Scream - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Et problem opstår, da den 18 årige Wait tager på sommerferie i USA. Hotellet er kommet til at foretage en dobbeltbooking, og de har ikke andre værelser, da det er højsæson. Hvad Wait ikke ved er, at det er One Direction, der også har fået tildelt samme værelse som hende.
Da hun ved en 'tilfældighed' render ind i Harry Styles på sit hotelværelse, begynder der straks en diskussion om, hvem der nu har ret til værelset. Ingen melder sig frivilligt, derfor giver resten af bandet Harry et krav på, at de alle kan blive - hvis han sover sammen med Wait. Selvfølgelig siger han ja, dog kun for ikke at leve med et nederlag om, at han har tabt til en flabet pige.
Wait og Harry vil allerhelst have hinanden ud fra hotellet, men som tiden går opstår der en intens og seksuel spænding imellem dem, og hele deres forhold ender snart i sengen.
Det hele starter ud som spændig og sex, men ender det også sådan?

**Anstødende sprog og indhold kan forekomme, bare så I er advaret**

3745Likes
4923Kommentarer
1162895Visninger
AA

31. Hello. And goodbye

 

Harrys synsvinkel

"Hun er gået nu, Haz,” hørte jeg Louis mumle henne fra døren. Jeg ignorerede ham og bed hårdt tænderne sammen.

Hun var væk.

Jeg savnede hende allerede, og at vide, at jeg måske aldrig kom til at holde om hende igen, gjorde ondt indeni. Alt for ondt.

"Er du ok?” Louis kom hen til mig og satte sig i sengen ved siden af mig. Jeg rystede på hovedet og sukkede. ”Ville du være ok, hvis Eleanor skred fra dig?” spurgte jeg kort. Han svarede ikke men sukkede selv. ”Harry, det-” ”-er min egen skyld, i know,” afbrød jeg og ville se irriteret på ham, fordi han bragte det op på bane igen. Men mit blik udtrykkede ikke mere end sorg.

"Jeg ville have sagt, at det ikke var det sammen, men fair nok,” mumlede Louis og kløede sig i nakken.

Der var stille, hvilket var yderst sjælden. Stilheden var ubehagelig, og jeg hadede den. Det var ikke meningen, at vi skulle sidde sådan her. Det var ikke meningen, at Wait var på vej tilbage til England lige nu. Intet som helst af det var meningen!

"Hun græd,” hørte jeg Louis sige lidt efter. Jeg kiggede på ham og rynkede panden lidt. ”Wait? Over hvad?” Han satte sig, så vi kunne se rigtigt på hinanden. ”Over dig. Fordi du ikke ville sige farvel.” Ordene ramte mig hårdere end forventet, og jeg bed mig i læben for at bringe smerten derhen. ”Hun kunne bare lade være med at gå,” begyndte jeg at forsvare mig selv, selvom det slet ikke hjalp. Det var min egen skyld, at Wait skred. Men på den anden side forstod jeg det heller ikke.

Jeg havde jo indrømmet, at jeg var forelsket i hende, så hvad var problemet? Hun havde sagt, at hun var bange for, at vi ville få for mange problemer og der ville blive for meget drama, og det kunne jeg ikke tage. Hun var bange. Bange for at binde sig.

"Så tag dig dog sammen!” udbrød Louis pludselig. Jeg kiggede overrasket på ham og lænede mig lidt tilbage, da jeg kunne se det sukkende udtryk i hans ansigt. ”Svar mig på én ting,” begyndte han og rejste sig op.

"Elsker du hende?”

Jeg kiggede undrende på ham. Hvad havde han lige gang i?

"Hvad?” spurgte jeg dumt. Han så mindre irriteret på mig og gentog sig selv, ”elsker du Wait?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og det undrende mig, at han spurgte mig om det. ”Hvor vil du hen med det her, Lou?” ”Svar nu bare for fanden!” Han så indbrændende på mig, hvilket satte tanker gang ind i mit hoved, eftersom jeg måtte give ham et svar.

Jeg ville ikke sige, at jeg direkte elskede Wait. Det var måske for tidligt. Jeg elskede en masse ved hende. Men.. elskede jeg hende? Sådan virkelig elskede?

Var jeg klar til at ofre en masse for hende? Ja.

Var hun den pige, der altid kunne få et smil og en rar følelse frem? Ja.

Var hun den første og den sidste person, jeg havde i tankerne, når jeg vågnede og gik i seng? Ja.

Shit.

Jeg klemte øjnene i og sukkede.

