Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4701Visninger
AA

2. stranden del 2.

Aja var rædselsslagen. Hjernen var for længst koblet fra, og hjertet bankede, som havde hun lige løbet en halvmaraton. Luftboblen sprang. Med et skrig faldt hun ned gennem noget, der mindede hende om en meget, meget dyb brønd. Bange som aldrig før. Nåede adskillige gange at belære sig selv om, at hvis hun slap levende fra dette, ville hun aldrig være nysgerrig igen. Hun lukkede øjnene og bad en forvirret bøn til den gud, hun nogle måneder tidligere havde bekendt sig til, men som hun inderst inde ikke rigtigt vidste, om hun troede på eller ej. Hun vidste, at hun snart måtte lande. Denne slugt kunne vel ikke være uendelig? I en slags skæbnens ironi var hun uden at tænke over det begyndt at nynne

”I believe I can fly….”

Stop tænkte hun. Rædselsslagen fornemmede hun, at hun var ved at nå slugtens bund. Hun beredte sig på det værste. Det måtte være nu, hun skulle dø. Tanken forekom meget uvirkelig. ”Bump,” sagde det, da hun landede. Det gjorde ikke synderligt ondt. Hun fløj lidt op i luften igen, som var det en trampolin, hun var landet på. Flere gange hoppede hun ufrivilligt op og ned, før hun endelig landede tungt på ryggen. Det måtte være et net af en eller anden slags. Hun ømmede sig lidt. Selv om slagene ikke havde gjort så ondt som forventet, var hun sikker på, at hun den følgende dag ville have en ryg fyldt med blå mærker forårsaget af nettets knuder. I sit stille sind takkede hun dem, der havde spændt nettet ud.

Med fingrene fulgte hun nettets tråde. Hun kunne lige præcis få sin hånd igennem det, men der var intet. Det var helt mørkt. Bælgravende mørkt. Aja kunne ikke se noget, overhovedet. Åbningen kunne hun kun se som et knappenålshoved uendeligt langt oppe. Der lugtede af hav, og luften smagte af salt. Hun var bange – ikke sådan, som man er, når man har set en gyserfilm, men sådan rigtig bange. Hvor var hun? Hvad var det for en underlig faldlem? Og (vigtigst af det hele) hvordan kom hun tilbage?

”Hallo, er der nogen…….Det her er altså ikke sjovt længere!”

Aja rystede, men vidste ikke, om det var af skræk eller kulde. Hun hørte stenen glide på plads langt over sit hoved. Håbet sank. Dette var åbenbart ikke en dårlig joke. En straf for hendes flabetheder. Følelsen af at hænge i, hvad der føltes som et simpelt fiskenet, var gruopvækkende, og Aja ventede, at det hvert sekund ville bryde sammen under hendes vægt og sende hende ned i dybets intethed. I brønden, eller hvad det nu var, hun sad i, var der heldigvis ilt og ingen vand, prøvede hun at opmuntre sig selv med; men hvad hjalp det?

Hun var jo alligevel fanget i en celle, på en meter i diameter. Hun kunne ikke se, hvordan hun skulle kunne komme hjem. Var det da bedre at sulte ihjel end at blive kvalt eller drukne? Hun havde aldrig overvejet, hvordan hun mon skulle dø, men hun var temmelig overbevist om, at dette ville blive det sidste sted, hun så. På en eller anden måde sank det dog ikke helt ind. Det var som om, det ikke var hende. Som om, hun så en film om sig selv. Som om, det var en drøm, et mareridt.

Alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på, at stedet lugtede lidt som en våd skov, når det lige har regnet. Mystisk, frisk og lidt hyggeligt. Lugten fik hende til at håbe, at det hele måske ikke var så forfærdeligt, som det umiddelbart virkede. Det var en smule koldt, hun havde jo kun badetøj på, men flyveturen havde dog tørret hende. Aja følte sig frem. Hun lod fingrene glide mod den klamme væg, der var bygget af store firkantede sten af den slags, borgene i ridderfilm var af. Nettet rystede kraftigt ved hver bevægelse, hun gjorde. Det gav hende gåsehud.

Aja sad hverken i en brønd eller en fængselscelle, fandt hun ud af. En gang, eller man skulle måske hellere sige en lille tunnel, fortsatte til den ene side. Nu vandret i stedet for lodret. Det var heldigvis ikke en kloak hun sad i. Det bekræftede skov/salt lugten. Aja krydsede fingre for, at der ingen rotter var og gøs ved tanken om de fede, klamme og behårede udyr med spidse tænder og lange nøgne haler, lus, lopper og sygdomme i store mængder. Hun kom til at fryse endnu mere bare ved tanken. Det lykkedes hende næsten at fortrænge det, ved at tvinge sig selv til at tænke på, at hun måske om lidt ville være på stranden igen, og at hendes mor nok slet ikke ville nå at opdage, at hun var væk.

Efter nogle få overvejelser besluttede hun sig for at følge tunnelen, da hun ikke kunne se andre muligheder for at komme væk fra dette dødssyge sted. Med alle sine armkræfter hævede hun sig op, og med tæerne greb hun fast i nettet. Til sidst lykkedes det. Kravlende på alle fire fortsatte hun - mere af nød end af lyst; men videre kom hun da. Hun fik skrammer og blå mærker på både knæ og hænder. Hun var meget øm oven i hovedet, efter at have banket det imod loftet flere gange. Hun svedte og hev efter vejret af mangel på ilt. Luften var meget tynd i det lille rør; men hun blev ved. Hun kravlede, i hvad der virkede som en uendelighed, men følte ikke at hun kom nogen vegne. Tunnelen snoede sig op og ned. Frem og tilbage.  

