She's Special ♥

Nikita Karlsen er en 14 årig pige som fik sin egen hest til sin konfirmation. En smuk, brun hoppe på 8 år. Hendes navn var Shina og hun var en drøm til spring.
Nikita og Shina deltager i mange store springstævner men et stævne forandrer deres liv. De styrter og Nikita får ødelagt sit ben og Shina er tæt på døden men overlever. Lægerne beslutter at amputere Nikitas ben da det er umuligt at operere og aldrig vil blive til at kunne gå på igen. Nikita kan aldrig springe mere og Shina er for livlig til at hun kan ride hende ordenligt. Men derfor vil hun ikke give slip på sin drømmehest!

23Likes
24Kommentarer
2439Visninger
AA

4. 4. ''Jeg vil ikke ha' en ny!''

Jeg vågnede ved at solen bagte ind i mit værelse, hvor der var ligeså varmt som i en sauna nu. Jeg gned mig i øjnene som altid, og satte mig op. Jeg kiggede opgivende over mod mine krykker som stod op af væggen ved siden af min seng. Jeg skubbede dynen af og fik svunget benene ud over sengekanten, hvor jeg rakte ud efter krykkerne. Jeg fik åbnet døren på en, eller anden mærkelig måde, og satte kurs mod køkkenet hvor duften af morgenboller, og the kom svævende.

''Godmorgen skattepige'' sagde min mor glad, og hjalp mig ned på stolen. Hun gik over, og tog bagepladen med nybagte boller ud af ovnen, og satte dem på bordet. ''Jeg har en overraskelse til dig mus'' sagde hun, og lænede sig op af køkkenbordet og smilede til mig. ''Hvad er det?'' svarede jeg ivrigt, og kiggede med store øjne. Hun begyndte at grine, og sagde så at det var en hemmelighed. Jeg sukkede højt, og irriteret. Jeg hadede når nogle holdt noget hemmeligt for mig - især min mor.

Da maden, og theen var kommet på bordet gik jeg straks igang med at spise. Jeg havde ikke spist særligt meget om aftenen efter, at jeg havde set Shina. Min mor sad, og stirrede på mig, og jeg stoppede midt i en bid.

'Hgvaaad?'' sagde jeg med mad i hele hovedet. Jeg kunne se på hende at hun kæmpede for at holde et grin inde, men det mislykkedes, og så sad vi ellers begge og skraldgrinede.

Vi havde spist færdigt, båret ud, og vasket op, og jeg sad nu på mit værelse foran computeren. Jeg havde ikke tjekket facebook siden dagen før ulykken, og mine venner var sikkert bekymrede. Jeg loggede ind, og så 13 nye beskeder og 37 nye notifikationer. Jeg spolede gennem beskederne, og de fleste handlede om hvordan jeg havde det og omkring Shina. Jeg skrev i min status at jeg havde det godt, og Shina stadig var skadet og ikke var specielt rask, så jeg ikke skulle svare dem alle sammen. Min mor bankede på, og jeg råbte at hun bare kunne komme ind.

''Tager du noget tøj på? Så kører vi hen til overraskelsen!'' sagde min mor blidt, og jeg nikkede. Da hun var gået ud, loggede jeg af facebook, og fik humpet mig hen til mit klædeskab. Min mor havde fået syet nogle af mine bukser til, og jeg tog et par sandfarvede løse bukser, en marineblå/hvid stribet top, og en marineblå cardigan udover. Så tog jeg min ene sorte ballerina på, da jeg jo ikke havde en fod på det andet ben. Jeg tog min mobil med 5 nye beskeder, og 3 ubesvarede opkald op af skuffen. Jeg havde sat den på lydløs, og lagt den i min skuffe, da jeg vidste de fleste handlede om mig, og Shina. Jeg havde ikke rigtig haft humør til at snakke om det, og havde derfor bare ignoreret folk. Jeg tjekkede beskederne, men som jeg vidste handlede de om det, så jeg låste den, og lagde den ned i min lomme.

Vi sad i bilen, og jeg havde høretelefoner i ørene. Jeg sad, og tænkte på hvad overraskelsen kunne være, da min mor kørte ind til siden, og stoppede bilen. Vi var midt på en landevej, hvad skulle vi dog stoppe her for? Der var marker på begge sider af vejen. Min mor tog et multifarvet tørklæde op af lommen, og gav tegn til at jeg skulle dreje mig lidt. Hun bandt det rundt om øjnene på mig, og jeg vendte mig igen. Jeg kunne ikke se en pind nu.

''Hvad skulle det til for?'' spurgte jeg irriteret, og sukkede. Min mor fniste, og tændte bilen. ''Det er jo en overraskelse søde!'' sagde hun, og aede min kind, men jeg fnyste bare. Hvor irriterende altså! Men tiden gik, og vi drejede efter uendelig lang tid ligeud. Min mor standsede bilen, og åbnede bildøren, hvorefter den smækkede i igen. Min dør blev åbnet, og min mor tog min hånd, og hjalp mig ud af bilen. Hun havde taget rullestolen med, så hun fik sat mig ned i den. Hun kørte af sted, og jeg syntes jeg kunne lugte halm, gødning, og.. HESTE! Vi kom ind i en bygning kunne jeg høre, og så hørte jeg nogle få vrinsk, og kunne lugte en stærkere lugt af heste.

''Jeg kommer lige om lidt mus'' sagde min mor, og parkerede mig et sted inde i bygningen, som vist nok var en stald eftersom der var heste. Så sad jeg ellers bare der med bind for øjnene i en kørestol. Jeg sad vel, og ventede i 2 minutter før jeg kunne høre min mors stemme, en mande stemme, og lyden af hove komme tættere på. Hovlyden stoppede, og min mor kom hen, og kørte mig videre hvor hun stoppede igen få sekunder efter. Hun bandt tørklædet op, men holdt det stadig foran øjnene på mig.

''Er du klar?'' spurgte hun, og jeg nikkede stille. Mørket forsvandt foran øjnene på mig, og jeg blev let blændet af dagslyset. Da jeg vænnede mig til det så jeg en flueskimmel hest på omkring 1.55 cm stå, og kigge på mig med sine store brune øjne. Hvad skulle jeg med den?

''Hvad er der med den?'' spurgte jeg min mor, og kiggede forvirret på hende. Hun satte sig på hug ved siden af kørestolen, og tog min hånd.

''Shina er for vild til at du kan ride hende, så jeg har ledt efter en rolig hest, som ville kunne bruges til handicapridning, også så jeg hende. Hun er din!'' sagde min mor, og smilede til mig. Jeg ville fanme ikke ha' en ny hest! Jeg ville ha' Shina, uanset hvad der skulle til! Jeg begyndte at græde, og vendte kørestolen hvorefter jeg irriteret rullede afsted.

''Jeg vil ikke ha' en ny!''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...