Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4718Visninger
AA

4. Tora del. 2

Henkastet nikkede Tora mod en bænk midt i stuen, og slog ivrigt op i den første bog. Bogstaverne var snørklede og meget gammeldags – med garanti håndskrevne og næsten umulige at tyde; alligevel Tora læste ubesværet:

”Livets dråbe bæres om halsen på en pige,

Som tunnellen vil bringe fra fremtidens rige.

Hun har en mission som hun til fulde må løse,

 

Og med den må hun ej sløse,

Sker det kommer hun ikke hjem,

Gennem den hemmelige lem.

 

Over Gotlersump og den sorte sø må hun gå,

Den øde slette og Sividors slot skal hun nå.

Der er noget betydningsfuldt, som hun må finde, 

Kun hvis hun kan stoppe slangens strøm, vil hun vinde.”  

 

”Hvad mener du med det,” spurgte Aja undrende.

Tora svarede, at det var hvad, der stod i den ældste profeti. Aja forstod godt ordene, men meningen kunne hun ikke overskue; og hun fandt det også lidt bizart at invitere sine gæster ned i kælderen og derefter læse gamle profetier for dem; men spændende var det da. Hun kunne slet ikke komme sig over lettelsen over ikke at være blevet overfaldet af sørøvere, og nu måtte hun ryste på hovedet af sin egen dumhed. Selvfølgelig var der ingen sørøvere!

Tora åbnede den anden bog og bladrede lidt rundt i den, før hun fandt hvad, hun søgte. Så tog hun en dyb indånding og læste:

”Hvis håbets vand fra slangens krop bliver udtømt.

Vil livet nu og senere være fordømt.

Ondskaben vil vinde, liver være fortabt,

Det er hvad den gamle spådom altid har sagt.

Men hvis en fremtidsfrelser vandet kan standse,

Da vil livet fremover for evigt danse.”

”Og hvad menes der så med det?” spurgte Aja skeptisk.

Dette digt var om muligt endnu mere snørklet end det forrige, men meget sødt og naivt på en måde, syntes hun.

”Hvad denne ældgamle visdom betyder, er jeg ikke værdig til at tyde. Men du min bette pige, du er vort lands frelser, og en sådan har vi brug for. Jeg er den yderste portals vogterinde. Jeg har ventet dig. Du bærer dråbehalskæden. Du er i sandhed rigets fremtidsfrelser ingen tvivl om det, men jeg havde nu ikke forestillet mig..” gnæggede den gamle kone lystigt. 

Tora gik i stå, hendes livsmission var fuldført. Hun opdagede befippet, at hun havde glemt at finde tøj til pigen, og imens hun skændte på sig selv, gik hun ind i et lille sidekammer, og kom blot nogle minutter efter ud med en grøn hørkjole.

Aja prøvede den straks. Til hendes undren passede den hende. Hvordan kunne det være? Lige som indgangsstenen passede den hende ikke bare, men var direkte perfekt. Måske var Tora en heks, sådan som Ajas første indskydelse havde været? Men kunne der findes gode hekse? Det krydsede Aja fingre for. Men fandtes der overhovedet hekse? På Bermuda gjorde der vel ikke. Hun var nu temmelig sikker på, at hun ikke befandt sig på Bermuda; men hvor hun var, anede hun ikke. Det virkede som om tiden her var gået i stå for flere århundrede siden. Aja var for udmattet til at tænke yderligere over det.

Maden var færdig, og de satte sig på hver deres side af bordet, Aja på bænken og Tora på en gammel smukt udskåret stol, som Aja gerne ville se nærmere på ved lejlighed. Tora havde lavet en fremmedartet gryderet. Den var dejligt rustik, og Aja syntes den smagte himmelsk. Det var først nu, hun opdagede, hvor sulten hun egentligt var. Efter måltidet ryddede de i fællesskab af og vaskede op i gryden – til Ajas undren uden hverken børste eller sæbe.

Det hele virkede lidt akavet. Aja kendte jo slet ikke Tora, men her stod hun i Toras køkken og skulle sove i hendes hus. Tora virkede rar og meget mormoragtig, så Aja prøvede bare at tage det roligt og udfylde rollen som det gode barnebarn så godt, som hun nu kunne. I den disciplin havde hun en vis træning. Men alligevel føltes det hele meget underligt, og Aja kunne ikke lade være med hele tiden at være på vagt. Hver et ord, den gamle kone sagde, blev vendt og drejet og set efter i sømmene efter skjulte meninger. 

