Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4698Visninger
AA

8. Robilasios del 2.

 

Den lille hytte så ekstremt idyllisk ud på afstand, opdagede Aja. Omgivet af grønne bakker og fyrretræer fik den hende til at tænke på både historien om Heidi i Alperne og eventyret om Snehvide og de syv små dværge. Vinden fejede lydløst hen over det saftige grønne græs og fik de små hår på Ajas arme til at rejse sig.

Denne dag ville blive anderledes, havde Aja på fornemmelsen. Hvorfor kunne hun ikke forklare; men der var bare et eller andet. Hun tænkte på dem derhjemme: familien, vennerne; hvad tænkte Hendes mor mon? Havde de allerede startet en eftersøgning? Troede de, hun var død?

Aja kunne se moderens grædende ansigt for sig, hun skubbede tanken væk. Hun ville ønske, at de vidste, at hun havde det godt. Hvor længe havde hun egentligt været væk nu? Hun havde ingen anelse. Rejsen mellem Tora og Robilasios havde fordrejet hendes tidsfornemmelse.

En aften da de alle tre sad rundt om ildstedet i det lille hus, fortalte Robilasios et ældgammelt sagn om Terra og Tortitudos oprindelse og deres evindelige kampe.

”Engang for mange, mange år siden, da solen og hendes broder, månen, endnu begge var unge og guderne stadig levede her på jorden..”

”Hvad for nogle guder?” Aja følge sig dum.

”Der var jo mange guder. Der var Calma, som var frodighedens gudinde altid mild og meget afholdt. Så var der Aimsir, vejrguden. Han havde et temperament som man ikke måtte undervurdere hvis man ville sig selv det godt. Ellers var der Sealgair jagtens gud. Men ham skulle man være heldig hvis man ville møde, for det var ham der holdt guderne med kød. Dag ud og dag ind vandrede han skoven tynd med sin bue i hånden og pilekokkeret over skulderen. Der var også Ealain gudinden for musik og kreativitet. Hun skabte glæde hvorend hun gik, med sin smukke stemme og dygtige hænder. Grádhaich var jordens skønhed. Kærlighedsgudinden var så omsorgsfuld og elsket af alle. Nå men altså hvor kom jeg fra?”

”Du kom fra Pravus opbygning af hæren.” svarede Jorim hurtigt.

”Nåh ja, men altså dengang guderne stadig levede på jorden stillede den onde Pravus med hele sin hær af grusomme natvæsner. Du har allerede mødt et af dem Aja..

”Hvad! Har jeg det? Var det ham gotlermanden? ” nærmest halvråbte Aja.

”Hvorfor i Pravus navn afbryder du ham, når han fortæller historier? ”Spurgte Jorim med foragt i stemmen.

Aja undskyldte og forsvarede sig i et påtaget barnligt tonefald med, at hun jo bare gerne ville vide, om det virkelig var ham.

”Det kunne jo også være dig!” Sagde hun med en del mere liv i stemmen.

Det var ment som en ond spøg. Jorim blev flintrende tosset.  Troldmanden spurgte dem hvast, før Jorim nåede at sige noget, om de ville skændes eller høre historien til ende. De tav begge og følte sig en smule umodne; alligevel kunne Aja ikke helt skjule følelsen af barnlig triumf; så da Robilasios spurgte, hvor langt de var nået i historien, svarede Aja kækt, at de var kommet til det med gotlermandens medlemskab i skyggehæren. Troldmanden fortsatte roligt sin fortælling.

 

”Gotlerne fra sumpen var med i hæren lige fra starten. De var en slags lejeknægte: Bare de fik rigeligt med mad og en sump at bo i, var de tilfredse. Stor og grusom var hæren; for udover gotlerne var der mange endnu mere forfærdelige væsner som for eksempel varulven, gravsøerne, kæmpe uhyrer på størrelse med egetræer eller sågar bjerge. Ubeskriveligt og gruopvækkende. Uhyrer i mængder, man umuligt kunne tælle; men værst af alle var sjælebesætterne.

