Fanget.


0Likes
0Kommentarer
619Visninger
AA

2. et liv uden dig, er et liv jeg ikke vil leve..

 

Det begyndte at rumle og skratte, igen. Alle sov, men hvis man kiggede lidt længere henne af min naborække, sad der en lille dreng. Han kiggede rundt, bange og forskrækket, moren sov. Jeg hviskede stille og sagde at han ikke skulle være bange, For jeg var der. Jeg vidste at jeg kunne berolige ham, men at han nok ikke ville høre.

Jeg begyndte at synge, nok mest for at berolige mig selv, Men han blev vist også beroliget af det.

Nu vågnede de fleste andre, men klokken var 3:13. Jeg kiggede på mit ur

Og prøvede at følge viserne, men de gik ikke. Der var noget helt, helt galt.

Alle sad med store øjne, og lyttede opmærksomt. Der var noget, oppe i loftet.

En skarp ting og pludselig blev alt sort.

 

Det var mørkt og klamt.

Uhyggeligt, råt og vådt.

Jeg kiggede rundt, det skulle jeg aldrig have gjort.

Der var menneskelig over det hele! Og jeg mener det, over det hele.

De hang i træerne, og rundt nede på jorden.

Jeg nev mig i kinden, nej det var ikke en drøm.

Men et mareridt, det var det.

Jeg klamrede mig til min taske, det var heldigt jeg stadig havde den.

Jeg kunne se at jeg havde haft den i noget tid, for der var bide- og rivemærker over det hele.

Det var først da jeg så dem, at det gik op for mig, vores fly var styrtet ned.

Jeg begyndte at ryste, mine hænder blev kolde og varme, på samme tid.

Jeg forsøgte at rejse mig, men det var forfærdelig svært. Jeg kiggede ned på mine ben, alt var stille. De var ikke blodige, eller fyldt med sår.

Jeg gik i panik og begyndte at skrige. Larmende men dog utrolig stille.

Jeg kunne skimte nogle levende skabninger, ud af øjenkrogen.

Jeg kunne stadig ikke rejse mig, det var nok mest fordi jeg ikke ville. Jeg ville ikke kunne se i øjnene, at skulle blive lam. Bare det at tænke på ordet.

Der kom flere og flere lyde.

Anderledes lyde, både skratte lyde og nærmest musik lyde.

Jeg havde stadig ikke affundet mig med alle ligene, så jeg prøvede at fortrænge dem. Som om man kunne affinde sig med, at der var over 100 menneskelig tæt på en..

Jeg prøvede nu igen at rejse mig op, jeg kunne mærke mere og mere, jo mere jeg prøvede. Jeg begyndte at skrige.. igen. Det var bare en befrielse at komme ud med alt uvished og vrede.

Jeg vidste stadig ikke hvad, jeg skulle gøre. Eller hvad der var sket.

Jeg kunne stadig høre de underlige lyde, nu kom de tættere og tættere på.

Hvad var det? Skulle jeg dø? Hvornår kom jeg hjem?

Jeg havde hurtig glemt alle de spørgsmål, for nogle jeg genkendte fra flyet dukkede op bag buskene.

”hej! Vi troede vi var alene! Og at alle andre var døde” de kom hen til mig, men de var vidst ikke alvorlig sårede, kun nogle småskrammer hist og her. ”det er de fleste så også” sagde en mor.. gud, det var moren til det barn som jeg havde trøstet før inde i flyet. Jeg stod helt fyldt med tanker, hvor var barnet henne? Det kunne jeg jo egentlig, godt regne ud.. Men det var absolut ikke noget jeg havde lyst til at tænke på.

Det var virkelig ved at blive for meget.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...