville ku' se at det er forgiftet. Jeg fandt også nogen natblokke, og til sidst fandt jeg nogen gode gamle urørt blåbær, som jeg plukkede en del af, og gik tilbage til slotte, helt lige med om nogen så mig, eller dræbte mig. 

Jeg tog de blade som jeg brugt som seng og samlet ude på altanen og brugte som stol. Jeg fik hurtigt spist bærrene men var stadig sulten. Jeg var lige bleven van til det gode mad i Capital. Jeg rejste mig op, og så ud over den falske arena skov. Solen havdet fået ordenligt fat og jeg kunne mærke det blev en varm dag. Jeg tog en dyp indånding, og da jeg pustede ud igen, lød der et bang. Chokket fik et flashback om i går hvor skubbet  en dreng udover altanen og døde, og med sammen kom stenen i maven.

Jeg havde dræbt en! Det blev svære og svære at trække vejret. Jeg bakket ud fra altanen, for at komme væk fra det sted hvor minderne er. Jeg bøjet mig frem og da stenen i marven var så tung. Jeg gipset, og kunne ikke få vejret igen, da en havdet taget fat om min mund og holde mig ind til dens krop. Personen tog en kniv frem og holde den for min hals. 

"Et sidste ord?" Det var en dreng. En stræk dreng med meget dyp stemme. Han fjernet grebet om min mund, men kniven gjorde det umulig at flygtet, hvilket jeg heller ikke havde tænkt mig.  Der var noget bekendt ved den stemme.  Med det samme jeg fat ud af hvem det var føledet jeg mig underlig nok afslappet.  Jeg fik ret i at han ville være min død. 

"Josh.." jeg tog min hånd op omkring hans arm da jeg sagde hans navn. "..gør det hurtigt, og med få smerter."  

"Snow!.." (Forkorte for det egeske Snow White som betyder Snehvide,og IKKE  for præsiten Snow) han kastet hans arme rundt om min krop, så jeg fik min hage på hans skulder. Jeg forstod ikke helt hvad det var der skete, jeg troede han ville dræbe mig? "..Jeg troede du var død, jeg så dig på himlen, men det ha' været Ikki. Jeg så glad for at se dig!" Han klemme mig ind mod hans krop. Jeg havde lidt lyst til at skubbe ham væk, men jeg synes, på en måde, at det var dejligt. Og Ikki var nok en anden sorthåret soner, som var død i går. Jeg så ikke de døde soner i går. 

"Vil du ikke være min allieret Snow? Jeg valgte at siger ja, for jeg intet der var imod at sige ja. 

Resten af dagen gik på at samle mad og nogen blade han kunne sove på. Vi vil gøre noget ved sengene i morgen så de blev bedre. Vi møde heldigvis ikke andre soner. 

Ufostålrigt var den anden dag i arenaen slut, og jeg lever stadig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...