Scream - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Et problem opstår, da den 18 årige Wait tager på sommerferie i USA. Hotellet er kommet til at foretage en dobbeltbooking, og de har ikke andre værelser, da det er højsæson. Hvad Wait ikke ved er, at det er One Direction, der også har fået tildelt samme værelse som hende.
Da hun ved en 'tilfældighed' render ind i Harry Styles på sit hotelværelse, begynder der straks en diskussion om, hvem der nu har ret til værelset. Ingen melder sig frivilligt, derfor giver resten af bandet Harry et krav på, at de alle kan blive - hvis han sover sammen med Wait. Selvfølgelig siger han ja, dog kun for ikke at leve med et nederlag om, at han har tabt til en flabet pige.
Wait og Harry vil allerhelst have hinanden ud fra hotellet, men som tiden går opstår der en intens og seksuel spænding imellem dem, og hele deres forhold ender snart i sengen.
Det hele starter ud som spændig og sex, men ender det også sådan?

**Anstødende sprog og indhold kan forekomme, bare så I er advaret**

3750Likes
4918Kommentarer
1174951Visninger
AA

27. I regret.. everything

Harrys synsvinkel

”Farvel, Lindsay,” sagde jeg og smilede til hende, da vi stod ude foran bagindgangen til hotellet. En vagt havde fået os herhen, bare så vi kunne stå i fred og ro. Og så kunne hun gå ubemærket herfra. ”Vi ses, Harry,” svarede hun med et stort smil og så afventende på mig. Hvis jeg ikke tog meget fejl, ventede hun på at jeg tog et skridt frem og placerede mine læber på hendes, hvilket jeg nok ville have gjort, hvis ikke Wait lå i mine tanker lige nu. Hvilket hun også havde gjort under hele daten. Jeg havde følt mig rimelig fraværende overfor Lindsay, og det var ikke fair for hende, men det var intet jeg kunne gøre ved. Hvad skulle jeg ellers sige til hende?

'Ja, du må altså undskylde, men jeg inviterede dig egentlig bare ud, fordi mine venner tror, at jeg er vild med en anden pige, hvilket jeg også er, men jeg er nødt til at overbevise dem om, at jeg ikke kan lide hende.'

Nej, det lød virkelig åndssvagt.

Jeg gav Lindsay et kys på kinden, inden jeg bakkede et par skridt tilbage. ”Farvel,” sagde jeg og vinkede en enkelt gang, hvorefter jeg smuttede ind ad bagindgangen uden at vende mig det mindste om. Det lød dovent, men jeg orkede slet ikke mere i dag. Jeg følte mig udmattet efter denne her aften. Den havde været helt forkert for mig. Det havde været Lindsay, der havde kørt hele daten. Jeg havde bare besvaret på spørgsmål, grint på de rette tidspunkt og sagt et par charmerende ting. Mere kunne jeg simpelthen ikke.

På en eller anden latterlig måde følte jeg mig utro, når jeg sad på en restaurant sammen med en anden pige end Wait. Måske havde det noget at gøre med hendes ansigtsudtryk jeg lige nåede at ane, før jeg havde grebet Lindsays hånd og trukket hende med mig, da hun kom for at hente mig her på hotellet. Jeg kunne ikke beskrive udtrykket, da jeg ikke rigtig kiggede hende i øjnene. Spørg mig ikke hvorfor, men jeg følte bare ikke, at vi skulle have øjenkontakt der. Hvilket jeg heller ikke havde følt hele dagen. Der havde ligget en dårlig fornemmelse i min krop, siden jeg sagde ja til at tage på den date. Men det var vel for mit eget bedste...

Jeg nåede op til hotelværelset og kørte mit nøglekort igennem scanneren, så den lyste grønt. Jeg åbnede døren og trådte ind i gangen. Egentlig forventede jeg at være alene hjemme, da jeg vidste, at drengene havde nogle planer for natten, men to stemmer inde i stuen fik mig til at stoppe op. Uden jeg havde hørt så meget, kunne jeg allerede høre, at Wait græd. Hendes stemme lød grødet og floppet, og det fik mig til at rynke panden forvirret. Hvad græd hun over? Var det noget nyt med hendes farmor?

