Scream - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Et problem opstår, da den 18 årige Wait tager på sommerferie i USA. Hotellet er kommet til at foretage en dobbeltbooking, og de har ikke andre værelser, da det er højsæson. Hvad Wait ikke ved er, at det er One Direction, der også har fået tildelt samme værelse som hende.
Da hun ved en 'tilfældighed' render ind i Harry Styles på sit hotelværelse, begynder der straks en diskussion om, hvem der nu har ret til værelset. Ingen melder sig frivilligt, derfor giver resten af bandet Harry et krav på, at de alle kan blive - hvis han sover sammen med Wait. Selvfølgelig siger han ja, dog kun for ikke at leve med et nederlag om, at han har tabt til en flabet pige.
Wait og Harry vil allerhelst have hinanden ud fra hotellet, men som tiden går opstår der en intens og seksuel spænding imellem dem, og hele deres forhold ender snart i sengen.
Det hele starter ud som spændig og sex, men ender det også sådan?

**Anstødende sprog og indhold kan forekomme, bare så I er advaret**

3743Likes
4924Kommentarer
1162500Visninger
AA

30. Here comes goodbye

 

Og her stod jeg så.

Med en pakket kuffert og en trist sæt tøj.

Okay, nej, det var ikke så trist.

Jeg havde et par shorts og en hvid t-shirt på, og for at sætte at sætte prikken over i'et, var der en smiley på min t-shirt.

Meget ironisk, ikke?

Jeg gider ikke engang at høre dit svar.

Hvis du ikke kan fornemme det, så er jeg virkelig nede i kulkælderen lige nu. Eller, mit humør var. Det var vel det man sagde, ikke?

Det svar gider jeg heller ikke at høre.

Suk.

”Wait, er du virkelig sikker på det her?” hørte jeg for 1000 gang Liam spørge om. Jeg svarede ham ikke. Han kendte godt mit svar, eftersom ham og drengene allerede havde spurgt mig. På nær Harry selvfølelig. Han havde ikke vist sig, siden han forlod værelset. Og det var omkring fem-seks timer siden nu.

Jeg bebrejdede ham egentlig ikke. Især ikke da jeg fuldstændig væk i ham. En del af mig havde lyst til at gå ind og sige til ham, at jeg nok skulle blive, men den del var for lille i forhold til den anden, der sagde til mig, at jeg skulle tage hjem og glemme det hele. Bare glemme det hele om mig og Harry, og drengene for den sags skyld. De skulle helt ud af mit liv.

Pakkes ind i sølvpapir og smid ud i skraldespanden.

Også selvom de ikke fortjente det, men fuck det lige nu.

Jeg havde valgt delen, der betegnede mig som bange. Det var jeg egentlig også. Jeg var bange for at ryge direkte ind i et forhold, efter det havde været så sexrelateret. Ikke fordi Harrys og mit forhold gik direkte ud på sex mere, men jeg følte mig bare alt for usikker og ikke-klar.

Suk.

Dobbelt suk.

”Hvad tid letter dit fly?” mumlede Louis nedtrykt. ”Klokken halv 10,” svarede jeg kort. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere med dem, selvom der ikke var noget andet, jeg hellere ville lige nu. Men det ville blive hårdt at tage afsked med dem, så hvorfor ikke bare starte med en slags.. farvel nu?

Derfor.

Lige præcis som i Netto-reklamen!

”Om morgenen?” hørte jeg Niall spørge undrende om. ”Hvad tror du ellers?” spurgte Zayn og lød en anelse hård i stemmen. Jeg havde lyst til at sukke. Nej, ved du hvad, jeg havde lyst til? Jeg havde lyst til at græde! De drenge burde ikke være sådan, fordi fucking jeg forlod hotellet. De burde sidde inde ved Harry (hvor han så end var?), og sige at jeg var en klam ko, der ikke fortjene noget så godt som ham.

Ikke, at jeg var en klam ko, og hvis de sagde, jeg var en klam ko, skulle de nok blive steriliseret godt og grundigt.