"Det må være et ja,” kunne jeg høre Louis sige. Jeg åbnede øjnene igen og så et smil på hans læber. "Hvorfor smiler du?” spurgte jeg irriteret. Han smil forsvandt langsomt, imens han slog mig på skulderen. "Av!” Og han gjorde det igen. ”Louis!” Og endnu en gang, denne gang dog bare i hovedet. ”For fanden, hvad laver du?!” ”Banker det ind i knolden på dig,” svarede han og lod sin hånd glide ned ad hoften. Jeg ømmede mig og rystede på hovedet.

"Hvad er det, du vil have mig til?” spurgte jeg surt, eftersom min skulder gjorde ret ondt nu. Han så på mig, som om det var indlysende. Efter nogle sekunder kunne jeg godt se, hvad han ville have, jeg skulle gøre.

"Det gør jeg ikke,” fastslog jeg hurtigt. Han sukkede. ”Haz, du elsker hende. Hvad med at fortælle hende det? Måske har du en chance for, at hun ikke tager af sted.” Jeg rystede fast på hovedet. ”Please, lad være,” mumlede jeg bare. ”Hvorfor?” sagde Louis opgivende. Jeg kiggede sørgmodigt på ham. ”Fordi jeg ikke kan, Louis. Bare drop det, okay?” Min stemme lød mere irriteret, end jeg ville have den til, og det fik Louis til at kigge væk fra mig.

Jeg sukkede og gik ud fra værelset, videre ud på badeværelset. Siden Wait havde fortalt mig, at et varmt badeværelsesgulv kunne samle tankerne, havde jeg gjort det, hver gang jeg havde brug for et pause. Og det havde jeg nu. I den grad.

Jeg låste døren og gled ned ad den med et endnu et suk. Varmen fra gulvet overtog min krop og fik mig til at slappe lidt mere af, imens mine tanker gled hen på Wait.

Jeg var vred og sur på hende. Hun skred bare. Ville tage hjem og glemme alt det, der var sket imellem os. Og så på grund af, at hun var bange? Det var jo absurd. Latterligt. Dumt. Men det var hendes valg.

Det var også derfor, jeg bare skred fra værelset af, da hun fortalte det. Jeg kunne ikke døje det, hun lige havde sagt. At hun gav op. Tanken om, at hun bare ville glemme os blev ved med at køre på mig, og gjorde alting meget værre. Allerede nu spørger jeg mig selv, om hun ville have gjort det samme, hvis jeg ikke var gået ud med Lindsay.

Jeg lagde mit hoved tungt op ad døren og kiggede op i loftet. Jeg smilede dumt for mig selv, da jeg tænkte på Waits berømte plet, der han inde på vores værelse. Vores. Mit.

Jeg rystede på hovedet og rejste mig op igen. Det hjalp intet at sidde og tænke over det. Hvad der hjalp, kunne jeg slet ikke finde svar på lige nu. Der skulle nok bare et par dage til.

Jeg trådte hen til håndvasken og så mig selv i spejlet. Dog gled mit blik ned på hylden ved siden af, hvor der lå en velkendt tandbørste såvel som hendes Colgate-tandpasta lå der.

Hun elskede de to ting, så hvorfor havde hun glemt dem?!

Jeg bed mig i læben og nåede slet ikke at tænke mig ordentligt om, før jeg greb tandbørsten og tandpastaen. Alting var forhastet, men det var lige meget.

Jeg vendte mig om og skyndte mig hen til døren, som jeg ivrigt åbnede.

"Louis!”

 

Waits synsvinkel

Tiden gik.

Der var nu kun en time, til flyet gik!

Eller nej, det gik ikke.

Fly kan ikke gå.

De flyver.

De har ligesom ikke ben eller muskler til det, desuden har de slet ikke noget skelet eller nogle knogler, hvilket vist er det samme, men fuc... ok, jeg tror, du forstår!

Jeg var stoppet med at tude nu. Det var endelig også på tide. Okay nej, jeg stoppede fordi der var et skvat, der faldt på rulletrappen og tabte sin bagage og alt muligt. Det så rimelig sjovt ud. Og så var det der, jeg tænkte: du kan da ikke være trist for evigt!

Og nej, det kan jeg ikke.

Så nu vil jeg være glad.

Punktum.

Jeg havde delt en pizza med mig selv og gav den sidste halvdel til den taknemlige skraldespand, der med glæde åd resten. Men det var fint, så kunne jeg da også føle mig en smule gavmild.

