Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4735Visninger
AA

1. Stranden del 1.

Hvis bare hun var blevet liggende på stranden i stedet for absolut at ville ud at bade. Hun forbandede sin nysgerrighed langt væk, og lovede sig selv, at hun aldrig mere ville være nysgerrig; et løfte der nok ville blive svært at holde, eftersom Aja var nysgerrig i ordets mest ekstreme forstand.  

Det hele begyndte den dag, Aja var ved stranden med sin mor og Niklas, hendes fireårige lillebror. Niklas havde det herligt; han pjaskede rundt i vandkanten. Øjnene skinnede af glæde, og kinderne var røde af iver. En blanding mellem mulat- og krebsefarvet var han blevet. Den hvide T-shirt, moderen havde givet han på som skærm mod solen, var drivvåd og fuld af sand. Varmen lå som en dis over stranden ved Hamilton, hvor turisterne myldrede som myrer i en tue. På stranden, i vandet, på strandpromenaden, ja alle steder var de, slentrende uden mål rundt mellem hinanden, mens de på deres drævende amerikansk bekræftede hinanden i, hvor fantastisk eksotisk øen var.  Mor holdt øje med Niklas fra en af strandens mange blå plastikliggestole.

Familien havde været på stranden i nogle timer, spist en is, ligget i den bagende sol og været i vandet nogle gange. Dagene i Hamilton lignede hinanden meget; og efter de snart to uger i Bermudas hovedstad var Aja begyndt at kede sig gevaldigt. Museumsbesøgene, shopping-turene, og dagene på stranden var alt sammen herlige beskæftigelser og noget, Aja havde glædet sig til i mange uger. Man kunnen dog også få for meget af det gode; og især solbadningens ineffektivitet var begyndt at gå hende på nerverne.

Rastløsheden og følelsen af, at hun kunne bruge ferien til noget mere spændene, var hele tiden i baghovedet; men det var nu alligevel rart at komme lidt væk fra det hele. Hun havde straks været med på idéen om at erstatte den årlige tur til Tenerife med en ferie på Bermuda - nysgerrig som hun altid havde været. Engang havde hun set en eller anden tegnefilm om Bermudatrekanten, eller måske var det en historie, hun havde hørt eller læst. Det hun kunne ikke rigtigt huske. Dengang havde hun ikke hæftet sig yderligere ved legenden; men da moderen fornylig havde spurgt hende, hvad hun ville sige til at besøge øen, var hun straks kommet i tanke om det hele og havde uden forbehold godkendt idéen. ”Mor, vil du ikke med i vandet?” havde Aja spurgt; og moren, som snart var lige så mørk som en kenyansk landmand, havde søvnigt svaret:

”Måske lidt senere skat; men hvis du ikke går længere ud, end jeg kan se hvilken farve, din bikini har, må du da godt bade alene.”

Aja svarede med påtaget skuffelse, at så ville vandet jo ikke engang gå hende til knæene; og spurgte flabet sin mor, om hun havde glemt, hvor nærsynet hun var. Moren havde opgivende svaret, at det jo bare var et udtryk, man brugte i hendes unge dage, og at Aja skulle lade være med at være næsvis. Da hun endeligt fandt brillerne og havde færdiggjort sit foredrag om respekt og moral, kiggede hun ud over det stille, turkisblå vand og sagde:

” Du må gå derud til, hvor den gamle dame i den hvide badedragt er. Kan du se hende?”

”Hende den fede med det grå hår? spurgte Aja en smule for frisk; det kunne hun godt selv høre. Moderen, som ikke gad bruge denne fantastiske feriedag på at diskutere med eller opdrage på sin teenagedatter, nikkede bare opgivende. Aja gik ned til vandet.

Det var dejligt kølende mod den skoldede hud. Lige hvad hun trængte til. Frihed. Hun svømmede ud ad, til hun passerede damen og drejede af så mod bugtens fjerneste ende. Der var vandet lidt dybere havde hun erfaret i ugens løb. Det skulle være koraløer, havde Aja læst sig til på skolebiblioteket; men hun måtte skuffet konstatere, at hun endnu ikke havde set noget, der mindede om koralrev. Hun fortrød lidt sin opførsel over for moderne, men hun havde bare ikke rigtigt kunne lade være - hvorfor vidste hun ikke. Hun fortrød altid sine onde kommentarer, men først når de var sagt, og så ville det i hendes verden være et nederlag at undskylde. 

Aja dykkede. Hun ville se hvor lang tid, hun kunne holde hovedet under vandet. Kunne hun mon slå gårsdagens rekord? Der var gået lidt sport i det for hende. Hver dag ville hun øge rekorden, for i det mindste at føle, at hun på et eller andet punkt forbedrede sig. Hun talte….   10 sekunder. Det kunne hun med garanti gøre bedre!

 1,2,3,4…….

37,38,39

– hvad var nu det? Noget sort. Noget rundt. Hun kunne ikke holde vejret længere, svømmede mod overfladen igen. Hendes første tanke var et kloakdæksel, men nej. Det kunne ikke passe. Så en gravsten - heller ikke. For hvem vil begraves under vand? Vragrester fra forliste skibe eller måske en propel fra en flyver. Det pirrede Ajas nysgerrighed. Hun måtte vide det. Aja tømte dykkerbrillerne og tog dem på igen, tog en dyb indånding og dykkede atter ned. Denne gang gik hun målrettet efter det. Hun følte på den. Den var helt jævn og overraskende varm; der var ikke så meget som en eneste lille revne i overfladen eller bare nogle få ord indgraveret.

Undrende dykkede Aja ned for tredje gang. Hun følte på stenens kanter. Skubbede og maste; men den ville ikke flytte sig så meget som en millimeter. Hun måtte se, hvad der gemte sig under stenen -hvis der altså var andet end sand. Siderne var også helt glatte, og der var hverken håndtag eller hængsler. Kunne det være en gammel sørøverskat? –Tag dig sammen Aja. Du er altså for gammel til sådan noget! Sådan noget barnligt pjat tror du da ikke på, tænkte hun irettesættende, da hun endnu en gang var oppe efter luft. Vandet var begyndt at føles koldere, men det ænsede hun ikke i sin iver efter at løse mysteriet. Så fandt hun den endelig. Stenens eneste ujævnhed. Det snurrede for hendes øjne. Hun kunne ikke holde vejret længere og måtte op igen.

Endnu en dyb indånding og hun var straks tilbage. Det var et håndaftryk, men ikke nok med det: Det var større end hendes hånd, var hun næsten sikker på. Det kan vel ikke skade at prøve tænkte, Aja.  Famlende rakte hun ud efter det. Da hånden rørte stenen, skrumpede aftrykket ind, så det passede på en prik – hvor underligt. Måske havde manglen på ilt spillet hende et pus? Hun var ikke sikker. Hendes hånd? Men hvorfor? Hun trykkede svagt, men det var åbenbart nok til at sætte en mekanisme i gang. Vandet dæmpede alle lyde, så først opdagede hun slet ikke at noget. Men hvad var det? En stor luftboble blev dannet rundt om hende.

Aja skreg, men fik ikke vand i munden og skreg derfor af forbløffelse igen. Hvad var det her for noget? Hun kunne trække vejret i boblen. Hun prøvede at kontrollere vejrtrækningen, men hele kroppen hev efter luften. Aja kunne mærke vandet løbe ned af sig, som når man stiger op af vand. Før hun nåede at registrere mere lød et gigantisk brag, og den store flade sten, som hun nu stod på, forsvandt under hendes fødder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...