”Hvad er der galt med mig, Lou?” Waits stemme trængte ind i mit øre og gjorde, at jeg så interesseret hen mod stuen. Jeg vidste godt, at det ikke var høfligt at lytte, men de snakkede altså om et eller andet, der måske godt kunne vedrøre mig. Desuden ville jeg gerne vide, hvorfor Wait græd, og det kunne jeg garanteret ikke få et vide, hvis jeg bare gik ind og afbrød hende og Louis.

Derfor lukkede jeg også bare musestille døren og tog langsomt mine sko af. Jeg listede nærmest og endte til sidst ved siden af stuedøren. Her kunne de ikke se mig, og jeg kunne høre, hvad de snakkede om.

”Overhovedet intet,” svarede Louis Wait, og jeg kunne fornemme den seriøse tone i hans stemme. Jeg kiggede fortvivlet ind i væggen. Hvorfor i alverden spurgte hun om det?

”Hvorfor er Harry så ude med en anden?”

Mit hjerte sprang et slag over, da Wait nævnte mit navn i sit spørgsmål. Jeg rynkede forvirret panden, imens jeg prøvede at finde hoved og hale på det hele. Hvis jeg ikke tog helt/meget, rigtig meget fejl, sad Wait og græd over.. at jeg var ude med en anden?

Hvad?

”Er det fordi jeg er dårlig, når vi har sex? Jeg så hende Lindsay, og hun lignede virkelig en ridepige eller en, der går til springgymnastik, og jeg har hørt, at drenge syntes det er en virkelig god kombination, og de er meget bedre i sengen end andre piger. Og jeg går hverken til det ene eller det andet, så er d-” ”Wait, nej, det er ikke derfor,” afbrød Louis skarpt.

Et typisk Wait-spørgsmål, der normalt ville have fået mig til at fnise, men underligt nok tog hverken min mund eller mit ansigt form efter det, jeg stod og hørte på. Alle mulige tanker løb i stedet for rundt i mit hoved, og jeg fik det underligt i maven. Dette her gjorde mig forvirret og dårligt tilpas, og jeg havde en stærk fornemmelse af, at dette her slet ikke ragede mig.

Alligevel kunne jeg ikke tage mod til mig og gå igen. Og jeg havde ikke lyst til bare at springe ind i stuen og lade som ingenting. Jeg ville gerne have svar på, hvad der foregik lige nu.

Jeg vidste ikke direkte, om jeg ville få noget at vide her og nu, men så stillede Louis et spørgsmål, der kun kunne gøre mig sikker. Også selvom jeg blev helt aldeles usikker, ”Waitipus, er du forelsket i Harry?”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

En del af mig havde lyst til at grine – Wait var da ikke forelsket i mig?

En anden del af mig havde lyst til at skynde mig hen til døren, åbne den, smække den i, råbe hej, lade som om jeg lige var kommet hjem – så ville jeg bare ikke høre noget.

En tredje del af mig havde lyst til at blive stående og lytte til Waits svar – og det var nok den part jeg hældte mest til.

Derfor blev jeg stående.

Oveni det kunne jeg heller ikke dy mig. Jeg trådte et skridt længere frem, så jeg kunne se ind igennem sprækken af døren. Som gættet sad Wait og Louis i sofaen. Lou havde hans ene hånd på Waits, imens han fjernede en tot hår fra hendes ansigt. Hun havde presset læberne sammen og så et kort øjeblik på Louis.

Pludselig gik det op for mig, hvad Louis egentlig havde spurgte hende om. Og egentlig kom det som et chok. Et ret stort et. Så stort, at jeg slet ikke kunne finde rundt i mig selv lige nu.

Var Wait forelsket i mig?

Jeg mener, vi havde opført os lidt som et par her på det sidste, men det betød da intet for hende, gjorde det? Hun havde måske været mere kærlig og sådan omkring mig, ditto havde jeg, og jeg gjorde det egentlig fordi jeg kunne lide hende, men gjorde hun det også, fordi hun kunne lide mig?

