Scream - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2012
  • Opdateret: 2 jan. 2013
  • Status: Igang
Et problem opstår, da den 18 årige Wait tager på sommerferie i USA. Hotellet er kommet til at foretage en dobbeltbooking, og de har ikke andre værelser, da det er højsæson. Hvad Wait ikke ved er, at det er One Direction, der også har fået tildelt samme værelse som hende.
Da hun ved en 'tilfældighed' render ind i Harry Styles på sit hotelværelse, begynder der straks en diskussion om, hvem der nu har ret til værelset. Ingen melder sig frivilligt, derfor giver resten af bandet Harry et krav på, at de alle kan blive - hvis han sover sammen med Wait. Selvfølgelig siger han ja, dog kun for ikke at leve med et nederlag om, at han har tabt til en flabet pige.
Wait og Harry vil allerhelst have hinanden ud fra hotellet, men som tiden går opstår der en intens og seksuel spænding imellem dem, og hele deres forhold ender snart i sengen.
Det hele starter ud som spændig og sex, men ender det også sådan?

**Anstødende sprog og indhold kan forekomme, bare så I er advaret**

3756Likes
4913Kommentarer
1202164Visninger
AA

28. Complicated

 

Harrys synsvinkel

Jeg var mundlam. Selvom jeg virkelig havde lyst til at løbe efter Wait, ville mine fødder ikke adlyde. Og derfor blev jeg bare stående, imens en sort tordensky vandrede ind over mig.

Alle mine tanker kørte rundt inde i hovedet, og jeg kunne næsten ikke fatte nogen af dem. Alt, der i hvert fald gav mening var, at Wait var forelsket i mig. Og nu hadede hun mig vel.

Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg stod og gloede ud i gangen i et håb om, at hun kom tilbage, men til sidst kom Louis i hvert fald ind i stuen.

”Flot, Harry,” sagde han kort. Jeg kiggede på ham og så væk igen, da jeg så den tydelige skuffelse i hans øjne. Det var klart. Han var min bedste ven, og jeg havde ikke fortalt ham om mine følelser for Wait. Og nu kendte han selvfølelig til dem.

Jeg hørte ham sukke og sætte sig i sofaen. ”Lou-” ”Nej, Harry, jeg gider ikke at høre på det,” afbrød han med en mindre irriteret undertone. Jeg lukkede øjnene kort og vendte mig så om mod ham. ”Hvad ville du have, at jeg skulle have gjort?” spurgte jeg en smule hårdt. Han rejste sig op og smed sin iPhone i sofaen. ”Du kunne måske have fortalt mig, at du rent faktisk var vild med Wait, i stedet for at fucke det sådan der op?” svarede han igen.

”Hvordan skulle jeg kunne vide, at hun var forelsket i mig?” spurgte jeg en smule højt og uskyldigt. ”Harry, kig på hende for fanden! Det er jo tydeligt.” Jeg kiggede ned i gulvet, da jeg vidste, at han havde ret i det. Jeg havde virkelig dummet mig for groft.

”Og hvorfor sagde du det ikke? Du plejer altid at komme og fortælle mi-” ”Fordi jeg vidste, at du ville have, jeg skulle lægge det hele på plads. Jeg havde allerede dummet mig, da vi begyndte at have sex. Okay? Jeg kunne bare ikke stoppe, og så gik det for langt, og nu er vi endt her. Jeg er ked af det, Louis! Det er jeg.” Han så på mig et øjeblik med et blidere blik end før. Der hvilede en ubehagelig stilhed over os, hvilket var virkelig sjældent.

”Hazza, du kunne have kommet og fortalt mig det. Os. Vi ville være der for dig, præcis som vi plejer. Tror du det var for sjov, vi op til flere gange spurgte, om der var noget imellem jer?” Jeg rystede en enkelt gang på hovedet. ”Jeg havde bare ikke brug for nogen, der fortalte mig, at jeg selv var endt herude,” mumlede jeg. Louis kom tættere på mig og sukkede. ”Du er endt langt længere ude end det,” svarede han. Jeg kiggede op på ham og løftede øjenbrynene.

”Du skal vinde Wait tilbage, og det tror jeg ikke bliver særlig nemt,” sagde han kort. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede ned i gulvet igen. Han havde ret. Det ville virkelig ikke blive nemt.