Rundtosset famlede hun sig frem, da hun kunne mærke, at hun fik et af sine klaustrofobiske anfald. Hun ville ikke bukke under. Tvang sig selv til at tage en dyb indånding og lagde sig ned på ryggen på det hårde stengulv, tog endnu en dyb indånding, lukkede øjnene og talte langsomt til ti. Det hele snurrede rundt, og det var fuldstændigt mørkt. Aja var bange for, at hun var fanget for altid, men det hele skulle nok gå. Det prøvede hun i alt fald at overbevise sig selv om. Aja var ved at besvime, kunne hun mærke. Hun forestillede sig sin bedstemoders rolige stemme, prøvede at samle tankerne om hendes ansigt. Tænkte på, at hun var kommet over sin klaustrofobi for mange år siden. Trak vejret dybt. Fokuserede på at berolige hvert led i kroppen – et af gangen, sådan som bedstemoderen havde lært hende. Det virkede. 

Hun ønskede sig tilbage til den dejlige strand og det store hotel i Hamilton, til de lyserøde strande som øen var så kendt for. Den halvklamme tunnel drejede, og hun kunne se lys i det fjerne. Det gibbede i hende af glæde. Hvor mundede tunnellen mon ud? Aja havde ingen anelse, for hendes stedsans var blevet fuldstændigt fordrejet af faldet og bagefter den lange kravletur. Der var gået 5 minutter, eller 10 – eller måske nogle timer eller dage siden hun fandt stenen. Tidsfornemmelse, der ellers plejede at være yderst pålidelig var fuldstændigt sat ud af spil. Egentligt betød det ikke noget hvor hun kom hen, for hvad var værre end der, hvor hun allerede befandt sig? Hun satte ubevidst tempoet op og modet vendte gradvis tilbage.

Aja stak lidt efter hovedet ud af tunnelen og missede med øjnene mod den skarpe sol. Hun kravlede helt ud. Det var dejligt at kunne strække den ømme ryg helt ud. Forsigtigt børstede hun knæene for skidt og kikkede sig omkring. Hun befandt sig i en lysning. Hele vejen rundt om hende var der træer  - ikke palmer, men rigtige træer, som i skovene derhjemme. Hun var forvirret. Ifølge den rejseguide, hun havde studeret nøje, før hun var taget af sted, skulle der hverken findes fyrre-eller bøgetræer på øen. Hvor var hun? Hvor i alverden var hun?

Mørbanket som hun var, havde hun mest lyst til bare at smide sig i græsset og sove til verdens ende. På den anden side havde hun efter at være kommet ud i lyset fået et energikick. Hun følte, at hun måtte videre. Men hvor var hun, og hvor skulle hun gå hen? Hun ville helst ikke gå for langt væk, for hun vidste, at tunnelen var det eneste, der forbandt hende med den verden, hun kendte; selvom hun ikke vidste, hvordan hun kunne benytte sig af forbindelsen. Hun følte, at hun måtte have overset noget. Glemt en vigtig detalje. Hun var ret sikker på, at hun ikke befandt sig i nærheden af Hamilton eller hotellet, som hun havde håbet; men måske var hun kommet til en af de andre øer i Bermuda? Nogle af dem skulle være temmelig upåvirkede af mennesker. Kunne det mon være en gammel smuglervej? Det ville jo forklare nettet. Historier om kidnapninger, smuglergods og farlige sørøvere fyldte hendes tanker. Bare denne vej ikke længere blev brugt, tænkte hun med et gys.                                                                                         

Gispende fór hun sammen. En krumbøjet kone kom til syne imellem de krogede egetræer. Aja var lige ved at kravle ind i tunnellen igen; men konen havde allerede set hende. Iført en grøn hørkjole, og med det gråhvide hår samlet i en stram knude i nakken, så den gamle egentligt rar nok ud, da hun med sin krogede stok humpede hen mod Aja. Alligevel kunne Aja ikke lade været med at tænke – hvad hvis hun nu var en heks? Hun prøvede at overbevise sig selv om, at det var noget pjat, og at den gamle sikkert var flink nok. Hekse fandtes jo ikke. Eller gjorde de? Konen sagde med en stemme og en accent som en gammel tantes:

”Du skal ikke være bange min bette pige. Jeg er ikke så farlig som jeg ser ud til!”

Hele det rynkede ansigt smilede.

”Hvem er du?” spurgte Aja stadigt bange.

Konen præsenterede sig som Tora og spurgte venligt til Aja eget navn.  

Aja viste ikke, om hun skulle for tælle Tora sit navn – var der ikke noget med, at hvis man fortalte en heks sit navn, kunne hun fortrylle én? En fremtid som skrubtudse eller sten eller det, der var værre, virkede ikke særlig tillokkende. Stille korsede hun sig over sin egen barnlighed. Selvfølgelig var Tora ikke en heks, sådan nogle fandtes jo slet ikke. Hvorfor troede hun altid, at folk ville hende det værste? Hun fortalte Tora, hvad hun hed og hvad, der var sket, og Tora spurgte bekymret Aja, om ikke hun frøs.

Det var først på det tidspunkt, det gik op for Aja, at hun stadig kun havde bikini på, og at hun faktisk nærmest rystede af kulde.

”Vil du ikke med mig hjem, så kan du få noget tørt tøj på og sove der i nat?” spurgte den rare kone.

Det var Aja nu lidt betænkelig ved, hun ville jo hellere finde en vej hjem. Hendes familie måtte også være nervøs for hende. Da hun ikke anede, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at finde hjem, takkede hun ja til det gæstfri tilbud. Måske levede denne kvinde isoleret for sig selv på en af de små naboøer, men kunne forklare Aja, hvordan hun kunne komme tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...