Okay, jeg var lost.

Mit blik var fastlåst på Wait. Og mit hjerte nåede ikke engang at banke en gang, før hun nikkede.

Hun nikkede.

Hvilket ville sige ja.

Ja til, at hun var forelsket i mig, Harry.

Hun var forelsket i mig.

Det var løgn.

En glæde steg i mig. Det var det her jeg havde ventet på at høre i flere uger. Pigen som jeg i den grad havde givet min kærlighed til var også forelsket i mig. Det satte virkelig mange muligheder i gang! Vi kunne begynde at gøre noget rigtigt ud af vores forhold. Lige præcis som jeg havde villet, fra den dag mit hjerte slog klik for hende.

Men som glæden steg, forsvandt den hurtigt igen, da Wait svarede Louis igen, ”men han kan ikke lide mig.”

Jeg havde lyst til at råbe, at det ikke passede, men så var jeg afsløret, og det skulle ikke ske. En stikkende fornemmelse prikkede mig i siden, og jeg bed tænderne sammen. Fuck, hvor havde jeg været dum, mand! Jeg havde sgu da været på date med... og nu tror Wait, at jeg ikke.. Fuck, fuck, fuck!

”Hold op med at sige det,” sagde Louis til Wait. Jeg kunne ikke hade mig selv mere, end jeg gjorde lige nu. At høre Wait tro, at jeg slet ikke kunne lide hende var forfærdeligt. At se hende græde på grund af mig var forfærdeligt. At dette her kunne koste hele vores forhold var forfærdeligt. Jeg havde været en idiot. En virkelig stor idiot.

Jeg så opmærksomt på Wait, der sad og rystede på hovedet, imens tårerne gled ned ad hendes røde kinder. Det gav mig virkelig dårlig samvittighed. Virkelig, virkelig dårlig.

”Hvor lang tid har du været forelsket i ham?” spurgte Louis Wait lidt efter, imens hun tørrede sine øjne engang.

Jeg ville ikke høre det.

Jeg ville ikke høre, hvor lang tid jeg havde gået og holdt mig selv for nar. Hvor lang tid jeg havde prøvet at overbevise mig selv om, at Wait bare var, som hun var. Selvom jeg havde fornemmet noget imellem os, kunne jeg stadigvæk ikke være sikker på, om det var rigtigt. Eller om det bare havde været på grund af den seksuelle elektricitet imellem os. Men jeg havde så taget fejl. Hun var forelsket i mig. Og det gik først op for mig nu. For helvede i røvens kælder...

Jeg skulle til at tage et skridt tilbage, men Wait nåede allerede at svare inden, ”To-tre uger.”

Ja, det gjorde det ikke ligefrem bedre.

Jeg sukkede af mig selv og havde næsten lyst til at give mig selv en lussing. Det fortjente jeg i den grad.

Wait rystede lidt efter på hovedet af sig selv og snøftede en enkelt gang. ”Jeg troede virkelig, at vi havde noget sammen,” begyndte hun, hvilket fik Louis til at spidse læberne og kigge indtrængende på hende. ”Han har givet udtryk for det så mange gange. Han søger ofte hen til mig. Når vi skal sove, vil han gerne have, at jeg ligger helt ind til ham. Vi har kysset godnat. Vores sex er blevet langt mere passioneret. Eller er det bare mig, der er totalt forkert på den?!” fortsatte hun ophidset. Jeg kunne ikke lade være med at læne mig fortabt op ad væggen. Det hele var gået galt. Og nu vidste Louis også godt, at jeg var forelsket i hende. Det kendte han mig nok til at vide.

Han rystede på hovedet, hvilket fik Wait til at bryde sammen igen. ”Og alligevel går han ud med en anden,” mumlede hun.

Jeg bed mig i læben og kneb øjnene sammen. Betragtede Louis tage Waits anden hånd og kigge roligt på hende, hvilket hjalp lidt. ”Wait, har du måske overvejet, at Harry ikke har kunnet læse dine tegn?” spurgte han langsomt.

