Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2909Visninger
AA

18. Enden på det hele - den 13 dag

De siger at om 14 dage vil 23 af os være døde, men det er meget tit, næsten hver gang, fortalte Riez mig, at kæmpen der satte en enden på det hele fandt sted om natte til den 14 dag.Og enden det blev nat ville jeg være død. 

Solen fandt sin vej gemmen trækronerne, og gjorde hele dette sted så magisk. Så smuk. Et perfekt sted at skulle ende sine dag ved. Jeg lagde ned på jorden og betragte hvordan lyset bølger i trækronerne. Det var sand skønhed. Jeg prøvede på at nyde mine sidste timer som levene, men jeg ku' ikke.

Jeg blev ved med at spørge mig selv, om det var nu at der kom en løbene ud af busken og  dræbte mig, eller er det nu er Josh siger at han bliver nød til at forlade mig, eller vil han være der nå jeg dør?  Vil han kampe for at holde mig i live? Var han så dum at han vil offer sit eget liv for mit? Han har været tæt på at gøre det en gang.  

Jo længere tid jeg lagde der, jo flere spørgsmål dukkede der op, der plade mig, og gjorde mig sindsyg. Josh kunne godt slappe af, eller der var mere som om han vendte på noget. For han kunne ikke sidde stille, men havde farret ikke rund og snakke med sig selv. Han sagde heller ikke et ord til mig.

Tiden gjorde mig kun mere sindsyg, men endelig skete der noget, Josh rejste sig op, gik hen og kigge ned på mig. Jeg undere mig hvad han lavede, men jeg på fornemmelsen af han skulle til at sige farvel til mig, så jeg rejste mig, og lagde mærke til hvor mørk det endeligt var bleven. 

"Du skal videre ik' oss?"  Han nikkede, men hans så ked af det ud. Han ønske måske ikke at forlade mig, men jeg havde lige fået det til at lyde som om jeg gerne ville havde at han skulle gå.

"Jo Snow, me.." Jeg afbrød ham, for første gang, nogen siden, jeg vidste ikke hvad der gik af mig, men jeg var ikke bange mere. For nu kunne det hele være lige meget. Lige meget hvad jeg sagde skulle jeg dø. Jeg havde heller ikke flere gode timer sammen med Josh. Jeg havde ikke noget tilbage, jeg havde ikke noget at mindste. Så det var lige meget, alt sammen, undtag en ting.

"Jeg hedder Hillriss, ikke Snow." Jeg ville ha' folk skulle kende til mit navn. Det var lige meget om de kende til mit navn hvis jeg bleven dræbt enden for de første 10 minutter, men nu efter 13 smertefulde dage, betrød det pludselige noget, at jeg døde som mig selv, og ikke som en fantasy prinsesse som jeg stadig ikke rigtig kendte til.

"Hillriss.. enden jeg kan gå fra dig, bliver jeg nød til at gøre noget." Jeg forstod ham ikke rigtig til at starte med, end til jeg så han finde kniven frem fra hans baglomme. Han havde tænkt sig at slå mig ihjel. Jeg var fuldsatdig chokket, så meget at jeg ikke kunne rører mig ud af stedet.  Jeg kiggede ham i øjne, prøvede på at finde medlidenhed, så jeg kunne se at han havde svært ved det. Men der var intet. Han elskede mig ikke so jeg troede. Måske havde han aldrig gjort det..

Jeg var vågnet op fra drømme verden, men alt for sent. Jeg dolkende mig i maven, så jeg fladt om. Der gik ikke længe før at jeg havde rigtig svært ved at trække vejet. Jeg blev mega forpudset. En hyldet lød, og et brav. Josh må havde troede at det var mig der var død, for han gik. Han var, som jeg havde troede han var fra staten af. Han var den der ville være min død.

Der lagde jeg, jeg havde levede i meget længere tid end noget havde troede, og nu var tiden kommen til jeg skulle dø. Jeg havde vendte så længe på det, men nu var tiden var inde, kæmpede jeg for ikke at dø. Hvorfor? Hvorfor gav jeg ikke bare op, fik ro i siden, og ikke flere tænkere der gjorde mig sindsyg i hoved. 

Pludselig gav min mors sang menig:

 

 

Hør hør

Ulve hyld,

Månen stider til top

Lad ro komme til krop

Lad mørket tage dig

 

Hør hør 

Fuge sang

Er forsvunden

Kroppen slap

Lyset knap

Lad mørket tage dig.

 

Der var ingen fugle sang mere, kun lyden af en ulv, eller sikkert en mutant. Det er det eneste jeg ved om dødspillet. Der var altid en form for mutant i dem. Og det var også rigtig med at min krop var slap, lyset var knap, ikke sol lyset som jeg altid havde troede, men mit lys. Månen var på vej op på himlen. Sangen beskrev hele den situation jeg stod i, og det sagde til mig, at jeg bare skulle give slip. Bare dø.

Det var min mors ord, så jeg gjorde hvad hun bede mig om. Jeg stoppede med at kampe efter at få luft, og lukkede mine øjne, men enden jeg bare lød mig dø, ville jeg havde at min mor skulle huske mig..

"Husk mig." Og så gav jeg slip. Lod mørket tage mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...