”Rolig,” sagde Liam lidt skarpt til Zayn, der dog bare ignorerede ham og kiggede indtrængende på mig. Det mindede mig om første gang, hvor jeg så ham. Hans sindssyge, sexy-look, der virkelig kunne få enhver på krogen. Garanteret også en dreng, eller en gammel mand. Okay, det var ikke lige sagen. Sagen var, at jeg kom til at savne ham. Intet af det hang særlig meget sammen, men fuck det.

Sagen var bare.. at jeg ville savne dem alle.

Og så Harry. Altså bare sådan en lille (stor) smule.

Men jeg ville gerne se bort fra det nu. Selvom jeg ville savne dem, ændrede det ikke på noget. Harry havde ødelagt det imellem os, givet mig falske forhåbninger og for hvad egentlig? For at ødelægge det hele imellem os. Og det havde været noget stærkt, vi havde haft. Det vidste jeg. Men det hele var væk nu. Præcis som feen i Askepot, der forvandler et græskar til en karet. Så hurtigt gik det.

Ping!

Jeg så væk fra Zayn og kiggede på uret. Stadigvæk seks timer til mit fly lettede, og jeg skulle vel nok være i lufthavnen to timer før. Det gav mig fire timer her. Fire timers røv. Fedt!

Or not.

Jeg er stadigvæk trist.

”Wait, må jeg ikke lige snakke med dig?” spurgte Liam efter noget mere trist tavshed. Jeg svarede ikke, før drengene forlod værelset og lukkede døren efter sig.

Åh nej.

Nu skal jeg garanteret gå i terapi eller sådan noget. Det vil Liam garanteret opfordre mig til. Og det har jeg ikke lyst til. Så dum er jeg ikke.

Han satte sig på sengen, og jeg tøvede lidt, før jeg satte mig ned ved siden af ham. Han kiggede på mig, inden han så ned i sengen.

”Ved du hvad der skete for tre måneder siden?” begyndte han. Jeg rystede undrende på hovedet. ”For tre måneder siden fik drengene og jeg at vide, at vi kunne tage på ferie i vores sommerferie. Efter flere timers diskussion om, hvor vi skulle hen, blev vi enige om, at vi ville tage til USA. Las Vegas, helt præcist. Du har ingen anelse om, hvor meget vi glædede os til at komme væk fra alting for en gangs skyld.” Han smilede kort for sig selv, inden han fortsatte, ”så kom den store dag, og vi tog af sted. Vi endte her i Las Vegas og kom ud på dette her hotel, hvor vi fandt vores værelse, uddelte værelser, og Harry fandt så en stor, sort kuffert inde på hans værelse.”

Hvorfor skulle jeg udsættes for det her? Jeg ville ikke høre om Harry. Jeg ville ikke høre om de gamle minder. Jeg ville hjem!

”Han sagde, at han ville aflevere den til receptionen, efter han havde taget et bad. Og som vi nok alle kender Harry, klæder han sig af, før han overhovedet er nået ud på badeværelset. Og ja, det næste vi hørte var Harry, der skreg og et pigeskrig.” Han begyndte at smile større, og jeg kunne bare mærke sorgen inde i mig. Det her var hæsligt.

”Jeg kan huske, at du stod omme bag ved forhænget i bruseren og sagde, at vi skulle skride, og jeg ved ikke hvad, og du gjorde bare Harry så irriteret. Ikke, at det blev bedre, da han besluttede sig for, at vi alle skulle blive på hotellet, og at I skulle sove i seng sammen. Du var så sur og irriteret og... flabet.”

Ja, ved jeg godt.

Men det er ikke mig lige nu.

Jeg har for mange følelser kørende i min krop lige nu.

Tud.

Liam kiggede op og så mig i øjnene med et trist blik. ”Men så lærte vi dig alle at kende, og du er virkelig en af de sødeste og sjoveste personer, jeg har mødt. Du kan få en til at grine over de latterligste ting, og du kan komme med virkelig underlige kommentarer, som er til at dø over. Mest af alt, så er du dig. Og det var dig, som Harry blev forelsket i.”

Ikke Harry igen. Jeg kan ikke klare det.
”Det kan godt være, at I startede jeres forhold ud på en meget.. mærkelig måde, men måske var det bare det, der skulle til, for at I fik indset, at I godt kunne lide hinanden?”