Jep, han vidste helt klart, at jeg godt kunne lide hende. Uden tvivl.

”Syntes du ikke, at bede om kys og at være sammen med ham hele tiden er tegn nok?” gav hun igen, og det var praktisk talt virkelig ligesom at få et slag i ansigtet. Tanken om, at Wait var forelsket i mig havde ikke rigtig passeret. Jeg havde altid haft for travlt med at tænke på, hvordan jeg kunne slippe af med mine følelser.

Det havde slet ikke faldt mig ind, at hun ville kysse med mig, fordi hun godt kunne lide mig. Men nu hvor jeg stod og tænkte over det, var det som om et helt puslespil blev samlet. Alle brikkerne var på plads. Jeg forstod pludselig, hvor hun havde opført sig så sød og kærlig over for mig. Hvorfor hun altid søgte hen mod mig. Hvorfor hun altid bad mig om at kysse hende godnat, inden vi skulle sove. Hvorfor hendes blik havde ændret sig i løbet af ingen tid, da jeg tog Lindsays hånd tidligere i dag og trak hen mod elevatoren. Det hele gav mening.

”Eller dengang, hvor jeg tog med de 6 drenge hjem efter en fest, Lou. Ham den ene var kun opsat på at have sex med mig. Og jeg havde gjort det, hvis ikke jeg så Harrys ansigt for mig hele tiden. Jeg stoppede på grund af ham. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, var jeg allerede ved at få følelser for ham der. Det var bare ikke gået op for mig før nu.” Waits forklaring fik mig til at sukke igen. Denne gang mere højlydt, og hvis ikke det var fordi, der lød et råb ude fra hotelgangen, ville jeg nok have været blevet opdaget. Og lige nu havde jeg bestemt ikke lyst til at blive opdaget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til Wait. Det var noget af en stor mundfuld. Men jeg vidste også, at hvis jeg ikke gjorde noget ved det nu, var det for sent – hvis det ikke allerede var det.

Nej. Det skulle ikke være for sent. Det måtte ikke være for sent. Pigen, der sad og græd inde i stuen ved min bedste vens side skulle ikke have lov at gå herfra, uden jeg skulle have noget at sige. Jeg måtte forklare. Fortælle. Fortælle om mine følelser for hende. Fortælle, hvilken fantastisk pige hun er, og hvordan jeg blev forelsket i hende. Fortælle, at den date jeg lige havde været på var en fejl. Hun skulle vide det.

Derfor trådte jeg et skridt tilave og drejede så om døren, så jeg kunne se lidt ind i stuen. Jeg stod et kort øjeblik og kiggede derind, men fortrød så. Hvad skulle jeg sige? Hvad ville hun ikke sige? Hvad ville Lou ikke sige?

”Jeg forstår det bare ikke,” mumlede Wait og kiggede ned i gulvet.

Mit mod forsvandt, og jeg havde lyst til at vende mig om at gå, men mine fødder lystrede ikke. Derimod tog de et skridt frem, og da gulvet knirkede under mig, havde jeg lyst til at råbe. Ikke nok med det, så kunne jeg også føle to personers overraskede blikke på mig.

Fuck.

 

Waits synsvinkel

Hvad.

Lavede.

Han.

Der?

Nej.

Han kunne ikke have hørt det.

Han måtte ikke have hørt det.

Nej, nej, nej.

Han så urolig og utilpas ud, imens han trådte et skridt frem, så han endte helt inde i stuen. Hans blik hvilede udelukkende på mig, og jeg vidste udmærket godt hvorfor. Han havde hørt det hele. Han vidste det hele nu.

Hvorfor skulle det ske?

Fucking svar mig lorte Gud!

”Harry,” mumlede Louis langsomt. Pludselig virkede han også en hel del utilpas. Jeg kunne ikke andet end at forstå ham. Det her måtte være et helvede.

Louis så langsomt hen på mig og fangede mit blik. Jeg kunne ikke læse hans ansigtsudtryk eller blik. Efter nogle enormt langsomme sekunder, gav han min hånd et klem og sendte mig et beroligende smil, hvorefter han rejste sig.

Hvad?