Jeg sad lige nu og ventede steneren på en bænk. Min telefon var fuld opladt, men jeg ville ikke bruge den, eftersom jeg skulle spare på strømmen. Der var alligevel lidt vej i flyveren. 10 timer eller mere. Det kunne jeg ikke huske. Desuden havde jeg ikke bestilt flybilletten, det havde Niall været sød at gøre. Og han var endnu sødere at betale den, selvom jeg insisterede på, at jeg nok selv skulle gøre det.

Men han er vel nok også gavmild.

Jeg kiggede rundt på stedet og så en lille pige med en lyserød pony. Og hvis jeg ikke tog helt fejl, var det en My Little Pony, hvilket altså var ret så cool! For de er altså rimelig seje, igås?

Jo.

Og lige nu kunne jeg godt bruge en lyserød pony, der kunne flyve mig hjem. Jeg gad ikke at vente mere.

Det var ekstremt kedeligt, og jeg fik rynker og alt muligt gammelt.

Gud...

Jeg var i overgangsalderen!

 

Harrys synsvinkel

"Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte Louis med en alvorlig tone. Jeg havde mit blik på indgangen af lufthavnen og så intenst hen mod døren, som jeg om få sekunder ville løbe ind ad. Jeg trak på skuldrende. "Jeg finder på noget,” sagde jeg og klikkede min sele op, da taxachaufføren begyndte at holde ind. Mine fødder trippede uroligt, og mit hjerte bankede. Jeg var bange. Bange for ikke at nå det. Bange for at se Wait. Bange for at fortælle, hvad hun egentlig følte for mig.

Jeg tog en besværet indånding, inden jeg åbnede døren til taxaen og sprang ud. Det var en smule køligt, eftersom jeg kun havde bare arme, men jeg ignorerede det og løb. Med et ret så stort håb om, at ingen så, at jeg var Harry Styles. Det kunne give rimelig mange problemer.

Men idet mindste var jeg sådan set rimelig heldig, og nåede hen til afgangstavlerne ret hurtigt. Mit blik gled over flyene, indtil jeg så flyet til Gatwick Airport. Jeg kiggede hen på afgangstiden og så til mit uheld, at flyet ville lette om mindre end 10 minutter. Og hvad der gjorde det hele værre var, da jeg hørte en damestemme i højtalerne sige, at passagerne til Gatwick skulle gå ud til gaten.

Fuck.

Jeg kiggede rundt og så Louis komme forpustet ind til mig. ”Hvad så?” spurgte han og stoppede. Jeg rystede på hovedet og kiggede rundt, indtil jeg fik øje på informationsskranten, eller hvad man så end kalder den. Med hurtige skridt var jeg henne ved den med Louis efter mig. ”Hazza, hvad laver du?” spurgte han undrende.

"Undskyld?” sagde jeg til damen, der havde hovedet begravet ned i computeren. Hun så på mig og mumlede noget med et sekund. Jeg opdagede så, at hun havde et headset på, så hun sad og snakkede i telefon. For fanden mand.

"Harry, slap af,” mumlede Louis til mig. Jeg kiggede på ham og rystede på hovedet. ”Ja, hvad kan jeg hjælpe jer med?” Jeg drejede hovedet og så på damen, der kiggede venligt på mig. Hvis hun bare ville blive ved med det...

"Jeg bliver nødt til at få en passagerer ud fra flyet til London,” fastslog jeg panisk. Hun kiggede lidt på mig, før hun løftede øjenbrynene lidt. ”Beklager, det kan du desværre ikke.” Jeg bed tænderne sammen og så bedende på hende. ”Please,” bad jeg og lød pludselig, som om jeg kunne græde. Men det hjalp ikke en skid. ”Jeg er ked af det, men det har jeg ikke noget at gøre med. Desuden letter flyet lige om lidt, så det er der heller ikke tid til..”

Jeg kunne mærke irritationen stige, og det hjalp i forvejen ikke, at jeg var ked af det. Hele mit humør var virkelig lort.

"Er der ikke noget du kan gøre overhovedet?” spurgte Louis og gav min skulder et klem. Damen rystede på hovedet og smilede svagt. ”I kan tage næste fly, der letter klokken 7 i morgen tidlig..” Jeg bed tænderne sammen og havde lyst til at vrisse af hendes ironiske tale, men lod være. Det ville der ikke komme noget godt ud af.

Jeg blev stående i lidt tid, imens damen så fra Louis til mig. ”Tak for hjælpen,” hørte jeg Louis sige efter noget stilhed, imens han trak mig væk. Jeg gjorde lidt modstand men indså, at det ikke nyttede. ”Harry, det går ikke,” mumlede han. Jeg løftede øjenbrynene. ”Det var dig, der sagde, at jeg skulle tage af sted,” sagde jeg en smule hårdt. Han sukkede. ”Det var tydeligvis for sent.” Han så trist på mig.