Der blev redt op til Aja på slagbænken, og i en gamle dragkiste på værelset fandt Tora en hvid lærredsunderkjole og en kyse. Dog glemte Aja at tage kysen på. Før de gik i seng, bad Aja Tora fortælle hende lidt om landet. Langsomt begyndt Tora at berette om Terra, som landet hed, og dets broderland, Tortitudo eller Dubhar Dúthaich, skyggernes land, sådan som mange sean-creidmheach kaldte det, men efter kun få sætninger gik det op for hende, at Aja ikke engang vidste hvad ” sean-creidmheach” var, og hun holdt inde.

Aja var så træt, at hun hele tiden måtte nive sig selv i spidsen af lillefingeren for ikke at døse hen. Det hele var så mærkeligt – så fremmedartet. Hun vidste ikke hvad, hun skulle tro. Hvis Tora hverken var en heks eller en sørøverdronning, og de ikke befandt sig på Bermuda, anede Aja end ikke, om det var drøm eller virkelighed. Liv eller død.

Den følgende aften fandt Tora et gammelt gulnet landkort, en nyspidset fjerpen og et blækhus i en skrivebordsskuffe. En skov var markeret med træer, en by med huse og vand med bølger – det hele håndtegnet og i ægte sørøverstil. Igen slog Tora op i bøgerne og gav sig til at tegne en rute ind på kortet og forklarede undervejs Aja, at det eneste farlige sted hun måtte igennem foreløbig var ”Gotlersumpen.” Her boede gotlerne, nogle små sleske, men forholdsvis uskadelige væsner. Ved første øjekast lignede de minimennsker, og de ville sikkert prøve at overtale hende til at feste med sig – noget Aja dog skulle holde sig fra, hvis hun havde sit liv kært! Tora rådede hende til at gøre det tydeligt, at hun ikke ville have noget med væsnerne at gøre, men vigtigst af alt måtte hun ikke fornærme dem, for trods(?) deres usle karakter ville de så let som ingen ting kunne gøre en ende på hendes liv, hvis de gik imod hende som flok.

”Hvor ved du alt det fra?” spurgte Aja forundret.

Og den gamle kone forklarede med et glimt i øjet, at hendes gamle ven, Den store troldmand, Robilasios, havde lært hende nogle små, hemmelige tricks,

”..og så er det jo altid smart, at kunne se lidt ud i fremtiden, kan du nok se.” Tora sagde det med et skævt smil.

Aja spurgte lidt forfærdet, om det ville sige, at Tora virkelig var en heks. Det var hvad kirken kaldte folk som hende, svarede Tora diplomatisk; men hun kunne forsikre, at hun aldrig havde gjort en flue fortræd. Skyndsomt fortsatte hun med at fortælle Aja, at når hun var kommet igennem sumpen, skulle hun følge åen, til hun kom hen til en bro. Over den måtte Aja ikke gå, men hun skulle følge vejen, der førte ind mellem bakkerne. Der ville hun forhåbentligt finde Robilasios’ hus.

”En god mand”, forsikrede hun Aja,

og lærlingen, Jorim, ville gerne følges med Aja til Sividor, var Tora sikker på.

Resten af rejsen ville Robilasios fortælle Aja om, for den del af landet, var han mere bekendt med end Tora, sluttede hun og sendte Aja i seng. Aja spurgte lidt forsigtigt, om hun ikke kunne komme hjem i stedet for at tage på visit hos troldmanden. Det virkede ikke som en mulighed. Aja nev sig hårdt i armen og konstaterede, at der vist desværre ikke kunne være tale om en drøm.

Det var ved at gå op for hende, at det her ikke bare var en syret drøm eller en skør joke, nogen lavede med hende. Selvom hun ikke kunne forklare, hvordan det var sket, måtte hun befinde sig i en anden verden eller i hvert fald i en anden tid. Denne tanke skræmte hende virkelig, selv om hun ikke kunne gennemskue konsekvenserne af det. Når der var en vej ind, måtte der jo også være en vej ud, og den måtte Tora jo kende som portalens vogter. Hun måtte spørge Tora.