De var stort set usynlige, men koldere end den koldeste vinter og værre end det ondeste onde. De nøjedes ikke med at dræbe, men gjorde deres ofre til personlighedsløse dræbermaskiner fuldstændigt renset for menneskelig empati og følelser. De besætter ens sjæl og tvinger én til at gøre forfærdelige ting, som at slå dem man elsker ihjel, brænde hele byer af, uden at man så meget som blinker med øjnene. Ofrene kan kendes på deres tomme øjne og sorte kolde fingerspidser..”

Aja gøs. Sådan nogle væsner kunne vel ikke findes i virkeligheden? Det var jo bare en gammel myte. Hun var ikke sikker. Gotlermanden havde i hvert fald virket ganske ægte og alt i denne verden virkede jo ulogisk- men alligevel- sjælebesættere. De kunne altså ikke findes i virkeligheden

”Hvis I skal havde den fulde forståelse af, hvad der skete ved Pravus komme, burde jeg nok fortælle jer historien helt fra starten.”

Aja krøb sammen i tæppet som en eremitkrebs i sit sneglehus. De orange flammer dansede så hyggeligt over bålstedets brændekævler og stod i stærk kontrast til historiens uhygge. Robilasios rømmede sig og fortsatte.

”En dag da den store Dia-Mór kedede sig – det hele var jo lidt ensformigt den gang før alting.”

Om natten var der dog en masse små lys, en form for fakler, som han en gang havde placeret rundt omkring på himmelhvælvingen og som han af og til morede sig med at tælle. Nå, men for at gøre en lang historie kort, fik han en dag lyst til at prøve noget nyt.

Han plantede et piletræ og lod det nære af tankespind og stjernestøv. En kurv flettede han af det prægtige træs vidjer og tøjrede den med et reb af månens stråler, derefter klippede han lidt af sit lange brune skæg og lod det drysse ned på kurvens bund. Han samlede lidt af mosset, der havde groet på piletræets stamme. Det fordelte han nogenlunde jævnt over kurven, der var dog nogle små ujævnheder. Det vi mennesker i dag kalder bakker. De mindste kviste, han før havde måttet kassere, stak han nu ned i mosset.”

Aja kunne ikke lade være med at smile ved sig selv. Det lød jo nærmest som om Robilasios troede på denne gamle myte så meget levede han sig ind i historien. Hun trak tæppet tættere ind til kroppen.

”Da Dia-mór til sidst havde færdiggjort sit værk, var han så træt, at han straks faldt i søvn med hovedet ned over kurven.” fortsatte Robilasios med sænket stemme.

 ”Om natten nøs han og nogle bitte små væsner næret af hans altoverskyggende godhed samt lidt spyt landede i kurven. Spyttet dækkede de laveste steder. På den måde opstod bække, floder, kilder og søer. De bitte små væsner var kolde og døde, da de ikke længere blev hold i live af Dia-mórs altgivende livskræft. Da Dia-Mór så, hvordan han i nattens løb havde ødelagt sit værk, fældede han tre tårer fra hvert af sine triste øjne - sådan opstod det blå hav.

Da Dia-Mór hejste kurven ned for at glemme sin klodsethed, ramte den første solstråle kurven, og de små væsner blev levende. Med ægte lykke Kiggede han på de små væsner. Han bandt rebet fast til sin storetå og satte sig nu til at beundre sit værk. Solen er i virkeligheden Dia-Mórs blik, der holder øje med os. Efter han havde fældet tårer i ægte sorg, blev hans blik lysende og varmt. Den ene halvdel af døgnet holder han øje med os, den anden sover han.”

”Men hvad så når han ikke kikker?”

Aja bed sig i læben. Jorim skulede blot til hende og rullede med øjnene. Robilasios forsatte blot fortællingen som om intet var hændt.