"Sorry. Det er for sent, Haz.”

Nej.

Det skulle ikke være for sent. Det måtte ikke være for sent.

Jeg kiggede kort på ham, mens jeg rystede på hovedet. Før jeg vidste af det, havde jeg vendt mig rundt igen og gik hen til damen, der stadigvæk stod ved informationsskranten. Hun kiggede op, som om hun havde forventet, at jeg ville komme igen.

"Med mindre du vil købe en flybillet, kan jeg ikke gøre noget,” begyndte hun og så på mig, som om alt andet var lige meget. Jeg kunne mærke vreden snige sig ind på mig, og før jeg nåede at stoppe mig selv, udbrød jeg, ”hun har for helvede stoffer på sig!”

Jeg kunne mærke folk kigge lidt på os, men var lige glad. Og jeg kunne ikke fortælle, hvor glad jeg blev, da jeg så damen se alvorligt på mig. ”Er du helt seriøst?” spurgte hun, før hun tog telefonen, der lå på bordet. Jeg nikkede ivrigt, selvom det var løgn. Men jeg blev nødt til at få Wait ud af det fly, og det skulle være nu.

 

Waits synsvinkel

Endelig inde i flyveren.

Bare læne sig tilbage og lade som om intet er sket.

Og sove lige om lidt.

Tanken frister.

Jeg lænede mig tungt tilbage i sædet, som jeg sad i. Det her var meget bedre end tredje klasse. Hvis det altså hed det. Men så sød som Niall igen var, havde han bestilt en flybillet til første klasse. Jeg havde lyst til at give ham et smækkys lige nu.

For så god var jeg.

Sådan halvt i hvert fald.........

Jeg kiggede rundt med store øjne og prøvede at finde en kendt.

For alle ved jo, at kendte mennesker flyver på første klasse.

Pft.

Jeg er kendt...

Jeg lukkede øjnene og sukkede tilfredst. Det var som om, at solen kom frem. Og den kom frem. Og frem. Og-

Jeg åbnede øjnene, da jeg kunne føle noget, for ja, jeg havde en sjette sans.

Foran mig stod tre store, nej enorme, vagt og så alvorligt på mig. Jeg sank en klump og så forfærdet på dem.

Og de havde skydere i de der bælter.

Og elektriske pistoler.

Åh åh.

"Wait Forrest?” sagde den ene, og jeg nikkede bekræftende. Måske lidt for hurtigt og lidt for mistænksomt. Men hva fuck, jeg havde intet at skjule?

Stop lige.

Hvad foregik der?

Vagterne udvekslede blikke, før de handlede. Ham, der snakkede før så på mig igen. ”Du kommer med os.”

Undskyld mig, hvad?

"H-h-hvad?” stammede jeg.

Fuck, hvor havde jeg gjort?!

De svarede mig ikke, i stedet for tog de ene vagt hårdt fat i min arm, så jeg kom med et klynk. ”Hallo, hvad laver du?” spurgte jeg skingert og ville tage min arm til mig, men det hjalp ikke. Og jeg havde ikke ligefrem lyst til at slå ham eller noget, eftersom han var en vagt, og jeg ville ikke meldes for overfald eller noget.....

Okay, hvad fanden skete der lige?!

Folk gloede på mig, da vagterne førte mig tilbage til lufthavnen igen. Jeg var totalt chokeret og vidste slet ikke, hvad helvede der foregik. Der var endda et lorte barn, der pegede og sagde, at jeg havde lavet puhbæ i bukserne, og derfor skulle på toilettet med disse herre her.

Jeg kiggede nervøst rundt og lagde mærke til, at den ene vagt gik med min taske i hånden. Så var den da med....

"Seriøst, hvorfor gør i det her?! Jeg har ikke gjort noget!” Jeg stoppede op, men blev skubbet hårdt videre, hvilket satte en smerte i gang i min lænd. ”Jeg tror, at du bør tie stille, inden du siger for meget dumt,” varslede den ene vagt og åbnede en dør, der førte ind på en gang. Jeg sagde intet, gloede bare forvirret og skræmt på ham.

Jeg var sikker på, at jeg skulle dø.

Og jeg som troede, at solen ville skinne lige nu.

Åh nej.

Nu skulle jeg ikke fængsel, vel?!

Da vi havde gået i lidt mere forvirret tid, endte det med, at vagten igen låste en dør op. Og den dør førte ind til et afhøringsrum.

Åh Gud.

Hvad fanden foregik der?

Jeg blev halvskubbet ind, døren blev låst bag mig, og en af vagterne gik straks i gang med at rage på mig.