Wait a minute.

”Siger du, at det er skæbnen, der har ført os sammen eller sådan noget?” spurgte jeg skeptisk. Liam grinede kort og rystede på hovedet. ”Ikke direkte skæbnen.. men det må da betyde et eller andet, at I først render ind i hinanden nøgne, hader hinanden, begynder at dyrke sex, bliver forelsket og nu.. er det hele så ødelagt. Burde du ikke give ham en chance, Wait? Du ved ikke, hvor ked af det han er lige nu,” svarede han roligt. Jeg sukkede og rystede på hovedet.

”Liam, du forstår ikke. Det handler ikke kun om mine følelser for Harry. Jeg vil ikke benægte, at jeg er fuldstændig væk i ham, for det er jeg. Jeg er bare-” ”-bange,” afsluttede han som forudset. Jeg svarede ikke, da det var rigtigt.

”Hvad er der at være bange for? Hvis du har Hazza, har du os alle. Og tro mig, Hazza er mere end rigeligt. Han vil gøre alt for dig, det kan jeg godt love dig for.”

Kan du huske, jeg sagde, at jeg ikke kunne klare det lige før?

Nu kan mine øjne heller ikke klare det.

Snøft.

”Wait, du skal ikke græde,” sagde Liam og trak mig ind til et kram. Jeg kneb øjnene sammen. ”Jeg græder ikke,” mumlede jeg stædigt. Han sagde intet, men kørte bare sin hånd op og ned ad min ryg i en beroligende bevægelse.

Efter noget tid trak jeg mig tilbage og tørrede hurtigt mine øjne. Heldigvis havde jeg ikke makeup på. ”Har du tænkt dig at.. glemme alt om os?” spurgte Liam og kærtegnede min hånd roligt. Jeg trak på skuldrende og rystede så på hovedet. ”Liam, jeg holder virkelig meget af jer. Og-” ”hvorfor tager du så hjem, Wait? Det giver jo ingen mening.”

Han lød uforstående og frustreret, hvilket jeg ikke kunne lide. Han skulle ikke have det sådan med mig! Hvorfor hadede han mig ikke bare? Det ville gøre det hele lettere.

Jeg sagde intet, fordi det havde jeg ikke lyst til. Jeg ville som sagt bare gerne hjem.

Hjem til Findus, som garanteret slet ikke savnede mig men elskede Marilyn.
Forræder.

Jeg gav ham endda mad en gang om ugen!

Okay, det var måske ikke helt så meget, så måske var det klart, at han bedre kunne lide Marilyn.

Okay, fuck den kattesnak! Det hjalp ikke just på mine problemer...

Liam, please bare..” Han nikkede og sukkede, hvorefter han igen trak mig ind til et stramt, stærkt kram. ”Lov mig du ikke bare glemmer alt, Wait. Og lov mig, at du idet mindste ringer eller skriver en gang imellem, okay?” Jeg nikkede i et håb om, at han bemærkede det, og siden han ikke sagde mere, gættede jeg på, at han bemærkede det tydeligt.

Åh gosh.

Jeg ville virkelig savne Liam.

Og drengene.

Og ham, der starter med H og sluttede med Arry.

Liam trak sig tilbage og smilede tøvende til mig. ”Er der noget, du har lyst til, inden du smutter?” spurgte han og forsøgte at lyde munter, men det gik ikke helt så godt. Jeg bed mig i læben og trak en smule på skuldrende. Men lidt efter nikkede jeg så.

Der er en ting, som jeg aftalte med mig selv, at jeg skulle gøre her i Las Vegas, inden jeg tog hjem igen.”



***



”Er det her seriøst, noget du aftalte med dig selv?” spurgte Zayn og kiggede måbende på mig. Jeg nikkede.

Jeg stod med 28 kugler.

Altså 28 kugler is.

I en vaffel.

Og der var flødeskum og syltetøj på toppen!

Wait, jeg tror, jeg elsker dig,” mumlede Niall og slikkede på sin is. Jeg smilede til ham og begyndte selv at slikke.

Slikke, slikke, slikke.

Og det smagte godt.

Og er jeg er den eneste, der misforstår det her totalt meget?

Nej.

