Scream - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Et problem opstår, da den 18 årige Wait tager på sommerferie i USA. Hotellet er kommet til at foretage en dobbeltbooking, og de har ikke andre værelser, da det er højsæson. Hvad Wait ikke ved er, at det er One Direction, der også har fået tildelt samme værelse som hende.
Da hun ved en 'tilfældighed' render ind i Harry Styles på sit hotelværelse, begynder der straks en diskussion om, hvem der nu har ret til værelset. Ingen melder sig frivilligt, derfor giver resten af bandet Harry et krav på, at de alle kan blive - hvis han sover sammen med Wait. Selvfølgelig siger han ja, dog kun for ikke at leve med et nederlag om, at han har tabt til en flabet pige.
Wait og Harry vil allerhelst have hinanden ud fra hotellet, men som tiden går opstår der en intens og seksuel spænding imellem dem, og hele deres forhold ender snart i sengen.
Det hele starter ud som spændig og sex, men ender det også sådan?

**Anstødende sprog og indhold kan forekomme, bare så I er advaret**

3750Likes
4918Kommentarer
1174047Visninger
AA

18. Rejected

Harrys synsvinkel

Normalt ville jeg have været røvsur på Wait, over hendes dumme fejl, men der var bare et eller andet indeni mig, der gjorde, at jeg heller ikke kunne være sur på hende. Selvfølelig blev jeg da en smule irriteret, men det var også det. Det var bare det, at hendes fejl på en eller anden måde fik mig tættere på hende – fik mig til at holde mere af hende. Og jeg hadede det.

Jeg var gået ind på vores værelse og lagt mig i sengen, da jeg havde brug for at sove, eftersom jeg stadigvæk havde det elendigt. Wait var lige gået. Hendes læbers berøringer sad stadigvæk fast på min kind, og så godtroende som jeg var, prøvede jeg at tørre dem af mig. Selvom jeg havde det af helvedes til, havde jeg haft lyst til at kysse hende, da hun bøjede sig ned over mig. Selvfølelig kunne jeg ikke gøre det. Jeg kunne ikke engang makke mig ret og fortælle, hvad jeg egentlig følte for hende – men det var nu mest, fordi jeg vidste, at hun slet ikke følte det samme for mig. Desværre.

Jeg vendte mig om i sengen og sukkede en gang, imens jeg prøvede at lukke for hele omverdenen, så jeg kunne falde i søvn. Men alt jeg hørte, var Wait grin inde fra stuen. Jeg åbnede øjnene lidt og kiggede hen mod døren.

”Niall, stop!” lød endnu et grin. ”Shh, Wait, Harry sover,” hylede Niall. ”Ja, Niall, det gør han,” fnes Liam, og jeg kunne nemt føle hans hovedrysten af dem. Jeg satte mig langsomt op og prøvede at lytte til Niall og Waits samtale, men det eneste jeg rigtig hørte, var Waits grin. Jeg gættede på, at Niall sad og fortalte hende alt muligt morsomt, som han for det meste plejede, når han skulle gøre godt indtryk på en pige.

Et stik af jalousi ramte mig, og jeg havde et kort øjeblik lyst til at rejse mig og gå ind og spolere det. Men da det bare ville resultere i undrende blikke, og drengene garanteret ville regne det ud, lod jeg være. I stedet for blev jeg liggende i min egen sø af smerte og kneb bare øjnene sammen.

Jeg måtte af med de følelser. De kunne ikke blive hængende. Som Louis sagde, ville det i den sidste ende gå ud over os alle, og jeg måtte efterhånden give ham ret. Jeg var nødt til at gøre et eller andet, også selvom det blev svært. Men ingen siger jo, at kærlighed er nemt, vel?

Nu var der da idet mindste heller ikke mega lang tid, til ferien sluttede. Wait skulle jo hjem en uge før os drenge, og hvis ikke jeg gjorde noget, ville jeg ende med at sidde for mig selv og sørge over, at jeg aldrig fik fortalt hende om mine følelser. Det ville jo ske, hvis jeg ikke prøvede at dæmpe dem. Men hvordan kunne jeg ikke helt tage hånd for. Det var jo næsten umuligt. Uden overdrivelse opførte vi os næsten som pot og pande. Men der var vel en ting, jeg kunne gøre. Jeg måtte tage afstand til hende.

 

***



Waits synsvinkel

En uge med løg og sauce var gået, og jeg var frustreret.

Frustreret over Harry.

Harry da Bolleven.

Nej.

Jeg kunne snart ikke kalde ham min bolleven mere.