Fuck.

De var voldtægtsmænd.

"Stop med at røre mig!” skreg jeg og sprang væk fra ham den ene. ”Stå stille!” kommanderede den ene af vagterne og holdt stramt om mig, så jeg ikke kunne stikke af. Imens undersøgte den anden mig..

Vent.

Kropsvisiterede han mig?

Hvad?

"Hmm, der er intet,” hørte jeg den ene vagt sige til den anden. Han svarede ham med noget uhørligt og kort efter, blev jeg placeret i en stol foran et bord, og vagten satte sig på den modsatte side på bordet.

Det var ligesom CSI det her.

Bortset fra, at det her var virkeligt.

Og jeg var ved at dø.

Jeg pissede i bukserne af skræk om lidt

"Du er blevet anklaget, Wait,” fortalte vagten mig. Jeg stirrede lidt på ham, men lavede så store øjne.

Ahva?

"Jeg har da ikke gjort noget!” fastslog jeg, og kunne mærke skrækken stige. Han løftede øjenbrynene. ”Er du sikker på, at du ikke gemmer på noget i dit tøj?” spurgte han roligt, totalt upåvirket af min råben og snakken.

Fuck ham.

Sku blive til en kebabburger, sku han!

"Gemmer hvad? Hvad fuck snakker du om?!” Jeg var virkelig oprevet og bange. Hvad med mit fly?!

Åh nej, min bagage!

Vagten svarede mig ikke, og det gjorde mig virkelig dårligt tilpas. Jeg sank en stor klump og kiggede rundt i lokalet, der var helt dystert.

Okay, nej, det var hvidt, men vi er midt i en CSI-scene her, ok?

Jeg fik øje på de to vagter, der stod ved døren og småsnakkede. Da de nævnte noget med stoffer, begyndte det hele roligt at samle sig i mit hoved.

Men what the hell?

"Tror i, jeg har stoffer?” spurgte jeg lavt vagten om. ”Det er hvad, der er blevet anklaget for..” Jeg så vredt på ham og rejste mig hårdt op, så de andre vagter kom i auktion og tog fat i mine arme, tvang mig til at sætte mig ned.

"Hvem helvede har anklaget mig for at have stoffer med?! Tror du, jeg er så dum at tage stoffer med om bord på et fly?!?!?!”

Hvad jeg ikke havde opdaget var, at jeg var begyndt at tude.

Okay, måske var jeg lige lovlig bange og skræmt og ked af det, fordi han ikke ville tro mig.

Hvad hvis jeg blev henrettet?!

"Nu tager du det lige roligt,” advarede en af de andre vagter mig strikt om. Jeg svarede ikke, men snøftede bare. Hvad skulle jeg gøre? De var tre mod en, det var totalt unfair!

Det var først nu, jeg lagde mærke til, at en af den tredje vagt snakkede i telefon. Det var det eneste, der foregik lige nu. Jeg sad bare og kiggede ned i gulvet, nægtede at se på nogen andre. Det var for uhyggeligt!

Til sidst sagde vagten endelig farvel og trådte frem mod os, kunne jeg høre. Desuden kunne jeg se hans sko komme tættere på.

Åh nej.

Han ville slå mig.

Jeg kunne mærke det!

Han rømmede sig, da han stod helt henne ved mig, og jeg kiggede langsomt op med et skræmt blik. ”Du får lov at gå.”

Jeg vidste, han ville slå, jeg vidste det, åh nej, å- vent, hvad?

Spørgsmålstegn.

"Huh?”

"Anklageren trak det tilbage.”

Fuck, fuck, fuck, jeg blev bange der, manner!

"Du mener.. jeg må gå?” spurgte jeg, stadigvæk med tårer trillende ned ad kinderne. Han nikkede og smilede svagt. ”Det vil sige, at vi skylder dig en undskyldning. Dit fly er forsinket i yderligere 15 minutter, så du må gerne gå derud.” Jeg nikkede bekræftende og var lettet.

Men jeg var stadigvæk virkelig sur. Hvem fanden havde anklaget mig for at tage stoffer med om bord på et fly?!

Hvem?

Vagten henne ved døren, åbnede den, og jeg så derhen. Hurtigt var jeg henne ved den. Vagten fulgte mig helt ud til den yderste dør, som han også åbnede for mig. ”Vi beklager meget,” sagde han og rakte mig min taske. Jeg nikkede lidt. ”I gør bare jeres job,” mumlede jeg, før jeg så væk fra ham.

Og det første, jeg umiddelbart fik øje på, var en skaldet mand.

Okay, der løj jeg.