Godt vi er enige!

Thumbs up til dig.

På trods af, at jeg stadigvæk var trist og mit humør var lort, ville jeg gerne se positivt på de sidste ting, drengene og jeg lavede. Og eftersom jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle spise en is på mindst 28 kugler, var vi taget ud for at gøre det. Dog var Harry ikke med. Han var åbenbart inde på Louis' værelse og nægtede at komme ud... Det havde resulteret i, at jeg var ved at tude, da jeg hørte ham sige, at han slet ikke gad. Men sådan var det jo bare. Synd for ham, synd for mig.

50/50 situation.

Så vi andre var altså taget ud i byen for at æde is. Niall fik en med 30 kugler (frækt, ikke?), Zayn en med 4, Louis en med 3 og det samme med Liam.

Pft.

Tabere.

Atmosfæren imellem os var lidt anspændt, og jeg vidste udmærket godt hvorfor. Både drengene og jeg prøvede så vidt som muligt at lade være med at nævne noget om min hjemrejse i dag. Derfor begyndte jeg at spørge om alt muligt plat angående One Direciton. Idet mindste holdte det os alle beskæftiget, og vi fik ikke nævnt noget om mig.

Heldigvis.

Jeg har kvalme,” mumlede Niall, da han havde spist noget, der lignede 11 kugle. Jeg var nået til min 7. Og de andre var færdige. ”Kom nu, vi skal spise op!” kommanderede jeg og daskede ham blidt på skulderen. Han sukkede og åd videre. ”Wait, gå lidt tættere på Nialler,” sagde Liam og så på mig. Jeg rynkede panden, men gjorde som sagt. ”Smiiiil!” sagde han så og tog et billed med sin iPhone.

Kender I det, når det går helt galt sådan noget?

Jeg tror, jeg lignede en fiskeis på det billed...

Eller der hvor skolefotografen siger, han tager billeder på 3, men gør det på 2?

Fucking svin.

Fordi jeg lignede en idiot med hat og briller, var jeg nødt til at lade som om billederne var blevet væk.

Jeg havde måske kommet til at smide dem i skraldespanden...

Ups.

Okay, jeg kan heller ikke mere,” sagde jeg, da jeg rundede 10 kugle og med en bevægelse, smed jeg isen i skraldespanden, der stod ved siden af mig.

Så kunne der vel være en eller anden, der fandt den og spiste den. Se, det ville gøre mig gavmild!

Heller ikke mig,” fastslog Niall og gjorde det samme.

Hmpf.

Nu smed han sin is ovenpå min.

Ej!

ISBABYER!!!!

Jeg tror også, at vi må se at komme hjemad. Du skal nok se at komme ud mod lufthavnen,” sagde Liam stille.

Det var flot.

Ingen af os sagde særlig meget på vej.

Vi vidste, hvad vi skulle hjem til.

Og nej, jeg taler ikke bryllupper og lagkage.

Det havde du nok regnet ud..

Da vi kom hjem til hotellet, gik jeg i gang med at læsse min bagage ud i gangen. Der ville komme en taxa om 10 minutter og hentede mig. Ellers os. Jeg vidste ikke, om nogen kom med eller ej...

Jeg tog min cowboyjakke på, stak mobil og headset i lommen, hvorefter jeg kiggede i skabene for at se, om jeg manglede noget.
Og hvad så jeg der?

Jonny.

Hvorfor havde jeg ikke pakket ham ned?

Selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Han bragte for mange minder om mig og Harry frem.

Jeg tog ham ud af skabet og studerede ham. Han lignede stadigvæk en gris.

Et lille trist smil blev formet på mine læber, da jeg tænkte på, da Harry fandt den. Han troede, jeg havde brugt den. Og det havde jeg stadigvæk ikke! Never. Men og så den gang hvor vi stod og kiggede på dildoer i den sexbutik. Det havde været.. specielt.

Jeg bed mig i læben, da jeg kunne mærke tårerne presse på igen.

Stop det Wait.

Ikke nu.

Wait, taxaen er her n- Hvad laver du?”