”We're home!” var det næste der lød ude fra gangen, da døren til hotelværelset gik op. Jeg ville ønske, at det var Wait, men nej, de tre drengestemmer afslørede, at det kun var dem, der var til stede.

De larmede lidt ude i gangen og kom så hen mod stuen. ”Fuck en kedelig klub! Der var ingen piger, så vi gik virkelig tidl- hvad sker der?” Både Louis og jeg kiggede hen mod gangen, hvor drengene stod. Det var Niall, der havde talt før, og han så ret så forvirret. Ligesom Liam og Zayn.

”Det tror jeg, vi må lade Harry forklare,” fastslog Louis og klappede mig en enkelt gang på skulderen. Tak for lort.

”Hvad nytter det?” mumlede jeg nedtrykt. Drengene løftede alle øjenbrynene og så undrende på os, indtil Louis begyndte at snakke. Og han stoppede ikke, før drengene havde fået det hele at vide. Intet blev udelukket. Jeg stod og kiggede opgivende ud mod gangen, imens jeg kunne føle drengenes skuffede blikke på mig.

”Vil det sige.. at Wait er stukket af?” spurgte Liam efter en lang stilhed. Jeg nikkede en enkelt gang og undgik øjenkontakt. ”For helvede, Harry,” mumlede han surt og tog sin telefon op ad lommen. Niall kom hen til mig og lagde en arm om mig. ”Hvorfor sagde du ikke noget, da hun gav dig chancen?” sagde han forvirret. Jeg trak på skuldrende og kunne mærke sorgen stige. ”Jeg ved det virkelig ikke. Det var som om, jeg gik helt i stå,” mumlede jeg og bed mig i læben, imens jeg langsomt fik fanget hans blik. Han så underligt på mig med et blik, der var fuldt af medlidenhed. ”Bare rolig, Hazza. Vi skal nok få hende tilbage.” Han smilede betryggende til mig, inden han gik hen til Zayn, Liam og Louis, der stod med hovederne begravet nede i deres telefoner.

Jeg sukkede af mig selv og satte mig opgivende ned i sofaen.

 

Waits synsvinkel


Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, jeg gik bare.

Og det var koldt.

Det var nat.

Og jeg græd.

Jeg havde det dårligt, forfærdeligt, utilpas og så videre.

Det hele var Harrys skyld.

Han havde knust mig. Fuldstændig.

Jeg havde ikke lyst til at glo på ham lige nu, så en gåtur var bedre end det. Også selvom jeg frøs. Min jakke var alt for tynd.

Alt i alt havde jeg bare lyst til at sætte mig ned og tude, men hvad ville folk så ikke tænke om mig?

Lort.

Jep.

Derfor fortsatte jeg bare med at gå.

Jeg tørrede arrigt mine kinder og øjne og sparkede til en klam lortesten, der lå på fortorvet. Der var en eller anden spasser, der gloede på mig.

Spasser.

Snøft.

TUD!

Harry var jo en spasser!!?!?

Jeg hulkede højt, men fortrød hurtigt. Så jeg gav mig selv en lussing.

Fuck, hvor gjorde det ondt!

Jeg sank et hulk og tørrede mine kinder endnu en gang. Dernæst tog jeg en dyb indånding. Breathe in. Breathe out. Præcis som når man skal føde. Bare uden presse-delen.

Jeg gik ind til siden og kiggede rundt, bare for at tjekke hvor jeg var. Dog havde jeg ingen anelse. Alt lignede hinanden. Okay, det passede ikke, men fuck det. Da jeg bare var skredet fra hotellet, havde jeg hverken telefon eller noget på mig, så det var det fedt. Nu havde jeg heller ikke lige helt lyst til at tage hjem, men det kunne da være meget rart at vide, hvor jeg nogen lunde var.

Jeg fik øje på en lille bar, der lå på den anden side af gaden. Af hvad jeg kunne se, lignede det ikke, at der var så mange derinde.

Så, nu vidste jeg da, hvad jeg skulle lave!

Heldigvis havde jeg min pung med. Den lå i min lomme. Og hvad var bedre end en bar med drikkelse, mænd og gratis sidepladser..?

Har-

Nej.

Ikke ham.

Gosh, jeg skal så meget have noget at drikke.