De sidste par dage her, var det som om, han havde undgået mig på en måde. Rettere sagt, følte jeg mig afvist.

Vi plejede jo at tage en 'omgang' cirka hver nat. Og nu var der... ingenting. Jeg havde i går prøvet at nusse ham for at frembringe lysten (ja, jeg havde for fanden da også et behov!), men alt han gjorde var bare at vende sig lidt om, sukke stille og sige godnat. Hvad skete der lige for det? Jeg følte mig så afvist og til grin. Som om jeg ikke var god nok for ham mere.

Selvfølelig snakkede vi stadigvæk. Men heller ikke hele tiden, som vi plejede. Når vi gik i seng var det mere diskret og nærmest bare et ”tak for i dag, godnat og sov godt”. Og det gik mig altså på. Jeg syntes, at han virkede mere og mere lige glad med mig. Om det var bevidst eller ubevidst, vidste jeg ikke, men det gjorde faktisk en smule ondt indeni mig.

Ja, jeg havde ondt.

Jeg er et følelsesladet menneske.

I hvert fald nogle gange.

En gang da jeg var yngre og uheldigvis skulle passe min nabos børn på min mors ordrer, så den lille søn på 4 år en død flue og begyndte at tude. Og for at være helt ærlig, har jeg aldrig været den bedste til at trøste – i hvert fald ikke små møgunger, der pisser på gulvet og smider kagedej i hovedet på mig. Nå, men i hvert fald sad ungen bare og tudede øjnene ud af hovedet på sig selv. Jeg prøvede selvfølelig at trøste ham ved at gøre mig selv fuldkommen til grin; slå mig selv i hovedet, lave klovne-face og vælte rundt på gulvet som en spasser. Og da han endelig stoppede med at tude, ja, så sad der en flue på min hånd, som jeg kom til at smække, så der røg indvolde og jeg ved ikke hvad, ud på min hånd.

Ad, siger jeg dig.

Det gjorde ondt på mig.

Og selvfølelig begyndte ungen bare at tude igen.

Og så skred jeg.

Og så fik jeg en måned stuerarest af min mor.

Fuck hende.

”Jorden kalder, Wait,” lød en stemme i min øregang. Jeg så hen på Zayn, som stemmen tilhørte. Han strålede stadigvæk af sex, og han sendte mig blikket, hvilket min krop reagerede kraftigt på.

Kan du se, hvor træng jeg er?

Harrys skyld.

”Sorry, hvad?” spurgte jeg og lagde mærke til, at alle drengene kiggede på mig. Vi var lige nu på café og sad og åd os fede i kage.

Chokoladekage ftw!

Og ikke hvilken som helst chokoladekage, nej. Den her var inddelt i tre lag. Imellem lagene var der den fedeste chokoladecreme, som var til at dø over. Og på toppen var der bare et ordentligt lag glasur og flødeskum i kanten.

Fuck den var god. Men jeg havde allerede taget 20 kilo på. Jeg kunne mærke det.

Fedtet flossede ind under mine knogler, indsvøbte alle mine legemer og min indvolde, og gjorde mig rund som en luftballon på mindre end et minut.

Ej.

Det' bare gas.

Blink.

Stop det, Wait.

”Er der noget tilbage her i Vegas, som du gerne vil se?” spurgte Zayn igen og så nysgerrigt på mig.

Jeg stirrede som en fisk på ham.

Du ved.

Store øjne.

Fisketrutmund.

Frækt.

Nu vi taler om dyr.

Jeg havde engang en veninde, der lignede en bulldog i fjæset.

Virkelig, virkelig, virkelig grimt.

Det mærkelige var, at hun skrottede mig. Hun mente, at jeg var underlig, uintelligent og alt med u foran, hvilket jeg godt kunne give hende en smule ret i.

Men fuck hende altså.

Jeg er, som jeg er, og det skal ingen lave om på.

Ingen.

”Øhh, det tror jeg da ikke. Hvorfor?” spurgte jeg og rynkede panden en smule. Jeg kiggede rundt på drengene, der bare sad og spiste kage. Niall så næsten koncentreret ud, og det var ret morsomt.

For resten sad der en klat flødeskum inde i hans næse.

”For vi har heller ingen anelse,” sagde Louis og sukkede. Jeg stirrede lidt på ham og grinede så kort. ”Ingen anelse? Oh my God. I er One Direction. I kunne garanteret købe hele USA, hvis det var..”

Drenge fnes lidt og rystede på hovedet af mig. ”Wait, hvor mange penge tror du lige, at vi ejer?” spurgte Harry. Jeg så på ham og regnede med, at han ville have fastholdt sit blik på mig, men hans blik veg hurtigt væk fra mit.

