Dråbehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2012
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Romanen handler om Aja, Der bliver sendt tilbage til middelalderen, hvor hun skal manøvrere rundt i en verden fyldt med myter, magt, religioner, skumlebagtanker, mærkelige væsner og ikke mindst mennesker som hun nogen gange ikke forstår. Ikke nok med det, Aja skal ikke bare overleve, hun er også i følge gamle profetier rede landet Terra.
Men kan alt dette lade sig gøre for en helt almindelig pige og hvordan vil verden tage imod hende?
Det flotte cover er lavet af Chokofanten

49Likes
250Kommentarer
4698Visninger
AA

7. Robilasios del 1.

 

Det var sent på eftermiddagen, da hun nåede den lille hytte, hvor troldmanden og hans lærling måtte bo. Det var det eneste hus, hun havde set siden før broen, så der var vist ingen tvivl om, at det måtte være her. Ved siden af den skæve dør, hang der en uro lavet af fjer, hønsefødder og andre underlige ting. Den var lidt ulækker og virkede meget malplaceret, men måske havde den en religiøs betydning, eller måske var det bare for at skræmme tilfældige forbipasserende væk?

Aja bankede nervøst på og trådte hurtigt lidt væk. Vidste ikke helt, om hun håbede, der ville blive lukket op eller ej. Var det overhovedet det rigtige hus, hun var kommet til? Aja blev pludselig i tvivl. Men det måtte jo være her. Lidt efter blev døren dog åbnet. Den gamle mand, der havde åbnet, bød hende velkommen; og lidt nervøst svarede hun med kodeordene, Tora havde lært hende. Det gamle rynkede ansigt lyste op i et smil, og den gamle troldmand bad hende hjælpe sig med at feje foran huset – hans del af koden. Aja åndede lettet op – så havde hun husket alle ordene rigtigt!

Aja koncentrerede sig om at feje præcis på den måde Tora havde foreskrevet hende: Tre gange til den ene side og fire til den anden, derefter omkredsen af en firkant og i den en cirkel. Til sidst viste hun den gamle mand armbåndet, og med åbne arme bød han hende velkommen. Det måtte være Robilasios, besluttede hun, for han glemte at præsentere sig. Han virkede slet ikke overrasket. Det var nærmest som om, han havde ventet hende.

Da Ajas øjne havde vænnet sig til mørket i hytten, kunne hun se, at den kun bestod af dette ene rum, der så en del ældre og mere spartansk ud end Toras hus. Gulvet var lerklinet, men det eneste møblement var et bålsted og et bord med nogle taburetter, hvor hun pludselig så en dreng sidde. Hans kraftige hår skjulte næsten hele ansigtet som han sad der, bøjet over sit arbejde. Da han modvilligt rejse sig, så hun, at han var et hoved højere end hende og måske lidt ældre, end hun først havde antaget.

Robilasios præsenterede Aja og Jorim for hinanden, og selvom hun prøvede at smile imødekommende til ham, virkede lærlingen både sammenbidt og kedelig og gjorde ikke mine til så meget som at gengælde hendes hilsen. Han vendte hende så hurtigt som muligt ryggen og brød sig tydeligvis ikke om hende. Hun følte sig ikke velkommen.

Robilasios var venlig nok, og da de sad omkring bålet, bad han hende interesseret om at fortælle sin historie. Efter en dyb indånding begyndte hun at fortælle om ferien på Bermuda; men da hverken Robilasios eller Jorim syntes at kunne følge denne del af beretningen, skyndte hun sig at fortælle om sit første møde med Tora.

”Jamen hvorledes var din rejse igennem sumpen? Mødte du dens usle beboere?” spurgte Robilasios utålmodigt. Og lidt skamfuldt indså Aja, at de småting, hun så ivrigt havde berettet om, var hverdag for troldmanden. Den dårlige samvittighed vældede igen op i hende, da hun fortalte om munkene og nonnerne; men troldmanden var tydeligvis lettet, da han hørte at største delen af optoget var gået i sumpen.

”Det må være gudernes vilje, og for denne gave må vi takke dem,” sagde han tankefuldt.

”Jeg har været så bekymret for Tora den sidste tid, med alt den snak om afbrænding af hekse og kættere; men nu har kirken fået sig en ordentlig lærestreg, så det varer nok længe, før de forsøger at komme ud til hende igen!” det sidste klukkede han og Aja kunne ikke lade være med at smile af ham.  