Efter 10 minutter var jeg endelig endt henne på den anden side af gaden. Yep, jeg er typen, der finder et lyskryds og går over vejen. Alt andet gør mig nervøs. Jeg er sikker på, at jeg dør en eller anden dag. Eller, det gør jeg jo. Men det skal ikke være på grund af en bil. Så hellere... alderdom.

Yup.

Helt sikkert.

Jeg rystede på hovedet af mig selv gentog min breathe-in-breathe-out-session, inden jeg trådte ind på baren. Der var ret så mange mænd, men det gjorde mig ikke noget. Jeg skulle ikke snakke med nogle. Bare drikke lidt/meget. Det havde jeg brug for. Bare blive en smule beruset. Og så tage hjem til hotellet. Hvad jeg skulle gøre der, ville jeg ikke bekymre mig om nu. Jeg havde bare brug for noget at drikke.

Noget rigtig, rigtig stærkt at drikke.

 

 

***
 



Jeg havde drukket.

Og jeg havde drukket, virkelig, virkelig, virkelig, ok lad os bare sig virkelig meget. Jeg havde slet ikke tal på, hvor mange drinks jeg havde fået, men fuck det, jeg havde fået dem gratis af en eller anden random charmør, der sad ved siden af mig.

Han var flink.

Men grim.

Og han prøvede at logge mig med i sengen.

Men så billig var jeg ikke.

Desuden havde jeg mine egne sorger at hænge på, og hvis vi knaldede, ville det nok ende med, at jeg forestillede mig, at det var Harry, og så ville vi nok drukne i tårer.

Det gode var til gengæld, at jeg nu kun var alene med mine tanker, der foregik i mit hoved. Jeg havde det sjovt og fedt udenpå. Indeni var jeg bare rusten og trist.

Okay, det passede måske ikke.

Jeg havde det forfærdeligt. På den forfærdelige måde. På den måde, hvor du finder ud af, at du faktisk har drukket for meget.

Jeg skulle ikke have sagt ja til at bælle alle de shots med ham den gamle. Og jeg skulle nok heller ikke have sagt ja til at ryge den cigaret, han sad med. Hvis det altså var en cigaret...

Well, men på grund af min vissenhed, havde en meget lækker, sød, flink, venlig, ikke-Harry-lignende bartender fundet en taxa til mig. Han var endda så fræk at betale min tur hjem til hotellet, som jeg med besvær havde fået fortalt ham.

Jep, jeg kunne dårligt nok tale.

Så forfærdeligt havde jeg det.

Og det er altså en del forfærdeligt.

Nærmest op til månen og tilbage, og der er vist noget med 7000 km. Eller vent, var det 70.000? Jeg har haft om det i biologi engang. Faktisk lavede jeg en fremlæggelse om det og fik fucking 10, så vær sød at vær fucking stolt af mig!

Bare vær stolt af mig for en gangs skyld.

Bare én.

Ikke ligesom Harry, der.. garanteret aldrig har været stolt af mig, men fuck det, jeg har brug for noget at referere til.

Snøft.

Tud.

Hulk.

Jeg har det dårligt.

En slem brækfornemmelse sad i min hals, og min mave vendte sig og vendte sig og vendte sig, som en dej jeg stod og æltede. Virkelig lækkert, i know.

Jeg fornemmede intet, før jeg pludselig kunne mærke chaufføren standsede taxaen med et brag, så jeg var ved at ryge op foran og ud igennem forruden og dø.

Jeg nægtede at dø sådan.

Så hellere.. pest.

Nej, vent.

Talte vi ikke om.. alderdom tidligere?

Jo, det var jeg sikker på.

”Skal du have hjælp til at komme op til hotellet, eller kan du godt selv gå?”

Jeg registrerede hat af det, som chaufføren sagde til mig. Han gloede på mig, så han talte vel til mig. Alt jeg hørte var bla, bla, bla og bla?

”Huh?” mumlede jeg vissent og gloede olmt på ham. Han svarede ikke, før han klikkede sin sele op og åbnede døren til mig, så en kold, kold kulde blæste ind. Selvom jeg klynkede og bad til, at han lod mig være, klikkede han min sele op og hjalp mig ud ad bilen.

Sikken hjælpsom fyr.

Og jeg kysser gerne hjælpsomme fyre.

Med mindre jeg føler, jeg har dårlig ånde, eller jeg har det dårligt.

I mit tilfælde følte jeg begge ting.

