Livet efter døden.

Jeg forstiller med tit hvad jeg skal i 'Livet efter døden'
For der må vel være noget. Tror jeg...

-Dette har intet kristent eller religiøst sammenhæng. Bare en skønlitterær forstilling.

3Likes
4Kommentarer
810Visninger
AA

1. Livet efter døden.

 

Livet efter døden.

 

Jeg så op på min mor. Jeg kunne knap se ud af mine øjne, kun en lille tynd stribe kunne jeg kigge ud af. Tåre strømmede fra hendes kinder. Jeg vidste at jeg ikke kunne kæmpe mere, jeg svedte over det hele. Jeg havde kæmpet men mine kræfter var sluppet op. Min mor kunne se på mig at jeg vidste det var slut. En tåre gled ned over min ene kind, mens jeg fik fremstammet "Farvel".

Jeg lukkede øjnene, det sidste jeg hørte var min mors råb.

 

Jeg vågnede op, jeg lå dejlig blødt. Solen skinnede skarpt i mine øjne. Den var faktisk stor.. Der var ingen mennesker omkring mig, og ingen dyr. "Edens have" var jeg da ihvertfald ikke landet i. Jeg vidste intet om livet efter døden men jeg havde tit forstillet mig ting og sager. Måske, måske skulle jeg leve helt selv for evigt? Jeg kunne ikke dø igen. (Eller det regnede jeg da ikke med) og hvis her ingen folk var lige nu ville der nok heller aldrig komme nogen.

Jeg rejste mig stille op, jeg ved ikke hvorfor men jeg havde det som om at der var nogen jeg ikke måtte vække, eller som om at jeg var ved at begå et røveri og ingen måtte opdage mig. Græsset som var under mine bare fødder var ualmindeligt blødt. Det var først nu jeg opdagede at jeg var NØGEN! Jeg skreg men der kom ingen lyd. Jeg tror jeg var bange. Men hvad havde jeg at være bange for? Her var ingen, kom ingen, jeg var muters alene. Men jeg følte ubehag ved at være nøgen. Træer og planter var der nok af, jeg fik hurtigt flettet noget sammen af blade og pil.

Jeg gik langt og det eneste jeg så var en plante der var smukkere end den jeg sidst havde set, Blomster og træer der sprang ud når man rørte ved dem. Jeg følte det som paradis. Men efter noget tid gik det op for mig hvor jeg enligt var landet. Jeg var kommet til det sted hvor jeg var mutters alene. Det sted jeg havde længtes sådan efter i de hårde tider. Her var ingen problemer for der var ingen der kunne skabe problemer.

Solen skinnede altid, og hvis solen ikke skinnede så lyste månen kraftigere en nogensinde. Af og til løb en tåre ned over min kind. Jeg tænkte på min mor. Min mor der sad alene tilbage hjemme i den gamle sorte læder sofa.

Livet efter døden, var dejligt men til tider hårde end livet inden døden. Jeg ønskede inderligt at min mor kom. Jeg tænkte på hende dag og nat.

Det jeg savnede mest var nok den kærlighed som min mor gav mig. Den kunne jeg ikke føle mere. Jeg havde ikke fået et kram i jeg ved ikke hvor mange år. Kærligheden gnavede inden i mig. Jeg troede ikke at kærligheden fyldte så meget, men nu hvor en slet ikke var der mere føltes min krop helt tom.

 

Skrevet af: Mika. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...