Nu gjorde han det igen.

Jeg prøvede så vidst som muligt at ignorere det, men det var faktisk lidt svært. Det gjorde mig nedtrykt, men da jeg stak endnu en gaffel kage ind i munden, blev jeg glad igen.

Kage hjælper seriøst på alt.

Og ja, jeg er en af de personer, der siger nej til is, når man har hjertesorger, og ja til kage!!

Islagekage.

Det smager altså godt.

Og så skal der være stjernekaster og M&M på.

Måske også en lille vingummibamse.

Ej, det må jeg lave en dag!

”Nok,” svarede jeg Harry og kiggede i stedet for på Niall, der stadigvæk havde flødeskum i næsen. Jeg rystede på hovedet af ham, hvilket fik ham til at se undrende på mig. ”Hvad?” sagde han og skød øjenbrynene i vejret. Jeg pegede på min næse for at hentyde til, at han havde noget siddende. ”Du har lidt ad-ad der,” fortsatte jeg. Drengene begyndte at grine, og Niall fjernede hurtigt flødeskummen med sin serviet.

Seriøst.

Gås, han var.

Gås.

Hmm.

Godt kælenavn!

Så nu har vi en Gås, en Sexzayn og en Lime. Nej, vent. Jeg fandt faktisk på noget bedre til Liam i går.

Lime er lort.

Limsebasse er perfekt.

Tihi.

Limsebasse.

Blink.

Stop.

”Seriøst, ad-ad?” gentog Louis og holdt sig for maven for ikke at knække sammen af grin.

Wow, de var virkelig underlige. Var ad-ad virkelig så sjovt at sige?

Åbenbart.

”Jaja, sjovere var den heller ikke,” vrissede Niall fornærmet, dog sad han og smilede.

Gås.

”Jo, den var!” sagde Zayn højt, hvilket fik et par folk til at kigge hen på os. Jeg rystede på hovedet af dem og fandt min telefon frem. Jep, jeg er vel asocial.

Uh! Skulderklap til mig. Jeg huskede, at det var med a og ikke u.

Fuck, jeg er nice.

Da drengene endelig var faldt ned på jorden igen, skulle jeg tisse.

Meget charmerende, ikke?

Jo.

Jeg lagde gaflen på min tallerken og rejste mig. ”Hvad skal du?” spurgte Liam nysgerrigt og fulgte mine bevægelser nøje. Jeg smilede fortroligt og blinkede med øjet, hvilket fik ham til at se underligt på mig.

Åh Gud, hvorfor blinker jeg?!

Jeg rystede af mig selv på hovedet og skred bare om mod toiletterne. Da jeg kom derud stod jeg og beundrede det lidt. Gud, hvor var der dog flot. Sådan ret nice.

Blink.

Urgh...!

Jeg tissede og vaskede hænder hurtigt og så smuttede jeg hurtigt ind til drengene igen, der sad og snakkede om et eller andet random.

”Zayn, jeg slår dig ned med min gaffel, og så siger det splat!” lød det fra Louis.

Wow.

Det var virkelig klamt sagt.

Ja, jeg misforstod den altså.

Jeg opdagede, at Harry ikke var til stede og gav mig hurtigt til at kigge efter ham, inden jeg trak min stol ud.

Og så skete det. I slowmotion.

Jeg skulle til at sætte mig ned, og normalt ville jeg have ramt stolens sæde, men jeg syntes nok, at der denne gang var længere, og jeg havde ret. Min røv ramte gulvet, og en smerte skød igennem min krop – en slem smerte.

”Av, for...!” sagde jeg højt og kiggede op, hvor Harry stod og grinede drillende. Jeg ville have grint, men kunne bare ikke. Hvad helvede havde den idiot gang i?

Fuck en spasser!

Og fuck hvor gjorde min røv ondt!

Drengene blev stille omkring mig og tjekkede lige min reaktion ud, og siden de ikke begyndte at grine, kunne de nok godt se, at jeg ikke syntes, det var sjovt.

Jeg rejste mig pludselig op og nåede ikke rigtig at ømme mig, før jeg gik hen mod udgangen. Ja, jeg havde altså brug for at komme udenfor at afreagere på det her.

For fuck min røv gjorde ondt!

Fucking, fuck, fuck, fuck, fuck!

”Flot, Harry,” kunne jeg høre Louis sige.

Nej, det var ikke flot!

Argh!!!

Jeg gik ud på gaden og hen i siden, hvor jeg kiggede op i himlen. Glad for, at jeg var inde i en baggård, for ellers ville alle nok have gloet åndssvagt på mig, når jeg begyndte at skrige.