Jeg ender som enke med 147 skildpadder, der ikke kan snakke.

Fedt liv.

Imens chaufføren hjalp mig op ad trapperne til dørvagten, der stod foran det store, flotte, dejlige, smukke, nudistfrie hotel, gik jeg og tænkte på, at jeg skulle fodre skildpadder en eller anden dag. Hvordan skulle jeg få råd til det?

Åh Gud.

Snøft.

Jeg tuder.

Men der kommer ingen tårer ned ad mine kinder.

Okay, det her er virkelig mærkeligt.

Og jeg har kvalme.

Virkelig meget kvalme.

Jeg så stjerner (noget lignende, tror faktisk det par en flok penisser?), da jeg stod og kiggede på dørvagten og chaufføren. Til sidste endte det dog med, at dørvagten kiggede på mig og hjalp mig med at komme indenfor på hotellet. Der var smukt som sædvanlig.

Jeg blev mærkelig nok placeret i en ventestol og efterladt alene.

Hm, det var vel fint nok.

Jeg skulle nok kunne hygge mig her.

Eller noget.

Jeg havde på fornemmelsen, at jeg skulle brække mig...

Der gik nogle få minutter, hvor jeg sad og så penisser foran mine øjne, indtil dørvagten dukkede op med.. Mr. Langsomme Receptionist.

Han var virkelig grim.

Totalt unutidlig.

Jeg gættede på han skrev 10hi og f9s.

Og så havde han nok en pik på størrelse med min.

Se, det var lidt morsomt.

(Hvis du ikke har regnet den ud, har jeg ligesom ingen pik. Blink blik)

Jeg gloede dumt på ham, imens han så på mig med at misbilligende smil. ”Jeg ved godt, hvem hun er. Hvis du bare vil vente her, ringer jeg op til hendes værelse,” hørte jeg ham sige, før han forsvandt. Lugten af rødbeder og svesker fulgte efter ham.

Seriøst, hvis ikke jeg snart får fat på en brækpose eller noget, ender hotellet med at svømme i bræk, for jeg har det virkelig dårligt!

 

Zayns synsvinkel

”Jeg gir op,” mumlede Louis, der kiggede ned på sin telefon. ”Vi kan ikke give op,” blev Niall stædigt ved og ringede op for 117 gang. ”Niall, det nytter jo ikke noget. Hun tager den ikke,” sukkede Lou videre. Jeg kiggede på Harry, der forblev stille. Han havde det dårligt, det vidste jeg. Louis havde fået ham til at tale ud for lidt tid siden, og der kunne man godt regne ud, at han virkelig havde det elendigt. Og jeg forstod ham godt. Selvfølelig var det lidt af hans egen skyld, men jeg ville ikke sige, at det ikke var synd for ham.

Derimod virkede Liam ret vred på ham. Jeg vidste, at han var den person udover Hazza, der holdt mest af Wait, og derfor var han også virkelig bekymret for Wait. Ingen af os vidste jo, hvad hun kunne finde på. Hvis hun overhovedet kunne finde på noget. Hun havde jo ikke ligefrem gjort det før, så hvordan skulle vi vide, hun ville reagere?

”Jamen, så må vi tage ud og lede efter hende?” foreslog Niall og rejste sig. Han kiggede på Harry for at få et svar, men han svarede ikke. Og det irriterede Niall, kunne jeg se. ”Har du slet intet at sige?” spurgte han en smule hårdt. Harry kiggede på ham og sukkede. ”Niall, vi kan ikke gøre noget. Lad det nu bare være,” mumlede han stille.

Og så begyndte drengene at diskutere lidt. Lidt efter kom Louis ind i det. Jeg sukkede og hørte Liam sige, de skulle droppe det lort, inden hotelværelsets telefon begyndte at ringe. Hvem fanden var det nu?

Jeg rejste mig op og gik hen i hjørnet for at tage den. ”Hallo?” spurgte jeg. ”Værelse nr. 1408?” lød det i telefonen. Jeg rynkede panden forvirret. ”Ja..?” ”Det er receptionen. Mangler De en gæst, Herre?”

