She's Special ♥

Nikita Karlsen er en 14 årig pige som fik sin egen hest til sin konfirmation. En smuk, brun hoppe på 8 år. Hendes navn var Shina og hun var en drøm til spring.
Nikita og Shina deltager i mange store springstævner men et stævne forandrer deres liv. De styrter og Nikita får ødelagt sit ben og Shina er tæt på døden men overlever. Lægerne beslutter at amputere Nikitas ben da det er umuligt at operere og aldrig vil blive til at kunne gå på igen. Nikita kan aldrig springe mere og Shina er for livlig til at hun kan ride hende ordenligt. Men derfor vil hun ikke give slip på sin drømmehest!

23Likes
24Kommentarer
2410Visninger
AA

2. 2. Hospitalet

Jeg åbnede forsigtigt mine øjne men blev ramt af et blændende skarpt lys så jeg lukkede hurtigt mine øjne stramt i igen. Igen åbnede jeg dem og vænnede mig til lyset. Jeg kiggede rundt og fik øje på min mor som sad i en stol og sov. ''Mor..'' hviskede jeg. Hun hørte mig ikke så jeg gentagede indtil hun vågnede. ''Åh gud sødeskat!'' sagde hun og tårene løb ned af kinderne på hende mens hun kom småløbende hen til mig og begyndte at kramme mig. Jeg havde ingen anelse om hvad der var sket og jeg var helt forvirret. Hvor var jeg henne? Min mor trak sig fra krammet og kiggede mig i øjnene. ''Hvad sker der mor?'' sagde jeg og kiggede rundt igen. Jeg var på en hospitalstue i en seng. ''Du styrtede med Shina og dit..'' sagde hun med grødet stemme men fortsatte, ''Dit ben blev ødelagt under hende og lægerne kunne ikke gøre andet end at amputere det'' sagde hun og aede mig over håret. Jeg fattede det ikke. Amputere mit ben? Tårende begyndte at løbe om kap ned af mine kinder og ned på min hvide kjole. Min mor trak dynen lidt væk og viste mig det var var tilbage af mit ben. Fra midten af mit lår var resten væk. Nu sad der kun en forbinding for enden. Jeg begyndte at hulke og min mor trak mig ind i et kram. ''Hvad med Shina?'' spurgte jeg hulkende. Min mor sagde ikke noget så jeg gentagede. ''Hun er på dyrehospitalet.. hun er slemt skadet'' sagde min mor stille og tog min hånd. Jeg var tæt på at skrige men det blev til et hulk istedet for. Ikke Shina!

Et par læger kom ind på stuen for at tjekke mit ben.. eller det som var tilbage af det. ''Det ser fint ud Nikita'' sagde en af lægerne bekræftende. ''Har du det dårligt, har du ondt eller noget?'' spurgte den samme læge. Jeg rystede på hovedet og fulgte med i den samtale min mor og en læge havde. ''Hun må ikke ride for hårdt så hun skal helst ha' en stille og rolig hest og dermed heller ingen stævner eller springning'' sagde lægen. ''Det bliver hårdt for hende at høre at hun ikke må springe og gøre det hun elsker'' sagde min mor. Ikke springe!? Jeg bed mig i læben for at holde gråden inde men alligevel trillede en tåre ned af min kind. Det var forfærdeligt. Det var som om at det jeg elskede mest blev flået fra mig i et split sekund. Lægerne var færdige med at undersøge mig så de var på vej ud igen og de havde sagt at jeg kunne komme hjem i morgen eftermiddag. Nu sad jeg bare i min seng og stirrende ind på den grimme, kedelige, hvide væg. Jeg tænkte på Shina og om hvordan hun havde det. Min mor sagde jo at hun var slemt skadet. Jeg ville hen til hende! Vise hende at hun ikke er den eneste med skade. ''Mor, jeg vil hen til Shina'' sagde jeg bestemt. Min mor kiggede mig i øjnene og hendes øjne blev våde. Var Shina død eller noget? ''Skat.. hun er slemt skadet så hun vil ikke kunne være i stand til at blive nusset og kælet'' sagde hun stille og kiggede ned. ''Jamen..'' begyndte jeg men færdiggjorde ikke sætningen.

Det var blevet sent og jeg havde ikke spist noget hele dagen. Mine tanker sad på Shina hele tiden og jeg havde ingen appetit af savn og sorg. Selvom hun ikke var bort for evigt savnede jeg hende. Jeg kunne ikke klare tankerne om at hun måske ville forlade os uden jeg fik sagt farvel. Farvel til min Shina. Min springstjerne. Mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...