Så!

Nu havde jeg afreageret.

Jeg vendte mig om og gik hen til døren igen, som jeg åbnede og gik ind ad. Alle drengenes blikke og løftede øjenbryn hvilede mod mig, men jeg ignorerede dem bare.

Og i stedet for at sige noget, gik bare hen mod min plads, men inden jeg satte mig ned, vendte jeg mig kort om mod Harry og stak ham en lussing, så han kom med et klynk.

Klask.

Burn bitch.

”Hævn,” sagde jeg kort, inden jeg dumpede ned på min stol.

Av, my ass.

 

***



Det var aften og mørket var faldt på.

Ja, vi ser gyserfilm.

Siltent Hill for at være mere præcis.

Og den er ihh og åhh så sjov.

I hvert fald ifølge drengene.

Jeg sad og gemte mig hos Niall. Og det havde jeg efterhånden gjort i snart 45 minutter.

Men til mit forsvar var den klam og ulækker og klam og ulækker.

Ad bad.

”Wait, kig nu, kig nu,” sagde Louis ivrigt og grinede, da jeg gav ham fingeren. ”Jeg falder ikke for den igen!” svarede jeg med en monoton stemme og sukkede. ”Der sker altså intet,” indvente Harry. Jeg kiggede langsomt hen på ham, hvilket jeg havde gjort ret meget igennem filmen. Faktisk havde jeg op til flere gange opdaget, at han havde kigget på mig. Nok bare fordi jeg var en eller anden chicken.

Bok-bok.

Lol.

Åh Gud.

Nu er jeg en af de nederen mennesker, der både tænker lol og blinker.

Der er noget galt med mig.

Jeg løftede roligt hovedet og kiggede hen på fjernsynet. En pige gik hen ad en lang gang, og jeg gættede på, at der ville ske noget lige om lidt. Alligevel sad jeg og stirrede opslugt på skærmen.

Ik' gå den vej, pige.

Ik' gå den vej, for fanden, hør dog hvad jeg siger!

Og det er nu, vi alle sidder med popcorn og kigger med store øjne på skærmen, hvor der om nogle få sekunder kommer en morder og smadrer alle med en motorsav og- En høj ringetone fra sofabordet af, hvilket for det første fik mig til at skrige af skræk

Men den anden stemme..

Niall?

Øhh?

Jeg nåede lige at stirre underligt på ham og drengene, der var ved at flække af grin, inden jeg tog min telefon, som var skyld i udbruddet. Jeg kiggede på skærmen og rynkede panden, da jeg så, hvem der ringede.

Det var min mor?

Hvad fanden ville hun mig?

Det måtte vel være en smule vigtigt, eftersom hun ringede. Hun ringede sgu nok ikke ligefrem for at få en hyggelig girltalk.

Nej.

Det var hun for gammel til.

Jeg rejste mig og skyndte mig at tage den. ”Hallo?” sagde jeg højt og lavede en grimasse af mig selv. ”Wait? Hej, skat,” svarede hun med sin velkendte telefonstemme.

Ja, altså folk taler jo anderledes i telefonen, ikke?

”Halløj..” mumlede jeg bare, imens jeg gik over mod altandøren. Drengene gloede for meget på mig, og det kunne jeg ikke tage. Jeg åbnede døren og smuttede udenfor, hvorefter jeg lukkede den efter mig.

”Hvordan går det i USA?” spurgte hun nysgerrigt og prøvede forgæves at skjule en eller anden sorg, der var i hendes stemme.

Kloge Wait tog over.

Der var noget galt.

På med hat og Harry Potter briller.

Jeg tjekkede kort udsigten fra hotellet ud. Som altid var den enorm flot. Lysene sagde det hele. Og det var endnu bedre i mørke.

Ligesom sex.

Lol.

Blink.

Stop dig selv.

”Det går fint,” sagde jeg og vendte tilbage til mor. Hun blev stille i enden, og lidt efter kunne jeg fornemme, at hun tog en dyb indåndig.

Ja.

For det er nemlig bare sådan noget, jeg kan.

”Wait, det er ikke fordi jeg vil spolere din ferie eller noget, men der er noget du skal vide.”

BANG!

Der kom det!

”Hvad er det?” spurgte jeg helt ubekymret.
Følelserrrrr? Hvor er iiiiiiiiiiii?

”Din farmor er kommet på hospitalet igen.”

Og der kom de så.