 

”De første mange år af jordens historie var de eneste væsner på jorden dyrene og guderne. Der var mange forskellige guder med hver deres hverv, men de kom godt ud af det med hinanden og skændes så godt som aldrig.

Calma og Sealgair, frodighedsgudinden og jagtguden, husker du nok, boede på en stor gård omgivet af frugtbare marker og store dybe skove, med en vrimmel af dyr. De fik otte børn. Fire piger: Viola, Margeritta, Rosa og den yngste som hed Primula. Fire drenge: Ask, Birk, Bøg og Eg fik de også. I fødselsgave fik de hver et frø, som de måtte plante, når de blev gamle nok. Planten måtte de opkalde efter sig selv.

Diligo giftede sig med Cruthaich.”

”Hvem var hun? Hende nævnte du da ikke før?” Aja var nødt til at spørge, selvom Jorim sikkert ville tage det ilde op.

”Gud for fremstilling og håndværk” snerrede han, og Robilasios forsatte, hvor han slap.

”Aimsir og Tiene, som var ildgudinde, giftede sig, og selvom det blev et meget stormfyldt ægteskab, var de begge lykkelige.

Havguden Cuan giftede sig med den uendeligt smukke havfrue Maighdeann-Mhara, som han selv havde skabt af en brøkdel af havets tang.

Men Dia-Mór havde glemt én, da han delte embederne ud mellem guderne, og det skulle han aldrig have gjort. Pravus var aldrig kommet sig over at være blevet overset.  Han var hoven og hungrede efter respekt. Magtsyg, som han var, udnævnte han derfor i al hemmelighed sig selv som fyrste på Jorden og begyndte at skabe sin hær. En her af ondskab og had. Det var den jeg fortalte om i starten. Han arbejdede kun om natten, så derfor blev han ikke opdaget af Dia-Mór.

Da de andre guder opdagede Pravus, ville de gøre næsten hvad som helst for at undgå at komme i åben kamp med hans blodtørstige hær, og derfor blev de nød til at give sig da Pravus forslog, at de skulle dele jorden ligeligt mellem sig. Han selv skulle være hersker over den ene halvdel, Tortitudo, og de andre måtte så deles om, Terra. Det skulle være forbudt at krydse Dragebjergene som markerede grænsen. Dog var dette ikke Pravus eneste krav. Guderne skulle også forlade Jorden for altid. Guderne var nødt til at gå med til alt dette; og den eneste betingelse de fik igennem, var at deres oldebørn, der på det tidspunkt næsten var voksne, måtte blive og passe gårdene.

Sådan blev aftalen, og guderne fik lov til at lade deres kræfter slippe løs en gang om året, og på den måde holde Jorden ved lige. Det er det, vi fejrer til midvinterfesten. Guderne sørger for at genoprette Jorden, så foråret kan komme. Der er derfor lyset vender tilbage igen efter mørket. Så når nogle folk bliver træge og svære at være omkring i den mørkeste del af året er det fordi Pravus’ negative kræfter påvirker dem. Vi mennesker er altså blot små brikker i gudernes store spil.”

Aja gabte. Det havde været en lang dag, og hun ville gerne snart sove, men turde ikke sige det, for så ville Jorim sikkert bare blive sur. Igen. Han ville sige at hun var barnlig, når hun ligefrem tiggede om at måtte gå til ro. Han ville grine af hende. Igen. Han havde vist også lidt revanche til gode.

---

En morgen vågnede Aja tidligt, både Robilasios og Jorim lå stadig og slumrede. Jorim vendte og drejede sig ustandseligt. Det undrede hende, at han ikke havde fået vækket sig selv endnu. Robilasios træk højlydt torsk i land og smaskede i søvne men det var ikke det der havde vækket hende, der var noget andet, selvom hun ikke kunne huske hvad. Hun trak tæpperne tættere ind til sig og prøvede at forberede sig på endnu en endeløs dag.