 

Det var måske derfor Tora havde haft så travlt med at få hende af vejen? For at beskytte hende. Det håbede Aja. Kavaleriet var Robilasios til gengæld mindre begejstret for at høre om; men da han ikke uddybede det, turde Aja ikke spørge hvad der var galt.

”Hvor mange var de? Hvor mange til hest?” spurgte han.

Hans øjne flakkede i et spildt sekund. Aja svarede så godt hun kunne. Talte geledder og heste i tankerne.

”Måske 150 eller 200..” Svarede hun tøvende.

”150 eller 200?” gentog Robilasios

”Jeg er ikke sikker..” Aja følte sig meget utilstrækkelig.

Robilasios sukkede opgivet. Aja krympede sig, hun kunne jo ikke vide at det var så vigtigt.

”Du må da i det mindste kunne huske hvilket våben de bar?” spurgte troldmanden bøst.

”Altså, de havde landser og skjolde og så må de også…”

”Du ved jo heller ingen ting!”

 

Jorim rullede med øjnene imens han sagde det ”piger! Selvfølgelig har de lanser og skjolde. De har for den sags skyld også svær og sikket også armbrøst! Robilasios mener jo våbenskjold”

Aja ulmede inden i. Var det en måde at byde sine gæster velkommen på? Hun kunne jo ikke vide at det var det han snakkede om.

”Jeg kan tegne dem for dig, hvis du har noget papir..” sagde hun spagt.  

Endelig var der noget hun kunne finde ud af, noget hun var god til.

”Papir?” Robilasios smagte på ordet.

”Pergament, mener jeg” Aja kunne mærk at kinderne blev hede.

 

Robilasios gjorde tegn til Jorim der surmulende rejste sig og forvandt hen til en kiste nær døren. Lidt efter kom han tilbage med pergamentet og et kulkridt. Da Aja var færdig med tegningen kastede Robilasios blot et kort blik på den før han hastigt skiftede emne. Han rakte tegningen til Jorim der, anvist af et hovednik fra Robilasios, lagde den tilbage i kisten.

 

Da de havde snakket endnu et stykke tid, og Aja havde rost huset og naturen, der omgav det, mente Robilasios, at det var ved at være tid til at gå til ro. Han bad Aja hente et tæppe og et skind, der lå i hyttens mørkeste hjørne. Nærmest lidt undskyldende sagde Robilasios, at de foretrak at gøre tingene på den gammeldags måde. De var jo ikke vant til at få unge frøkner på besøg, som han kejtet formulerede det. Aja formodede, at det betød at hun skulle sove på gulvet og svarede med et smil, at det da ikke gjorde noget.

”Det er jeg jo næsten vandt til..” Nikkede hun, men ærgrede sig.

 

Aja måtte tvinge sine ben til at gå ind i mørket. Det var egentligt ikke, fordi hun var mørkeræd, men mere fordi hun ikke havde den fjerneste idé om, hvad der kunne gemme sig derinde. Alt var jo anderledes end hjemme i Danmark eller for den sags skyld på Bermuda.

Hun fumlede med skinne og udvalgte sig et. Det var kæmpestort, tykt og meget vamset, men lugtede kraftigt og meget fremmedartet. Det var måske et bjørneskind. Det måtte hun huske at fortælle Niklas om når hun kom hjem, så ville han virkelig blive imponeret af sin storesøster. Tæpperne var vævet af fåreuld og kradsede lidt; men hun måtte vel bare prøve at vænne sig til det og få sovet mest muligt. Hun lagde sig så tæt ved ildstedet, som hun turde.

Da hun lå og kiggede ind i de rødorange gløder, følte hun sig tryg for første gang, siden hun havde sagt farvel til Tora. Robilasios skulle nok passe på hende; det var hun sikker på. Hun savnede lagner eller noget andet stof, der i det mindste virkede rent; men alt her var lavet af kradsende uld eller skind. Hun faldt snart i søvn, udmattet efter den lange vandretur, og på trods af Robilasios´ højlydte snorken sov hun hele natten.