Jeg stirrede chokeret ud i luften og sank en klump, der havde sat sig i min hals. ”Hvad er hun?” mumlede jeg stille. ”Hvad? Skat, du bliver nødt til at tale lidt højere. Jeg kneb øjnene lidt sammen. ”Hvorfor?” spurgte jeg bare og strammede grebet om telefonen. ”Samme som sidst. Astmaanfald,” fortalte hun.

Mit hjerte sprang et slag over. Sidste gang min farmor havde fået et astmaanfald, havde hun været ved at dø. Og hun skulle ikke gå bort. Hun var en af de bedsteforældre, jeg havde, som jeg holdt mest af. Hun var altid den, der havde forkælet mig mest. Givet mig gaver, penge, kærlighed og knus, når mor ikke var der for mig.

Der måtte ikke ske hende noget nu.

Hun var kun 56 år for fanden da!

”Lægerne kan ikke finde ud af, hvad de skal gøre,” forsatte mor, hvilket gav mig tårer i øjnene. Jeg vidste, at hun som regel bare snakkede, når hun var ked af det. Jep, hun var ligeså følelsesløs som mig – til tider. Vi græd over vidt forskellige ting!

Hun kunne ikke græde over dette her, men det kunne jeg.

Uden tvivl.

”Så hun er stadigvæk indlagt?” spurgte jeg skingert, og kunne allerede mærke den første tåre ud af de mange, flosse ned ad min kind. ”Desværre. Men din far er hos hende,” sagde mor stille. Jeg kom til at hulke en gang, og det hørte min mor. Uheldigvis. Jeg hadede at græde over for hende.

Hadede, hadede og hadede!

Har jeg nævnt, at jeg hadede det?

”Wait, rolig nu. Som sagt ved ingen hvad der skal ske..” Jeg rystede bare på hovedet af hende. ”Nej, præcis. Hun kan dø, også er jeg her,” sagde jeg en smule højt og bed tænderne sammen. Mor sukkede og forblev bare tavs.

Typisk hende.

Jeg stod et kort øjeblik bare og tudede.

Tudemarie.

Et snøft banede sig vej igennem mine læber, og jeg tog en dyb indånding. ”Lille skat. Lad nu ikke dette her ødelægge din ferie. Jeg syntes bare, at du skulle vide det. Og både du og jeg ved, at din farmor er okay. Hun klarer den altid, og det ved du. Som om hun bare ville forlade os. Selvfølelig ikke.”

Mor, du kan ikke trøste. Har nogen nogen sinde fortalt dig det?

Jeg nikkede bare og sank endnu en klump snot. ”Mor, jeg smutter altså nu. Jeg har lidt travlt.”

Løgn.

Jeg orkede bare ikke at tale med hende. Hun ville bare gøre det værre. Og at vide, at min farmor var indlagt var ikke det allerbedste at få at vide.

”Nå, okay. Jamen så må du have det godt. Jeg skriver, hvis jeg hører nærmere, okay?” ”Ja, det godt. Vi ses, hej.” Jeg fjernede hurtigt telefonen fra mit øre og lagde på.

Væk med hende.

Jeg stirrede kort på den sorte skærm og bed mig i læben, men det hjalp ikke rigtig.

Tudemarie fortsatte.

 

Harrys synsvinkel

”Skal vi gå ud og forskrække hende?” sagde Louis ondskabsfuldt og kastede et nik hen mod altanen, hvor Wait befandt sig. Drengene kommenterede hans tanker, imens jeg bare sad og kiggede ud i luften. Mine tanker var på alt andet end gyserfilmen og snakken, der foregik. Det havde de efterhånden været, siden jeg aftalte med mig selv, at jeg skulle tage afstand til Wait. Det havde været enormt svært. Og jeg kunne godt se, at det egentlig var begyndt at gå hende på. Det var i princippet også derfor, at jeg lavede grin med hende på caféen, men jeg fik ikke en dyt ud af det udover en lussing.

Jeg havde aldrig nogen sinde haft så svært ved at tage afstand til en pige. Det hjalp ikke ligefrem, at vi sov sammen, eller når hun begyndte at røre mig. Men jeg afviste hende, og det havde snart holdt i en uge. Om jeg kunne holde det ud meget længere, kunne jeg ikke sige. Jeg savnede hende. Også selvom jeg var sammen med hende hver dag. Jeg savnede bare at have mine arme om hende, når vi sov. Hendes små godnatkys. Hendes drillen. Det var som om det hele var forsvundet i takt med min afvisen.

En dør, der gik op rev mig ud af tankerne og fik mig til at derhen. Som regnet med kom Wait ind. Jeg kunne ikke rigtig se hendes ansigt, da der var så mørkt. Hun lukkede altandøren omhyggeligt og vendte sig om. ”Hvem var det?” spurgte Niall smilende og fulgte hende med blikket, da hun gik hen mod sofaen.