Tora kendte ikke vejen tilbage, men kunne forsikre Aja om, at det ikke var muligt at komme tilbage til det der Bermuda-land, som hun sagde. Det kunne ikke passe! – Tora måtte lyve for at få Aja til at udføre missionen! Det var Ajas første tanke, men et eller andet sagde hende alligevel, at den gamle kone talte sandt. Ikke komme tilbage, jamen det var jo forfærdeligt. Aja frøs bare ved tanken. Hun var jo slet ikke klar til at begive sig ind i denne verden og da slet ikke til at redde den. Hun ville bare hjem. Det var møghamrende uretfærdigt; men det var jo hendes egen skyld! Hun skulle aldrig have været så nysgerrig! Hvorfor kunne hun ikke bare ligge på stranden og tage sol, sådan som alle andre teenagere ville gøre?

I køkkenet, lagde Tora lidt brænde på bålet. Aja puttede sig i de mange uldtæpper – kunne det virkelig passe, at det var hende, der skulle redde denne verden? Hun havde jo en dråbehalskæde og var jo kommet gennem tunnelen, så på papiret så det hele jo rigtigt nok ud, selvom Aja ikke følte sig særligt heltindeagtig. Men det kunne altså ikke passe. Det hele måtte være en absurd drøm ellers sådan noget. Det virkede jo nærmest som om Tora gerne ville af med hende, og det så hurtigt som muligt, selvom hun ikke sagde noget direkte. Var Aja farlig at have boende? Eller var der optræk til noget, sådan som Tora havde antydet. Måske var hun bare til besvær og ikke den slags person, man ønskede at have boende. Hun vidste det ikke og følte ikke, at hun kunne spørge. Med hovedet fuldt af tanker faldt hun dog endeligt i søvn. Hun håbede at kunne være hos Tora i lidt tid, før hun måtte drage videre.

Da Aja en morgen vågnede, havde Tora allerede lavet byggrød og bagt fladbrød som dem, de havde spist de foregående dage. Sammen med noget kød, en fyldt vandpose og nogle andre ting var de pakket ned. Aja var ked af, at hun ikke var vågnet tidsnok til at hjælpe. Da de havde spist den halvkolde grød, gav Tora Aja en lærreds-paksæk, nogle lave læderstøvler, en fyldt feltflaske, også af læder, samt en brun vadmelstrøje. Hun redte Ajas tykke rødbrune hår; og flettede det i en kort, stram nakkefletning og satte et bånd i. Aja ømmede sig lidt. Hvis der havde været et spejl i huset, og Aja havde set i det, havde hun genkendt sig selv, som en pige fra 1200-tallet. Hun havde fået en overkjole af mørkebrunt uld, og om maven havde hun et tyndt bælte med en lille kniv og en læderpung, der fungerede som lomme.

Til sidst fik hun et armbånd med tre flade perler. Ved første øjekast ikke noget særligt, bare en laset lædersnøre med et par beskidte træperler på, men da Aja nærstuderede det, fandt hun disse fyldt med små runer. Spørgende så Aja på Tora, der forklarede, at hun skulle vise det til Robilasios, som en garanti for, at hun virkelig var den, hun gav sig ud for at være. Men vigtigst af alt måtte hun altid holde armbåndet skjult. Ingen ud over de indviede måtte nogen sinde få det af se. For hendes og alles sikkerheds skyld. Hurtigt trak hun ærmet ned over det. Desuden fortalte Tora hende, at hun, når Robilasios bød hende velkommen i herrens navn skulle svare

”I den gode guds navn, takker jeg dem for deres gæstfrihed. Kan jeg gøre en gerning til gengæld?”

Troldmanden ville da svare: ”Livet er lyst, om det hellige vil. Jeg takker dig for dit offer. Om du kunne feje gården, ville det være en hjælp, min gamle ryg..”

Da skulle hun tage en kost feje tre gange til den ene side og fire til den anden, derefter feje omkredsen af en firkant og i den lave en cirkel. Dette ville være tegnet til Robilasios.

Aja måtte huske det hele, men aldrig fortælle nogen om hverken Tora eller sin mission. Desuden var det også bedst, hvis hun bar halskæden under kjolen og ikke viste den til andre end Robilasios. Trist til mode sagde Aja farvel til Tora, som gav hende kortet og formanede hende om at passe godt på det og sig selv, og om for alt i verden ikke at afsløre sin identitet over for Robilasios, før han havde sagt sin del af koden.                                                   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...