Da hun vågnede næste morgen, måtte hun skuffet indse, at hun ikke var i Hamilton i færd med at spise en regnbuefarvet is; men derimod lå i det, hendes gamle gråhårede historielærer ville kalde et glimrende eksemplar af et tidligt middelalderhus. Hun kunne høre får eller geder bræge og så sig om. Huset var tomt. Hun rystede tæppet og skindet, så støvet fløj til alle sider. Efter at have lagt dem på plads, prøvede hun at rette på tøjet og rede håret med fingrene, båndet havde hun tabt i løbet af natten. Hun prøvede at flette håret igen, men dels var det krøllede hår kun skulderlangt og dels var det meget uglet. Båndet lå på det støvede gulv. Normalt havde hun smidt det ud, men i mangel af bedre måtte det kunne bruges selv om det ikke længere var noget der mindede om rent. Hun rystede det men endte med at opgive fletningen. Håret blev samlet i en stram hestehale.  

Da Aja gættede på, at hun igen måtte se nogenlunde ud, gik hun hen til døren. Det var køligt og temmelig tåget, og hverken dyr eller mennesker var at se. Hun gik barfodet ud på det dugvåde græs, og kiggede sig igen omkring. Det føltes nærmest som om det her var en drøm. Her var så stille. Aja gik ned ad bakken og tilbage igen, heller ikke her kunne hun se eller høre noget, altså bortset lige fra en fugl, der kvidrede lystigt fra et træ i nærheden. Hvor kunne de være henne? Hun gik hen til den store brønd og gjorde et mislykket forsøg på at hejse vand op, hvorefter hun fortsatte om bag huset, hvor hun til sin store overraskelse så endnu et hus – eller i hvert fald et skur.

Hun åbnede forsigtigt den tunge egetræsdør og gik ind i det bælgravende ingenting. Da hendes øjne havde vænnet sig til mørket, kunne hun alligevel se, at hun befandt sig i en form for entre med en dør, der førte videre. Bag døren kunne hun høre stemmer og lyden af fødder, der gik. Hun åbnede den varsomt. Der var de, Robilasios og Jorim. To par øjne kiggede overrasket på hende. Hun kiggede ned. Det var ikke ligefrem høfligt bare at komme anstigende på den måde, når man var på besøg, irettesatte hun sig selv.

Den sitrende tavshed fyldte det halvmørke rum, som kun var oplyst af et stort bål i midten af rummet og nogle fakler, der var placeret rundt omkring på væggene. Robilasios og Jorim havde indtil for ganske nylig stået bøjede over det store bord. Koncentreret havde de studeret de gamle tekster i de tykke læderindbundne bøger og gulnede pergamentruller, der nu dækkede hele arbejdspladsen.

Genert lod Aja øjnene glide rundt i det mørke arbejdsværelse. En kæmpestor, gammel gryde, der stod I et hjørne, fangede hendes opmærksomhed. Så var Robilasios altså en troldmand sådan helt for alvor. Der var hylder fra gulv til loft, men der ville alligevel ikke være plads til så meget som en eneste flaske, så fyldt var der. Dette var en troldmands værksted. Ajas blik blev nærmest magnetisk tiltrukket af alle krukkerne, glassene og bøgerne i rummet. Hvor ville det altså være spændende at gå på opdagelse herinde engang.  

”God morgen unge frøken. Har du sovet godt?” grinede Robilasios.

”Eller måske skulle vi hellere sige god formiddag?” fortsatte han lidt drillende.

”Nå, det er her I gemmer jer” svarer Aja rapt, lidt for rapt måske.

”Klokken er næsten middag, du burde for længst være oppe” sagde Jorim i et alt andet end drillende tonefald.

”Gider du godt gå ud. Det her er faktisk et sted man arbejder; og det er i hvert fald ikke for småpiger som dig,” forsatte han spydigt.

”Tag det nu roligt Jorim. Hvorfor er du sådan efter hende?” Spurgte Robilasios udglattende.

Det svarede Jorim ikke på, men kiggede skamfuld ned på sine beskidte fingre. Havde han nu igen gjort mester sur? Det var jo ikke det, der var meningen, krympede han sig; men hvorfor skulle den lille unge gå rundt og snuse i alting? Jorim kunne mærke kinderne blive varme. Robilasios inviterede Aja over for at se, hvad de lavede. Det var så den dags lektion, formodede han.

Aja tog mod til sig og på trods af Jorims skulen, trådte hun stædigt frem. Måske havde han været hos troldmanden længst, men han skulle altså ikke behandle hende sådan, det fandt hun sig ikke i!

Alle tre stod de nu bøjet over et gammelt og rimeligt slidt rejsekort over Terra. Endnu en gang så Aja profetierne, som hun efterhånden havde accepteret måtte omhandle hende. Den gamle troldmand bladrede rundt i de mange papirer uden at sige så meget som et ord. Øjensynligt prøvede at finde en logisk forklaring på det hele.