For den første person, jeg kunne få øje på, var ham med krøllet lokker.

Krøllet, søde lokker, som jeg havde fået lov til at køre fingrene igennem op til flere gange.

Og hvis jeg lagde 2 og 2 sammen, ville jeg nemt vide hvad det gav.

Nej, vi snakkede ikke 4 her.

Jeg rev min taske fra vagten, da Harry langsomt gik hen mod mig. Med faste skridt og næsten blottet tænder, gik jeg frem mod ham.

"Er du fucking sindssyg eller sådan noget?!” råbte jeg, hvilket tiltrak en del opmærksomhed. Jeg græd igen. Det her var fucking ydmygende og latterligt og.. urgh!

"Wait, lad mig forklare,” sagde han undskyldende. ”Forklare hvad?! Tror du, jeg gider at høre på dig, når du fik mig derind?!!” Jeg pegede hen på døren, der åbenbart havde flyttet sig.

"Jeg mener der!”

Korrekt.

"Jeg var nødt til at få dig ud af flyet,” forsvarede han sig. Jeg himlede med øjnene. ”Du sagde, jeg havde stoffer med, hva? Du kunne ligeså godt have sagt, at jeg havde en bombe eller var terrorist eller sådan noget pis!”

Jeg flæbede.

Og det lød grimt.

"Wait, stop,” sagde han en smule hårdt, hvilket lukkede kæften på mig. Hvad fik til at tro, at han bare kunne komme her og sige, at jeg havde stoffer på mig, og så tro, at jeg derefter gerne ville høre på ham? Sig mig, stod der idiot i panden på mig?! Nej! For det gjorde der på ham!!

"Hvorfor? Harry, jeg gider ikke mere. Jeg troede, at jeg gjorde det klart, at vi ikke skulle have noget mere, og du var ikke ligefrem den bedste til at overtale mig eller noget, og nu vil jeg bare gerne hjem og have et dejlig varmt bad, hjem til Findus, der garanteret bare river mig igen, men han elsker mig sådan idet mindste stadigvæk l-”

Jeg flæbede endnu mere.

Denne gang lød det bare forfærdeligt.

Og alle mine følelser kom ud, som om jeg opgav alting.

Måske var det også derfor, jeg blev stoppet af et par læber, der blev presset imod mine?

Jeg holdt i hvert fald kæft og nød bare det velkendte sus, der strøg igennem mig.

Det var rart.

Altså virkelig rart.

Virkelig, virkelig rart.

Men forkert.

Og det hjalp ikke en skid på det hele.

Men for en stund var det egentlig bare det, som jeg havde allermest brug for. Automatisk trådte jeg tættere på Harry og lagde mere liv i kysset. Han trak mig helt ind til sig, lagde armene om mit liv, som om vi var det perfekte par, der ikke havde set hinanden i 100 år.

Det føltes næsten sådan.

Åh gosh, hvad fanden har jeg gang i?

Jeg sukkede og trak mig fra ham, hvilket han hurtigt gav mig lov til. Jeg så overrasket på ham, men sagde intet. Hans blik i øjnene gjorde mig mundlam. Hans ansigt gjorde min mundlam. Hans læber. Hans kys.

Seriøst, jeg er på spanden.

Og mit fly letter om 10 minutter.

"Wait,” begyndte han en smule stramt.

Fordi han er stram.

Eller nej, faktisk er han ikke stram.

Jeg er stram.

Nej okay, det havde du ikke behov for at vide.

"Grunden til du ikke måtte gå om bord på det fly, var fordi du glemte noget, som du nok får brug for..” Han tog sin hånd op til mig, og jeg rynkede panden lidt, da jeg så, hvad det var.

Seriøst?

Min tandbørste og tandpasta?
Whut?

Et øjeblik blev jeg faktisk skuffet. Jeg havde håbet, at han ville sige noget. Hvad han skulle sige, vidste jeg ikke, men bare et eller andet, der måske kunne gøre mig lidt gladere.

"Og fordi jeg har noget at sige til dig.”

Mindreader.

Edward Cullen.

"Hva-” ”Sh.” Han så strengt på mig, og jeg holdt kæft. Jeg følte mig virkelig svag lige nu. Ligesom Bella.

Det her måtte være noget ala Twiligt/CSI.