Hvorfor gik han bare?

Han efterlod mig med djævlen.

Det kunne han ikke gøre imod mig.

Han gik hen mod gangen, hvor Harry stadigvæk stod og fulgte ham med blikket. Louis puffede ham kort i siden og mumlede et eller andet, inden han gik ud i gangen og lukkede døren efter ham.

Min krop blev helt stiv, og jeg sank ubesværet en klump, imens en vrede indeni mig blev samlet. Jeg var sur, jeg var ked af det. Og var der noget at sige til det? Nej, det syntes jeg ikke, så drop protesten som jeg kan føle, Gud!

Jeg nægtede at fange Harrys blik, men det var som om hans øjne var magneter, for til sidst formåede vi at kigge hinanden i øjnene. Hans blik så så irriterende, uskyldigt ud. Jeg havde næsten lyst til at rejste mig op og gå hen og slå ham.

”Wait,” sagde han stille og trådte tættere på mig. Jeg rystede på hovedet og nev mig selv i armen en gang, så jeg fik tvunget mit blik væk fra hans. ”Hvad laver du her, Harry?” hørte jeg mig selv spørge om, imens jeg kæmpede med tårerne. Jeg havde virkelig ikke lyst til at se eller høre på ham. Han var grunden til, at jeg sad og græd lige nu. Han var grunden til, at mit humør var sunket til fucking Kina.

Du ved, man kan grave sig til Kina.

Han var grunden til, at jeg kæmpede for at lade være med at råbe af ham. For ja, det var jeg faktisk ved lige nu. Jo tættere på han kom, jo vredere blev jeg. Alle følelser ramlede omkring i mig. Tanken om, at han bare havde udnyttet mig sad fast.

”Mente du virkelig det, du sagde?” spurgte han og undgik mit spørgsmål.

NEJ!

Jeg mente det ikke!

Det var da en spøg!

En mega sjov spøg, ikke?!

Griner du ikke herre meget?!?!?!

!!!

Fucking nar.

”Nej da, det er fucking for sjov, jeg sidder og tuder nu!” snerrede jeg og rejste mig op, så vi stod face2face.

Han havde en bums.

Han ER en bums!

En stor, ulækker, gul en, der bare skal udsplattes, så det sprøjter ud med betændelse og-

Okay, det var klamt.

”Wait, hør li-” ”Hvis du siger, jeg skal høre på dig, så slår jeg dig,” afbrød jeg hvæsende, imens jeg sendte ham et hårdt blik. Han kiggede overrasket på mig og holdt heldigvis sin kæft. Ellers skulle han vel smage noget af Tuffi-Waitipus (jep, det havde Lou kaldt mig, efter dengang jeg slog Zayn).

Du ved, Tuffi for tough, altså hård, og Waitipus var sådan set Louis' kælenavn til mig, og.. ja ok, du fatter det nok.

Nå, tilbage til mig og de forræderiske tårer, der lige nu trillede ned ad kinderne på mig.

Great.

”Fortæl mig lige én ting, Harry,” begyndte jeg og sank en trist klump. ”Hvad betyder jeg for dig?” Egentlig ville jeg ikke høre det, eftersom jeg allerede godt vidste det. Og han vidste udmærket godt, at jeg vidste det. Derfor sagde han intet. Han stirrede bare på mig, som om han var helt ude af den.

Det er godt, Shakespeare.

Eller noget.

Vi kiggede stadigvæk hinanden i øjnene. Mit blik var stadigvæk hårdt, men garanteret også pisse svagt, eftersom jeg bare stod og græd. Men jeg var fucked up lige glad. Han skulle se, hvor meget han var skyld i. Han skulle lide. Så var det en 50/50.

Alligevel gjorde det ondt, da han bare stod og så på mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ellers havde forventet. Han ville jo nok ikke ligefrem falde på knæ og begynde at græde, imens han fortalte, hvor ked af det han var. Sådan var Harry ikke, og det blev han sgu heller aldrig.