Hun svarede ikke.

I stedet for gik hun bare direkte forbi sofaen uden at skænke nogle af os et blik og i forbifarten, var jeg sikker på, at jeg hørte et snøft. Hun fortsatte hen mod vores værelse og endte derinde, hvor hun dernæst lukkede døren i.

Jeg løftede øjenbrynene forvirret og så rundt på drengene, der så mindst ligeså forvirret ud som mig. ”Hvad skete der lige der?” spurgte Zayn undrende og satte filmen på pause. ”Jeg har ingen anelse,” mumlede Liam og tændte en lampe, der stod i hjørnet så der kom en smule lys i stuen.

Drengene kiggede alle hen på mig, og jeg så bare dumt på dem. ”Hvad?” sagde jeg en lidt højt, hvilket ikke var meningen. Sandheden var, at det gik mig lidt på, at høre Wait græde. Jeg havde lyst til at rejse mig og gå ind og spørge hende om, hvad der var galt, men hvis jeg gjorde det, vidste jeg også godt, at hun ville fortælle mig noget, som hun ikke ville fortælle de andre drenge – ergo, hun ville komme tættere på mig.

Og det skulle hun ikke. Ikke mere.

”Ved du det?” spurgte Louis og gengældte mit blik. Jeg rynkede panden. ”Hvorfor skulle jeg vide det?” svarede jeg kort og trak benene op under mig. ”Sjovt nok fordi du kender Wait bedst,” fortalte Niall indlysende. Jeg svarede ikke, men kiggede bare ned i gulvet.

”Harry, gå ind og spørg hende,” fortsatte Louis. Jeg så skarpt op på ham og skulle til at ryste på hovedet, men stoppede hurtigt.

Hvis jeg gjorde det, ville de spørge om hvorfor jeg ikke gad, og så ville jeg næsten blive tvunget til at fortælle dem, at jeg var vild med Wait, og det ville jeg ikke. Jeg nægtede.

Louis havde allerede haft det på fornemmelsen før, og det skulle han ikke igen.

I stedet for at svare ham, rejste jeg mig og gik hen til soveværelset. Jeg kunne mærke drengenes blikke i nakken, hvilket pressede mig en smule. Jeg kneb øjnene lidt i og tog mig endelig sammen til at banke på tre gange.

Intet svar.

Jeg tøvede lidt men åbnede endelig døren. Lyset var tændt, og Wait i min side af sengen og kiggede ud af vinduet. Jeg gik ind og lukkede døren, så drengene ikke ville høre os.

”Wait?” sagde jeg langsomt og gik hen mod hende. ”Jeg er okay,” lød det hurtigt fra hende. Hun prøvede at gøre sin stemme normal, men jeg kunne tydeligt høre, at hun lå og græd.

”Det lyder nu ikke sådan,” mumlede jeg og satte mig ned ved siden af hende. Hun blev liggende og kiggede bare væk fra mig, og når jeg prøvede at komme i kontakt med hende, skubbede hun mig bare væk. Lige præcis som jeg skubbede hende væk.

”Wait, hold nu op, du ligger jo ikke og græder for sjov,” sagde jeg en smule bestemt og tog fat i hendes arm og vendte hende om mod mig. Hun gjorde ikke modstand, men snøftede tværtimod bare og satte sig hårdt op.

”Hvorfor bekymrer du dig overhovedet? Jeg syntes, du har været ret god til at være lige glad med mig den sidste uge,” sagde hun pludselig. Jeg veg lidt tilbage fra hende og løftede øjenbrynene forvirret, selvom jeg egentlig ikke var særlig forvirret. Jeg havde jo være lige glad med hende – udenpå. Indeni bekymrede jeg mig alt for meget om hende. Og det var jo sådan set derfor, jeg prøvede at være lige glad med hende.

Jeg havde derimod ikke regnet med, at hun direkte lagde mærke til det. Men hvad havde jeg egentlig tænkt på? Selvfølelig havde hun lagt mærke til det. Jeg havde sgu da afvist hende, og det plejede jeg ikke at gøre.

”Hvad mener du?” spurgte jeg og prøvede at gøre min stemme overrasket og forvirret, men alt der kom ud var en stemme, der afslørede, at jeg udmærket godt vidste det. Hun himlede også med øjnene, og jeg kunne ikke være i tvivl om, at hun havde regnet det ud. ”Harry, bare gå ud. Jeg har brug for at være lidt alene.”