"Jeg er ked af det. Jeg har lavet så meget lort, og det er gået ud over vores forhold. Sagen er bare, at jeg slet ikke vidste, at du kunne lide mig, og nej jeg lyver ikke.” Han så ærligt på mig, imens han tog mine ene hånd stramt og flettede vores fingre. ”Den aften hvor jeg kom hjem fra min date med Lindsay, var virkelig slem. At høre dig sidde og græde over mig. Men da du fortalte Louis, at du var forelsket i mig, Wait.. Det var virkelig vildt. Og derfor fortryder jeg virkelig også, at jeg gik ud med Lindsay. Drengene blev sure på mig, jeg blev sur på mig, og du blev sur på.” Han holdt en pause og spidsede læberne.

"Jeg ville bare ønske, at jeg kunne vise dig, hvor meget du betyder for mig,” mumlede han. Jeg rystede på hovedet. ”Harr-” ”Jeg sagde du ikke skulle sige noget,” afbrød han hurtigt. Jeg holdt kæft (igen) og stirrede bare sørgmodigt på ham.

"Jeg ville ønske, at vi kunne spole tiden tilbage, og at jeg havde fortalt dig om mine følelser i stedet for at fucke det hele op.” Han stoppede med at tale og kiggede ned. En lille farve spredte sig i hans kinder, da han igen så på mig.

"Wait, jeg elsker dig..”

Say whaaaat?

Jeg gloede olmt på ham og ventede egentlig bare på, at han ville bryde ud i grin og sige, at det var en joke, men eftersom han så helt alvorlig ud, mente han det nok.

Åh Gud.

Harry. Elsker. Mig.

Omg.

Jeg lavede store øjne, og et smil formet på hans søde læber. ”Du må gerne sige noget nu,” sagde han roligt. ”Mener du det?” spurgte jeg langsomt. Han rynkede panden. ”At du må sige noget, eller det andet? For begge er ja. Tror du selv, at jeg lige har brugt 5000$ på ingenting..?” Jeg rynkede panden undrende. ”På hvad?” Han grinede kort og strammede grebet rundt om mig. ”Jeg fik en bøde for falsk anklage, men som du siger, fuck det..”

En varm fornemmelse fiskede rundt i min krop. Jeg følte mig næsten lykkeligt. Men situationen vi stod i, fjernede den til gengæld ret hurtigt.

Desværre.

Og jeg glemte at besvare hans talen fra før..

"Hvorfor siger du det til mig nu?” spurgte jeg langsomt, eftersom jeg ikke lige helt vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Han pressede læberne sammen i et øjeblik og talte så, ”fordi jeg ikke indså, hvad jeg havde, indtil du skred..” fortalte han stille. Jeg bed mig usikkert i læben og sank en klump. ”Harry, hvor vil du hen med det her?” sagde jeg lavt. Han sukkede lidt. ”Jeg vil bare ikke lade dig tage af sted, uden vi har sagt ordentligt farvel.”

Okay, jeg var slet ikke med.

Han ville ikke have, at jeg blev eller..?

"Du skal vide, at jeg godt forstår, at du tager af sted, Wait. Jeg er sur og ked af det over det, men det er dit valg. Så længe du ved, at jeg elsker dig, er det fint. For så ved du, at du altid kan komme tilbage til mig, når vi er tilbage i London. Du har mit nummer, du ved, hvor jeg bor, d-” ”-jeg ved faktisk ikke, hvor du bor.” ”Jeg sender en besked til dig med adressen i.” Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Han smilede til mig, hvorefter han trak mig ind til et knus.

"Bare du lover at skrive til mig..”

Jeg nikkede lidt. Selvom jeg havde planer om, at jeg aldrig ville skrive til ham mere, kunne jeg ikke lade være med at nikke. Hvad ville han ikke gøre, hvis jeg sagde nej?

"Og bare du lover mig, at det ikke er sidste gang, vi ses.”

Han trak sig tilbage og kiggede alvorligt på mig. Jeg bed mig i læben og nikkede igen. ”Jeg lover det, Harry.” Han smilede svagt til mig og knugede mine hænder ind til sig.

Jeg vidste ikke, om jeg kunne holde de løfter, men jeg nikkede alligevel. Jeg havde bestemt mig for, at jeg slet ikke skulle kontakte eller se ham mere, eftersom det ikke lige just ville hjælpe på problemerne og dramaet. Prøv bare at se i dag..

Hvem ved ikke, hvad der ellers kunne ske?

Jeg sukkede af mig selv og besluttede mig for, at det var lige meget lige nu. Så længe jeg fik sagt farvel til Harry nu, var det fint. Også selvom jeg ikke rigtig forstod, at han lod mig gå, men ja.. jeg var jo uintelligent.

Men for et kort øjeblik ville jeg bare være glad, lade som om han var min udkårne og bla bla. Så kunne jeg spekulere, når jeg sad i flyveren. Det havde jeg vist rigelig tid til.

