Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4702Visninger
AA

11. visionen

En morgen fulgte Robilasios Aja af sted. De gik i en evighed, synes hun, og hendes ben værkede allerede efter få timers gang. De gik den modsatte vej, af hvad Aja var vant til, og der gik ikke længe, før de befandt sig i en skov. Hele vejen viste Robilasios hende tegn, der var skjult for uindviede øjne, små symboler der forestillede små spiraler. De var ristet ind i træers stammer eller i de mørkegrå kampesten, således at de kun kunne ses fra en 30 eller 60 graders vinkel. Disse tegn skulle vise hende hjem, når tiden til dette kom, forklarede han. Da solen stod højest på himlen, nåede de deres bestemmelsessted, en lille hule, grotte eller hvad man nu ville kalde det. Robilasios gav Aja hendes pakkenelliker: et skind til at sove på, en læderindpakket bylt, som først måtte åbnes når hun var indviet og en feltflaske, hvis indhold stank umiskendeligt af gammel gløgg og tomatsuppe, ikke lige hvad man havde mest lyst til at drikke. Hun sagde med is i maven farvel, efter at have fået af vide, hvordan de følgende par døgn skulle forløbe.

 

Da hun så den gamle troldmand forsvinde mellem træerne, indså hun, at hun var helt alene. Hun havde kun sig selv nu, og hun anede ikke, hvor længe hun skulle være på dette dødssyge sted. Hun satte sig modløst og kikkede ind i flammerne, fra bålet Robilasios havde tændt, for at holde dyrene væk. Tiden gik og gik, eller måske var den gået i stå? Intet skete. Aja vendte og drejede sig, lagde sig ned, satte sig op, vendte sig om igen. Begrebet kedsomhed blev pludseligt forholdsvist håndgribelig. Timerne gled sammen, og hun anede ikke, hvor længe hun havde været der, men sulten, tørsten og rastløsheden var ikke til at overse. Intet magisk skete, hun viste ikke, hvad hun havde regnet med, men at der intet ville ske, kom som en overraskelse. En tåre trillede langsomt ned af hendes solbrændte kind. Hvad mon mor og far lavede nu? savnede de hende? var de taget hjem til Danmark? Hun savnede dem, og Niklas også, selvom hun ikke altid havde tænkt på ham som en lillebror, men mere som en dukke, hun skulle babysitte og tage sig af, også når hun ikke lige var i humør til det.

 

Et skrig skar igennem klippevæggen, Aja for sammen, hun turde ikke rykke sig så meget som en millimeter. Et voldsomt rullende brøl fulgte. Måske tordenvejr. Hun var hunderæd, som hun lå der sammenrullet på skindet. Dog overvandt søvnen alligevel skrækken til sidst, og hun faldt i en urolig søvn. hun vågnede dog igen senere, og omtumlet satte hun sig op, hun var sulten, kold, frygtelig tørstig og fuldstændig smadret i hele kroppen. Hvis bare hun kunne trykke på en stand by knap og vende hjem til det hun kendte, hun savnede fortryd-knappen eller det røde kryds i højre hjørne. Et varmt karbad, noget normalt mad, et kærligt knus og en blød seng stod også højt på ønskeseddelen. Så kom hun i tanke om feltflasken, med det ildelugtende indhold og drak det hele, sådan som hun havde fået anvist af Robilasios. Det smagte værre end det lugtede. Men det virkede og lige pludseligt kunne hun mærke, hvor træt hun var og, da der ingen grund til at forholde sig vågen, lagde hun sig sammenkrøllet på soveskindet. Sovemedicin var hendes sidste tanke, før hendes tunge øjenlåg gled i.

 

Hun var i en skov. Det var lyst. Det var forår. Solen skinnede ufortrødent ned fra en turkisblå himmel. Det var en smuk dag. Hun var lige vågnet og satte sig op efter at have sovet i en smuk anemoneseng. Frisk og udhvilet dansede hun af sted. Hun kom til en lysning og blev overrasket over at finde en unge pige sidde spillende i græsset med ryggen til hende. Hun blev stående et øjeblik og iagttog scenariet, der udspillede sig. Det hele virkede så harmonisk, de smukke toner fra den lille harpe, den smukke pige, hendes lange lyse hår, der blæste i vinden, den lysegrønne kjole, der faldt så smukt ned over hendes slanke krop. Så stoppede pigen pludseligt og falmede langsomt. Aja var i syv sind anede ikke, hvad hun skulle stille op men listende alligevel forsigtigt hen til pigen, bange for at denne ville forsvinde helt, hvis hun blev forskrækket. Ved siden af den falmende pige lå endnu en smuk harpe. Rammen var af lyst træ og smuk udskåret, i alverdens mønstre.

