Kan ikk', Må ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2012
  • Opdateret: 26 feb. 2013
  • Status: Færdig
Da den 15 året Hillriss bliver trukket som soner fra distrikt 11, har hun allerede misten modet fra starten af. Hun har, siden hun var 7 år levet alene, så det er ikke fordi hun ikke kan finde ud at leve med kun få ting. Men det er det at hun elsker alt, og alle. Hun kan ikke en gang få sig selv til at sjæle fra andre. Hun for det dårligt når hun gør. Hvordan skulle man kunne overleve et dødsspil, når hun er så sårbar. Tænk at kærlighed måske kan blive grunden til at dø..

Retning er i gang

4Likes
11Kommentarer
2872Visninger
AA

5. Åbningens ceremonien

Til morgenmad, var der igen alt hvad man kunne tænke sig. Pandekager, vafler, alle mulige former for brød og masser af pålæg. Morgenmaden var ligeså fantastisk som aftensmaden og den nattesøvn som jeg havde fået. Sengene her var helt fantastiske. Søvnen var fri fra onde drømme.  Drømme hvor ens forældre hjemsøgte en og beskylder den for at havde dræbt en. Men det var jo også sandheden, jeg havde dræbt dem. Jeg kan ikk' lade hver med at tænke på dem, men jeg må ikk' tænke på dem. Jeg skal forblive stærk. 

Ved bordet snakkede vi om vores styrker. Josh plaprede løs om hvor god han var med bue og pil. Jeg er sur på ham, over han er så meget bedre end mig. Jeg prøvet på at hade ham, men det kunne jeg ikke. Han har jo ikke gjort mig noget. Ku' han ikke gøre mig noget så jeg kunne hade ham! Nej..

De spurgte til min styrke, men jeg havde ingen så det blev en meget kort samtale. Riez remset en masse forskellige våben op, men ingen af dem kunne jeg håndterer. Jeg kan intet! Jeg er allerede stemplede død. Jeg kunne lige så godt bare gå selvmord, men nej. Jeg kan måske ikk' tro, men jeg må ikk' bare opgive med det samme. Vær stærk! 

Da vi endelig var i Capital var togstation helt proppet op med mennesker, i alle mulige sjove formor for kjoler, kæmpe hatte og underlige farvet jakkesæt, som maste sig frem for at få et glip af os. Hvorfor vil de så gerne se os? De kommer nok aldrig til at se os forlade den arena igen.

Jeg fik filet mine negle, plukkede mine øjenbryn og barberet arme og ben. Jeg kunne næsten ikke genkende mig selv da jeg stod nøgen foran spejlet, efter min stylist var færdig med mig. Jeg var bleven utrolig tynd siden jeg sidst havde set mig selv i et spejl. Jeg fik et sidste bad, før min stylist kom med den kjole jeg skulle have på til åbningens ceremonien.  Det var en underlig kjole, hvor den ene halvdel var grøn og den anden var rød. Oppe i toppen var der ligt brunt også. Jeg fik også nogle grene rundt om mine ben. Fik gjort mine ellers meget røde læber knald røde og min ellers meget lyse hud, blev farvet hvid. Det sidste lille prik, var en smuk gul og hvid blomst i mit hår.

"Du skal forestille et æble."  Jeg skulle ikke være en bonde som de sidste mange års deltager har været. Jeg skulle være det vi høster, et æble. Jeg var vild med ideen og vildere med mit spejlbillede. Jeg er smuk. Som min mor havde sagt mange gange til mig, men jeg aldrig rigtig kunne se. Jeg var rigtig smuk! Jeg kunne ikke tro det. Jeg lignede rigtig et æble. 

Synet over at se Josh chokerede mig.  Han var ikke et frugt som mig. Han havde den bonde dragt på, som jeg havde troede jeg skulle have på. Hans stylist begyndte at råbe af min stylist. Jeg forstod ikke helt hvorfor. Efter de havde råbt af hinanden, så langt tid at vi skulle til at tage plads i vognen forstod jeg hvad der var galt. De havde planlagt at vi begge skulle havde den bonde dragte på, men nu var det for sent at lave det om. Vognen blev sat i gang og jeg fik besked på at prøve at smile og vinke til publikum. 

Jeg havde aldrig set noget lignende. Publikummet var helt vilde. Der var helt vildt mange, så de lignede bare en masse farve klatter. Jeg prøvede at smile selvom jeg mest af alt havde lyst til at hoppe af vognen og løbe væk. De stirrede alle sammen på mig. Jeg havde aldrig i mit liv fået så meget opmærksomhed. Jeg følte mig malplaceret, men da jeg først begyndte at smile og vinke blev de endnu mere vilde. Jeg var vildt med det, så jeg begyndte at sende luft kys ud til publikum. De gik amok. Jeg kiggede hurtigt hen på Josh, men han sende det samme dræberblik hen til mig, så jeg fjernede hurtigt mit blik fra ham igen. 

Vi kom hen til enden og vi blev budt velkommen. Jeg kunne ikk' stoppe med at smile. Det var en helt fantastisk følelse. Jeg ville ikke have det skulle ende, men så blev jeg vækket op af virkeligheden, da turen var slut. Jeg skulle dø. Det er mening at jeg skal dø. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...