Som om Harry havde læst mine tanker, lænede han sig ned mod mig igen og trykkede endnu en gang sine fantastiske læber mod mine. Som sidste gang levede jeg mig også helt ind i det – hvis ikke mere. Jeg var så glad for, at han var kommet. Selvom det her var vores farvel, var det et godt farvel.

Ikke sådan et trist farvel.

Mere sådan.. okay du har fattet det.

"Wait-” mumlede Harry lidt efter og trak sig tilbage. ”-du må nok se at komme af sted. Du skulle nødig misse dit fly..” Jeg løftede øjenbrynene lidt. ”Vil du gerne af med mig?” Han grinede og rystede på hovedet, gav min hånd et klem.

Og han blinkede.

Årh.

"Jo hurtigere du kommer af sted, jo hurtigere kan tiden gå, og så er der ikke så lang tid, til vi ser hinanden igen.” Jeg smilede lidt og nikkede, stadigvæk usikker. Men vi levede i forhåbninger lige nu, så det var ok!

"Kom,” sagde han og hev mig med tilbage mod gaten. Fuck, der var ikke særlig lang tid. Harry begyndte at løbe, og jeg løb efter. Da vi løb her, hånd i hånd, kunne jeg ikke lade være med at tænke over at have Harry som kæreste. Som min egen. Min helt egen. Noget sagde mig, at det ville være fantastisk. Andet sagde det ville blive besværligt.

Han var jo kendt.

Ha, der fik jeg dig næsten, hva?

Nej okay.

Men al den hate. Al dramaet om, at han garanteret var utro 24/7. Han skulle på tour. Være sammen med familie og venner. Havde han overhovedet tid til en kæreste i sit liv?

Jeg opdagede, at vi endnu en gang standsede foran dimsen til indgangen, og en stewardesse stod og så afventende på mig. ”Er du Wait Forrest?” spurgte hun. Jeg nikkede hurtigt og skulle til at finde mit pas og boardningcard, men hun rakte bare en hånd frem, som nej. ”Det er i orden. Bare gå ind.” Jeg tøvede og så hen på Harry, som jeg stadigvæk havde i hånden. Han smilede skævt og sødt.

"God flyvetur. Husk at skrive når du kommer hjem.” Jeg nikkede lovende og slap langsomt hans hånd. Dog gav jeg ham et hurtigt, men intenst kys, inden jeg smuttede ind til stewardessen, der kiggede lidt undrende på os.

"Unge herre, må du gerne være her?” spurgte hun en smule skarpt. Jeg var ved at grine, da Harry rystede flovt på hovedet. Hun sagde et eller andet og kontaktede en vagt. Inden han kom, begyndte Harry dog at tale, så vi idet mindste havde tiden til det, ”vi ses,” fastslog han og vinkede. ”Ja,” mumlede jeg og vinkede, imens jeg gik hen mod flyets indgang. Harry vinkede og vinkede og vinkede, indtil han så ned på sin hånd.
"Wait, du glemte-” jeg grinede og rystede på hovedet. ”Bare behold det. Men tak for tanken.” Jeg sendte ham et smil og vinkede, og nåede lige at se hans læber lyse op i et strålende smil, før jeg drejede om et hjørne, og så var han ellers ude af syne...

Et suk forlod mine læber. Jeg savnede ham allerede og ville på en eller anden måde gerne blive hos ham. Men det kunne jeg ikke. Jeg skulle hjem. Så måtte jeg få styr på det hele der. For det havde jeg brug for. Jeg havde brug for at komme hjem til en velkendt atmosfære, der ikke lugtede af drenge. Jeg havde brug for at være pige. Og jeg vidste, at Harry også havde brug for at være dreng ordentligt.

Uden mig.

Men mest af alt, gættede jeg på, at vi begge havde brug for tid til at tænke over det og være os selv et kort øjeblik.

 

______________________________________________________________________________

 

Så... Nyt kapitel!

Har læst en masse af jeres kommentarer og har set, at I ventede, at Harry kom ud i lufthavnen. Wupwup, you were right!

Jeg er ikke helt tilfreds med kapitlet, men er fucker træt, så overlev :b Har været ude at spise, eftersom jeg havde fødselsdag i går og skulle på date med min mormor, Mogens/Lars og min elskede roomie<3

OG HELL YEAH JEG KAN KØBE ALKOHOL NU!! WUHU

lol

Nå, det var en anden side af sagen.

I skal vide, at i næste kapitel, springer jeg i tiden! Ellers bliver det nok næste-næste kapitel. Men jeg springer i hvert fald i tiden. Så er I advaret.

Love<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...