Oh shit. En lettelse gik igennem mig, men samtidig steg bekymringen. Det kunne ikke være godt, hvis selve receptionen var nødt til at ringe til os. ”En brunhåret pige?” sagde jeg og bed mig i læben. ”Korrekt.” Jeg sukkede og kiggede kort hen på drengene, der stadigvæk diskuterede. ”Jeg kommer ned nu,” fortalte jeg kort. ”De må nok hellere skynde dem. Måske bringe en pose med. Hun har det vist ikke særlig godt.” Jeg nåede kap nok at høre ordene, før jeg lagde på.

Det lød virkelig ikke godt.

Men hun var her – det var en god ting.

Jeg vendte mig om og fangede Liams blik. Han deltog ikke mere i drengenes diskussion. Han sendte mig et spørgende blik, og jeg viftede bare med hånden, så han kom hen til mig. Så gik vi ud i gangen, og jeg tog sko på. ”Hvem var det?” spurgte han. ”Wait er i receptionen,” fortalte jeg og rettede mig op. Han rynkede panden. ”Hvad laver hun der?” Jeg trak på skuldrende. ”Hun har det i hvert fald ikke godt.” ”Damn,”sagde han kort, og jeg nikkede.

Liam fik hurtigt sko på, og så skred vi uden at fortælle drengene noget. De havde travlt med en masse andet. Såsom at diskutere om alt mulig pis, der ikke gavnede dem alligevel.

Vi tog elevatoren ned til lobbyen og trådte så ud. ”Fuck,” mumlede Liam. Jeg kiggede i hans retning og fik øje på Wait sidde henne i en ventestol med to mænd ved sin side. Den ene var vel en vagt, kunne jeg se ud fra hans uniform, og den anden var receptionisten.

Liam førte an derhen, imens han kiggede bekymret på Wait. Receptionisten rejste sig og kom hen imod mig, imens Liam så til Wait. ”Hvor længe har hun været her?” spurgte jeg ham. Han kiggede hen på det store ur, der hang på væggen kort. ”Omkring 10 minutter. Hun blev sat af af en taxachauffør,” svarede han, og jeg kiggede hen på Liam, der stod med armen om Wait. Hun så forfærdelig ud. Helt livløs og tom. Til gengæld lignede hun en, der kunne knække sammen hvert sekund. Hun var helt hvid i ansigtet og stirrede på Liam med et mærkeligt blik, som jeg slet ikke kunne læse.

”Jeg tror, i bør se at få hende op,” fastslog receptionisten en smule skarpt. Forstod jeg godt, derfor nikkede jeg også. ”Tak for hjælpen,” sagde jeg kort og gik hen til Wait. ”Hun er virkelig fuld,” mumlede Liam stille. Han sad på hug foran hende og forsøgte at få hende til at gøre noget, men hun stirrede bare. ”Wait, kan du gå?” spurgte han. Intet svar. Bare et tomt blik.

”Tag hende under den ene arm,” fik jeg besked på. Jeg gjorde som sagt, og sammen fik vi Wait op at stå. Hun mumlede noget meget utydeligt, hvilket fik Liam til at sige noget beroligende til hende.

Det tog os en evighed at komme op på vores etage. Wait var slet ikke sig selv og kunne dårligt nok gå. Det var som om, hun var i en helt anden verden. Hvilket hun sgu nok også var, eftersom hun var så fuld. Dog var jeg lidt bange for, at hun ikke kun var fuld. Hvis hun havde taget noget eller røget noget. Ellers havde i hvert fald drukket virkelig meget.

Jeg kunne ikke lade være med at få ondt af hende. Stakkels pige, der drak sig fuld, fordi hendes forelskelse ikke kunne banke nogle nosser sammen og fortælle, hvad han egentlig følte for hende. Der overladede jeg altså lige mit had til Harry. Han var skyld i dette her.

Vi nåede til vores værelse, og jeg kørte mit nøglekort igennem scanneren, så døren åbnede. Med besvær fik jeg den op, og så hjalp Liam og jeg bare hinanden med at få Wait ind. Vi kunne høre drengene inde i stuen, der stadigvæk var i fuld gang med at diskutere.

”Liam, hvad skal vi gøre?” spurgte jeg lavmælt. Han så hen på mig og trak lidt på skuldrende. Jeg skævede til Wait og skulle til at sige noget mere til Liam, men da hun pludselig tog vare på sig selv og spurtede ud mod badeværelset, lukkede jeg munden igen. Jeg så chokeret hen på Liam, der skyndte sig efter hende. Vi hørte en høj lyd, og hvis jeg ikke tog meget fejl, havde hun lige smadret ned i noget. Derfor gik jeg efter Liam, indtil vi endte ude på badeværelset, hvor Wait hang hen over toilettet og overbrækkede sig. Det var virkelig klamt.

