Fanget.


0Likes
0Kommentarer
611Visninger
AA

3. du må ikke miste dit håb, det kan være det eneste du må beholde..

 

månen stod højt på himlen, vi havde bare lagt os langt væk fra alle de døde.

Bare for at få ro og fred. Jeg kiggede igen på mit ur, viserne stod atter stille. Ikke nogen overraskelse. Jeg havde nok bare håbet på et mirakel!

Jeg lå bare og kiggede op på månen. Jeg kunne mærke, at næsten alle var vågne. ”hvornår kommer vi mon hjem” sagde jeg stille, nærmest med en viskende stemme. I håb om at nogle ville sige, snart. Men ikke en eneste svarede på mit spørgsmål.

Vi begyndte at snakke, om hvor vi kom fra og hvem vi havde derhjemme. Der var også nogle enkelte der snakkede om hvad de skulle ha’ lavet i Costa Mona.

Jeg vendte mit hoved væk, i håb om ikke at blive spurgt.

Det lykkedes ikke, moren med barnet spurgte mig.

Jeg troede, de ville syntes, at det var underligt at jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Kunne de mon tro, at jeg var terrorist?

Jeg havde utrolig meget lyst til at lyve. men tænkte at det nok bare var bedst, at sige sandheden.

Lige da jeg skulle til at fortælle, kom der nogle lyde igen.

”hør!” Sagde manden der havde siddet lidt længere oppe af min række. ”det er musik” udbrød en anden passager.

”Lad os følge den” sagde jeg, jeg var nok lidt for hurtig på aftrækkeren der, og havde nok egentlig bare mest lyst til at tage det tilbage. For jeg turde ikke gå ind i skoven.

Men vi gik mod lydene, de blev højere og højere. Jeg vidste at vi kun havde været på øen i 1 næsten 2 døgn. Det var nat, og der var nogle gange nogle underlige lys.  Men ingenting kunne være en større oplevelse end dette! Blev vi enige om. Vi kom nu tættere og tættere på. ”vi har nok gået i nogle timer” sagde manden bag mig, som konstant tællede. 1 2 3… det var også den mand som sad og snakkede i tre telefoner, under hele starten af flyveturen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...