 

Aja bøjede sig ned efter den og knipsede forsigtigt på strengene. Hun havde forsøgt at lære sig en smule guitar, men ellers havde hun aldrig forvildet sig i nærheden af nogen instrumenter. Aja havde aldrig rigtigt haft tålmodigheden til at øve så meget, som hun viste, der skulle til, hvis man ville være god. Hun knipsede først forsigtigt men så mere og mere selvsikkert. En improviserende melodi opstod, og pigens farver kom langsomt igen. De spillede sammen, Aja fik hurtigt en idé om hvordan harpens strenge fungerede og den mystiske pige akkompagnerede hende smukt. Pigernes sind var ligesom forbundet, og de behøvede intet at sige, musikken sagde alt. Harmonierne fik en sær energi og samhørighed til at opstå, når man spiller sammen på den måde, findes der ingen hemmelighed. Sindet kan ikke skjule sig.

 

Aja vågnede fra den dybe søvn og fandt den læderindbundne pakke, som først måtte åbnes efter indvielsen og fandt i den, alt hvad hun havde brug for lige nu: vand og mad. Da hun ikke fandt nogen grund til at bruge mere tid i hulen end højest nødvendigt, pakkede hun sammen og efter at have sagt godmorgen til solen, der havde valgt at stå op sammen med hende, gik hun fornøjet af sted. Nu skulle hun hjem til Robilasios og Jorim, sidstnævnte savnede hun faktisk også, i hvert fald en lille smule. De spiralformede tegn var ikke svære at genkende, og de ledte hende sikkert af sted.

 

Et hyl gennemborede den sitrende luft, det samme hyl som aftenen før. Aja gøs og viste ikke, hvad hun skulle gøre. Automatisk satte hun farten i vejret. Marchtempo gennem den stille skov, som nu lige pludselig synes alt for stille. Endnu et hjerteskærende hyl gennemskar verden, og nu kunne Aja ikke længere holde sig i ro. Hjertet hamrede, og hun kikkede sig bange rundt. Da det tredje hyl lød, nu tættere på end de andre, løb hun. Hun løb og løb, som hun aldrig havde løbet før, og hørte bladene bag hende rasle hidsigt. Med hjertet helt oppe i halsen og adrenalinen pumpende rundt i kroppen spænende hun af sted, aldrig havde hun været så bange. Ham gotlermanden var vand ved siden af.

 

hun hev efter vejret, og viste at hun ikke kunne holde ud meget længere, inde mellem træerne zigzaggede hun i håb om, at efterfølgerne ville blive forvirret. Hun kikkede sig for første gang over skuldrene, og et kobbel ulvelignende væsner med spidse tænder og røde tunger, der hang ud af deres uhyggelige gab, var få meter bag hende. Endnu mere bange blev hun, men så fik hun en idé: træerne. Ulve kunne ikke klatre i træer, så der var en chance for, at disse væsner heller ikke kunne. Hun kikkede sig omkring efter et godt eller bare middelmådigt klatretræ, men var omgivet af fyrretræer. Hun måtte opgive idéen og løbe videre. Overvejelserne havde kostet hende nogle sekunder. Hun løb og løb og løb, imens hun hev efter vejret, hun begyndte at ryste, og viste at hun ikke ville kunne holde farten meget længere.

 

Pludselig opdagede hun en svag rislen, og ubevidst løb hun i retning af lyden. Den blev kraftigere og kraftigere, indtil hun til sidst stod foran en bred å. Ulvene havde afskåret hende vejen bagtil og snart også fra siderne, så hun var tvunget til at forsøge at svømme igennem den stærke strøm og håbe på, at ulvene ikke var så effektive til vands som på land. Hun kastede sig ud i det iskolde vand. Der var lige ved at gå krampe i hendes venstre fod, og hun var allerede ved at drive ned af åen, floden eller hvad det nu var. Definitionerne kunne hun ikke huske, og egentligt var de heller ikke særlig relevante. Kjolen tyngede hende ned af, paksækken havde hun forlængst smidt. Hun gav sig til at svømme, men strømmen var kraftig, og hun var træt.

 

Hun crawlede så hurtigt, hun kunne, trang kroppen til bare at forsætte ud i det våde ingenting. Støvlerne gjorde hendes svømmetag akavede og kluntede. Hun havde ondt i hovedet og kunne ikke længere se klart, alt kørte rundt for hendes øjne, og kroppen rystede. Hun prøvede at tænke på alle de stunder hun kunne komme i tanke om, familien, solskinsdage, en lysegrøn forårsskov; men af mærkelige årsager var det eneste glædelige, hun kunne holde tankerne samlet om børnesange. Hun kunne ikke mærke sin krop, viste ikke om hun stadig svømmede i den rigtige retning; men hun prøvede at gribe fat om ordene i håb om at kunne holde fast i en lille bid af denne verden. Hun fortsatte, og med den sidste viljestyrke lykkedes det hende at komme over og da hun kunne fornemme at hun var på lavt vand lykkedes det hende at stavre i land. I vandkanten faldt hun udmattet og nedkølet om. Hun kæmpede sig på benene en sidste gang og stavrede ind i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...