Der gik nogle flere sekunder, hvor der var en evig stilhed, og til sidst kunne jeg altså ikke tage det mere. Jeg rystede på hovedet, imens jeg tørrede mine øjne arrigt. ”Det tænkte jeg nok,” sagde jeg og gik hen mod døren til vores soveværelse. Jep, jeg orkede ham ikke lige nu.

”Wait, vent,” bad han og tog fat i min arm. Hvad helvede skulle jeg vente på?! Var det ikke nok at få at vide, at han ikke kunne lide mig?

Fucking Spasser Styles.

Jeg bed tænderne sammen og vendte mig hårdt om mod ham. ”Hvorfor, Harry? Hvorfor?!” spyttede jeg og slog hans hånd væk fra min arm. ”Syntes du ikke, at du har afvist mig nok?” spurgte jeg og så koldt på ham.

Og tårerne fortsatte.

Og de smagte af salt.

Hvilket smagte godt.

Weird.

”Wait, lad mig nu bare forklare engang,” svarede Harry, denne gang lidt højere. ”Så du kan finde på en eller anden undskyldning om, at du ikke udnyttede mig?” vrissede jeg og himlede med øjnene.

Han blev stille og så tomt på mig.

Og så havde han en rynke i panden.

Og bumsen var der stadigvæk.

Jeg bed mig i læben og rystede på hovedet af ham igen. Mine følelser eksploderede alle sammen inde i kroppen og lagde sig som en sten på bunden. Det føltes mærkeligt. Dårligt. Forfærdeligt.

Harrys skyld.

”Jeg troede, at.. jeg troede, at vi havde noget,” mumlede jeg og så ned i gulvet. Jeg kunne føle hans blik på mig, men nægtede at kigge op. At se ham i øjnene ville ikke gøre noget bedre.

Der var stille.
For stille.

Harry sagde intet, og det irriterede mig.

Jeg så op på ham med et såret blik, imens tårerne strømmede ned ad mine kinder. Meget, meget tragisk. ”Men jeg tog åbenbart fejl,” afsluttede jeg min forrige sætning, hvilket fik Harry til at ryste langsomt og tøvende på hovedet.

Bullshit!

Fucking bullshit!

”Hvorfor var du så på den date?!” spurgte jeg vredt.

Harry sagde intet.

Intet.
Intet.

Intet.

Nu kiggede han væk.

Der skød han sig selv i foden.

”Nice try, Styles. Jeg troede egentlig ikke, at du var en player, som bladene skriver, men jeg tog vist fejl. Igen,” sagde jeg koldt, hvilket med det samme fik ham til at se hen på mig med et ret ulæseligt blik. Ellers kunne jeg bare ikke se det, fordi mine øjne var så blændet af tårer.

”Wait, du forstår det ikke,” svarede han bestemt og trådte frem mod mig. ”Forstår ikke hvad?” råbte jeg, og som regnet med blev han chokeret.

Så kunne han lære det.

Dumme menneske.

Barbar.

Kamel.

Spasser.

”Harry, jeg tror, jeg forstår det hele! Du udnyttede mig! Du brugte mig, fordi jeg er den eneste på dette her fucking værelse, der har et hul, som du kan stikke din fede, klamme pik op i. Og du er garanteret også ligeglad med vores venskab, ikke? Det betyder vel ikke en skid for dig.”

Okay, jeg råbte ret højt.

Jeg skreg næsten.

Min hals gjorde ondt.

Mind mig om at købe halspastiller.

Og lommetørklæder.

Han så såret på mig, og det glædede mig bare. Det var nok player-rygtet, der havde gjort ham lidt ked af det. Men jeg var fucking lige glad. Han fortjente det.

”Wait, hør på m-”

Og den lussing han fik i fjæset der, fortjente han også.

Han så chokeret på mig, og jeg hvis ikke det var fordi, jeg var så vred og såret, havde jeg også kigget chokeret på mig selv.

Tuffi-Waitipus var i auktion.

Men pis, jeg havde ikke slået så hårdt, at der fløj tænder og alt det der shit ud. I stedet for havde han et rødt mærke.

Damn.