”Fuck, hun har slået sig,” mumlede Liam og tog hendes hår op. Jeg lagde mærke til, at hun blødte fra sit hoved, så hun havde nok slået hovedet ned i toiletbrættet, da hun overfaldt det. ”Jeg henter en klud,” sagde jeg og fandt min vej ud mod køkkenet. Drengene kiggede undrende på mig, da jeg kom derind. ”Hvad sker der?” spurgte Niall undrende. ”Ikke noget vi kan gøre noget ved,” svarede jeg kort og fortsatte ud i køkkenet.

Jeg fandt en klud og gjorde den lidt våd, hvorefter jeg gik ind i stuen. ”Er Wait her?” sagde Harry og for op fra sofaen. Jeg nikkede en enkelt gang. ”Og hun er pisse fuld og brækker sig,” fortalte jeg en smule skarpt. Han stirrede på mig og begyndte at gå hen mod gangen. ”Harry, lad være. Idet mindste indtil hun er ædru,” fastslog Louis langsomt. Han stoppede op i døren og vendte sig om med et sørgmodigt blik. ”Hvorfor? Det er min skyld,” svarede han nedtrykt. Louis sukkede og rejste sig. ”Det hjælper nok ikke at gå ud og hjælpe. I hvert fald ikke når hun er fuld,” sagde jeg en smule bestemt og gik forbi ham og ud på badeværelset.

”Jeg tror, hun har drukket på tom mave,” sagde Liam og tog imod kluden. Han begyndte at tørre blodet væk, imens jeg så til. Jeg kiggede roligt hen på Wait, der havde lukket øjnene, imens hun hang halv ned med hovedet i toilettet. Hun kastede ikke op mere, men så stadigvæk enormt død ud.

”Drengene ved godt, hun er her. Harry kommer ikke herud,” mumlede jeg lavt, så Wait ikke hørte det. Liam nikkede og lagde kluden på håndvasken. ”Du kan bare gå ind til dem, så bliver jeg her med hende,” sagde han og sendte mig et lille smil. Jeg nikkede en enkelt gang, vendte rundt og gik så ind i stuen til drengene.

 

Liams synsvinkel

Jeg havde med besvær fået Wait op at sidde. Hun sad op ad væggen og kiggede tomt på mig. Hendes øjne rullede rundt, og jeg havde svært ved at tro på, at hun kun havde drukket. Selvom hun ikke virkede som en type, der tog stoffer, kunne hun vel godt gå hen og gøre det. Jeg vidste ligesom ikke rigtig, hvad hun plejede at gøre i sådanne situationer her.

Jeg var sur på Hazza. Virkelig sur. Jeg vidste godt, at han havde et eller andet for Wait. Det kunne man tydeligt se. Men, at han sagde ja til at gå på date for at overbevise os andre om, at han ikke kunne lide Wait, gjorde mig enormt skuffet. Og så at han ikke havde sagt noget, da Wait havde givet ham chancen for det. Og nu sad hun her på grund af ham, fuld og dårlig. Virkelig ikke særlig fedt.

”Wait?” sagde jeg roligt og kørte en tot hår om bag hendes øre. Hun svajede lidt fra side til side, men til sidst fik hun kørt sine øjne op til mine. ”Liam,” mumlede hun og lukkede øjnene. Jeg tog hendes hånd og gav den et klem. ”Skal du kaste mere op?” spurgte jeg langsomt, så hun forstod det. Hun rystede kort på hovedet og lænede sig tungt op ad væggen.

Jeg tegnede cirkler på hendes hånd og gav den et klem og til flere gange for at vise, at jeg var der for hende. ”Har du brug for noget?” Hun åbnede stille øjnene og sank en klump. ”Noget vand,” svarede hun lavt. ”Så vent her. Jeg kommer lige om lidt. Okay?” Hun svarede ikke men blev bare siddende og stirrede ud i luften. Jeg slap hendes hånd, rejste mig og gik ud i gangen. For at komme ud i køkkenet, var jeg nødt til at krydse stuen, og der kom spørgsmålene så.