Da de lidt senere sad og spiste, fortalte Robilasios dem sin plan, og han forklarede den med en sådan myndighed og beslutsomhed, at Aja vurderede, at der nok ingen ændringsmuligheder var. Planen gik ud på, at både Aja og Jorim skulle af sted. De skulle ikke have mere bagage, end de selv kunne bære, for både hest og æsel var for svære at skjule og kunne let afsløre dem på deres mission. Af samme grund måtte de også undvære vagthund. Noget Jorim ikke var helt tryg ved.

Ifølge profetierne var det Aja, der skulle redde verden; men der stod intet sted skrevet, at hun skulle påtage sig det alene; og Jorim, der var næsten halvvejs igennem uddannelsen som troldmand, kunne nok være til stor hjælp. Igen skulede Jorim ondt til Aja, men tog sig i at kommentere planen, for hvis det var sådan, at mester mente, han skulle slæbe pigebarnet med, så var det vel sådan, selv om han havde en tydelig fornemmelse af, at hun ville være til mere besvær end gavn.

Efter de havde spist, sendte Robilasios Jorim ud til fårene, på trods af hans højlydte brok over, at det var tøsearbejde; og at når der nu endeligt var en pige, så havde de ingen gavn af hende. Efter et hårdt blik fra Robilasios bøjede han dog hovedet og forlod i stilhed rummet. Hvorfor skulle der gøres så meget ud af en tøs, der kom rendende, var det bare fordi, hun havde en åndssvag halskæde på? Piger burde ikke rende rundt på den måde. De kunne blive hjemme og væve tøj og lave mad i stedet for at løbe rundt og tro, at de var noget. At mene at de kunne redde verden, var jo rent til grin. Hvis verden trængte til at blive reddet, burde man da finde én, der var bedre kvalificeret til opgaven.

Robilasios havde taget Aja med over til skuret igen. Dér viste han hende en masse forskellige mærkelige ting og forklarede hende, hvad de skulle bruges til. Men da han bagefter bad hende gentage, hvad han havde sagt, måtte hun flov indrømme, at hun kun kunne huske at Nordstjernen vendte mod nord og at bulmeurt var giftig. Den gamle troldmand sukkede og gentog tålmodigt tingene og lod hende denne gang repetere løbende.

 

Valmuens frø kan ryges og bruges som bedøvelse, men man kan let blive afhængig af dens søde kraft…

mosset gror på nordsiden af træerne….

Venusvogn, pigæble, skarntyde og bulmeurt er giftige planter. Dem må man hverken koge eller spise….

Man kan se på menneskers øjne, om de lyver. Derudover kan man også se det på hænderne... osv.

 

Remsen var lang; men til sidst kunne hun det hele, endda så godt at hun ville kunne remse det op i søvne, hvis det skulle være. Det havde hjulpet hende en hel del, af det meste var almenviden; men der var også ting, som hun vidste, var direkte forkerte, selvom hun ikke turde sige det. Dog var det tankevækkende, hvor dårlig hun var til at huske, og hun priste sig lykkelig for, at Jorim ikke havde været der til at bevidne denne pinlige seance.

Da Troldmanden var tilfreds med hende, var solen allerede begyndt at kysse bakketoppene. Robilasios var lige så interesseret i halskæden som Tora, fandt Aja ud af den næste aften, hvor hun igen måtte fortælle, hvordan hun ca. et halvandet år tidligere på sin fødselsdag havde fået den. Bedstemoderen havde sagt, at den var meget sjælden og gammel, og at hun derfor skulle passe på den. Det var en magisk vejviser havde den gamle sagt, men Aja, der var vant til sin excentriske bedstemoderens sære udsagn, havde ikke hængt sig så meget i det. Siden havde hun båret den hver dag. Den altid kølige sten mod hendes bryst havde altid haft en beroligende virkning på hende.

Hun studerede som så mange gange før dråben. Dens koksgrå overflade havde altid været hende et mysterium, ved første øjekast var den nemlig helt jævn og ensartet i farven; men ved nærmere eftersyn havde den et spil i alle regnbuens farver. Hvis man virkelig nærstuderede den stammede farvespillet fra uendeligt mange små isblomstagtige mønstre, der bare fortsatte ind ad og ind ad, mindre og mindre. Det var næsten til at blive helt svimmel af.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...