”Jeg sagde, at jeg ville slå dig, hvis du sagde det,” mumlede jeg stille. Han stirrede på mig, og jeg kunne nemt se hans øjne blive mere og mere sørgmodige, som de kiggede ind i mine.

Jeg bed mig i læben og snøftede en enkelt gang, inden jeg skiftede retning og gik hen mod døren til gangen. ”Jeg går nu,” fortalte jeg kort og tog fat i dørhåndtaget. ”Nej, vent, Wait,” bedte Harry og stillede sig hen foran døren, inden jeg nåede at åbne den. Jeg rystede på hovedet, imens jeg undgik hans blik. ”Hvis du vil have, at jeg skal vente på, at du fortæller mig, at du ikke føler noget for mig, så nej tak. Jeg har fattet det,” tudede jeg.

”Wait, lad nu være.”

”Flyt dig, Harry.”

”Nej.”

”Harry, flyt dig!”

”Nej.”

Okay, den...!!!

Jeg prøvede at skubbe til ham, men det hjalp ikke. Det havde nok noget at gøre med, at han var langt stærkere end mig. Jeg burde se at løfte nogle vægte og sådan lidt.

”Så sig hvad du vil!” halvråbte jeg og trådte et skridt tilbage for at se ham i øjnene. Han så nervøs ud. Meget endda. Hvorfor var han nervøs?!?!?!

Seriøst, jeg føler mig virkelig hormonel i dag.

Jeg så afventende på ham og forventede, at han kom med en eller anden latterlig undskyldning, men han forblev helt stille, som om han slet ikke havde noget at sige. Og ja, det gjorde mig egentlig bare mere vred. Han havde for helvede lige fået en chance for at forklare, og så siger han intet.

Fuck mand!

Fuck, jeg må da betyde meget så!

”Tænk jeg fik følelser for dig,” begyndte jeg roligt, imens jeg snøftede. ”Tænk jeg brugte tid og energi for at gøre dig tilfreds.” Jeg bed tænderne sammen. ”Du var fucking ikke det værd!” skreg jeg og knyttede hænderne sammen for ikke at slå ham, selvom tanken fristede virkelig meget.

Jeg tog fat i dørhåndtaget igen, hvilket fik Harry til at lægge en hånd på min. Han fangede mit blik, og hvis jeg ikke tog fejl, så han ret ked ud af det.

Svin.

Bums.

Spasser.

Han prøvede at narre mig, så jeg kunne falde i hans fælde igen. Så troede han sgu nok, at forsoningssex og det hele ville hjælpe, men nej, så dum var jeg fandeme ikke! Desuden havde jeg allerede lavet den fejl nok.

”Wait, lad være med at gå,” sagde han igen og trådte et skridt tættere på mig, så jeg havde fri adgang til døren nu. Jeg stirrede hårdt og koldt ind i hans øjne. Lige glad med det blik, han sendte mig. Jeg ignorerede en tåre, der fandt vej ned ad min kind, imens jeg rystede på hovedet.

”Harry, du var grunden til, at jeg blev på dette her hotel, og du er også grunden til at jeg forlader det,” svarede jeg, og undgik hans sårede blik. Fuck ham og fuck det og fuck alt.

Jeg fjernede hans hånd fra min og åbnede døren. Denne gang gjorde han heldigvis ikke modstand, faktisk sagde han slet ikke noget, derfor kunne jeg også bare gå hulkende hen til 'hoveddøren', tage mine sko og min jakke på hurtigt som aldrig før, og så forlod jeg ellers bare værelset, med tårer hængende ned ad kinderne i strimler.

 

_______________________________________________________________________________

 

Hmm )-:
Det var da liiiidt synd, var det ikke? Det syntes jeg :I

Nå, har I nogen anelse om, hvad der kommer til at ske nu? Fortæl gerne!

 

Så vil jeg gerne sige VIRKELIG mange gange tak til jer!

1000 LIKES?!?!? 1300 FAVORITTER?!??! 2800 KOMMENTARER?!?!

OMG OMG OMG!!!

Laver snart en video og fortæller, hvor meget jeg elsker jer, haha.

Ej, men tusind tak.

 

LOVE YA <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...