”Hvordan har hun det?” spurgte Louis bekymret. ”Dårligt,” svarede jeg, imens jeg hentede glasset med vand. ”Kaster hun stadigvæk op?” Jeg rystede på hovedet og kløede mig på kinden. ”Har hun sagt noget endnu?” lød det fra Harry. Jeg kiggede hen på ham og trak på skuldrende. ”Ikke noget, der indebærer dig..” Han sukkede tungt og lænede sig dybt ned i sofaen.

Jeg gik ud i gangen igen og videre ud mod badeværelset. ”He-” Jeg stoppede min sætning, da jeg så Wait ligge på gulvet. Hendes vejrtrækning og brystkasse indikerede, at hun var faldt i søvn. Selvom vi var i en lortesituation, kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg satte glasset med vandet på håndvasken og lænede mig ned til hende. Forsigtigt prøvede jeg at ruske lidt i hende, og ud fra hendes ignoreringer kunne jeg regne ud, at hun sov virkelig tungt. Det var vel også det hun havde brug for nu.

Jeg rejste mig op og gik ind til drengene i stuen. De så afventende på mig. ”Hun er faldt søvn,” fortalte jeg roligt. ”Så hvad nu?” spurgte Louis langsomt. ”Jeg bærer hende ind i seng. Og du-” jeg kiggede specifikt på Harry ”-sover på sofaen.” Han sukkede højlydt, hvilket jeg ignorerede, hvorefter jeg gik ud på badeværelset igen.

Det tog mig nogle minutter at få Wait op i mine arme. Jeg bar hende som en brud ind i stuen, hvor drengene straks overlod os al deres opmærksomhed. Harry så virkelig ked ud af det. Det havde han vel også en grund til at være. Men jeg var stadigvæk også sur på ham. Han var skyld i denne aftens spektakel, og noget sagde mig at det ville stå på i noget tid endnu.

Jeg bare hende ind på hendes og Hazzas soveværelse og lagde hende forsigtigt i sengen. Selvom jeg ikke havde lyst, tog jeg hendes tøj af. Hun havde kastet op på noget af sit tøj, og hun lå garanteret meget ubekvemt i det. Til sidst havde hun så kun undertøj på, og så lagde jeg ellers bare dynen over hende.

Jeg betragtede hende lægge sig længere hen mod Harrys side, imens hun holdt stramt om dynen. Et kort øjeblik blev jeg trist på hendes og Hazzas vegne. Det var synd, at de ikke kunne have fundet ud af det og så bare blive kærester. De fortjente hinanden. Jeg vidste, at de var glade for hinanden, derfor burde de også se at finde ud af det. Men så let blev det nok ikke.

Jeg sukkede lydløst og klappede i hænderne en gang, så der blev helt mørkt på værelset. Så gik jeg hen til døren og skævede kort til Wait. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, hørte jeg hende mumle Harrys navn, inden jeg lukkede den.

 

_______________________________________________________________________________

 

Årh )-:

Hvad tror I der kommer til at ske nu? Tilgiver Wait Hazza? Eller skrider hun helt fra hotellet? Kom med nogle gæt!

Bliver lige nødt til at misunde jer alle over, at I nok har efterårsferie. Det har jeg nemmerlig ikke. Jeg starter på min erhvervsuddannelse i morgen, hvilket vil sige, at jeg senere i dag tager til Roskilde. Shiiiit, jeg glæder mig!

Desuden kan jeg så garantere jer, at der kommer mere oftere nu. Grunden til, at jeg sjældent skriver er, at jeg plejer at skulle stå op 05:15 hver dag for at være i skole kl. 8, og så er jeg først hjemme ved en 14:30 tiden, nogle gange 16:30, og så skal jeg ride og huske venner og veninder og familie, så nogle gange havde jeg altså slet ikke overskud til at komme på. Så sent som i går lovede jeg jer et kapitel, men det nåede ikke at komme ud, fordi jeg faldt i søvn med min computer og det hele. Og det gav mig rimelig dårlig samvittighed, især fordi der er så mange fantastiske mennesker, der læser min movella. Men nu da jeg flytter, kommer jeg meget tidligere hjem og kan sove længere, så jeg har også meget mere energi til det hele. Og det glæder jeg mig til!

Endnu en gang, tak fordi I læser.

Møs<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...