Jeg så hurtigt hen mod døren, hvor Niall stod og så chokeret på mig. Jeg sendte ham hurtigt et smil og sank en klump, inden jeg smed Jonny tilbage i skabet. Jeg ville ikke have ham med mig. Det ville give mig for meget at tænke på.

Ikke noget. Jeg kommer nu,” sagde jeg kort og gik hen til ham. Inden jeg gik ud fra værelset, vente jeg mig kort om og så rundt på værelset. Der var ingen spor af mig mere. Jeg havde ryddet alle mine ting, og det lignede nu slet ikke, at jeg nogen sinde havde boet her. Kun Harry.

Jeg bed mig igen i læben og fulgte med Niall ud i gangen igen, hvor drengene stod klar.

Louis, bare gå.”

Min krop stivnede ved lyden af hans stemme. Han stædige, hæse, triste stemme. ”Harry, du kan idet mindste sige farvel,” hørte jeg Louis sige. ”Hvorfor? Bare gå, okay?”

Wait..” Liam lagde mærke til, at jeg hørte det hele og trak mig derfor hen imod sig. ”Zayn, Nialler og jeg tager med dig. Lou bliver hjemme,” fortalte han. Jeg nikkede kort og betragtede Louis komme ud fra sit værelse med et falskt smil på på læberne.

Jeg gik hen til ham og gav ham et tæt kram. Han aede mig blidt på ryggen. ”Undskyld. Jeg prøvede, men han har ikke lyst,” hviskede han i mit øre. Jeg rystede lidt på hovedet og tvang tårerne til at blive indenbors. ”Det er nok også bare det bedste, Lou,” mumlede jeg i hans skulder. Hans greb omkring mig blev strammere, og sådan stod vi, indtil han trak sig tilbage. ”I må nok se at komme af sted.” Jeg nikkede og kastede et blik hen mod hans værelse, hvor Harry befandt sig lige nu.

Det sårede mig virkelig, at han ikke ville sige farvel. Men jeg forstod ham godt. Og som jeg sagde før, var det nok bare det bedste. Det ville gøre det nemmere for os begge.

Er du klar?” spurgte Liam og åbnede døren. Jeg nikkede, selvom det var løgn. Jeg havde ikke lyst til at forlade hotellet lige pludselig. Men det var for sent at ombestemme sig. Og det ville være totalt latterligt.

Farvel Lou,” sagde jeg, da jeg trådte ud af døren. ”Det hedder ikke farvel, men vi ses. For det gør vi. Jeg elsker dig, Wait.” Han tilføjede et lille smil, som jeg lige netop vi i stand til at gengælde. ”I lige måde. Hav det godt.” Jeg vinkede og begyndte så at gå med drengene hen mod elevatoren.

Vi kom ned til lobbyen og gik herefter udenfor, hvor der holdt en taxa og ventede. Kufferten røg om bag i bagagerummet, og vi satte os alle ind. Zayn sad på forsædet, imens Niall, Liam og jeg sad på bagsædet.

Køreturen var trist. Ingen sagde noget. Ikke engang chaufføren. Det var som om, han kunne fornemme, at der var noget galt.

Okay, måske skyldtes det den tåre, der ubevidst var gledet ned ad min kind, imens han så det.

Men jeg nægtede at græde lige nu. Ikke foran drengene. Jeg havde ikke lyst til at vise dem, hvor meget det egentlig tog på mig.

Langt om længe kom vi til lufthavnen. Drengene blev opdaget undervejs, men for første gang jeg havde været sammen med dem, sagde de, at de havde for travlt til at kunne give autografer og billeder. I stedet for hev de mig bare med ind i lufthavnen.

Vi så på den store tavle, at mit fly lettede halv ti, som sagt førhen. Klokken var snart halv otte, så det var en passende tid, vi var kommet.

Kom, vi skal tjekke dig ind,” mumlede Niall og førte mig hen til en ledig skrant. Jeg afleverede min kuffert, viste pas, alt det der. Damen gav mig til sidst et boardingcard og ønskede mig god tur.

God tur mig i røven.

Jeg skulle tude, intet andet.