Jeg blev siddende og stirrede bare på hende, imens hun vendte sig afvisende om igen. Det havde aldrig faldt mig ind, at hun ligefrem ville gøre sådan. Jeg mener, hun plejede nærmest at fortælle mig alt, men nu bad hun mig om at gå?

Selvom jeg havde lyst til at blive, gjorde jeg som hun sagde. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen mod døren, som jeg åbnede. Inden jeg gik ud, kastede jeg hurtigt et blik tilbage på hende. Hun lå stadigvæk som før, og jeg vidste, at hun bare ventede på, at jeg gik ud, så hun kunne græde videre.

Da jeg kom ud fra værelset, lukkede jeg døren. Drengene kiggede afventende på mig, imens jeg satte mig i sofaen.

”Hvad så?” spurgte Niall og så alvorligt på mig. Jeg trak lidt på skuldrende, som om det var lige gyldigt, hvilket det lang fra var. ”Hun sagde intet. Nå, jeg går i bad.” Jeg hadede at være sådan over for drengene. De troede, at jeg havde det fint, men i virkeligheden havde jeg det forfærdeligt og havde nu allermest brug for deres hjælp. Især Louis'. Han kunne garanteret give mig gode råd omkring det hele, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Jeg kunne allerede høre hans svar for mig. Han ville syntes, at jeg havde skubbet mig selv for langt herud, og det havde jeg i den grad også. Det kunne jeg ikke bebrejde andre end mig selv.

 

***
 


Efter jeg havde været i bad, fandt jeg et par rene boxershorts og tog på. Klokken var efterhånden mange, og jeg var træt, så jeg ville bare gå i seng nu. Jeg smed mit vasketøj i kurven og låste døren op, hvorefter jeg gik ind i stuen, hvor drengene havde rejst sig fra sofaerne. ”Hvad skal i?” spurgte jeg, inden jeg gik hen mod døren til Waits og mit soveværelse.

”I seng. Klokken er snart to,” fortalte Zayn og sendte mig et smil, før han smuttede ud i gangen. ”Nat,” sagde Niall og gik ud til ham. ”Ja, godnat,” fortsatte Liam og smilede til mig. Jeg nikkede som svar og så på Lou, der også smilede til mig.

”Nat, Hazza,” halvråbte han og smed armene om mig. Jeg begyndte at grine og gengældte hans kram, hvorefter han trak sig tilbage. ”Sov godt,” sagde han og forsvandt ud i gangen. Jeg blev stående og kiggede lidt efter ham, indtil lyset blev slukket ude i gangen, så der blev helt mørkt.

Langsomt bevægede jeg mig hen mod døren til mit og Waits soveværelse. Jeg havde på en måde ikke lyst til at gå derind. Hun virkede sur på mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det. Hun havde jo ret, og så jeg kunne ikke en gang spille dum og lade som ingenting. Selvom hun til tider var ret uintelligent og kom med mærkelig kommentarer, var hun heller ikke dum.

Jeg sukkede. Det her var latterligt. Jeg var faldet så langt ned, siden jeg forelskede mig i Wait. Jeg følte ikke, at jeg kunne drille hende rigtig mere. Sende hende frække blikke, gøre hende totalt træng eller noget, der havde med sex at gøre. Og det lignede ikke mig. Hvad fanden var der ærlig talt galt med mig?

Jeg bed tænderne sammen og gik ind på værelset. Der var mørkt og stille, så jeg gættede på, at Wait sov. Lige nu kunne det vel kun gøre mig glad. Jeg vidste stadigvæk ikke, hvad jeg skulle sige, og jeg vidste ikke, hvordan hun havde det.

Jeg lagde mig stille ned i sengen og trak dynen over mig. Wait lå med ryggen til mig, hvilket gik mig en smule på. Jeg ville gerne se på hende lige nu. Hendes fredelige ansigt, når hun gik til ro. Det kunne uden tvivl lette min søvn en smule.

Men nej, hun bliv liggende der, som om det var bevidst, at jeg var herinde, og hun egentlig ikke gad at glo på mig. Jeg trak dynen lidt længere op over mig og strakte mit ben lidt, så jeg stødte ind i Waits, og inden jeg rigtig nåede at reagere, var det væk igen.

