Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2908Visninger
AA

17. Bange- den 12 dag

Lad os glemme tiden, glemme at vi ingen mad eller vand har, og glemme at døden er nær, bare nyde de smukke omgivelser og hinanden.  

Mens jeg lagde på jorden og små sov, blev Josh ved med at gå rundt i cirkler og tænkte. Jeg prøvede at ignorer  ham, da hans pludselige usikkerhed, gøre mig bange. Og jeg var træt af være bange, træt af at fortryde alt hvad jeg gør eller siger, træt af tror ingen kan li' mig.

Det er jo løgn Hillriss vågn op. Josh kan li' dig. Nogen fra Capital kan li' dig, faktisk en del, det fik du jo bevist lige igår og i forgår.Mine forælder og søster døde ikke på grund af dig. Du kom til at dræbe en, kun en.. men alligevel, så er der nogen der er kede af det på grund af mig, men det kunne jo havde være..men.. men arghh

"Josh! Slap så af, det hele skal nok gå, du er stærk." Jeg håbde på  at ved at berolige ham, ville jeg berolige mig selv, men det virkede ikke, det fik mig kun til at tænke enu mere. 

Du er stærk.  Jeg gentog stætningen for mig selv igen, og fandt ud af hvad det endeligt var jeg lige havde sagt. Han er stærk, Jeg er ikke. Jeg havde på en måde fortalt ham om min svadhed. Men er det ikke lige meget, han skal nok overleve at ligevel,og jeg .. jeg skal ..ikk'. Hvorfor kunne jeg nu ikke få mig selv til at sige at jeg skal dø? Jeg har sagt det masser vis af gange før, hvorfor betød det lige pludsligt noget for mig? Hvad..hvorfor? Så stopper du Hillriss. Du er ved at blive tosset. 

Josh satte sig hen ved mig, og begyndte at snakke med mig, så jeg fik holdt en pause med at skændes med mig selv. Jeg ved ikke hvor længe vi stad sådan og bare slappe af og snakke. For første gang i siden jeg blev udtrukket. 

Men roen og freden blev slevføldig afbrud, at en skrigene, men efterfølgene raslen i buskene og træerne, ud kom en lille pige. Med et var Josh på benene, og havde taget fat om pigen. En fortærtelig lyd lød, og pigen lå på jorden med en knække nakke. En mere var død lige foran mine øjne, men alligevel var jeg hel rolig. Underligt. 

En mere pige kom frem blandt buskene og træerne, men stoppede ved synet af os. Jeg reager stadig ikke. Var ikke bange, som altid. Hun sank en gang, og begyndte langsomt at bakke baglæns, men selv hendes frygt, rørte mig ikke. Josh nød hendes frygt, og drille hende lidt ved at gå lige så langsom mod hende. Hendes blik flakkede frem og tilbage fra Josh til mig.

Men så skete der endeligt nåde, men ikke lige som jeg havde forvende. Jeg havde ondt af hende. Jeg kaste et hurtigt blik hen på Josh, men han så intet så jeg gav tegn med mine ene hånd at hun skulle skynde sig at løbe. Hun forstod heldigvis mine tegn, så med et var hun begyndt at løbe. Som jeg havde gætte løb Josh efter hende, men  han ville stoppe nå jeg kaldte efter ham.

"Josh!.." Han kom tilbage helt forpudset, og kiggede vredt på mig. Pludseligt blev jeg rigtig bange, men jeg vidste at han ikke ville gøre min forstad, så roen kom hurtigt over mig igen . "..Vi bliver nød finde noget mad og vand." Min stemme blev lav, men høj nok til at hørte mig.  Kanonen lød, 6 tilbage

Jeg begyndte at lede efter noget mad, mens Josh undersøgte pigen for våben og måske vand eller mad, da jeg ikke ville rører hende. Han fandt 2 æbler og en del nødder, en falske vand og en kniv. Det blev vores aftens mad. Jeg lod Josh tage et par nødder, da som sagt var ham der skulle være den der overleve i morgen. 

Mens jeg lagde og prøve på at falde i søvn blev den forfætrelige lyd af en knogle der blev knækkede ved med at gentage sig, og blev kun mere og mere ubehaglig for hver gang. Men jeg fandt på nogen jeg kunne tænke på i stedet for, det gjorde mig ikke mere rolig, men den forfætrelige lyd forsvandt væk.

Det var i morgen, den sidste dag i arenaen ville finde i sted. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...