Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4720Visninger
AA

3. Tora del 1

 

De skulle ikke gå ret langt, før Aja så et lille hus i en lysning. Mest af alt lignede det noget, hendes historielærer ville kunne fortælle om i timevis. Men heldigvis var det ikke, hvad Aja umiddelbart ville forbinde med et heksehus. Der kom røg op af et lille hul i taget på det lerklinede bindingsværkshus. Den store urtehave var omkranset af et lavt flettet hegn, hvor alverdens små og store slyngplanter voksede. Tora åbnede den knirkende dør, og gangen var så snæver, at man nok ikke kunne gå to personer ved siden af hinanden. Det kriblede lidt i Ajas mave. Hun var meget spændt på at se, hvordan de lokale bermudanere mon boede.

Det var temmelig mørkt i stuen, der kun var oplyst af et bålsted i midten og den anelse lys, som trængte igennem nogle små huller i væggen. Tora fortalte stolt Aja, at huset var næsten nyt og bygget på den helt nye måde. Aja nikkede bekræftende for ikke at være uhøflig, men tænkte i sit stille sind på, hvor tilbagestående befolkningen uden for turistområderne var.

En tanke slog hende: Hvordan kunne hun og Tora snakke sammen, når Aja ikke snakkede engelsk? Hun slog prøvende over i engelsk, men kunne ikke formulere en eneste sætning. Ikke så meget som et ord kunne hun huske. Chokeret så hun på Tora, der bare trak uforstående på skuldrene. Aja plejede at være god til engelsk - eller måske ikke ligefrem god, men i hvert fald rimelig. Undrende besluttede Aja sig for, at det måtte være vigtigere at finde en vej hjem end at opklare dette mysterium. 

Huset var lille, men hyggeligt – sådan på en gammeldags lidt simpel måde. Men alligevel kunne Aja ikke rigtig finde sig tilpas. Hun fortalte ængstelig Tora om dagen ved stranden, den sorte sten, der viste sig at være indgangen til tunnelen, og om den lange kravletur i mørket. Måske mest for at få styr på sine egne tanker. Bare nu ikke Tora troede, at hun var helt skør eller havde fået en eller anden mærkelig tropesygdom.

”Det må være den gamle magi, der har spillet os et pus!” svarede Tora eftertænksomt.

”Hvorfor skulle du ellers have fundet lige netop det sted – og boblen. Magi må det helt sikkert være!” udbrød hun, imens hendes gamle øjne skinnede af ophidselse.

 Aja var ikke så enig i den påstand, realist som hun var; men Tora forsatte meget alvorligt

”… og så kunne du være den fra fremtiden, der skal redde riget, og det har vi i den grad brug for; men jeg havde nu forestillet mig..” Tora tav.

Konen måtte jo være tosset – komplet tosset. Hvad var dette her? Gammel voodookunst?

”Hvordan skulle jeg kunne være det? Jeg er jo bare en helt normal pige, der er på ferie på Bermuda; og desuden har jeg altså slet ikke lyst til at redde noget land.” ” Det hele må være en fejltagelse!” svarede Aja mistroisk.

Troede konen mon virkelig selv på de påstande, hun slyngede omkring sig?

”Prøv at komme med mig! Se, nu går vi ned i kælderen, så skal jeg vise dig noget, du vil finde interessant,” sagde Tora.

 

Meget ængstelig fulgte Aja hende til den fjerneste ende af huset, hvor der stod et stort farvekar. Langsomt baksede Tora karret til side, og under det kom der til Ajas store undren en trappe til syne. Tora gik ned af trappen, og Aja fulgte hende – langt fra sikker på, om det var en god idé. Gangen var lang og smal; men de kunne begge gå oprejst, og Aja glædede sig for en gangs skyld over sin ringe højde. Gangen snoede sig og snoede sig. Nedad fortsatte de. Tusindvis af gamle spindelvæv skinnede i faklens skær. Måske førte gangen hende tilbage til stranden!

”Det er en gammel flugtrute” hviskede Tora hemmelighedsfuldt.

Aja gøs – en flugtrute. Hvad var dette her for et sted?

 

Havde Tora mon engang været involveret i smugling eller sørøveri eller sådan noget? Brikkerne passede ikke umiddelbart sammen i Ajas hoved; men man kunne jo aldrig vide. Måske havde Tora engang i sit livs forår været forlovet med en konge af søen. Eller måske havde de endda været gift, og hun havde været mutter i deres sørøverkule. Derfor havde de gravet en flugtvej til hende, så hun kunne gemme deres skatte, hvis fjender var i sigte. Aja skændte på sig selv; igen havde hun ladet fantasien løbe af med sig – I guder, hvor var hun barnlig! Men alligevel ville det jo forklare, hvorfor konen boede her i skoven helt alene. Alle tingene passede sammen, og hvis Aja gættede rigtigt, så vidste Tora også, hvordan kun skulle komme hjem og kunne vise hende det den følgende dag.    

Aldrig havde Aja set så mange underlige ting som dem, der var samlet her i det lille kælderrum. Der lugtede også fremmedartet, støvet og røget. Mærkelige træredskaber, krukker, stativer med urter samt diverse andre eksotiske ting fyldte rummet til randen. Imens Aja forbavset slugte kælderen med øjnene, forsvandt Tora hen i den bageste ende af det halvmørke rum. Pludselig slog en tanke ned i Aja: Hvad nu hvis Tora stadig var gift med en sørøverkaptajn og stadig bestyrede sørøvernes skatte? Hvad hvis hun ville spærre Aja inde som gidsel? Hendes hjerte slog i dobbelttakt, og hun begyndte at svede selv i sit badetøj. Hvorfor havde hun dog ikke tænkt på det noget før? Kunne hun mon nå at løbe væk, før Tora kom tilbage? Hun var jo ung og frisk, og konen var gammel og krumrygget; men hvad hvis gangens hemmelige korridorer var fyldt med skumle sørøvere? Lidt efter kom Tora tilbage med to tykke bøger i favnen. Aja tog undrende en af bøgene. Forbavsende tung var den.

Dette her var absolut det mest spændende, hun havde oplevet, siden hun var kommet til Bermuda. Ajas øjne stod på stilke, og hun prøvede at huske så meget af det, hun så, som muligt. Kælderen var en skatkiste i sig selv, og Aja ville sådan ønske, at hun havde haft meget længere tid og eventuelt et kamera. Det her ville være en perfekt første scene i en spændende film. Hvis Aja nogensinde blev filminstruktør, sådan som hun de seneste par måneder havde leget med tanken om, ville hun helt sikkert vende tilbage hertil og filme første scene i en spændingsfilm. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...