Vi så alle sammen lidt på hinanden, som om vi ikke vidste, hvad der skulle ske nu. ”Er det tid til farvel?” spurgte jeg langsomt og kiggede rundt på dem alle. ”Det er det vel,” svarede Zayn og var den første til at træde frem mod mig og trække mig ind til sig. Hans velkendte duft fyldte mine næsebor. Den duft, der normalt ville få mig til at tænke på sex. Men for en gang skyld tænkte jeg på noget andet end sex. Noget helt andet. Jeg blev nemlig meget mere trist. Og det bliver man ikke, når man lægger sex+Zayn sammen.

Snøft.

Nu har du bare at passe godt på dig selv. Tag tilbage til London og få tænkt igennem. Vi er hjemme, før du aner det, og så kan vi ses igen,” sagde han med en lav stemme. Jeg nikkede uden at sige noget. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Bange for at det var de forkerte ord, der røg ud igennem min mund.

Vi ses,” mumlede jeg i hans hals og trak mig tilbage. Han nikkede og kiggede på mig med et sørgmodigt blik.

Ja, for det hjalp da også på det hele!

"Min tuuur!” Niall kom hen og overfaldt mig med et stort kram. Jeg grinede kort og lukkede øjnene. ”Du har min Skype, mit nummer, alting, skriv og ring når du har lyst. Ok?” Jeg nikkede igen. ”Det skal jeg nok. Så må vi fortsætte med at spise is en anden dag.” Jeg jokede, men det failede. Ingen af os grinede eller smilede. Det var forfærdeligt.

Næste tur gik til Liam, og han var nok den værste af dem alle. Det var uden tvivl, ham jeg ville komme til at savne mest udover Harry. Jeg elskede ham. Han var like a best friend.

"Du lover at skrive, når du er kommet hjem. Hvis ikke du gør det, pakker jeg mine ting og tager selv af sted for at tjekke til dig,” varslede han med en bestemt stemme, der fik tårerne til at presse på igen. Jeg nikkede. ”Jeg lover det,” svarede jeg stille. ”Godt,” hviskede han. Jeg klemte øjnene hårdt sammen, men selvfølelig resulterede det bare i, at jeg begyndte at tude.

Flot.

Virkelig flot.

Liam trak sig lidt væk, så han kunne se på mig. ”Hvorfor græder du?” spurgte han og tørrede mine kinder. Jeg smilede ironisk og trak på skuldrende. ”Hvorfor gad Harry ikke at sige farvel?” Det var dumt at spørge om, men jeg kunne ikke lade være. Liam så trist på mig og sukkede, ”Wait, er du klar over, hvor ked af det, han er?” Han trak mig ind til sig igen, så jeg kunne gemme mit hoved ved hans bryst. Det var dejligt beroligende.

"Du kan stadigvæk nå at ombestemme dig,” fortalte han roligt. Jeg rystede på hovedet og trak mig væk igen. ”Undskyld.” Jeg bed mig i læben, og han nikkede, imens han kiggede ned i gulvet. ”Jeg lover, jeg skriver. Hvis du bare lover at gøre Harry glad igen,” sagde jeg alvorligt. ”Hazza skal nok klare det. Og det skal du også. Okay?” Han gav mig det aller sidste kram, hvorefter han kyssede mig på kinderne og panden.

Jeg tørrede hurtigt mine øjne, inden jeg vendte mig om mod drengene igen. ”Vi ses, ikke?” De nikkede og vinkede. ”God flyvetur,” sagde Zayn og smilede svagt. ”Tak,” mumlede jeg, næsten uhørligt. Jeg vinkede en sidste gang, inden jeg vendte mig om og fandt min vej hen mod sikkerhedskontrollen, med drengenes blikke i nakken. Det var hæsligt.

Alt var hæsligt.

 

______________________________________________________________________________

 

Har læst nogen af jeres kommentarer om, hvor jeg ikke har skrevet mere, som jeg lovede. Som jeg skrev i en kommentar for et par dage siden, er det på grund af nogle problemer, som fjernede lysten til at skrive. De over sådan halvt overstået nu, men jeg er måske stadigvæk en smule fraværende...

Men tusind tak for alle de søde kommentarer om, at I respekterer det. Det er rart at vide.

Nå, men hvad siger I til kapitlet? Havde I forventet, at Harry ville gøre noget? Let me know!

 

Kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...