Jeg løftede øjenbrynene lidt og satte mig lidt op, så min vægt hvilede på min ene albue. ”Er du vågen?” spurgte jeg lavt og fastholdte mit blik på hendes ryg. ”Mm...” lød en mumlen, der fik mig til at synke en klump. Jeg havde ikke lige regnet med, at hun var vågen. Og at hun var, gjorde det hele meget svære. Jeg kunne ikke bare lægge mig til at sove nu. Ikke når jeg bare var gået fra hende før.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg rykkede tættere på hende. Jeg vidste, at hun bemærkede, at jeg kom tættere på, men hun blev heldigvis bare liggende. ”Wait, hvad var der galt før?” spurgte jeg roligt, selvom min krop var ét stort rod indeni. ”Ikke noget, Harry. Lad det nu bare være,” svarede hun stille og rystede bare på hovedet af mig. Jeg ville ønske, at hun gad at så på mig, men hun lå bare og trak vejret næsten lydløst.

Jeg ignorerede hendes forsøg på at skubbe mig væk og lagde mig i stedet for helt op ad hende og kørte en hånd om på hendes bare mave, hvorefter jeg endnu en gang fik hende vendt om mod mig. Denne gang gjorde hun dog lidt modstand, men uanset hvad ville jeg vinde, og det vidste vi begge godt.

Hendes øjne lyste op i mørket, og jeg bed mig i læben for ikke at falde i den fælde. ”Hvorfor skal jeg lade dig være?” hviskede jeg og kørte en hånd igennem hendes hår. Hun svarede ikke, men stirrede bare ind i mine øjne, som om jeg var en fremmed for hende.

Der hang en stilhed over os, og jeg nød den ikke. At høre Wait så stille var mærkeligt. Hun plejede altid at være så fuld af liv og energi. Om det var på grund af mig, eller det hun var ked af, kunne jeg ikke helt regne ud. Jeg håbede ikke, at det var mig.

Hendes ansigtsudryk var ikke til at læse, og jeg hadede, at jeg kunne kunne se, hvordan hun havde det. Og jeg vidste, at det jeg havde gang i var dumt. Mest på grund af mig selv, men jeg gjorde det alligevel.

Jeg kørte en hånd ned mod hendes trusser i en blid bevægelse, da jeg vidste, at det ville få hende til at tø op. Men at hun var sådan her, kunne jeg ærligt talt ikke klare. Det gik mig for meget på. Så hellere lade mig lide.

”Harry, hvad lav-” ”shhhh..” Jeg lagde en finger foran hendes læber, så hun tiede stille, hvorefter jeg langsomt fik lagt mig ovenpå hende. Jeg kunne mærke, hvor kraftigt min krop reagerede det, og lysten steg med det samme. Jeg havde virkelig savnet hende her hos mig, og det var virkelig rart, at hun endelig var her, selvom det var noget af det dummeste, jeg kunne gøre mod mig selv.

Wait kiggede ind i mine øjne, og jeg kunne nemt se, at hun heller ikke var helt upåvirket af mine berøringer. At se at jeg fik hende til at reagere sådan, gjorde mig glad og fik en følelse af fryd til at stige i min krop, og det gjorde, at jeg kort glemte alt om det tidligere og i stedet for bare lagde mine læber mod hendes.

 

Waits synsvinkel

Jeg forstod egentlig ikke rigtig, hvad Harry havde gang i lige nu. Han havde afvist mig førhen, og nu lagde han selv op til, at vi skulle lave noget.

Og jeg havde egentlig regnet ud hvorfor. Han kunne vel ikke lide at se mig nedtrykt. Og så gik det ham måske på, at jeg tidligere havde sagt, at han afviste mig. Jeg havde set på hans ansigtsudryk, at jeg havde haft ret – og det undrende. Det undrede mig, at han afviste mig. Jeg havde jo ikke gjort ham noget? Og det undrede mig bare endnu mere, at han så vil lave noget med mig.
Men hva' faen? Vi er jo alle lidt liderlige en gang i mellem!

Min krop var allerede gået amok over hans nærvær, og jeg havde aldrig nogen sinde følt så stor en lyst før. Min vejrtrækning var gået fra normal til total ubesværet, og det skyldtes udmærket kun, at jeg ikke kunne holde min læber fra Harrys, så jeg kunne få luft.

Tragisk død, egentlig.

Kan lige se overskrifterne for mig selv.

”Slap lige af,” lød det fra Harry imellem et grin. Han trak sig lidt væk fra mig og lod mig få vejret, inden han endelig knipsede min bh. Jeg smilede overrumplet og trak ham helt ned til mig med et glimt i øjet, imens jeg ventede på, at han ville gå i gang med det, som jeg ventede på.

I know, you know what it is.

Blink blink.

WAIT, STOP SÅ MED DET PIS, DER!

 

_______________________________________________________________________________

Nå, så fik I både Waits og Harrys synsvinkel dér!

Hvad syntes I om Harrys forsøg på at holde sig væk? Tror I han kan kan holde sig fra Wait? :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...