Aja havde vistnok været hos Robilasios i syv eller måske otte dage. Hun kunne ikke rigtigt vurdere det. Dagene var gledet sammen for hende: Tidligt op om morgenen. Ud og vaske sig. Hente vand og sætte det over i den store gryde. Malke fårene. Lave morgenmad. Feje hytten og gårdspladsen. Arbejde lidt på den store hængevæv, noget Jorim surmulende havde lært hende en af de første dage. Lave middagsmad. Vaske op igen. Bage et brød. Have en lille pause. Lave mad igen. Vaske op igen. Altid den samme trummerum; men så kom dagens højdepunkt: aftenhyggen ved bålet. Det var dér, Robilasios fortalte de gamle sagn og myter – historierne om tapre krigere og om dengang, en troldmand fandt på at blande tin og kobber, så der opstod bronze.

Mbhizzz.. lød det højere og højere ved Ajas venstre øre. Så tog lyden af, men efter blot få sekunder var den tilbage – nu ved hendes højre øre, mere skinger end før. Hun virrede dovent med hovedet, og da det ikke hjalp, slog hun morgentræt med begge hænder rundt om hovedet, i håb om at ramme den pokkers flue, der syntes at ville ødelægge hendes ellers så skønne morgen. Da den syntes at have opgivet, hvilede hun armene et øjeblik – men ak! Igen summede den rundt om hende. Var det det der have vækket hende?

Aja droppede morgendovneriet, slog tæppet til side og spænede ud af huset, ned imod den nærtliggende sø. Så måtte den flue da lade hende være i fred! Det var en smuk morgen. Solen skinnede fra en skyfri himmel selvom den ikke havde fået smeltet alt tågen væk endnu kunne det kun blive en perfekt sommerdag. Hendes dug våde fødder var iskolde, men en dejlig energisk varme spredte sig i hele kroppen. Ved søens bred stoppede hun i et ryk. Forsigtigt stak hun en tå i vandet. Uff det var koldt, men i skulle hun jo.  Med en gysen trak hun kjolen over hovedet og kastede sig ud i det iskolde vand.

Søen var blevet dannet af små kilder, der udsprang højt oppe i bjergene i nordvest. Aja crawlede tværs over søen, med en fart, der ville forbavse selv den strengeste svømmelærer på skolen. På vej tilbage skiftede hun til butterfly. Blodet pumpede rundt i hendes krop med sådan en fart, at hun snart fik varmen og kunne nyde vandet, der kølende omgav hendes krop, det gav en herlig følelse af frihed. Hendes hår føltes blødt og flød rundt til alle sider, når hun gled af sted på ryggen. I tankerne takkede hun fluen, der havde ladet hende opdage, hvor fantastisk søen var om morgenen.

Aja tørrede sig i sjalet, gnubbede sig varm og tog hurtigt kjolen på. Så opdagede hun, at hun havde tabt båndet, der holdt hestehalen samlet, så håret nu hang og slaskede hende om skuldrene. Hun måtte hellere finde en lidt bedre snor, når hun kom hjem – Hjem.. tænkte hun, var hun virkelig allerede begyndt at betragte hytten som sit hjem, hun havde trods alt ikke været der længere end en uges tid – men det virkede så hjemligt, selvom det ikke mindede hende om noget, hun normalt ville forbinde med et hjem. Det var bare så hyggeligt, og Robilasios virkede nærmest som en far, eller måske mere som en bedstefar eller en hyggeonkel.

Selvom hun arbejdede hele dagen, var det alligevel rart at være her. Arbejdet fik hende til at føle sig som en del af ”familien” og ikke blot en udefrakommende gæst; og selv det der med at hun lige pludseligt skulle være fuldstændig a-menneske, stå meget tidligt op og gå tilsvarende tidligt i seng kom helt af sig selv, når der om morgnen ingen varme var, og der om aftenen ingen godnat-kys-kys-sms’er tikkede ind på mobilen ved midnatstid. Der var jo ikke meget andet at lave om aftenen end at snakke ved bålet og det fik jo også en logisk ende. Hun var altid træt når dagens arbejde var overstået. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...